Rygspæktykkelsens betydning for faring og diegivning

Rygspæktykkelsen er en entydig indikator for søernes huld, der har betydning for søernes kondition og stofskifte [1]. Rygspæktykkelsen ved faring forventes at have betydning for faringsforløbet, soens sundhed, foderoptagelsen, soens evne til at rejse og lægge sig, mælkeydelsen og for huldet ved fravænning. Rygspæktykkelse og foderoptagelse ved fravænning forventes at påvirke den efterfølgende reproduktion. I forhold til en visuel huldvurdering vil en rygspækmåler give et eksakt resultat, der kan sammenlignes mellem besætninger. Der findes ikke danske undersøgelser, der angiver den optimale rygspæktykkelse ved faring. Magre søer ved slagtning har flest skuldersår[2]. Dette skyldes enten, at magre søer ved faring mangler det beskyttende fedtlag over skulderkammen, eller at skuldersår opstår hos søer, der er blevet syge og derfor har tabt sig i farestalden. Afprøvningen skulle afklare, hvilken rygspæktykkelse der er optimal i forhold til soens sundhed omkring faring og til soens produktionsresultater efter faring.

Rygspæktykkelsen blev målt 0-7 dage før forventet faring på 324 søer fra to produktionsbesætninger. Ved faring blev fødselshjælp samt antal levende- og dødfødte grise registreret. Dødelighed og sygdomsbehandling af so og grise i diegivningsperioden blev registreret. Rygspæktykkelsen blev målt igen ved fravænning. I besætning 1 blev foderkassens indstilling i liter registreret på fravænningsdagen. På basis af udvejning af foder blev resultaterne omregnet til kg. I besætning 2 blev de diegivende søer fodret i dobbeltkrybber, hvorfor søernes foderoptagelse ikke kunne opgøres. Rygspækmåling blev foretaget med apparatet Kräut Kramer i punktet p2 og 7 cm foran punktet p2 [3]. Målingerne blev gennemført på begge sider af søerne. Forekomst af skulderskader og -sår blev bedømt før faring og ved fravænning med angivelse af side og omfang (tabel 2). Skader omfatter alle observationer af unormale forhold (kode 1-6), mens sår omfatter de skader, hvor der var hul i huden (kode 4-6). Alle rygspækmålinger og vurderinger af skulderskader og -sår er gennemført af samme tekniker.

Tabel 1. Beskrivelse af de to besætninger

Tabel 2. Koder ved vurdering af skulderskader og –sår

Gruppering af resultat af skulderundersøgelser:

• Ingen skader/ Ingen sår = 0.
• Skulderskader = 1 – 6. Det vil sige alle former for afvigelser.
• Skuldersår = 3-6. Kun skader med sårdannelse på én eller begge skuldre.

Resultaterne blev analyseret ved lineær regression i proceduren GLM i statistikprogrammet SAS. De fundne sammenhænge imellem rygspæktykkelse og frekvens af skulderskader og -sår blev kontrolleret i en logistisk model (GENMOD).

Der blev målt rygspæktykkelse på 324 søer. Rygspæktykkelsen var defineret som tykkelsen af de tre fedtlag i målepunkterne. Fem af søerne tabte sig så meget frem til fravænning, at det 3. spæklag ikke kunne måles. Disse fem søer udgik af afprøvningen, da målingerne ikke blev registreret. Det skyldes, at de ikke levede op til arbejdsplanens krav om måling af tre fedtlag. Afprøvningen omfatter derfor resultater for 319 søer.

Tabel 3. Overordnede resultater for de to besætninger i afprøvningen

Variation i rygspæktykkelse ved faring

Figur 1 viser variationen af rygspæktykkelse ved faring i de to besætninger. Der var kun få søer med høj rygspæktykkelse (over 25 mm rygsæk).

Figur 1. Variation i rygspæktykkelse

Resultaterne i denne afprøvning skal derfor vurderes i lyset af, at der kun var få ”fede søer” i besætningerne. Besætning 2 havde størst variation i huldet. Det kan skyldes, at opstaldning af de drægtige søer i grupper med vådfodring i langtrug giver dårlig mulighed for at styre huldet på den enkelte so. I besætning 1 steg rygspæktykkelsen fra 1. til 3. kuld, mens den gennemsnitlige rygspæktykkelse var uafhængig af kuldnummeret i besætning 2 (figur 2). Det er således muligt at fodre søerne til i gennemsnit at have samme huld ved hver faring. Variationen i rygspæktykkelse efter 5. kuld skyldes, at der kun var få søer med højt kuldnummer.

