13. juli 2005

Meddelelse Nr. 711

Immunstimulerende produkter til søer og smågrise i besætninger med PMWS (2)

En afprøvning af en kombination af såkaldt immunstimulerende produkter havde ingen effekt på dødeligheden i én besætning med PMWS. Det kunne ikke fastslås, om produkterne hver for sig eller i en anden kombination kan have positiv virkning på PMWS.

Tildeling af en "cocktail" af såkaldt immunstimulerende produkter til søer og smågrise er afprøvet i en besætning med PMWS (Post-weaning Multisystemic Wasting Syndrome) og høj smågrisedødelighed (>10 pct.).

Cocktailen omfattede fire forskellige kommercielle produkter:

  • Macrogard (beta-glukan)
  • Unimune (nucleotider)
  • Immulin (planteekstrakter)
  • Natur-E Micelle (naturligt E-vitamin)

Produkterne blev tildelt i varierende dosering, afhængig af dyregruppe og periode. Alle produkter blev tildelt i henhold til leverandørens anbefalinger. Effekten blev målt på dødelighed i smågriseperioden.

Både søer og grise (fra fødsel til 30 kg) fik tildelt produkterne. Søerne indgik i afprøvningen fra tre uger før faring og indtil fravænning. Smågriseperioden omfattede i alt ca. 1.800 grise, fordelt på to grupper og 10 gentagelser.

Der var ikke statistisk sikker forskel i dødelighed mellem kontrol- og forsøgsgruppen (9,9% kontra 10,3%). Omkostningen ved brug af de mange produkter (ca. 31 kr./gris) blev ikke dækket.

Samlet viste afprøvningen, at den aktuelle kombination af såkaldt immunstimulerende produkter ikke reducerede dødeligheden i den aktuelle besætning. Det kunne udfra den aktuelle afprøvning ikke fastslås, om produkterne hver for sig eller i en anden kombination end den valgte, kan have positiv virkning på dødeligheden i besætninger med PMWS.

Samme cocktail af produkter er tidligere undersøgt i en anden besætning med PMWS - ligeledes uden effekt på dødeligheden [1].

Baggrund

En række tilsætningsstoffer markedsføres i dag som immunstimulerende produkter, hvor det bl.a. hævdes, at de medfører en generel styrkelse af immunforsvarets funktion og derved beskytter grisen mod infektion og sygdom.

Videnskabelig set er der stor usikkerhed omkring, hvad en såkaldt generel (uspecifik) stimulering af immunsystemet egentlig indebærer samt hvilke immunparametre, det er relevant at måle som udtryk herfor. Årsagen er primært, at immunsystemets funktion er meget komplekst. En specifik stimulering af immunfunktionen, såsom vaccination, er til gengæld velkendt i praksis, og effekten ligeledes veldokumenteret videnskabeligt. Ved en vaccination begynder immunsystemet at producere specifikke antistoffer mod en bestemt bakterie eller virus. Antistofferne beskytter grisen mod den pågældende sygdom.

Flertallet af såkaldt immunstimulerende produkter har dokumentation for, at de påvirker forekomsten af en eller flere uspecifikke immunparametre i grisens immunsystem (fx immunoglobuliner, makrofager, mm.). Der mangler dog viden om relevansen af de parametre, der måles. Med andre ord mangler der bevis for, at produkterne har effekt på grisenes trivsel i praksis (dødelighed, sygelighed og produktion). PMWS er karakteriseret ved et "nedbrud" i grisenes immunfunktion, og en stimulering og styrkelse af grisenes immunsystem antages derfor at være ønskelig.

Leverandørerne af produkterne hævder at have positive erfaringer med deres produkter i PMWS-ramte besætninger. Ved sådanne erfaringer er der tale om før og efter sammenligninger, hvilket er problematisk at tolke, fordi problemerne med PMWS varierer over tid.

Erfaringer fra England med at kombinere forskellige typer tilsætningsstoffer, der supplerer hinanden i deres formodede virkemekanisme, har vist, at smågrisedødeligheden kunne reduceres i besætninger med PMWS. Nedenstående produkter (tabel 1) blev udvalgt til at indgå i en lignende cocktail. Der blev lagt vægt på, at produkterne ikke overlapper væsentligt i deres formodede virkemekanismer. Der blev ikke taget stilling til, om den anvendte kombination var økonomisk realistisk, men der lå alene faglige begrundelser til grund for udvælgelsen.

Tabel 1. Produkter udvalgt til afprøvningen

Produktnavn / Leverandør

Indhold

Beskrivelse, produktoplysninger

Macrogard

Beta-1,3/1,6-glucan (polysaccharid af glukose) udvundet af cellevæggen i bagegær (Saccharomyces cerevisiae)

Tilsat foderet vil beta-1,3/1,6-glukaner binde sig til bestemte receptorer i tarmens lymfesystem og derved stimulere dannel-sen af forskellige uspecifikke immunceller.

