Huldstyring er en vigtig del af managementet i soholdet. Faring og diegivning gennemføres bedst, hvis soen har et passende huld ved faring. Hvis der er stor variation på søernes huld, kan det skyldes problemer med at styre fodertildelingen til det enkelte dyr. For godt eller for dårligt huld hos alle dyrene skyldes ofte, at driftslederen vænner sig til, at dyrene har et bestemt huld.

Det er svært at gennemføre en entydig visuel huldvurdering, så en optimal huldstyring kan opnås. Dette skyldes, at det er svært at graduere den visuelle bedømmelse, at vurderingen ”normalt huld” påvirkes af huldet på de øvrige dyr i besætningen, at unge og ældre dyr har forskellig kropsbygning, og at dyrenes størrelse påvirker huldvurderingen.

I avlssystemet skannes rygspæktykkelsen på alle avlsdyr med Krautkrämer. Der måles fire steder på kroppen, og total dissektion af dyrene har herefter vist en god sammenhæng mellem rygspækmåling og kødprocent. Der findes ingen gode undersøgelser, der belyser sammenhængen mellem rygspækmåling eller kødprocent og soens huld. Sikre resultater med Krautkrämer kræver grundig oplæring. Der findes billigere apparater til rygspækmåling, som tilsyneladende kun kræver et minimum af oplæring. Et af disse apparater er Renco Sonograder, der samtidig kan anvendes som drægtighedstester. Sikkerheden på rygspækmåling foretaget med dette apparat er ikke tidligere undersøgt i Danmark.

Søer har tre fedtlag i ryggen. Det inderste lag er det mest mobile, og benyttes til kortvarig oplagring og mobilisering af fedt. Dette lag er således den bedste indikator for dyrets foderstand. Desværre er det inderste fedtlag også sværest at måle, da det har en løsere struktur end de to yderste. Apparater til huldvurdering kan ofte justeres til at måle de to yderste lag eller alle tre lag. Det er vigtigt, at måling i forbindelse med huldvurdering omfatter alle tre lag. Ved denne test blev tykkelsen af de to yderste fedtlag målt. Dette skal tages i betragtning, når resultaterne sammenlignes med andre undersøgelser.

Der er ikke gennemført afprøvninger, der angiver den optimale spæktykkelse hos danske søer. Fra udenlandsk litteratur anbefales en spæktykkelse på 18-20 mm ved faring, hvilket tilsyneladende svarer til en huldvurdering på 3 (hofteben kan føles, men ikke ses). I Danmark tilstræbes det, at søerne er mere slanke (huldvurdering mellem 2 og 3), hvilket i denne undersøgelse, hvor det kun er de yderste to fedtlag, der er målt, vil svare til en spæktykkelse på 10-14 mm.

Testen blev gennemført på Forsøgsstation Grønhøj og omfattede 30 netop fravænnede søer og 30 søer, der var løbet 2 måneder tidligere. I afprøvningen deltog én avlstekniker fra DanAvl, to landbrugsskoleelever med erfaring i pasning af svin, to driftsledere fra sobesætninger, samt én firmarepræsentant for Renco Sonograder.

Kontrol

Avlsteknikeren målte rygspæktykkelsen to gange på hver so med Krautkrämer USM 22. Denne to-dimensionelle ultralydsskanner viser et billede af fedtlaget og muskulaturen. Teknikeren målte én gang på alle 60 søer, før han gentog målingerne. Gennemsnittet af disse to målinger blev anvendt som kontrol. Målestedet blev markeret for at mindske variationen inden for det enkelte dyr. Målingen blev foretaget 5 cm bag sidste ribben og 7 cm fra rygsøjlen. Metoden med huldvurdering baseret på at måle rygspæktykkelsen i ét målepunkt er tidligere benyttet i forsøg ved Danamrks JordbrugsForskning, men sammenhængen til dyrets totale fedtaflejring blev ikke undersøgt. Et forsøg med rygspækmåling i to målepunkter sammenlignet med totaldissektion har vist en korrelation på 0,80 mellem to spækmålinger og kødprocenten.

Renco Sonograder

Renco Sonograder er en endimensionel ultralydstester til drægtighedstest og rygspækmåling. Testeren blev benyttet af de fire testpersoner samt af firmarepræsentanten. Rygspæktykkelsen på hver so blev således målt fem gange med Renco Sonograder. Før måling blev testpersonerne instrueret af firmarepræsentanten i brugen af udstyret. Hvis der opstod problemer under forsøget, var der mulighed for yderligere instruktion fra firmarepræsentanten. Instruktionen måtte dog ikke foretages på forsøgsdyrene. Resultaterne fra brug af Renco Sonograder til drægtighedstest er beskrevet i Med. 486 fra Den rullende Afprøvning.

