Når søer opstaldes i flok, slås de ved dannelse af rangordenen. Endvidere springer søerne på hinanden ved brunstens start. Adfærdsundersøgelser [1], [3] har vist, at det primært er store, dominerende søer, der springer på små og dermed lavere rangerende søer. For de lavere rangerende søer betyder det, at de vil blive udsat for mange opspring, hvilket kan være belastende, hvis de endnu ikke er i stående brunst. Især aggressioner og opspring på søer, der ikke er i brunst, kan derfor forventes at føre til forøget udskillelse af stresshormon, med deraf negative konsekvenser for reproduktionen.

For at beskytte søerne mod at pådrage sig alvorlige skader under opspring, kan man opstalde søerne i æde-/insemineringsbokse i forbindelse med brunstens indtrædelse. Opstaldning i æde-/insemineringsbokse er muligt, såfremt der ikke er kontrakt om produktion af UK-grise. Det er ikke klart hvilken effekt boksopstaldning i løbeafdelingen har på søernes reproduktionsresultater.

Formålet med denne afprøvning var, at undersøge om opstaldning i æde-/insemineringsbokse i opspringsperioden reducerer belastningen af specielt små/unge søer, der går i usorterede grupper. Herved kunne der muligvis opnås færre udtagne søer, flere totalfødte grise pr. kuld samt højere drægtigheds- og faringsprocent i forhold til ikke at bokse søerne i æde-/insemineringsboks.

Afprøvningen af boksopstaldning i forbindelse med brunstens indtrædelse blev gennemført i to besætninger med løsgående søer i en isoleret løbeafdeling med dybstrøelse. Søerne havde adgang til æde-/insemineringsbokse. Flokstørrelsen var 30-40 søer. Afprøvningen forløb over halvandet år og omfattede 1.073 kuld. Besætning 1 udgik af afprøvningen efter et halvt år og bidrog derfor kun med ca. 100 kuld pr. gruppe.

Der indgik følgende grupper i afprøvningen:

• Gruppe 1: Opstaldning i flokke med fri adgang til æde/-insemineringsboks.
• Gruppe 2: Opstaldning i flokke med fri adgang til æde/-insemineringsboks. På 3. dagen efter fravænning (brunstens indtrædelse) og frem til flytning til drægtighedsstalden blev søerne opstaldet i boksene.

En uge efter indsættelse i løbeafdelingen blev søerne flyttet til drægtighedsstalden og opstaldet i løsdrift med enten elektronisk fodersystem eller én æde-/hvileboks pr. so.

Ved fravænning blev søerne indsat i løbeafdelingen. Alle søer i gruppe 2 blev opstaldet i boks tre dage efter fravænning og forblev i boksen, indtil de blev flyttet til drægtighedsafdelingen. Søer i gruppe 1 var kun opstaldet i boks i forbindelse med fodring og ved inseminering, og boksene blev åbnet igen ca. en halv time herefter.

Alle søer havde jævnlig ornekontakt de tre første dage. Dette etableredes i begge besætninger ved at lukke en orne ind i stien.

Alle søer havde som minimum været gruppeopstaldet én gang tidligere forud for indsættelse i forsøget. Gylte indgik ikke i afprøvningen.

Tabel 1. Produktionsforhold i besætningerne

Fodring

Alle søer blev fodret efter normen [4].

Løbestrategi   

I begge grupper blev der anvendt samme løbestrategi, således at samme antal løbninger pr. so og fordelingen mellem brug af orne og kunstig sædoverføring (KS) blev tilstræbt. Søerne blev enten løbet med orne i ornesti eller insemineret individuelt i æde-/insemineringsboks.

Dato for løbning  

Der blev registreret løbedato og omløbningsdato.

Vejning

Søerne blev vejet ved indsættelse i løbeafdelingen.

Udtagne søer fra løbe- og drægtighedsstierne samt årsag til udtagning

Søer, der ikke kunne klare sig i løbeafdelingen, blev opstaldet individuelt indtil efter løbning. Efter løbning blev søerne - hvis det blev vurderet, at de kunne fungere - indsat i drægtighedsafdelingen sammen med de øvrige søer i holdet.

Søer, der ikke kunne klare sig i drægtighedsafdelingen, blev opstaldet individuelt indtil faring.

Hvis en so blev taget ud af flokken, blev dato, udtagningskode og -årsag registreret.

