Centralredestier til løsgående diegivende søer

Lov nr. 404 fra 1998 om indendørs hold af drægtige søer og gylte foreskriver, at søer og gylte skal gå løse under størsteparten af drægtigheden. Dette har medført øget interesse for også at holde søerne i løsdrift under faring og diegivning for herved at opnå, at søerne går løse i hele deres cyklus. Det stigende fokus på dyrevelfærd blandt forbrugere på hjemmemarkedet og en del af eksportmarkedet betyder samtidig, at systemer til løsgående diegivende søer sandsynligvis vil få større opmærksomhed i fremtiden.

Erfaringer fra udendørs sohold og indendørs løsgående diegivende søer (Meddelelse nr. 481, Den rullende Afprøvning) har vist, at grisene vejer omkring 1 kg mere ved fravænning end grise fra søer i bokse. Dette antyder, at der i forbindelse med løsdriften kan være et potentiale, som ikke hidtil har været udnyttet.

Tidligere afprøvninger af stier til løsgående diegivendesøer har imidlertid også vist, at det kan være vanskeligt at opnå gode resultater med denne produktionsform. De afprøvede stier var forbundet med høj pattegrisedødelighed, øget arbejdsforbrug og øget arealkrav i forhold til mere traditionelle stisystemer, som kassestier (Meddelelse nr. 30, Den rullende Afprøvning). Ved gruppeopstaldning, hvor søerne havde adgang til individuelle farestier, var der desuden problemer med ukontrolleret fodring, MMA og uens vægt af pattegrise (Meddelelse nr. 329, Den rullende Afprøvning).

I de senere år er der udviklet flere nye stityper til løsgående diegivende søer. En af disse er den schweiziske centralredesti. Stien kan etableres forholdsvis enkelt og det er forsøgt at tilgodese en række af soens adfærdsmæssige behov, så hun passer grisene bedst muligt. Stien opfylder blandt andet en række minimumsmål, så soen kan bevæge sig naturligt og undgå at skade grisene. Forsøgsresultater fra Schweiz viser, at pattegrisedødeligheden i diegivningsperioden er på 10 pct. Imidlertid er besætningsstørrelserne i Schweiz mindre, og det kan derfor ikke tages for givet, at pattegrisedødeligheden vil kunne holdes på dette lave niveau under danske forhold. Desuden optager centralredestien omkring 75 pct. mere areal end den traditionelle kassesti og der er ikke taget højde for en rationel gødningshåndtering, hygiejnevenlighed og øvrige arbejdsmæssige forhold.

En afprøvning blev iværksat med det formål at vurdere centralredestien under danske produktionsforhold samtidig med, at det blev forsøgt at optimere stien med henblik på arbejdsbesparelse, forbedret hygiejne og lav pattegrisedødelighed.

Afprøvningen foregik i samarbejde mellem en landmand og med tilskud fra Direktoratet for FødevareErhverv.

Tabel 1. Besætningens produktionsforhold

Erfaringsindsamlingen blev gennemført i tre på hinanden følgende faser i en avlsbesætning, hvis produktionsforhold fremgår af tabel 1. Stiernes mål og indretning fremgår af figur 1-4.

Søerne var opstaldet individuelt i centralredestier. Stien havde 3 faste vægge af fiberbeton og en front af lodrette galvaniserede jernrør ud mod inspektionsgangen og var opdelt i et hvile- og et aktivitetsareal.

Foto 1. Centralredestien

Midt i stien var en pattegrisehule monteret. Hulen var placeret i aktivitetsarealet med åbning mod hvilearealet (se figur 2). Den var modificeret i forhold til den oprindelige model benyttet i Schweiz til at kunne rumme et kuld pattegrise indtil fravænning ved 4 ugers alderen. En ottekantet hule blev benyttet, idet der derved kunne bibeholdes en diagonal afstand fra grisehulen til stiens hjørner på ca. 150 cm. Dette tillader, at soen kan vende sig i hjørnerne. Herved får so og grise større mulighed for at koordinere deres adfærd, når soen lægger sig. Desuden giver det soen mulighed for at styre gødeadfærden, så redearealet holdes tørt og rent. Loftet af pattegrisehulen var forsynet med et låg, som lettede tilsynet med grisene (se figur 4). I bunden af pattegrisehulen var indlagt 1 cm isolerende flamingo. Der var ikke varme i gulvet og der blev ikke benyttet varmelampe til pattegrisene.

