Sammenligning af produktionsresultater opnået i henholdsvis en traditionel kassesti og en sti til løsgående farende og diegivende søer.

Hovedparten af farende og diegivende søer opstaldes i Danmark i kassestier. Det anbefales imidlertid - både fra dansk og europæisk side - at prioritere forskning i og afprøvning af farestier til løsgående søer højt. Formålet er at arbejde hen imod alternative opstaldningsformer, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd, herunder deres behov for at kunne udvise naturlig adfærd. De systemer, der findes til løsgående farende søer, omfatter både kombi-stier med en fareboks, så soen kan fikseres omkring faring, og stier, hvor søerne er løsgående både under faring og i diegivningsperioden.

Danske erfaringer med løsgående diegivende søer har vist, at pattegrisedødeligheden kan være meget høj (23 pct.) [1], hvilket både velfærds- og produktionsmæssigt er uacceptabelt. Der er dog også eksempler på, at den kan holdes på niveau med kassestiens (14 pct.) [6]. Landsgennemsnittet, som næsten udelukkende kommer fra besætninger med kassestier, var 14 pct. fra oktober 2002 til oktober 2003 [7]. Samtidig er der resultater, der viser, at fravænningsvægten – ved samme fravænningsalder - kan være højere hos kuld ved løsgående diegivende søer i forhold til kuld ved søer opstaldet i kassestier [1].

De fleste systemer til løse farende og diegivende søer er mere pladskrævende end kassestien. Overvågning og håndtering af so og pattegrise kan desuden være vanskeligere, ligesom soens temperament har langt større betydning i farestier til løsgående søer i forhold til søer opstaldet i kassestier. Disse forhold kan medføre øget forbrug af arbejdskraft og øgede driftsomkostninger, som skal opvejes af en øget produktivitet, før løsdriftssystemer kan vinde indpas i dansk svineproduktion.

Formålet med denne afprøvning var at vurdere, om farestisystemer til løsgående søer med hensyn til fx produktionsresultater og arbejdsforbrug er et realistisk alternativ til kassestien.

Der deltog én besætning i afprøvningen. Besætningen var en produktionsbesætning med ca. 700 årssøer. Besætningen havde ugedrift med ca. 35 faringer pr. uge.

Afprøvningen omfattede søer og pattegrise i farestalden. Der var fem sektioner med i alt 120 kassestier. Kassestierne var traditionelt indrettet med fareboks. Derudover var otte sektioner med i alt 64 stier samt en sektion med 16 stier til løsgående farende og diegivende søer. Af stierne til løsgående farende søer indgik kun de otte ens sektioner i afprøvningen. Skitse over faresti til de løsgående søer og deres indretning fremgår af appendiks.

Forud for opstart af afprøvningen var det ikke systematisk hvilken type faresti, søerne blev sat ind i. Det vil sige, at det ikke var de samme søer, som altid blev indsat i kassestierne henholdsvis løsdriftsstierne. Det var besætningsejerens erfaring, at søerne ikke reagerede på at blive indsat i anden type faresti i forhold til soens sidste faring. Det forvendtes derfor heller ikke at påvirke afprøvningens resultater, at der ikke var kendskab til hvilken type faresti, som de enkelte søer tidligere havde faret i.

Der blev fodret med vådfoder i alle sektionerne, ligesom alle søer havde supplerende vandforsyning.

I afprøvningen indgik to grupper. I kontrolgruppen farede søerne i kassestier, og i forsøgsgruppen farede søerne i stierne til løsgående søer. I begge grupper blev søerne behandlet ens med hensyn til fodring og sygdomsbehandlinger med videre. I afprøvningen indgik 80 pct. af søerne i hvert ugehold. De 20 pct. søer uden for forsøg blev anvendt som buffersøer (se nedenfor). Teknikeren fra Den rullende Afprøvning stod for udvælgelsen, der foregik tilfældigt under sikring af, at en jævn fordeling af kuldnummer og huld samtidig var repræsenteret. Der blev kun opstartet en gruppe pr. ugehold (forsøg eller kontrol). For at undgå sæsonpåvirkning blev der vekslet mellem grupperne, så der den ene uge blev opstartet forsøgshold og den efterfølgende uge kontrolhold.

Farestiernes dimensioner og indretning er vist i tabel 1.

