Sektioneret drift i farestalden

I tidligere undersøgelser omkring multi-site-produktion har sektionering vist skuffende resultater i forhold til at forhindre udbrud af lungelidelser, der skyldes luftbårne smitteagens [1], [3], [7]. Derimod viste salmonella-handlingsplanen, at simple hygiejniske tiltag, der forhindrer gødningssmitte, kontrollerede niveauet af denne gødningsoverførte bakterie [2], [5].

I farestalden sker der smitte med og opformering af bakterier i hvert hold pattegrise. Hver gang der indsættes et nyt hold søer, er der mulighed for at bryde smittekæden, men det kræver, at der ikke tilbageføres smitstoffer fra de tidligere fødte hold af pattegrise.

Farestalden benyttes til to aldersgrupper af svin. Søerne har normalt allerede haft de infektioner, der findes i besætningen, og har en balanceret bakterieflora i tarmen. Pattegrisene fødes uden immunforsvar imod infektionerne i besætningen. Pattegrisene modtager antistoffer med råmælken overfor de fleste smitstoffer i besætningen, men disse antistoffer forbruges i løbet af kortere eller længere tid, afhængigt af hvilke smittestoffer de enkelte antistoffer er aktive overfor. Herefter bliver pattegrisene modtagelige overfor de enkelte infektioner.

Efterhånden som pattegrisene mister de maternelle antistoffer, og bliver smittet med de enkelte agens, sker der en opformering af smittepresset. Hvis smittepresset bliver for højt, vil der opstå sygdom. Det var teorien bag denne afprøvning, at jo lavere smittepresset er, når grisene bliver modtagelige, jo sjældnere vil der opstå subklinisk og klinisk sygdom.

Tarmlidelse er den hyppigste sygdomsårsag hos pattegrise. Diarréerne kan skyldes gram negative bakterier, sporedannende gram positive bakterier (Clostridium perfringens), coccidier (Eimeria arter) samt Rota- og Corona-virus [4]. Bortset fra de gram negative bakterier er de nævnte smitteagens generelt resistente overfor simpel rengøring og udtørring, og det forventes ikke, at simpel rengøring og sektioneret drift, som beskrevet i denne afprøvning, kan kontrollere disse smitstoffer. Der er derfor fortsat behov for vaccination og behandlinger mod bestemte lidelser i farestalden. Gram positive bakterier udgør hovedårsagen til diarré i mange sohold. Disse bakterier kan ikke tåle udtørring eller desinfektionsmidler, så de er lette at kontrollere. De gram negative bakterier (E. coli med flere) udskilles med gødningen. Så længe bakterierne beskyttes i gødningen, er de smittefarlige, og hvis de ikke fjernes fra stien ved rengøring, vil de smitte det næste kuld grise, der fødes i stien. Smitte kan også ske, hvis bakterierne overføres fra andre stier med støvler, redskaber eller med flyttede grise. Når tarmbakterierne befinder sig i gødningen, kan de ikke spredes via luften, med mindre de flyttes fx ved højtryksrensning. Nogle typer af colibakterier er specifikt sygdomsfremkaldende, og der kan vaccineres overfor disse. De fleste typer er ikke særlig sygdomsfremkaldende, men kan alligevel medføre tarmlidelser eller lavere tilvækst, hvis smittepresset er højt. I denne afprøvning er det undersøgt, om den smittereduktion, der opnås ved en simpel form af sektioneret drift, reducerer smittepresset så meget, at udbruddene bliver færre og mindre belastende for pattegrisene.

I mange besætninger er farestalden inddelt i sektioner, og i en del af disse besætninger indsættes ét farehold pr. sektion. I de fleste besætninger gennemføres der ikke sektioneret drift ud fra en smittebeskyttelses forståelse, da der er en daglig smitteoverførsel imellem de enkelte faresektioner især i form af flytning af syge grise og med beskidt fodtøj. Sektioneret drift af farestaldene vil ikke garantere imod udbrud af sygdom, da der kan ske smitte fra andre dele af besætningen eller udefra. Formålet med sektioneringen er udelukkende at nedsætte smittepresset, så et udbrud af sygdom ikke gentages og eventuelt forstærkes i de efterfølgende farehold. Ud over de synlige udbrud af sygdom kan mindre sygdomsfremkaldende bakterier forårsage dårligere tilvækst, uden at der ses diarré (subklinisk sygdom). Den sektionerede drift vil gøre det sværere for disse bakterier at opbygge et smittepres, der kan påvirke produktionen.