Mellem hvilearealet og aktivitetsarealet var en barriere placeret i forlængelse af pattegrisehulen (se figur 2). Barrieren målte 28 cm i højden, 185 cm i længden og 18 cm i bredden. Barrierens formål var både at holde strøelsen i hvilearealet og at fungere som friholderbøjle, så soen ikke kunne lægge sig med ryggen op mod pattegrisehulens åbning og derved lukke grisene inde/ude. I sidste fase af afprøvningen var der desuden monteret en friholderbøjle langs alle tre vægge i hvilearealet (se figur 2).

I aktivitetsarealet var en halmautomat, en foderautomat med beholder og doseringsenhed, samt en drikkekop monteret.

Gennemførelse

Afprøvningen forløb i tre på hinanden følgende faser, idet der undervejs blev ændret på udmugningsstrategien og monteret en friholderbøjle for at reducere pattegrisedødeligheden.

Registreringer

Kuldresultater blev indsamlet og dødsårsager for pattegrisene blev vurderet og registreret af driftslederen/besætningsejeren. Alle døde grise blev klassificeret under en af de følgende fire dødsårsager: ihjellagt, diarré, sult eller kulde, anden dødsårsag.  I en periode på 2 måneder i løbet af fase 3 blev ihjelbidte grise desuden særskilt registreret, da dette i løbet af afprøvningen viste sig at udgøre et problem.

Desuden blev besætningen ca. hver 14. dag besøgt af en tekniker, som inspicerede stierne for svineri, skader på søer og grises ben/klove og brug af stien, herunder hvor dyrene placerede sig under faring og ved diegivninger og om pattegrisehulen blev brugt. Disse forhold og arbejdsbelastningen forbundet med stierne blev desuden diskuteret løbende med besætningsejeren og driftslederen.

Statistik

De tre faser forløb i forlængelse af hinanden. Der blev derfor ikke foretaget en statistisk sammenligning af faserne, idet kuldresultaterne kan være blevet påvirket uens af andre forhold end udmugningsstrategi og/eller montering af faringsbøjle.Det gennemsnitlige antal levendefødte og dødfødte grise, pct. døde indtil fravænning og vægt ved fravænning for hele datamaterialet blev vurderet i forhold til gennemsnit for 14 produktionsbesætninger, som har deltaget i Den rullende Afprøvning over en 5-årig periode (1995-2000). Alle faringer i disse besætninger er foregået i kassestier. Data fra produktionsbesætninger er anvendt, da lignende data fra avlsbesætninger ikke har været tilgængelige. Vurderingen af resultaterne fra afprøvningen i forhold til produktionsbesætningerne bør læses med nogen forbehold, da avlsbesætninger og produktionsbesætninger ikke er direkte sammenlignelige på grund af forskelligheder i driftsforhold og dyremateriale.

Produktionsresultater

Kuldresultater som gennemsnit for hver af de tre perioder, der indgik i afprøvningen, for hele afprøvningen samlet og for de 14 produktionsbesætninger fremgår af tabel 2.

Levende- og dødfødte grise

Der blev både registreret flere levendefødte og flere dødfødte grise pr. kuld end i produktionsbesætningerne i gennemsnit. Det større antal totalfødte grise skyldes formentlig, at afprøvningen foregik i en avlsbesætning. Det større antal dødfødte grise kan hænge sammen med den store kuldstørrelse, idet risikoen for dødfødte grise øges i takt med kuldstørrelsen (Erfaring nr. 9319, Den rullende Afprøvning). Der var ikke tegn på, at dødeligheden før eller under faring skyldtes forhold ved stien, da der var god plads til redebygning og til faring, hvor soen under veerne strækker benene og kroppen ud. Der var ligeledes ikke problemer med langvarige eller komplicerede faringer, som krævede fødselshjælp eller oxytocinbehandling.