Tabel 1. Dimensioner og indretning af kassestier og farestier til løsgående søer

Gruppe	Kassestier (kontrol)	Farestier til løsgående søer (forsøg)
Antal	120	64
Antal sektioner og fordeling	4 á 16 stier, 1 á 56 stier	8 á 8 stier
Fabrikat	Egebjerg Maskinfabrik og Sdr. Vissing Staldinventar	Ejerens idé udviklet på grundlag af Fremtiden Staldinventar
Dimensioner (længde × bredde), m	2,37 × 1,58	Stien har fem sider i forskellige længder (ca. 0,80-ca. 1,80)
Areal, m2	3,75	64 stier á 4,60
Dimensioner, fareboks (længde × bredde), m	1,85 × 0,53	_
Areal, pattegrisehule, m2		0,66
Gulvtype	2/3 fast gulv m. 1/3 spaltegulv	Gummibelagt spaltegulv

Kuldudjævning skete umiddelbart efter afsluttet faring. For de søer, der havde faret om aftenen eller natten, blev kuldudjævningen foretaget den følgende morgen. De 20 pct. buffersøer kunne der sættes grise til og tages grise fra, så hver so i afprøvningen havde 11-12 grise efter kuldudjævning. Dog måtte kuldudjævningen kun ske indenfor samme gruppe og ugehold. Efter kuldudjævningen blev kuldene låst, så der ikke blev flyttet grise til eller fra søerne i afprøvningen før ved fravænning.

Alle søer kunne blive plejesøer efter en normal diegivningsperiode, hvor hele kuldet var vejet ud. Kun buffersøerne kunne blive ammesøer. En plejeso blev defineret som en so, der blev i farestalden, når hun havde fravænnet sine egne grise efter normal diegivningsperiode. Soen overtog da grise fra en ammeso eller grise, der blev skønnet for små/svage ved fravænning, så de kunne få en forlænget diegivningsperiode. En ammeso blev defineret som en diegivende so, der midt i diegivningsperioden afgav sine grise til en so, der skulle fravænnes (en plejeso), og selv modtog nyfødte grise.

Der kunne ikke tages søer ud af forsøg uden, at dette var afklaret med teknikeren.

For hver so i afprøvningen blev følgende registreret:

• sonummer
• kuldnummer
• vægt ved indsættelse i farestalden og ved fravænning
• faringsdato
• faringshjælp
• sygdomsbehandling og skader
• soens adfærd og brug af stien

For hvert låst kuld blev følgende registreret:

• antal levendefødte og antal døde ved første observation efter faring (se nedenfor)
• dato for døde pattegrise, dødsårsag, placering af døde pattegrise i stien og størrelse (lille, mellem, stor) på døde pattegrise (i forhold til resten af kuldet) i diegivningsperioden
• sygdomsbehandling og skader
• antal fravænnede og kuldvægt
• hvis der (af dyreetiske hensyn) undtagelsesvist måtte tages en gris ud, efter kuldene var blevet låst, blev grisen vejet

Det er vanskeligt med sikkerhed at bestemme, hvorvidt pattegrise er dødfødte, døde under fødsel eller døde kort tid efter [8]. Derfor blev der registreret antal døde pattegrise ved første observation efter endt faring. Af praktiske hensyn refereres der til disse som dødfødte i resultatopgørelsen.

Den totale pattegrisedødelighed (døde ved første observation efter faring samt døde i diegivningsperioden) kunne ikke beregnes på grund af usikkerhed med hensyn til registreringerne i perioden fra første observation efter endt faring og til kuldudjævning. Antallet af døde pattegrise efter udjævning og indtil fravænning blev beregnet som antal udjævnet til - (antal fravænnede + udtagne). Hvis det beregnede antal døde efter udjævning var mindre end det registrerede antal, blev det antaget at de ældste døde grise med registrering af dødsårsag var døde efter udjævning, mens de resterende grise var døde inden udjævning. Der var 25 kuld, hvor der ikke var overensstemmelse. Disse kuld indgik ikke i resultatopgørelsen. Desuden udgik resultaterne fra otte søer, hvor pattegrisene ikke var vejet.

Der blev opsamlet data via fodercomputer vedrørende fodertildeling til søerne. I stierne til de løsgående søer var der ét fodernedløb pr. to stier. I kassestierne var der henholdsvis et fodernedløb for hver so i fire af sektionerne og et fodernedløb for fire søer i en sektion.

For pattegrisene blev der i den første del af afprøvningen registreret mængden af tørfoder, der blev tildelt det enkelte kuld grise.