Udtagningskoder:

• so flyttet til farestald
• so flyttet til løbestald
• so flyttet til drægtighedsstald, boks/bås
• so flyttet til sti, individuelt
• so udsat

Udtagningsårsager:

• aggressiv
• overfaldet
• dårlige ben
• bange for andre søer
• død
• solgt
• overfaldet og død (slagsmål)
• yversvamp
• manglende brunst/løbning
• klovbylder
• vulvabid

Totalfødte grise

Efter faring blev totalfødte grise registreret, svarende til levendefødte + dødfødte. Kuldresultater efter omløbere blev ikke medtaget.

Statistik

De primære måleparametre var antal totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent. De sekundære måleparametre var antal løbninger pr. so, antal dage til 1. løbning, huld og udtagningsårsager.

Totalfødte grise pr. kuld blev testet med en variansanalyse ved hjælp af proceduren GLM i SAS. Faringsprocenten blev testet med en chi-square-test.

De primære produktionsresultater fra besætningerne er vist i tabel 2. Da der ikke var vekselvirkning mellem besætningerne, er resultaterne fra begge besætninger vist samlet.

Tabel 2. Primære produktionsresultater, ekskl. gyltekuld. Resultater for løbning af omløbere indgik ikke i afprøvningen

Som det ses af tabel 2, var der ikke forskel mellem de to opstaldningsprincipper med hensyn til de primære produktionsresultater. I tabel 3 ses en udspecificering af data af de primære produktionsresultater. Søerne er i tabellen opdelt efter kuldnummer, således at hver forsøgsgruppe består af henholdsvis en gruppe af små og store søer. Det ses, at der var en god sammenhæng mellem kuldnummer og vægt. 

Tabel 3. Primære produktionsresultater, ekskl. gyltekuld. Udspecificeret mht. kuldnummer

Ved at opdele grupperne efter kuldnummer ses af tabel 3 en tendens (P=0,06) til, at små opboksede søer fik færre totalfødte grise pr. kuld end små søer i flok i løsdrift. Dette var ikke som forventet, idet tidligere undersøgelser har vist, at små søer kan blive stresset på grund af opspring og aggressioner, hvis de går i løsdrift sammen med store søer [3]. Tendensen kan eventuel skyldes, at søerne, når de flyttes til drægtighedsstalden, kommer i flokken igen, uden at have en kendt plads i hierarkiet . Da det er de små søer, som er de mest udsatte, vil det være værst for disse ikke at have plads i noget hierarki – konsekvensen kan derfor blive, at de udsættes for social stress under implantationen af fostre, og dette påvirker kuldstørrelsen.

I en tidligere afprøvning [2] var formålet at fokusere på ro til løsgående søerne efter inseminering i form af individuel opstaldning. Denne afprøvning viste markant, at unge søer var mest påvirket af den uro, der kunne forekomme umiddelbart efter inseminering. Dette kom til udtryk i faringsprocenten, som var lavere i gruppen af unge søer der ikke fik ro (statistisk sikkert). Samme effekt sås ikke hos ældre søer. Desuden blev antallet af totalfødte grise pr. kuld også påvirket af søernes alder. Ældre søer, der havde fået ro efter inseminering, fik flere totalfødte grise sammenlignet med ældre søer, der ikke havde fået ro. I omtalte afprøvning [2] blev forsøgsgruppen lukket ud af boksene 2 timer efter inseminering og havde altså ikke som i denne afprøvning et længere opbrud i rangordenen.

En anden mulig forklaring kan være at unge søer der opstaldes i boks ved siden af ældre dominerende søer kan være stressede. Dette kan muligvis påvirke deres ædelyst og i yderste konsekvent brunstytringen og dermed deres reproduktionsresultat.

De sekundære produktionsresultater er vist i tabel 4. Det ses, at der ikke var forskel mellem grupperne med hensyn til tidspunktet for løbning og antal løbninger pr. so.

Tabel 4. Sekundære produktionsresultater, ekskl. gyltekuld

I tabel 5 ses antallet af udtagne søer fra løbeafdelingen og årsager.

Tabel 5. Udtagningsårsager i løbeafdeling

Det ses af tabel 5, at der blev udtaget 9,9 hhv. 13,6 pct. af søerne fra løbeafdelingen. De resterende søer blev flyttet til drægtighedsstalden. Den typiske udtagningsårsag var dårlige ben og manglende løbning.