Tabel 2. Kuldresultater

Der var en højere pattegrisedødelighed i afprøvningsbesætningen end i produktionsbesætningerne. I gennemsnit døde 23,3 pct. af grisene i afprøvningsbesætningen, mens der kun døde 10,6 pct. i produktionsbesætningerne. Da de fleste grise døde tidligt i diegivningsperioden kan forskellen ikke tilskrives den højere fravænningsalder i afprøvningsbesætningen. Pattegrisedødeligheden var meget høj i hele afprøvningsperioden. Som det fremgår af tabel 2 blev dette ikke afhjulpet af de tiltag, som blev foretaget med henblik på at mindske problemet. Både i fase 2, hvor der først blev muget ud i redearealet 4 dage efter faring, og i fase 3, hvor der yderligere var etableret friholderbøjler i alle stierne, var pattegrisedødeligheden på niveau med den som forekom i fase 1, hvor der blev muget ud i hele hvilearealet straks efter faring og hvor der ikke var etableret friholderbøjler.

Andelen af døde grise, der blev klemt ihjel, blev tilsyneladende reduceret både i fase 2 og yderligere i fase 3. Men andelen af døde grise, som døde af samlekategorien ’anden årsag’ modsvarede denne stigning. I den 2 måneders periode i fase 3, hvor ihjelbidte grise blev registreret særskilt, var 19 pct. af alle døde grise blev bidt ihjel, og dette udgjorde således et væsentligt problem.

Undersøgelser har vist, at det kan være vanskeligt at vurdere dødsårsager for pattegrise korrekt uden obduktion. De store forskydninger mellem afprøvningens faser i dødsårsager, de mange grise, som var placeret i gruppen ’død af anden årsag’ og den høje frekvens af ihjelbidning, der ikke rutinemæssigt blev registreret, viser, at der er behov for at få fastlagt dødårsager for pattegrisene mere præcist i denne stitype, hvilket kan ske ved obducering og /eller mere detaljeret registrering.

Variation mellem søer

Der var meget stor variation i pattegrisedødeligheden mellem kuld, idet pattegrisedødeligheden varierede fra 0 til 100 pct. I 25 pct. af kuldene døde 0 eller 1 gris, i 50 pct. af kuldene døde 2 eller færre grise og i 75 pct. af kuldene døde 4 eller færre grise. Denne fordeling viser, at der i mange kuld var en lav dødelighed, men også at der samtidig var et mindre antal kuld, hvor der døde 5 eller flere grise, hvilket fik stor negativ indflydelse på den gennemsnitlige pattegrisedødelighed.

I 3 besætninger med boksopstaldede søer var fordelingen således, at der i 75 pct. af kuldene døde 1 eller 0 grise. Hos boksopstaldede søer er der således en langt større andel som har lav pattegrisedødelighed end hos søerne i afprøvningen.

Dette antyder, at der er andre forhold end stien og dens indretning, som kan have stor betydning for pattegrisedødeligheden. Der kan være tale om en lang række faktorer af såvel biologisk som management-relateret art, som varierer mellem søer indenfor den samme besætning, herunder formentlig især de individuelle forskelle i søernes medfødte og erfaringsbaserede moderegenskaber.

Da afprøvningen foregik i en avlsbesætning var der mange gylte. Andelen af gyltefaringer varierede fra 60.3 pct. i fase 1 til 56.2 pct. i fase 2 og 79.9 pct. i fase 3. Da førstelægssøer  ofte har dårligere moderegenskaber end ældre søer kan den høje pattegrisedødelighed, herunder særlig de ihjelbidte grise, være forbundet hermed.

Fravænningsvægt

Vægt ved fravænning var større i afprøvningsbesætningen end i produktionsbesætninger, når der var korrigeret for fravænningsalder og kuldstørrelse. Den høje fravænningsvægt bekræfter de resultater, som i tidligere undersøgelser er opnået i systemer, hvor søerne går i løsdrift under faring og diegivning.