Unimune

Rene oprensede nukleotider og RNA

Nukleotider er stoffer, der indgår i arvematerialet. De udgør væsentlige byggesten i dannelsen af nye celler - herunder immunceller. Nogle væv, herunder knoglevævsceller, som er en del af det specifikke immunforsvar, kan ikke selv producere bestemte nukleotider (adenosin og guanosin). Det antages derfor, at disse nukleotider er lettere tilgængelige, når de tilføres via foderet.

Immulin

Planteekstrakter

Stimulerer produktion og forekomst af diverse immunceller.

Natur-E icelle
  
  
  
E-vitamin

Naturligt E-vitamin
(d-alfa-tokoferol)

 

SyntetiskE-vitamin
(dl-alfa-tokoferyl-acetat)

Livsvigtigt vitamin (skal tilføres via foder/vand) og cellulær antioxidant, der beskytter kroppens celler mod oxidation (fx ved infektion). Nyfravænnede grise har ofte kritisk lav E-vitaminstatus. E-vitaminstatus kan forbedres ved at øge tildelingen i sofoderet og derved øge overførslen af E-vitamin via somælken, eller ved at tildele naturligt E-vitamin (alkoholform) efter fravænning. Forsøg på Danmarks JordbrugsForskning har vist forbedrede immunresponsmålinger (bl.a. antistoffer mod E.coli) ved tildeling af ekstra E-vitamin.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i én besætning med høj dødelighed (>10 pct.) i smågriseperioden. Besætningen havde fået stillet diagnosen PMWS efter definitionen, der hviler på fund af typiske symptomer (utrivelige grise), samt fund af karakteristiske mikroskopiske forandringer og påvisning af PCV2 (Porcine Circo Virus 2) ved obduktion.

Grupper

Afprøvningen omfattede både søer og grise, som fik tildelt produkterne. Søerne indgik i afprøvningen tre uger før faring og indtil fravænning ved fire ugers alderen. Smågriseperioden omfattede i alt ca. 1.800 grise, fordelt på to grupper og 10 gentagelser (= stier pr. gruppe). I den aktuelle besætning blev alle grisene ved fravænning indsat i kun en enkelt storsti - af den grund blev de fravænnede ugehold skiftevis indsat i kontrol- og forsøgsgruppen.

I tabel 2 er angivet dosering af og anvendelsesperiode for de forskellige immunstimulerende produkter i forsøgsgruppen.

Tabel 2. Forsøgsdesign (søer + smågrise)

 

Drægtighed

Dieperiode

Efter fravænning

Omkostning pr. gris, kr.

Grisenes alder, uger

÷3

÷2

÷1

+1

+2

+3

+4

+5

+6

+7

8-13

 

E-vitamin (i.e./dag)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

- søer (syntetisk E-vit.)a

500

500

500

500

500

1000

1000

-

-

-

-

1,20

-grise (Natur-E Micelle)b

-

-

-

-

-

-

-

50

50

50

-

2,40

Macrogard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-søer (g/so/dag)

1,25

1,25

1,25

1,25

1,25

-

-

-

-

-

-

0,70

-grise (kg/ton foder)

-

-

-

-

-

0,25

0,25

0,25

0,25

-

-

0,30

Unimune

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-søer (g/so/dag)

-

5

5

5

5

5

5

-

-

-

-

2,80

-grise (kg/ton foder)

-

-

-

c

-

2

2

2

2

1

1

9,50

Immulin

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-søer (g/so/dag)

10

10

10

10

10

-

-

-

-

-

-

4,20

-grise (kg/ton foder)

-

-

-

-

-

3

3

3

3

3

3

10,20

I alt

31,30

a

Tilført mængde E-vitamin via topdressing (fast mængde pr. dag). Foderets indhold er ikke medregnet. Indholdet i drægtighedsblandingen var 65 mg/kg og i diegivningsblandingen 170 mg/kg. Den totale mængde E-vitamin (topdressing + foder) varierede således afhængig af søernes foderoptagelse. Søernes foderoptagelse blev ikke registreret.

b

Produktet (Natur-E Micelle) blev tildelt i drikkevandet (i langtrug) i en dosering på 50 i.e./gris/dag af produktet (svarende til 75 i.e /gris/dag biologisk værdi). Det er den dosering, som anvendes i praksis af dette og lignende produkter. Ved en skønnet foderoptagelse på 0,2 kg/gris/dag den første uge svarede det til en dosering på 375 i.e. pr. kg startfoder (75/0,2 = 375).

c

Pattegrisene fik 2 ml flydende pasta direkte i munden ved 2-3 dages alder (pris: 3,50 kr./gris).

