Indretning af drægtighedsstalde til flokopstaldede søer og gylte er meget aktuelt. Det skyldes dels Lov nr. 404 af 26. juni 1998, om indendørs hold af drægtige søer og gylte, dels produktion af grise til UK-markedet. Loven er gældende for staldanlæg etableret efter 1. januar 1999 og den indeholder krav om løsdrift ved opstaldning af søer og gylte fra fire uger efter løbning til syv dage før forventet faring. Ved UK-produktion kræves løsdrift fra fravænning til syv dage før forventet faring.

Bio-fix er et af de fodringsprincipper, der benyttes i stalde med løsgående, drægtige søer. Ved Bio-fix fodring ”fikseres” søerne ved ædepladsen under fodring på grund af en langsom udfodring. Der er én ædeplads pr. so, og fodermængden er ens ved alle ædepladser i samme sti. Det er tilnærmelsesvis muligt at sikre alle søer i stien samme foderration.

Biofix-anlæg er udbredt i Storbritannien og de fleste anlæg sælges af firmaet Kirncroft Engineering Limited, som ligeledes sælger inventaret til resten af stien. På det danske marked forhandles Biofix-anlæg uafhængigt af krybbe og inventar, og der er ofte problemer med at få tilpasset delene til en samlet enhed. Det var afprøvningens formål at afprøve Kirncrofts Biofix-anlæg og inventar under danske forhold, samt indsamle erfaringer med anlæggets teknik og stiens funktion.

Afprøvningen blev gennemført i én besætning over en periode på ca. to år. Søer og gylte var opstaldet i bokse i de første fire uger efter løbning. Herefter blev gylte og søer indsat i løsdriftsstier med Bio-fix fodring. Produktionsforholdene fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Produktionsforhold i besætningen

Biofix-anlæg og inventar kom fra firmaet Kirncroft Engineering Limited i England. Opbygning af anlæg og inventar er vist på de følgende billeder:

Figur 1. Skitse over stald med Bio-fix. Stierne var indrettet med fast gulv i lejearealet og spaltegulv i gødearealet. Gulvet i lejearealet var isoleret og der var et fald på 3 pct. ned mod gødearealet

Foto 1. Ædepladserne var indrettet uden krybbe og med lukkede hoved/skulderadskillelser

Foto 2. Nedløbsrøret fra foderkasse til ædeplads var en integreret del af forværkets inventar

Figur 3. Stiadskillelserne var i begyndelsen af afprøvningen med åbent inventar i både leje- og gødeareal

To måneder efter afprøvningens igangsættelse blev der monteret lukkede inventarplader på stiadskillelserne, så inventaret var lukket helt til gulvet i lejet og 125 cm ud over gødearealet. I gødearealet var opsat to drikkeventiler.

Foto 4. Samme kæde blev benyttet til at fylde og tømme foderbeholderen. Motoren kunne køre i to forskellige hastigheder, så fyldnings- og udfodringshastighed ikke var ens. Åbne- og lukkemekanismen i den enkelte foderbeholder bestod af en dråbeformet bold

Registreringer

Besætningen blev besøgt hver måned af en tekniker fra Den rullende Afprøvning og besøgene var sammenfaldende med fodringstidspunktet. Biofix-anlægget, stifunktion og inventaret blev løbende evalueret gennem hele afprøvningsperioden. Endvidere blev udfodringshastigheden målt ved besøgene. Ved det afsluttende besætningsbesøg blev driftslederen interviewet vedrørende stiindretning, teknik, fodring og management.

Derudover blev der foretaget registrering af kuld- og reproduktionsresultater. Søer, der på grund af dårlige ben, afvigende huld eller lignende årsager ikke kunne klare sig i løsdrift, blev taget ud og opstaldet individuelt i bokse indtil faring. Hvis en so blev taget ud, blev dato og årsag til udtagning registreret. Det var muligt at registrere følgende udtagningsårsager:

Foto 5. Lågen ind i den enkelte sti blev lukket via en speciel engelsk lukkemekanisme

Indretning

Stierne blev etableret med åbent inventar i hele stiens længde. Kontakten til søerne i nabostien var formodentlig årsagen til, at søerne gødede i lejearealet. To måneder efter at stalden var taget i brug, blev der monteret lukkede inventarplader på det åbne inventar i lejearealet og 1,25 m ud over gødearealet. Efterfølgende var det kun nødvendigt at skrabe gødning væk fra lejet i en eller to stier et par gange om ugen. Når stierne ikke var fyldt, kunne der dog stadig opstå svineri i lejearealet.

De forholdsvis lave hoved-/skulderadskillelser resulterede i, at enkelte søer satte forbenene op på inventaret. Derved kunne de nå det håndtag, der blev brugt til justering af foderrationen i den enkelte foderbeholder. Herved blev justeringshåndtagene bøjet, hvilket vanskeliggjorde justeringen. Håndtagene sad i 1,3 m’s højde.

Inventaret var solidt, og der var intet, der gik i stykker i afprøvningsperioden. Det var dog lidt problematisk, at indgangslågen ind til stierne med den aktuelle lukkemekanisme ikke kunne smækkes ved at skubbe til lågen, men derimod skulle lukkes manuelt.