Sektioneret drift af farestalden giver en række ulemper:

1. Der skal planlægges i god tid for at have plads til alle søer ved faring og efterfølgende til ammesøer.
2. Det er sværere at ”lave” ekstra farestier til de farehold, hvor der er ”for mange” søer til faring.
3. Det bliver mere kompliceret at tage hånd om svage pattegrise og pattegrise født i store kuld.
4. Stalden skal rengøres ordentligt og der skal udtørres eller desinficeres imellem fareholdene.
5. Der skal investeres i ekstra fodtøj og redskaber.
6. Der skal foretages støvleskift hver gang man går ind i en staldsektion.

Strategien for sektioneret drift blev baseret på erfaringer fra danske besætninger, der gennemfører sektioneret drift i farestalden. Desuden indgik erfaringer fra besøg i amerikanske sektionerede sohold. Det blev besluttet, at følgende smittekilder betyder mest for opbygningen af smitte i farestalden:

1. Manglende rengøring af stien før indsætning af søer.
2. Overførsel af smitteudskillende grise i forbindelse med kuldudjævning og tilbageførsel af grise ved fravænning.
3. Overførsel af smitte med fodtøj, koste og skrabere.

I forhold til disse tre smittekilder blev smitte med ventilation, fodervogne, søer og ammesøer (men ikke ammegrise) vurderet til at have begrænset betydning for overførselen af gødningsbårne bakterier.

Afprøvningen skulle afklare, om besætninger med gode produktionsresultater kunne opnå effekt af at gennemføre sektioneret drift, og om effekten stod mål med ulemperne ved at drive produktionen sektioneret.

Afprøvningen blev gennemført i to veldrevne besætninger, der havde mindst to identiske faresektioner. Der var ikke specifikke sygdomsproblemer i de to besætningers farestalde. Besætningerne er beskrevet i tabel 1.

Tabel 1. Besætninger i afprøvningen

I besætning 1 blev afprøvningen gennemført i to identiske sektioner, og en ny gentagelse blev igangsat hver 5. uge, når de to sektioner blev fyldt op. Der blev trukket lod om, hvilken sektion der skulle være kontrolsektion. Efter fire gentagelser blev der byttet om på sektionerne. I besætning 2 blev der gennemført en gentagelse, hver gang to identiske sektioner blev fyldt op. Her blev der hver gang trukket lod om, hvilken sektion der skulle være kontrolsektion.

Følgende grupper blev afprøvet:

Kontrol: Ingen regler for staldsektionen
Forsøg:  Sektioneret drift. Der måtte ikke flyttes pattegrise ind i sektionen.
              Støvleskift ved indgang i sektionen. Separate skrabere, skovle og koste i sektionen.

Regler til driften af sektionerne, som blev stillet i begge besætninger, fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Regler for drift af sektionerne i afprøvningen

Søerne blev tilfældigt fordelt på sektion. En gentagelse omfattede alle de søer, der farede i de to sektioner, og alle levendefødte grise født af søer i denne sektion. For et kunne håndtere alle fødte grise igennem den daglige drift, måtte opgørelsen af fravænningsvægt omfatte de i tabel 3 beskrevne ”typer” af pattegrise.

Tabel 3. Skematisk oversigt over typer af pattegrise, der indgik i afprøvningen

• Sonummer
• Faredato
• Antal levendefødte grise
• Dato for flytning af grise
• Dato og årsag til behandling
• Dato og årsag til død
• Fravænningsdato og fravænningsvægt (på kuldniveau)

Det er enten de små eller de store grise, der flyttes til ammesøer. Hvis en af de to driftsmetoder (forsøgsgrupper) medførte, at der blev flyttet flere små eller store grise ud af sektionen end i den anden forsøgsgruppe, ville det være en fejl ikke at følge de grise, der blev flyttet ud af sektionen. Derfor er der fokuseret på, at alle grise født i kontrol- og forsøgssektionerne blev fulgt til fravænning (død), også hvis de blev flyttet til en ammeso udenfor faresektionen.

De grise, der blev flyttet ind i kontrolsektionerne, blev øremærket, så de blev registreret men ikke vejet med ved fravænning. Grise født i sektionerne, men flyttet ud til ammesøer udenfor sektionerne, blev vejet, samtidig med at sektionen de kom fra blev tømt.

Grisene blev ikke mærket individuelt. Fravænningsvægten er ikke korrigeret for diegivningslængden. For grise flyttet ud af sektionerne er der ikke korrigeret for kuldstørrelsen ved fravænning, da det ofte blot var en eller to forsøgsgrise, som blev lagt til søerne udenfor forsøgssektionerne. 

I ni gentagelser blev der udtaget stibundsprøver for at kontrollere rengøringen umiddelbart inden indsætning af søer. I hver sektion blev der udtaget prøver fra fem forskellige stier. Der blev i alt udtaget tre prøver fra gulvet i grisenes opholdszone og to prøver fra overgangen imellem gulv og væg i pattegrisehulen. Hver prøve blev udtaget med en vatpind fugtet med transportmedie, der svabrede 1 cm² af stibunden. Prøverne blev udsået på blodagar (kimtal samt test for sygdomsfremkaldende bakterier) og på drigalski agar (specifik undersøgelse for colibakterier). Resultaterne blev meldt tilbage som steril, svagt inficeret, moderat inficeret eller stærkt inficeret samt tilstedeværelse af E. coli. Desuden oplyste laboratoriet de hyppigste bakterietyper vurderet ud fra koloniformen.