Tildeling af produkter til søer

Søerne fik i forsøgsgruppen tildelt en topdressing bestående af de enkelte produkter opblandet i hvedestrømel, samt et farvet markørstof (Microgrits). Det tilsatte markørstof gjorde det muligt at skelne de enkelte blandinger fra hinanden visuelt og derved mindske risikoen for fejl. De tildelte mængder af hvert produkt (g/so/dag) er angivet i tabel 2. Doseringerne svarede tilnærmelsesvist til leverandørens anbefalede doseringer ved iblanding i foder. I drægtighedsstalden blev topdressingen tildelt via medicindoseringsenhed i forbindelse med transponder-foderstationen. Doseringen blev kontrolleret en gang ugentligt. I farestalden skete tildelingen manuelt. Af forsøgspraktiske årsager blev de forskellige produkter til søer tildelt som topdressing, hvilket ikke er tilladt. I praksis bør de forskellige produkter tildeles via opblanding i færdigfoderet.

Tildeling af produkter til smågrise

Grisene i forsøgsgruppen fik tildelt de forskellige produkter opblandet i foderet via et premix, som også indeholdt et farvet markørstof, og via drikkevandet (Natur-E Micelle). Grisene blev fodret med tørfoder efter ædelyst.

Undersøgelser for PMWS

Igennem afprøvningsperioden blev der indsendt i alt 26 grise til bestemmelse af dødsårsag. På alle blev der gennemført obduktion, histologisk undersøgelse af lymfevæv samt virologisk undersøgelse for forekomst af PCV2 virus.

Registreringer

I smågriseperioden blev der registreret dødelighed og sygdomsbehandlinger. Der blev ikke registreret andre produktionsresultater.

Statistik

Den primære forsøgsparameter var dødelighed efter fravænning. Dødeligheden blev analyseret ved logistisk regression (Proc Logistic og Proc NLmixed, SAS) med sti som tilfældig effekt, og med behandlingsgruppe som forklarende variabel. Statistisk sikre forskelle er angivet på 5 pct. niveau.

Resultater og diskussion

Undersøgelser for PMWS

I afprøvningsperioden blev der indsendt i alt 26 selvdøde eller aflivede grise til nærmere undersøgelse for PMWS. Landmanden vurderede, at grisene viste typiske tegn på PMWS. Hos 10 grise blev PMWS diagnosticeret (begge grupper var repræsenteret). De resterende 16 grise var utrivelige af andre årsager end PMWS. Hovedparten af disse grise havde tarmbetændelse. De dominerende sygdomme, der blev påvist i de 26 grise (uanset PMWS eller ej) var almindelig lungesyge, nedsat mave-tarm-funktion samt tarmbetændelse. I cirka halvdelen af tilfældene af tarmbetændelse drejede det sig om regional tarmbetændelse, der typisk skyldes infektion med Lawsonia.

Sundhedsforhold

Alle grise blev behandlet med Linco-spectin®Vet. i fem dage ved indsættelse i fravænningsstalden. I den resterende periode var det gennemsnitlige antal behandlingsdage for diarré 0,6 dag/gris (ud over de fem dages behandling ved indsættelse). Der var ikke sikker forskel mellem grupperne.

Resultater

Resultaterne opnået ved tildeling af immunstimulerende produkter til drægtige og diegivende søer samt til grise i perioden fra fødsel til ca. 30 kg er vist i tabel 3.

Tabel 3. Resultater opnået i smågriseperioden

Gruppe

1
Kontrol

2
Produkt-cocktail til
søer og smågrise

P-værdi

Smågriseperioden (ca. 8-30 kg)

Antal hold

10

10

Antal grise indsat

947

839

-

- Døde/aflivet/udtaget, pct.

9,9

10,3

0,82

Tildelingen af de immunstimulerende produkter til søer og grise havde ingen effekt på dødeligheden i smågriseperioden. Omkostningen ved brug af de forskellige produkter (ca. 31 kr./gris) blev ikke dækket.

Samme afprøvning er tidligere gennemført i en anden besætning med PMWS og høj dødelighed i smågriseperioden [1]. Dengang fandtes - i lighed med den aktuelle afprøvning - heller ingen effekt på smågrisedødeligheden ved tildeling af samme produkt-cocktail.

Konklusion

Samlet viste afprøvningen, at den aktuelle kombination af såkaldt immunstimulerende produkter ikke reducerede dødeligheden i den aktuelle besætning. Det kunne udfra den aktuelle afprøvning ikke fastslås, om produkterne hver for sig eller i en anden kombination end den her valgte kan reducere dødeligheden i besætninger med PMWS.

Referencer

[1] Callesen, J. & Hassing, A.G. (2004). Immunstimulerende produkter til søer og smågrise i besætninger med PMWS. Meddelelse nr. 671, Landsudvalget for Svin.

Deltagere
Peter Nøddebo Hansen, Verner Ruby og Henrik Wachmann, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 768


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Jes Callesen, Poul Bækbo

Udgivet: 13. juli 2005

Dyregruppe: Smågrise, Søer

Fagområde: Ernæring