Der blev desuden foretaget registreringer vedrørende dimensioner på stierne, samt indretning og arbejdsforhold i både kassestierne og farestierne til de løsgående søer.

Statistik

De primære forsøgsparametre var pattegrisedødelighed i diegivningsperioden og kuldvægt ved fravænning, mens de sekundære var øvrige kuldresultater samt funktion, hygiejne og arbejdsforhold i farestierne.

Data blev analyseret ved variansanalyse i statistikprogrammet SAS.

Pattegrisedødelighed og udtagne grise

Der var ikke forskel på antallet af totalfødte, levendefødte og dødfødte pattegrise mellem de to grupper (tabel 2).

Besætningsejeren havde mulighed for at udtage enkelte grise fra kuld, hvis disse grise var meget svage/utrivelige grise, og producenten derfor vurderede, at grisene ikke ville overleve i kuldet. Grisene blev vejet ved udtagning og flyttet til en ammeso. Der var signifikant færre udtagne pattegrise (p = 0,0005) fra stierne til de løsgående søer, hvilket umiddelbart tyder på, at pattegrisene i disse stier var mere livskraftige/mindre svage, eftersom det var de svageste grise, der blev taget ud. Der var ikke forskel på alder og vægt af de udtagne pattegrise mellem de to grupper.

Der var signifikant forskel på pattegrisedødeligheden efter udjævning, idet der døde flere pattegrise i farestierne til de løsgående søer end i kassestierne (p = 0,02).

Der blev således udtaget signifikant flere grise fra kassestierne men døde signifikant flere grise i løsdriftsstierne. Det betød, at der ved fravænning 24 dage efter faring ikke var forskel på det antal grise per kuld, som blev fravænnet i de to grupper. De udtagne pattegrise, som var blevet sat til ammesøer, der ikke indgik i afprøvningen, er ikke inkluderet i antal fravænnede grise. Havde grisene fra ammesøer talt med, ville det have øget antallet af fravænnede grise fra kassestierne.

I tabel 2 er vist både fravænningsvægt per gris og fravænningsvægt per kuld. Det, som blev registreret, var fravænningsvægten per kuld, men da der ikke var lige mange grise i alle kuld ved fravænning på grund af  forskelle i dødelighed mellem søer, så  er også fravænningsvægten per gris vist. Opgørelserne viste dog, at både fravænningsvægten per gris og den samlede kuldvægt ved fravænning var signifikant højere (P<0,05) ved de løsgående søer sammenlignet med grisene fravænnet fra kassestierne.

Tabel 2. Produktionsresultater opnået i henholdsvis kassestier og stier til løsgående farende og diegivende søer

Gruppe	Kassestier (kontrol)	Farestier til løsgående søer (forsøg)	P-værdi
Antal kuld, stk	288	284	-
Fødte grise
Antal totalfødte pattegrise, stk	15,8	15,7	NS
Antal levendefødte pattegrise, stk	14,0	13,9	NS
Antal dødfødte pattegrise, stk	1,8	1,8	NS
Udjævnet til, antal pattegrise	12,0	11,9	NS
Pattegrisedødelighed efter kuldudjævning, pct.	4,3a	6,2b	0,004
Udtagne grise1
Pattegrise udtaget efter udjævning, pct.	8,8a	6,5b	0,0005
Alder ved udtagning, dage	8,8	8,4	NS
Vægt ved udtagning, kg/gris	2,9	2,4	NS
Fravænnede grise
Antal fravænnede pattegrise, stk/kuld	10,4	10,4	NS
Alder ved fravænning, dage	24	24	NS
Vægt ved fravænning, kg/gris	7,4a	7,7b	0,0017
Vægt ved fravænning, kg/kuld	76,8a	79,6b	0,0251

a, b	Værdier markeret med forskelligt bogstav i samme række er signifikant forskellige (p < 0,05).
1	De udtagne grise var svage/utrivelige grise, som producenten vurderede ikke ville overleve i kuldet. Grisene blev vejet ved udtagning og flyttet til en ammeso.

Der var signifikant forskel på fordelingen af de registrerede dødsårsager mellem de to stityper - bortset fra andelen af grise, der var registreret under ”bidt ihjel” eller ”andet” (tabel 3).