Figur 2. Rygspæktykkelse ved stigende kuldnummer

Betydningen af rygspæktykkelsen for en række registreringer er vist i figur 3 til 7. Alle registreringer er angivet, selv om der kun var få dyr med ved de lave og de høje målinger (jf. figur 1). Store udsving i kurvernes yderpunkter bør derfor ikke tillægges betydning.

Betydning for faringsforløbet

Der var henholdsvis 10 og 9 procent dødfødte grise pr. kuld i de to besætninger. Der var ingen sammenhænge imellem rygspæktykkelsen og forekomsten af fødselshjælp, dødfødte grise pr. kuld eller dødelighed i diegivningsperioden.

Figur 3. Effekt af rygspæktykkelsen ved faring på frekvens af farefeberbehandlinger. ”Linie” angiver den beregnede forekomst af farefeber ved 14 totalfødte grise

Farefeber

Frekvensen af farefeberbehandlinger steg med 1,5 procent pr. mm rygspæk (p = 0,04). Der er korrigeret for, at frekvensen af behandlinger steg med 1,6 procent pr. totalfødt gris. Den statistisk sikre effekt af rygspæktykkelsen på frekvensen af farefeberbehandlinger er svær at observere ud fra figur 3. Dette skyldes den store effekt af kuldstørrelsen, der er korrigeret bort ved den statistiske behandling.

Foderoptagelse

Der var en tydelig lineær sammenhæng imellem rygspæktykkelsen ved faring og søernes tab af rygspæktykkelse i løbet af diegivningsperioden (figur 4). Hver gang rygspæktykkelsen ved faring steg med 1 mm, så tabte søerne 0,2 mm mere rygspæk i diegivningsperioden (P< 0,001). Der er korrigeret for, at 1.  kuldssøer tabte 0,5 mm mere rygspæk end søer ældre end 1. kuld (p = 0,03).

Figur 4. Tab i rygspæktykkelse i diegivningsperioden ved stigende rygspæktykkelse ved faring

Figur 5. Foderstyrke ved fravænning. Besætning 1

Sammenhængen imellem rygspæktykkelse og rygspæktab fremgik også af søernes foderoptagelse ved fravænning (figur 5). Dette kunne kun måles i besætning 1. I besætning 1 åd søerne 100 gram mindre ved fravænning for hver ekstra millimeter rygspæk de havde ved faring (p= 0,02). Korrigeret for effekt af huld, så åd 1. kuldssøer 500 gram mindre end søer ældre end 1. kuld på fravænningsdagen (p = 0,01). Foderstyrken på 5,5 kg ved fravænning var i øvrigt betydeligt lavere end i andre undersøgelser, hvor en foderstyrke på 7,5 kg ved fravænning er normen [4].

Skulderskader

Omfanget af skulderskader blev registreret før faring og ved fravænning. Omfanget blev vurderet som angivet i tabel 2. Skader omfatter alle observationer af unormale forhold (kode 1-6), mens sår omfatter skader, hvor der var hul i huden (kode 4-6).

I besætning 1 havde 24 procent af søerne skulderskader (kode 1-6) ved faring, mens kun 2 procent af søerne i besætning 2 havde skulderskader ved faring. Der var kun én so med skuldersår før faring. Ved fravænning havde 30 procent af søerne i begge besætninger skulderskader. For hver gang rygspæktykkelsen ved faring blev øget med 1 mm, så faldt frekvensen af søer med skulderskader med 3 procent (p < 0,001). Blandt 1. og 2. kuldssøer var der cirka 30 procent færre dyr med skader end blandt søer, der farede med 3. eller senere kuld (p < 0,001). Hvis søerne havde tegn på skader ved faring, så steg frekvensen med 36 procent i forhold til søer uden skulderskader ved faring (p < 0,001).

Skuldersår

Ses der på skuldersår (kode 4-6), så havde henholdsvis 10 og 14 procent af søerne i de to besætninger sår på mindst én skulder. 5 procent af søerne havde sår på venstre skulder, mens 9 procent af søerne havde sår på højre skulder. Kun 3 procent af disse søer havde sår på begge skuldre. Tendensen til flest sår på højre skulder var til stede i begge besætninger, og er også tidligere observeret i danske undersøgelser [5]. Der var ikke umiddelbart forhold i stiernes indretning, der kunne forklare den højere frekvens af skuldersår på søernes højre side.