Der er anvendt beskrivende statistik til analyse af de opnåede resultater.

Resultaterne for de enkelte søer er angivet i figur 1. Linien angiver de enkelte søers rygspæktykkelse målt med Krautkrämer. Hvert punkt angiver en eller flere målinger fortaget med Renco Sonograder. Jo flere målinger der gav samme resultat, jo federe er punktet.

Figur 1. Enkeltdyrsmålinger med Renco Sonograder i forhold til kontrol. Hvert punkt angiver én måling. Et fedt punkt angiver flere sammenfaldende målinger

Sikkerhed på Krautkrämer (kontrol)

Hvert dyr fik målt rygspæktykkelsen to gange med Krautkrämer. Den gennemsnitlige spredning på dobbeltbestemmelserne var 0,4 millimeter.

Figur 2. Millimeter forskel mellem 1. og 2. rygspækmåling med Krautkrämer (procentvis fordeling af de 60 søer)

Figur 2 viser forskellen i millimeter mellem 1. og 2. kontrolmåling, opgjort som procent af søerne indenfor hvert interval. Cirka 92 pct. af alle dobbeltmålinger lå mindre end eller lig 1 millimeter fra hinanden. Selve metoden var således meget sikker. Denne test afklarer ikke rygspæktykkelsens sammenhæng til det enkelte dyrs huld, eller om samme sikkerhed kunne opnås, hvis det eksakte målested ikke var markeret.

Sikkerhed på Renco Sonograder

De fire testpersoner og firmarepræsentanten foretog hver én måling pr. so (i alt 300 rygspækmålinger med Renco Sonograder) på de 60 søer. Umiddelbart giver figur 1 indtryk af en stor spredning på resultaterne. Der er tendens til, at ved lille spæktykkelse var resultaterne for Renco Sonograder spredt jævnt omkring kontrollen, mens resultaterne målt med Renco Sonograder lå lidt højere ved høj spæktykkelse.

Figur 3 angiver sikkerheden ved brug af Renco Sonograder beregnet som differensen mellem gennemsnittet af de to kontrolmålinger med Krautkrämer og hver af de 300 målinger foretaget med Renco Sonograder. Med Renco Sonograder bestemte testpersonerne rygspæktykkelsen med en variation under 1 mm ved 62 pct. af målingerne, mens 84 pct. af målingerne bestemte rygspæktykkelsen indenfor 2 mm.

Figur 3. Millimeter forskel mellem Krautkrämer og Renco Sonograder, procent søer med afvigelse

Størstedelen af afvigelserne må tilskrives Renco Sonograders og testpersonernes usikkerhed. En del af forskellen mellem målingerne med de to apparater skyldes dog en niveauforskel mellem de to apparater, der var størst hos de fedeste søer. Niveauforskellen vil kunne korrigeres væk på basis af en række aktuelle målinger på danske søer. I praksis vil usikkerheden ved at benytte det korrekte målested også være af betydning for resultatet. I denne test var det korrekte målested markeret.

Én person klarede sig markant dårligere end de øvrige med Renco Sonograder, men fælles for alle testpersonerne faldt ca. 60 pct. af målingerne indenfor 1 mm sikkerhed.

Der findes ingen dokumenterede angivelser af den optimale rygspæktykkelse hos danske søer, og det er ikke afklaret, hvordan rygspæktykkelsen, som udtryk for huldet, påvirkes af alder, krydsningskombination eller af staldtemperatur.

Det tilstræbes, at søerne opnår en visuel huldvurdering på mellem 2 og 3 ved faring. Det er svært at huldvurdere søerne tilstrækkeligt eksakt i drægtighedsperioden, til at de kan sættes korrekt i foder. En måling af rygspæktykkelsen vil give et resultat, der ikke påvirkes af besætningsniveau, dyrets størrelse eller af andre forhold. Simple rygspækmålere, så som Renco Sonograder, vurderes til at være praktisk anvendelige til dette.

Denne erfaring beskriver sammenhængen imellem skanning af rygspæktykkelsen og resultatet af rygspækmåling med en rygspækmåler. Det er ikke afklaret, hvor sikkert én eller flere målinger af rygspæktykkelsen på det enkelte dyr kan give et præcist mål for dette dyrs huld. Så længe disse forhold ikke er endeligt afklarede, må det anbefales at foretage visuel huldvurdering med de usikkerheder, der følger med denne metode. Det er så muligt at supplere denne vurdering med en måling af rygspæktykkelsen. Ved brug af rygspækmåling kan man sammenligne de enkelte dyr fra gang til gang, og sammenligne sine resultater med målinger foretaget i andre besætninger.