I farestierne til de løsgående søer blev 75 pct. af de døde pattegrise registreret som lagt ihjel. I tidligere undersøgelser blev der registreret pattegrisedødeligheder som følge af ihjellægning på 27 til 68 pct [1], [3]. I kassestierne blev 46 pct. af de døde pattegrise registreret som lagt ihjel. Det er i tidligere undersøgelser fundet, at ihjellægninger udgjorde mellem 29 og 49 pct. af de registrerede dødsårsager i kassestier [2], [4]. Forekomsten af ihjellægninger i farestier til løsgående søer syntes umiddelbart høj, ligesom virkningen af fareboksen i forhold til ihjellægninger umiddelbart kun syntes moderat.

Det skal dog bemærkes, at de registrerede dødsårsager sandsynligvis ikke var de sande dødsårsager, som kun kan fastslås med rimelig sikkerhed ved obduktion [1], [8]. Det kan ikke udelukkes, at forskellen i pattegrisedødelighed mellem de to stityper kan forklares ved, at der eksempelvis i farestierne til de løsgående søer har været en forventning om, at flere grise blev lagt ihjel, hvorfor flere grise kan være blevet registreret som lagt ihjel, selvom det ikke nødvendigvis var tilfældet. Med besætningens registreringsrutine synes det dog sandsynligt, at grise, der blev registreret som ihjellagte, bar tydeligt præg af, at soen havde lagt sig på dem. Imidlertid kunne flere af disse grise have haft en anden dødsårsag således, at de var døde, inden soen lagde sig på dem. I betragtning af fareboksens begrænsende virkning på soens råderum og bevægelser i kassestien, er det dog sandsynligt, at forekomsten af ihjellægninger reelt har været højere i farestierne til de løsgående søer. Men, at disse søer også havde flere muligheder for at lægge sig på pattegrise, der allerede var døde.

I farestierne til de løsgående søer var det både en mindre andel af de døde pattegrise og et lavere antal  pattegrise, som døde af diarre eller utrivelighed eller, som blev taget ud. Da der var forskellig gulvtype i de to stityper, kan det ikke udelukkes, at hygiejnen har været bedre ved de løsgående søer, hvor der var fuldspaltegulv. Ved de fikserede søer var der delvist spaltegulv.

Under antagelse af, at en utrivelig pattegris er en lille gris, så det ud til, at der reelt var flere pattegrise, der døde af utrivelighed i kassestierne, idet der var signifikant forskel (p < 0,001) på fordelingen af de døde pattegrises størrelser mellem de to stisystemer. En tredjedel af de døde pattegrise i kassestierne blev registreret som små i forhold til resten af kuldet, hvor det kun var 20 pct. i farestierne til de løsgående søer (tabel 3).

Samtidig kunne det ikke udelukkes, at de utrivelige pattegrise i kassestierne havde bedre chancer for at undslippe soen i kraft af fareboksen, der begrænsede soens bevægelser og bevirkede, at hastigheden, hvormed soen lagde sig, var reduceret. Disse grise kunne så flyttes til en ammeso, hvor de havde en større chance for at overleve.

Summen af døde efter udjævning og udtagne pattegrise var 13,1 pct. i kassestierne og 12,7 pct. i farestierne til de løsgående søer.

Tabel 3. Fordeling af registrerede dødsårsager og størrelsen på pattegrise (død i perioden mellem kuldudjævning og fravænning)

Gruppe	Kassestier (kontrol)	Farestier til løsgående søer (forsøg)
Dødsårsag, pct.
Lagt ihjel	46,0a	74,4b
Bidt ihjel	0,7	1,0
Diarre	3,6a	0,0b
Utrivelig	20,9a	7,4b
Andet	28,8	17,2
Størrelse1 på døde pattegrise
Lille, pct.	32	21
Mellem, pct.	45	33
Stor, pct.	23	45

a, b	Værdier markeret med forskelligt bogstav i samme række er signifikant forskellige (p < 0,05).
1	Størrelsen blev angivet i forhold til resten af kuldet

Der var ikke forskel på fordelingen og frekvensen af sygdomsbehandlinger for søerne mellem de to stityper, men der var en tendens til, at der hyppigere blev ydet faringshjælp i kassestierne (p = 0,09). Dette kunne medføre, at der efterfølgende var flere svage pattegrise i kassestierne i forhold til farestierne til de løsgående søer. Tendensen var i overensstemmelse med resultater fra en tidligere undersøgelse [5]. Det er dog også muligt, at den hyppigere frekvens af faringshjælp til søerne i boksene sammenlignet med de løsgående skyldtes, at det er nemmere at yde faringshjælp til en fikseret so sammenlignet med en løsgående so.