Teknik

Fodringsanlægget var simpelt i forhold til de Biofix-anlæg, der pt. er på det danske marked. Samme kæde blev benyttet både til at fylde og tømme foderbeholderne, hvor fyldningshastigheden var væsentlig hurtigere end udfodringshastigheden.

Der var ikke variabel justeringsmulighed af udfodringshastigheden, men det var muligt at montere et andet gear, så hastigheden permanent kunne ændres. I den forbindelse skulle nye geardele først sendes fra England. Udfodringshastigheden blev tidligt i forløbet ændret.

Den not der holdt gearhjulet med den lave hastighed fast til motorens aksel, var slidt op allerede efter halvandet år og blev udskiftet. Udskiftningen var forholdsvis simpel.  

Foderjusteringen af de enkelte foderbeholdere var let så længe justeringshåndtagene ikke var bøjede. I forhold til de danske Bio-fix anlæg vurderes det ikke umiddelbart at være den store forskel med hensyn til mulighed for justering. Det var dog ikke muligt at lukke foderkasserne helt. Det resulterede i, at små mængder foder dryssede ud under fodring fra ellers lukkede kasser. Det var så små mængder foder, at det yderst sjældent gav anledning til pladsskifte under fodring.

Det var muligt at fodre både med melfoder og pelleteret foder, men der var i to tilfælde opstået problemer med brodannelse i foderkasserne i den uge der blev fodret med melfoder. Dette var specielt et problem, da det var vanskeligt at skille foderkasserne ad og efter adskillelse kunne de ikke samles fuldstændigt igen. Fodring med melfoder kan derfor ikke umiddelbart anbefales.

Røret hvor foderet faldt fra foderbeholderen og ned i ædepladsen, var integreret i inventaret. Dette gav ikke problemer, hverken med piller eller melfoder. 

Fodring

Der blev fodret med pelleteret foder, der bl.a. indeholdt 20 pct. roepiller. Der havde i perioder med overbrusning ikke været problemer med fx fedtede gulve eller tilkitning af spaltegulv. Der var ikke roepiller i det afprøvede melfoder.

I perioder hvor overbrusningsanlægget var stoppet, fx i koldt vejr, kittede midten af spaltegulvet til. Det resulterede i et fedtet spaltegulv og svineri i op til 1,0 m på det faste gulv. Tilkitning af spaltegulvet kan skyldes det relative høje indhold af roepiller i foderet.

Ved etablering af anlægget var udfodringshastigheden på 200 g pr. minut. Det var for hurtigt, idet hverken gylte eller søer kunne æde foderet i det tempo, det faldt ned i stien. Derfor blev hastigheden ændret til 135 g pr. minut, hvilket umiddelbart var passende ved fodring med pelleteret foder. Udfodringshastigheden var imidlertid for høj til fodring med melfoder. Gylte og søer kunne ikke nå at æde melfoderet i den afsatte udfodringsperiode. En af årsagerne hertil var formodentlig, at ædepladsen ikke var indrettet med vandforsyning.

I begyndelsen blev der tildelt halm hver anden dag (ca. 45 kg pr. stiplads pr. år), men det resulterede i tilkitning af spaltegulvet. Efterfølgende blev der tildelt spåner en til to gange om ugen, og kun i små mængder (ca. 10 kg pr. stiplads pr. år).

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne i henholdsvis indkøringsperioden på seks måneder og de resterende ca. halvandet år fremgår af tabel 2, sammen med landsgennemsnittet fra april 1999 til april 2000.

Tabel 2. Produktionsresultater

Efter indkøringsperioden var antallet af totalfødte grise pr. kuld lidt lavere end landsgennemsnittet på 12,8 totalfødte grise pr. kuld. Da besætningen var en avlsbesætning med renracede Yorkshire søer, er en direkte sammenligning dog ikke mulig. Med hensyn til antallet af levendefødte grise pr. kuld lå besætningen på højde med landsgennemsnittet. Med hensyn til faringsprocenten lå besætningen over landsgennemsnittet.

Udtagningsårsager

Antallet af søer taget ud af stierne som følge af at de ikke kunne klare sig i løsdrift fremgår af tabel 3.

Som det ses af tabel 3, var der flest søer, som blev taget ud som følge af et ønske om bedre staldudnyttelse. Det skyldes, at der ikke kan indsættes en ny so i en sti hvis der er taget en so ud, fx som følge af benproblemer. Ønskes det derfor at få stien fyldt op, er det nødvendigt at tage de resterende søer ud til alternativ opstaldning i bokse og så fylde stien igen. De næsthyppigste årsager var omløbning og dårlige ben. Dårlige ben skyldes primært problemer med ledbetændelse.

Der blev taget under én procent af søerne ud på grund af dårligt huld. Den lave udtagningsprocent kan blandt andet skyldes, at søerne først blev indsat i løsdrift fire uger efter løbning, samt at der var meget få søer der skiftede plads under fodring. Søerne stod roligt ved hver deres ædeplads. Som følge heraf fik hver so den forventede foderration.

tabel 3. Udtagningsårsager

Deltagere i afprøvningen:

Anette Hansen og Verner Ruby