I de første fire gentagelser i besætning 1 blev stibunden desinficeret ved skumdesinfektion med Desiliin – spektro. Da afprøvningen blev gennemført, blev dette produkt fremstillet på basis af formaldehyd. Efterfølgende er der skiftet til indholdsstoffet glutaraldehyd.

Fravænningsvægten blev behandlet statistisk ved lineær regression i programmet i proc mixed. Dødelighed og behandlingsfrekvens var sekundære variable, men for at få en fornemmelse af forskellenes betydning er der foretaget en lineær regression i programmet GLM.

Resultaterne af afprøvningen fremgår af tabel 4. Da der var statistisk sikker vekselvirkning imellem gruppe og sektion i besætning 1, er resultaterne fra de to besætninger angivet separat.

Tabel 4. Resultater af afprøvningen

 

Figur 1. Besætning 1. Fravænningsvægt i de to grupper pr. gris pr. gentagelse

Figur 1 viser, at der i besætning 1 var en tydelig effekt af sektionering i de første fire gentagelser, hvor sektion 1 blev benyttet til kontrolsøer. Efter at der blev byttet om på sektionerne til kontrol og sektionering, var der en mindre forskel til fordel for kontrol. Der viste sig at være en statistisk sikker vekselvirkning i besætning 1 på 600 gram pr. gris til fordel for kombinationen sektioneret drift og staldsektion 2, i forhold til de tre øvrige kombinationer. Staldsektion 1 og 2 var ens med hensyn til størrelse og inventar, så det var ikke forventet, at der ville være vekselvirkning.

I de fire gentagelser, hvor forsøgsgruppen (sektionering) var opstaldet i sektion 2, blev begge sektioner desinficeret efter rengøringen. Selv om der ikke var forskel på bakteriefundet efter desinfektion i forhold til udtørring (tabel 6), kan desinfektionen godt have medført et lavere smittepres, der har ført til en bedre effekt af at gennemføre sektioneret drift i de gentagelser, hvor der blev desinficeret.

Figur 2. Fravænningsvægt pr. gris pr. gentagelse i besætning 2

Figur 2 viser den gennemsnitlige fravænningsvægt pr. gris for de fire farehold i besætning 2. Fravænningsvægten var højest ved sektionering i tre af de fire gentagelser (den samlede forskel i fravænningsvægt imellem forsøgsgrupperne var ikke statistisk sikker i besætning 2).

Tabel 5. Sundhedsforhold i de to grupper. Samlet for de to besætninger

Tabel 5 angiver sygelighed og dødelighed fordelt på alle årsager samt sygelighed og dødelighed på grund af diarré. Behandlinger givet til alle grise i et farehold er ikke med i opgørelsen. I forsøgsgruppen blev der behandlet en gris mindre pr. kuld. Dette passer med, at antal grise behandlet for diarré faldt med en gris pr. kuld i de sektioneret drevne sektioner. Selv om behandling for diarré udgjorde 80 pct. af alle behandlinger i kontrolgruppen, udgjorde diarré kun 7 pct. af dødsårsagerne.

Tabel 6. Resultat af stibundsprøver. Tallet angiver procent af prøver med det angivne resultat

Desinfektionsresultaterne viser, at skumdesinfektion ikke var bedre end at lade stalden tørre ud. I nogle omgange fik sektionerne i besætning 1 kun lov til at tørre i få dage, i andre tilfælde gik der op til 14 dage fra vask til indsætning af næste hold søer. Trods den korte tomtid i besætning 2 var højtryksrensning effektiv til at reducere smittebelastningen betydeligt i stierne. Dette modsvarer resultater opnået ved test umiddelbart efter højtryksrensning med eller uden efterfølgende desinfektion[6]. Der mangler undersøgelser af, hvor lang tid stalden skal være tør, for at der opnås en acceptabel reduktion af smittepresset.

I begge besætninger var kravet om støvleskift i forsøgssektionen et stort dagligt irritationsmoment. Så længe det kun var en sektion, der blev drevet sektioneret, var det ikke noget problem at håndtere reglerne for flytning af søer og pattegrise.