Søernes foderoptag og vægttab

Pattegrisenes højere fravænningsvægt i stierne til de løsgående søer var sandsynligvis et resultat af et højere energiindtag som følge af højere mælke- eller foderoptag. Eftersom der ikke var forskel på det gennemsnitlige forbrug af pattegrisefoder pr. kuld mellem de to stityper, havde pattegrisene hos de løsgående søer haft et højere mælkeoptag end pattegrisene i kassestierne. Det har betydet, at de løsgående søer har haft en højere mælkeydelse og dermed et højere foderoptag eller et større vægttab end søerne i kassestier i diegivningsperioden (tabel 4). Det er desuden muligt, at en højere fravænningsvægt skyldes en bedre hygiejne i løsdriftsstierne.

Der var signifikant forskel på søernes foderoptagelse således, at søerne i løsdriftsfarestierne i gennemsnit åd 14 FEs mere end søerne i kassestierne i løbet af diegivningsperioden. I stierne til de løsgående søer var der ét fodernedløb pr. to stier. Dette kan måske have været et konkurrenceelement mellem søerne, der således parvis delte foderventil, så de blev stimuleret til at æde mere og dermed har haft grundlag for en højere mælkeydelse. I kassestierne var der henholdsvis et fodernedløb for hver so i fire af sektionerne og et fodernedløb for fire søer i en sektion.

Den højere mælkeydelse hos de løsgående søer, som resulterede i en højere fravænningsvægt hos deres pattegrise, kan dog ikke udelukkende forklares ved det højere foderoptag. Selvom der ikke var en samlet tendens til, at søerne i løsdriftsfarestierne tabte sig mere end søerne i kassestierne.

Sættes vægttabet imidlertid i forhold til foderoptaget, tabte de løsgående søer sig signifikant mere end søerne i kassestier (p = 0,04). Dette skyldtes primært de unge søer (første- og andenkuldssøer), der i forhold til ældre søer (tredjekuldssøer og ældre) tabte sig signifikant mere (p = 0,001) i forhold til foderoptaget, som var signifikant lavere hos de unge søer (p = 0,005).

Det betyder, at den øgede mælkeydelse hos de løsgående søer, havde to kilder: hos de ældre søer var det primært et øget foderoptag, da der ikke var forskel på vægttabet hos de ældre søer uanset stitype. Hos de unge søer var det primært et øget vægttab, idet der ikke var forskel på foderoptaget hos de unge søer uanset stitype.

Tabel 4. Foderoptag og vægttab i diegivningsperioden

Gruppe	Kassestier (kontrol)	Farestier til løsgående søer (forsøg)	P-værdi
Alle søer:
Antal søer, stk	271	276
Foderoptag, FEs	203a	217b	0,0005
Vægttab, kg	32	34	NS
Unge søer:
Antal søer, stk	102	109
Foderoptag, FEs	205	215	NS
Vægttab, kg	29	35	0,0184
Ældre søer:
Antal søer, stk	169	167
Foderoptag, FEs	210	222	0,0007
Vægttab, kg	35	32	NS

a, b	Værdier markeret med forskelligt bogstav i samme række er signifikant forskellige (p < 0,001).
1	Unge søer var første og anden-kuldssøer
2	Ældre søer var tredje kuld og derover

Det tydede på, at pattegrisene hos de løsgående søer har haft bedre mulighed for at stimulere mælkeproduktionen, formentlig på grund af bedre plads- og adgangsforhold ved yveret. De unge søer har formentlig ikke, som de ældre søer, haft kapacitet til at optage de fodermængder, der skulle til for at modsvare den øgede mælkeproduktion.

Funktion, hygiejne og arbejdsforhold

Farestierne til de løsgående søer var holdbare, og personalet i besætningen vurderede, at stierne fungerede godt. Aggressive søer hørte til sjældenhederne, hvilket den lave frekvens af pattegrise, der blev bidt ihjel af søerne, også syntes at vidne om. Ifølge driftslederen var det dog vigtigt, at søerne var opmærksomme på, at man gik ind i farestien, så de ikke blev overraskede.

I kraft af fuldspaltegulvet var der ingen hygiejnemæssige problemer i løsdriftsfarestierne, og i forhold til kassestierne blev det af driftslederen vurderet, at der blev brugt 25 til 30 pct. kortere tid på at vaske farestierne til de løsgående søer. Et højere hygiejneniveau kan samtidig være med til at reducere risikoen for diarre ved pattegrisene.