Den gennemsnitlige samlede kuldvægt korrigeret for fravænningsalder for hele afprøvningen var 79,5 kg, mens den lå på 72,1 kg produktionsbesætninger. Søers samlede mælkeydelse øges med stigende kuldstørrelse dog således, at der samtidig er mindre mælk til de enkelte grise. Dette betyder, at der med stigende kuldstørrelse kan forventes en stigning i den samlede kuldvægt, men samtidig en reduktion i vægt af de enkelte grise. Den større samlede kuldvægt i afprøvningen tyder på, at mælkeydelsen har været stor. Da der samtidig er fundet større vægt af de enkelte grise, tyder det på, at de desuden har haft gode muligheder for at optage og udnytte mælken.

Diegivninger foregår i et tæt samspil mellem so og grise, og stierne gav gode muligheder for, at grisene kunne komme til yveret, både for at optage mælken og for at stimulere til yderligere mælkeproduktion. Søernes frie adgang til foder og vand i afprøvningsbesætningen kan ligeledes være en del af forklaringen på den store fravænningsvægt.

Foto 2. I forlængelse af pattegrisehulen var placeret en barriere mellem aktivitetsareal og hvileareal. Barrieren gik ikke helt ud til stiens sider, hvilket muliggjorde, at våd strøelse og gødning kunne skrabes ud. Samtidig fungerede den som friholderbøjle i forhold til hulen. I fase 3 var der etableret en friholderbøjle langs hvilearealets stisider, som vist på billedet

Imidlertid skete der i løbet af afprøvningens 3 faser et fald i den samlede kuldvægt fra 83,7 kg i fase 1 til 80,1 kg i fase 2 og endelig til 74,8 kg i fase 3. I fase 3 var kuldvægten således på niveau med kuldvægten i produktionsbesætningerne. I fase 1 har resultaterne formentlig været præget af den såkaldte nystaldseffekt, da mængden af smitstoffer i miljøet har været lille. Derimod opstod der i løbet af fase 2 problemer med diarré hos pattegrisene forårsaget af infektion med coccidien Isospora suis. Problemet blev ikke afhjulpet før afprøvningen var afsluttet. Infektion af pattegrisene med Isospora suis medfører typisk høj sygelighed og reduceret tilvækst, men lav dødelighed.

Sygdom og skader

Udover diarre som følge af coccidieinfektion var der kun registreret, at 2 pct. af de døde pattegrise havde haft colidiarré.Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke blev registreret tilfælde af MMA i løbet af afprøvningsperioden. I en anden netop afsluttet afprøvning blev der konstateret MMA hos 27,5 pct. af søer som farede i kassestier, mens forekomsten hos søer i løsdrift i samme besætning var på 11,9 pct. Under drægtighed var søerne opbundne. (Meddelelse nr. 481, Den rullende Afprøvning). Tallene antyder, at løsdrift kan være mindre belastende for søerne, hvorved deres sygelighed i forbindelse med faringen måske mindskes. MMA er dog en samlebetegnelse, der dækker over flere sygdomme, som kan have mange forskellige årsager. Derfor kan den lavere forekomst hos søer i løsdrift ikke på baggrund af de nævnte undersøgelser tilskrives opstaldningsformen alene.

Der blev ikke konstateret skader, herunder klov- eller benproblemer hos søerne, men på grisene forekom i enkelte tilfælde afskrabninger på forknæene. Afskrabningerne opstod formentlig i forbindelse med diegivning, idet denne enten foregik på det faste cementgulv med begrænset mængde strøelse eller på spaltegulvet.