Som vist af tabellen fremgår det også, at der var tendens til, at færre søer fra gruppen opstaldet i boks blev udtaget. I henhold til tabel 6 tyder det på, at især store søer fik gevinst af at blive opbokset, idet betydeligt færre søer herfra blev udtaget i forhold til antallet af store søer fra grupper, der ikke blev opstaldet i boks.

Der var en tendens til, at færre søer i den boksopstaldede gruppe blev udtaget pga. manglende løbning i forhold til den ikke boksopstaldede gruppe. Det kunne påvises, at den manglende løbning i gruppen, der ikke blev opstaldet i boks, ikke afhang af søernes kuldnummer eller vægt, jf. tabel 6. En forklaring kunne være, at brunsten hos søer i boks var nemmere at observere, idet de stod samme sted gennem hele brunstperioden. Gruppen af søer, der kun opholdte sig i boks under fodring og inseminering, stod derimod forskellige steder fra gang til gang. 

Tabel 6. Udtagningsårsager i løbeafdeling, udspecificeret mht. kuldnummer

Det var generelt de unge søer som blev udtaget pga. ”dårlige ben”. Dette synes således at være en konsekvens af rang snarere end af opboksning i brunsten. Det vil sige, at de skader, der var årsagen til udsætningen, sandsynligvis kom fra rangdannelse ved introduktion end som følge af opspring på de små søer. Den manglende løbning synes til gengæld at være knyttet til opboksning og ikke til alder. Samlet er den mest nærliggende forklaring på flere udsatte søer nærmere et management problem end en forskel, der kan tilskrives stress som følge af opboksning.

Tidligere undersøgelser [2], [3] har dog vist, at de løsgående unge søer er mere belastede end ældre søer, idet de i højere grad udsættes for stress i form af mange opspring og interaktioner med de ældre søer. Man formoder, at denne stress kan påvirke søernes brunstcyklus [3].

De primære produktionsresultater i forsøget viste ingen fordel af at opstalde søerne i boks i opspringsperioden. Der var en tendens til større kuldstørrelse hos unge søer, der ikke blev boksopstaldet, sammenlignet med unge søer i boks. Dette kan være en følge af, at boksopstaldede søer efterfølgende skal danne rang i drægtighedsstalden. Problemet kan muligvis løses ved at slippe søerne løs i løbeafdelingen inden indsættelse i drægtighedsstalden. Alternativt kan problemet skyldes at unge søer opstaldes ved siden af ældre dominerende søer. Dette problem kan sandsynligvis løses ved at etablere lukkede hoved-/skulderadskillelse på boksene.

Forsøget viste dog en tendens til, at der fra løbeafdelinger med løsdrift og fri adgang til æde-/insemineringsboks, udtages færre søer når de opbokses i opspringsperioden, sammenlignet med løbeafdelinger, hvor søerne ikke opbokses. Især store søer havde fordel, idet færre store søer fra den boksopstaldede gruppe blev udtaget. Opboksning i æde-/insemineringsbokse er muligt, såfremt der ikke er kontrakt om produktion af UK-grise.

De flere udsatte søer kunne primært tilskrives dels manglende løbning dels dårlige ben. Den manglende løbning indikerer, at problemet sandsynligvis kan tilskrives management under løbning og ikke stress som følge af opspring i forbindelse med brunstens indtrædelse i flokken. Udtagningen pga. ”dårlige ben”, var generelt hos de unge søer og synes således at være en konsekvens af rang snarere end af opboksning i brunsten.

Ud fra resultaterne i afprøvningen anbefales det i løsdriftssystemer at opstalde søerne i boks i brunstperioden. For at sikre de unge søer ikke stresses unødigt skal boksene være udformet med lukkede hoved-/skulderadskillelser. Endvidere skal gruppen have mulighed for at danne rangorden umiddelbart inden indsættelse i drægtighedsstalden. Derfor skal søerne gå løse i løbeafdelingen ca. 1 døgn før de flyttes. I forbindelse med UK-produktion er det ikke muligt at opstalde søerne i boks.

Hvis der etableres en løbeafdeling hvor søerne opstaldes i boks i brunstperioden bør dimensionerne på boksene tilpasse dette [5].

Afprøvning: Afpr. 697