Det var også en fordel, at pattegrisehulerne lå samlet ud mod gangarealet (appendiks), så de var nemme at overskue uden at skulle ind i stien.

Flytning af søer vurderedes også at være nemmere, idet én mand kunne klare det, hvor der for det meste skulle to mand til i kassestierne. I denne besætning medførte farestierne til de løsgående søer således en tendens til et lavere arbejdsforbrug.

Blandt ulemperne var, at farestierne til de løsgående søer var indrettet i en eksisterende stald således, at stidimensionerne var bundet af staldens dimensioner.

I besætningen var det ønsket, at farestierne var lidt større, det vil sige godt 5 m². Dette ville give plads til en lidt større pattegrisehule, samt mindst én stiside på mindst to meter, som soen kunne anvende til støtte ved lægge-sig adfærd.

Der blev ikke registreret en forskel på frekvensen af skuldersår mellem de to stisystemer. Men det var besætningsejerens erfaring, at risikoen for skuldersår var lidt højere hos de løsgående søer i forhold til søerne i kassestierne. Ifølge besætningens driftsleder skyldtes det, at det gummibelagte spaltegulv var dårligt til at lede varme væk fra soen, så skuldersår havde nemmere ved at opstå.

Der kan ikke umiddelbart gives forslag til managementmæssige tiltag, der vil kunne nedbringe pattegrisedødeligheden i farestierne til de løsgående søer i den deltagende besætning. Da resultaterne i farestier til løsgående søer i langt højere grad end i kassestien er underlagt søernes natur og temperament, er der formentlig gevinster at hente ved en fortsat udvikling af dimensioner på stierne samt indretning og udstyr i farestier til løsgående søer.

Dimensionerne på kassestierne i denne afprøvning var 158 × 237 cm, det vil sige ca. 3,8 m². Men nye anbefalinger går i retning af dimensioner på 180 × 270 cm og dermed ca. 4,9 m². Forskellen mellem disse stistørrelser er mindre end forskellen mellem den 4,4 m² store kassesti og en løsdriftsfaresti på 5,2 m², der ud fra resultaterne af denne afprøvning vurderes at være et tilstrækkeligt areal til farestier til løsgående søer. Det kræver dog stadig en ekstra investering på ca. 0,3 m² pr. sti.

Der er samtidig risiko for en højere pattegrisedødelighed i løsdriftsfarestier, som den samlede værdi af pattegrisenes højere fravænningsvægt og den bedre udnyttelse af arbejdskraften skal kunne bære.

Det ser dog ud til, at pattegrisene er mere robuste i løsdriftsfarestierne, idet der blev ydet mindre faringshjælp og taget færre pattegrise ud, ligesom der døde færre utrivelige pattegrise eller diarregrise.

En nedbringelse af pattegrisedødeligheden i farestierne til løsgående søer vil kunne medføre, at denne stitype kommer tættere på at være et realistisk alternativ til kassestien. Imidlertid sætter det store krav til godt management, som der var i besætningen, der deltog i nærværende afprøvning.

[1]	Damm, B.; Nielsen, N.-P. (2000): Centralredestier til løsgående diegivende søer. Erfaring nr. 0012, Landsudvalget for Svin
[2]	Fisker, B. N. (1991): Afprøvning af farebokse. Meddelelse nr. 201, Landsudvalget for Svin
[3]	Fisker, B. N. (1992): Diegivende søer i grupper – multisuckling. Erfaring nr. 9207, Landsudvalget for Svin
[4]	Fisker, B. N. (1993): Farestier med bokse. Meddelelse nr. 257, Landsudvalget for Svin
[5]	Hansen, L. L. Vestergaard, K. (1984): Tethered versus loose sows: ethological observations and measures of productivity. II. Production results. Annales de Reserches Veterinaires, vol. 15:2, pp. 185-191.
[6]	Hansen, L. U.; Nielsen, N.-P. (2000): Studietur til Sverige. Notat nr. 0009, Landsudvalget for Svin
[7]	Jultved, C. R. (2004): Rapport over P-rapporternes resultater oktober 2003. Notat nr. 0405, Landsudvalget for Svin
[8]	Kongsted, A.G. & Larsen, V. A. (1999): Pattegrisedødelighed i frilandssohold. DJF-rapport nr. 11, Husdyrbrug, Danmarks JordbrugsForskning, 56 pp.

Deltagere
Jens Martin Strager, Hanne Nissen, Jacob Rasmussen, Mai Britt Friis Nielsen

Afprøvning nr. 739