Afprøvningen blev gennemført i to veldrevne besætninger med et højt produktionsniveau. Der var ikke konkrete sygdomsproblemer i besætningerne, men det var forventet, at der alligevel var grise med dårlig trivsel, som følge af subklinisk sygdom. Desuden var det forventet, at denne subkliniske sygdom kunne kontrolleres ved at gennemføre sektioneret drift i besætningerne. I forsøgsgruppen blev sektioneret drift opnået ved, at der ikke blev flyttet pattegrise ind i forsøgssektionen, og ved at der blev skiftet fodtøj hver gang medarbejderne gik ind i den sektioneret drevne staldsektion.

Fravænningsvægten var 230 gram pr. gris (2,3 kg/kuld) ved sektioneringen. Forskellen var ikke statistisk sikker (p=0,07). I den ene besætning var der statistisk sikker vekselvirkning imellem forsøgsgruppe og sektion.  Dette må skyldes, at de to staldsektioner, der blev benyttet til afprøvningen ikke var ens med hensyn til pattegrisenes tilvækst. Pattegrisedødelighed og behandlingsfrekvens var lavest i de sektionerede staldsektioner. Forskellen var dog ikke statistisk sikker.

Det antages, at den sektionerede drift har medført et lavere smittepres i de sektioneret drevne stalde, og at dette har medført en lavere belastning af grisenes tarmsystem, førende til en tendens til bedre tilvækst i de sektioneret drevne staldsektioner.

Selv om der ikke var sygdomsproblemer til stede i de 2 besætninger, og der ikke var statistisk sikker effekt på behandlingsfrekvens eller på dødelighed, så motiverer resultaterne for fravænningsvægten til, at der arbejdes videre med at udvikle brugbare strategier for sektionering af farestalden. Det bør desuden undersøges, om sektioneret drift af hele farestalden vil øge effekten, og om dette også vil få effekt på tilvæksten i smågrisestalden.

Det forventes, at flere sektionerede hold efter hinanden med lav smitteudskillelse vil medføre en fortsat faldende risiko for at tilbageføre smitte til de kommende farehold.

Simple undersøgelser af stibunden før indsætning af søer viste, at der ikke var færre bakterier i stier, der var både højtryksrensede og desinficerede, sammenlignet med stier, der kun var højtryksrensede. Der blev fundet synlig gødning i mange af stierne efter højtryksrensning. Det bør undersøges, hvordan korrekt højtryksrensning kan gennemføres og kontrolleres. Desuden bør det undersøges, hvornår stalddesinfektion er økonomisk relevant i farestalde.

Uanset om en besætning gennemfører sektioneret drift eller ej, skal der afsættes lige mange farestier i gennemsnit til faringer og til ammesøer. Ved dårlig styring af antal faringer vil sektionering imidlertid medføre, at nogle af farestierne ikke kan udnyttes optimalt. Da der ikke må flyttes yngre eller ældre grise ind i sektioner med sektioneret drift, kan man ikke udnytte tomme stier til ”ekstra mange ammesøer” til grise fra tidligere farehold, til ”ekstra diedage” til svage grise fra det farehold, der skal fravænnes, eller til ”for mange søer til faring” i det efterfølgende farehold.

Hvis fordelen af at gennemføre sektioneret drift er 230 gram pr. gris, opnås der en vægtstigning på 2,3 kg pr. fravænnet kuld. Den økonomiske værdi af fravænningsvægt afregnes med cirka kr. 8,00 pr. kg, hvorfor der opnås kr. 18,00 ekstra pr. fravænnet kuld. Med 20 pct. ammesøer i besætningen, svarer dette til kr. 20,00 pr. faring. Dette skal dække besværet ved at skifte fodtøj og udgifterne til ekstra redskaber. Hvis der samtidig opnås en dårligere staldudnyttelse, fordi stier kommer til at stå tomme, vil der ikke være nogen økonomisk fordel. Udover den konkrete værdi af en lidt højere fravænningsvægt, kan det dog være en fordel at kunne fravænne flere grise, der klarer en konkret vægtgrænse for salg af 7 kg’s grise. Grisene i denne afprøvning blev ikke vejet individuelt, så det er ikke afklaret, om den sektionerede drift gav ulemper i form af et højere antal undervægtige grise, fordi alle grise skulle ud af den sektioneret drevne sektion på en bestemt dag.

Sektioneret drift forudsætter, at alle grise fravænnes ud af sektionen. Det er ikke klart, om den 230 gram højere gennemsnitsvægt modsvarer et højere antal grise, der klarer en bestemt vægtgrænse, eller om der var flere grise under vægtgrænsen, der blev opvejet af et større antal meget store grise ved fravænning.

Det er svært at gennemføre kontrollerede afprøvninger af sektioneret drift, men resultaterne af denne afprøvning bør medføre, at konceptet undersøges bedre. Sektioneret drift bør gennemføres, så smittekæderne i farestalden brydes, for at opnå en bedre trivsel hos pattegrisene og et lavere antibiotikaforbrug.

Afprøvning: 689