Foto 3. Aktivitetsarealet havde spaltegulv og var forsynet med en foder-automat og en drikkekop

Hygiejne

Hygiejnen i stien var generelt god. Søer og grise gødede og urinerede hovedsagelig i aktivitetsarealet. I enkelte tilfælde gødede og urinerede de langs hvilearealets ydervægge. Gødning og våd strøelse var let at skrabe ud på spaltearealet, idet barrieren som adskilte de to arealer ikke gik helt ud til stiens sidevægge. Samtidig bevirkede barrieren, at det meste af strøelsen forblev i hvilearealet. Der var god gødningsgennemgang på spaltegulvet og det var tørt og uden tilkitning. De første dage efter faring, var det nødvendigt at åbne til pattegrisehulen og tilse strøelsen. Hvis strøelsen i pattegrisehulen blev for våd, benyttede grisene den i stigende grad til at gøde og urinere i. Når først brug af en tør og ren pattegrisehule var blevet etableret, blev den derimod ikke brugt til dette formål. For at fremme både hygiejnen og opvarmningen af hulen i dagene efter faring, hvor pattegrisene kun fyldte lidt, var der lavet indsatser, som kunne placeres i hver ende af hulen, hvorved dens areal og rumfang begrænsedes (se figur 4). Disse fungerede efter hensigten og blev derfor benyttet rutinemæssigt.

Dyrenes brug af stien

Der blev ikke observeret tydelig redebygningsadfærd i stierne forud for faring. Dette kan skyldes at redebygningsadfærden kan have været vanskelig at erkende, da søerne kun havde begrænsede mængder af redebygningsmaterialer. En anden årsag kan være, at redebygningen primært kan være foregået udenfor de perioder, hvor der var mennesker i stalden. Næsten alle søerne farede i hvilearealet. Efter faring gav de som oftest die i hvilearealet, men efterhånden som grisene blev ældre, forekom dette dog også i aktivitetsarealet. Søerne benyttede aktivt de to typer gulv til termoregulering. I varme perioder lå de ofte på spaltegulvet, mens de i køligere perioder opholdt sig på det faste gulv. Ca. 50 pct. af kuldene benyttede pattegrisehulen kort efter faring, mens de øvrige kuld først begyndte at lægge sig i den fra 8-14 dages alderen. Der kunne ikke umiddelbart observeres negative konsekvenser af sen ibrugtagning.

Foto 4. Pattegrisehulen var ottekantet og havde et låg, som lettede inspektion af hulen. De første dage efter faring var indsatser placeret i hver ende af hulen, hvorved hulens areal og rumfang mindskedes. Dette bevirkede at hulen blev holdt varm og ren

Forbrug af strøelsesmateriale

Søerne tog ikke halm fra halmhækkene i redebygningsfasen forud for faring eller under diegivningsperioden, hvorfor man i løbet af fase 1 ophørte med at tilbyde halm i hækken. Der blev tildelt 4 kg snittet halm i hvilearealet to dage før faring og pattegrisehulen blev fyldt op med snittet halm. Efter faring blev der løbende tildelt spåner i lejearealet og snittet halm i hulen.

Arbejdsforbrug

Da hygiejnen i stien var god, var arbejdsbelastningen med fjernelse af gødning og strøelse begrænset. Eventuel gødning og fugtig strøelse blev fjernet en gang dagligt, hvilket tog 1-1½ time for de 62 stier. Rengøring og vask mellem hold tog ca. 15 min. pr. sti.

Samlet vurdering

Stien fungerede godt med hensyn til hygiejne og arbejdsforbrug. Tilsyneladende var so og pattegrises brug af stien også hensigtsmæssig, men da pattegrisedødeligheden i alle tre faser af erfaringsindsamlingen var uacceptabelt høj, kan stien ikke anbefales. Da afprøvningen foregik i en avlsbesætning, er det dog ikke muligt direkte at overføre erfaringerne på produktionsbesætninger. Samtidig vurderes det, at stiens muligheder endnu ikke er undersøgt fuldt ud. Det er muligt, at man med øget viden om årsagerne til pattegrisenes dødelighed, herunder særlig soen og grisenes adfærd, vil kunne foretage forbedringer, som vil kunne medvirke til at nedbringe pattegrisedødeligheden og dermed gøre stien mere produktionssikker. Der er derfor blevet iværksat en opfølgende afprøvning, hvor disse forhold belyses, samtidig med at det undersøges om dødeligheden kan nedbringes ved tildeling af redemateriale i form af hel halm i hvilearealet.

Deltagere: Ernst Nielsen, Verner Ruby, Mai Britt Friis Nielsen

Arkiv nr. 6221 / Afprøvning nr. 506