Korrigeret for statistisk sikker effekt af besætning og kuldnummer, så medførte 1 mm ekstra rygspæk, at frekvensen af sår faldt med 2,3 procent (p< 0,001). Hvis soen havde en skade ved faring, så steg frekvensen af sår med 16 procent (p = 0,003). Modellen viste, at 1. kuldssøer havde 9 procent færre tilfælde af skuldersår (p = 0,05) ved fravænning end søer ældre end 1. kuld. Omfanget af tab i rygspæktykkelse i diegivningsperioden påvirkede ikke frekvensen af skuldersår.

På basis af figur 6 og 7 blev der lavet en grov inddeling i ”tynde” søer med rygspæktykkelse imellem 8 og 15 mm og i ”ikke tynde” søer med rygspæktykkelse imellem 16 og 32 mm (tabel 4). Selv om figur 6 ikke tyder på, at huldet har betydning for forekomsten af skulderskader ved fravænning, var der dog statistisk sikkert flere skader hos de tynde søer. Frekvensen af sår (figur 7) var statistisk sikkert højere hos de tynde søer, og der var en statistisk sikker lineær effekt af huldet, således at 1 mm mere rygspæk lagt på en tynd so medførte en reduktion i frekvensen af skuldersår på 5 procent. Dette antyder, at hvis alle søer har mindst 15 mm rygspæk ved faring, så opnås den optimale effekt af huldstyring. Undersøgelsen viser dog også, at søerne ikke i gennemsnit bør blive federe end nødvendigt for at undgå skuldersår, da der så ses en negativ effekt på frekvensen af farefeber og på foderoptagelsen. Baseret på tallene i tabel 4 kan det beregnes, at ved en alt andet lige-betragtning, så kan 40 procent af skuldersårene i besætningerne forklares med, at søerne havde en rygspæktykkelse under 16 mm. Resten af skuldersårene havde andre forklaringer. Det kan ikke anbefales blot at øge foderstyrken til alle søer, da dette vil øge frekvensen af farefeber og nedsætte foderoptagelsen i diegivningsperioden. For at opnå et tilpas sikkerhedsinterval kan det anbefales at stile imod 18 mm rygspæk ved faring (15-20 mm). Tidligere undersøgelser (ikke publiceret) viser, at nogle besætninger ikke ser skuldersår, selv om der er søer i besætningen, der har under 15 mm rygspæk ved faring. Det skal derfor påpeges, at rygspæktykkelsen ikke er den eneste forklaring på, at nogle søer udvikler skuldersår.

Figur 6. Pct. søer med skulderskader ved stigende rygspæktykkelse

Figur 7. Skuldersår ved fravænning ved stigende rygspæktykkelse

Tabel 4. Skulderskader hos ”tynde” og ”ikke tynde” søer

I denne afprøvning havde rygspæktykkelsen ved faring ikke statistisk sikker betydning for behov for fødselshjælp, frekvensen af dødfødte grise eller for dødeligheden i diegivningsperioden. Der var kun få ”meget fede” søer i denne undersøgelse, så det kan ikke afklares, hvad fedme betyder for de nævnte måleparametre. Ved at øge rygspæktykkelsen med 1 mm steg frekvensen af farefeberbehandlinger med 1,5 procent. Samtidig steg tabet af rygspæk i diegivningsperioden med 0,2 mm forklaret med en 100 gram lavere foderoptagelse på fravænningsdagen. Frekvensen af såvel skulderskader som skuldersår faldt samtidig med 2,3 procent pr. ekstra mm rygspæk. Det ser ud til, at det stigende hulds beskyttende effekt overfor skulderskader og -sår ikke er til stede, når huldet er over 15 mm rygspæk. Omkring halvdelen af søerne blev målt til en rygspæktykkelse på 15 mm eller mindre. Det anbefales at anvende rygspækmåling for at sikre, at huldet ved faring er over 15 mm. Det skal undgås, at søerne bliver for fede, da det vil have en negativ effekt på frekvensen af farefeber og på søernes foderoptagelse i farestalden. Baseret på denne afprøvning, og med hensyn til måleusikkerhed på rygspækmåling, vil det være optimalt, hvis søerne har en rygspæktykkelse på 18 mm ved faring.

Deltagere
Landbrugstekniker Peter Nøddebo Hansen og statistiker Verner Ruby, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 797