Forsøg på at sikre de mindste grise råmælk

Pattegrise vejer i gennemsnit 1,5 kg ved fødsel. Der er stor variation i fødselsvægt såvel indenfor som imellem kuld [1]. Jo mindre pattegrisen er ved fødslen, jo større er risikoen for, at den ikke overlever frem til fravænning. Cirka 15 pct. af alle levendefødte grise vejer under 1 kg og kan betegnes som ”små pattegrise” med en pattegrisedødelighed på over 30 pct. [2]. Halvdelen af grisene vejer imellem 1 og 1,5 kg, og har en god chance for at overleve, men de har stadig en højere dødelighed end pattegrise, der vejer over 1,5 kg ved fødsel. En tidligere undersøgelse har vist, at flere af de små pattegrise ikke har optaget råmælk 12 timer efter fødslen, mens dette sjældent er tilfældet blandt de større pattegrise. Samme undersøgelse viste, at selv om pattegrisen var lille, så var der større chance for, at pattegrisen havde optaget råmælk, når den var født i den første halvdel af kuldet [3]. Dette kan skyldes, at især de små pattegrise, der fødes sidst i kuldet, har svært ved at klare sig i konkurrencen ved yveret, og således kommer til at mangle råmælkens antistoffer og energi. Det forventes, at hvis antallet af grise i kuldet reduceres til 10, så vil alle grise i kuldet have god adgang til en fungerende patte.

Undersøgelsen af råmælksoptagelse viste, at allerede 12 timer efter fødsel havde de største pattegrise sikret sig nok råmælksantistoffer til at klare sig. De kan sandsynligvis flyttes fra soen allerede flere timer tidligere for at skabe plads til de mindste grise [3].

Søerne giver råmælk i cirka 24 timer, men koncentrationen af antistoffer i råmælken aftager med tiden [4].

Afprøvningen blev gennemført på forsøgsstation Grønhøj. Før faring blev der opsat en varmelampe foran pattegrisehulen. Kun kuld med mere end 11 levendefødte grise indgik i afprøvningen. Søerne indgik kun i afprøvningen, hvis faringen var afsluttet i løbet af natten eller om formiddagen. Kuldene indgik skiftevis i kontrol- og forsøgsgruppen.

Alle pattegrise blev øremærket og vejet individuelt umiddelbart efter faring.

Cirka 12 timer efter afsluttet faring blev kuldstørrelsen i begge grupper justeret ved kuldudjævning.

Behandlinger og dødsfald blev registreret med dato og årsag. Ved fravænning blev datoen registreret.

Dødeligheden i de to grupper blev behandlet i en logistisk model i SAS (Genmod). Med 70 grise pr. gruppe (små grise) kunne en forskel i dødelighed på 15 pct. påvises med en P-værdi på 5 pct., mens 440 grise pr. gruppe (store grise) medførte, at en forskel på 5 pct. dødelighed kunne påvises med en P-værdi på 5 pct.

De 68 faringer i afprøvningen blev fordelt på 33 kuld i forsøgsgruppen og 35 kuld i kontrolgruppen. Alle grise i kuldet blev øremærket cirka seks timer efter fødsel. I alt blev 986 grise øremærket og vejet. 15 grise udgik af forsøget, da der ikke var registreret hverken fravænning eller død for disse, eller fordi de havde en registrering af begge dele. Datamaterialet omfattede således 971 grise.

De overordnede resultater fremgår af tabel 1.

Der var flere levendefødte grise pr. kuld i forsøgsgruppen. Dette kan have påvirket resultaterne, da såvel fødselsvægt som overlevelse falder med stigende kuldstørrelse. Der er derfor taget hensyn til kuldstørrelsen ved den statistiske håndtering af resultaterne. Antallet af levendefødte grise pr. kuld var højt i denne afprøvning, da afprøvningen kun omfatter kuld med mere end 11 levendefødte grise. Den gennemsnitlige pattegrisedødelighed på 12 pct. skal vurderes i forhold til, at det kun var de største kuld i besætningen, der indgik i afprøvningen. Med det aktuelle antal kuld kunne der ikke påvises en statistisk sikker forskel på dødeligheden imellem de to grupper. Det antages, at den høje frekvens af behandling imod farefeber ikke har påvirket forsøget, da pattegrisedødeligheden ikke var unormalt høj.

Tabel 2. Resultater for små (0,5 - 1 kg) og store grise (1,1 -2,4 kg)

I forsøgsgruppen blev der seks timer efter faring i gennemsnit flyttet 4,9 grise pr. kuld ind i pattegrisehulen eller til andre kuld.

Den samlede pattegrisedødelighed i afprøvningen var på 12 pct. Den lavere dødelighed hos de isolerede grise i forsøgsgruppen er ikke statistisk sikkert forskellig fra dødeligheden for de ikke flyttede ”store grise”.

Afprøvningen viste, at det ikke påvirkede overlevelsen for de største grise at isolere dem fra soen allerede seks timer efter afsluttet faring. Der var i gennemsnit to små pattegrise pr. kuld, og der blev i gennemsnit isoleret eller flyttet fem grise pr. kuld i forsøgsgruppen. Der var ingen statistisk sikker effekt på dødeligheden af at sikre de mindste pattegrise i forsøgsgruppen ekstra adgang til yveret (P = 0,64).

Der var betydeligt flere af de mindste grise i kontrolgruppen (34 pct.), der blev flyttet fra soen end i forsøgsgruppen (15 pct.). Dette var en følge af, at de store grise i forsøgsgruppen ofte blev flyttet til en anden (amme)-so, hvis de skulle spærres fra soen seks timer efter faring, og herefter blev hos denne so. Det er ikke registreret, men det er sandsynligt, at fraflytningen af de store grise i forsøgsgruppen har medført, at der ved kuldudjævningen blev flyttet små grise fra søerne i kontrolgruppen, og de så er blevet samlet i ammekuld med udelukkende små grise. Dette burde være standardiseret i afprøvningen. Det kan ikke udelukkes, at dette har givet disse grise en bedre overlevelseschance end de små grise i forsøgsgruppen.

Figur 1. Fordeling af dødelighed med stigende fødselsvægt

Figur 1 angiver pattegrisenes dødelighed i forhold til vægten ved fødsel. Der var ikke statistisk sikker forskel på dødeligheden imellem de to grupper. Der var kun tre grise fra hver gruppe i vægtgruppen 0,6 kg.

Det påvirker ikke de store grises overlevelse at blive isoleret eller flyttet fra soen allerede seks timer efter afsluttet faring. På dette tidspunkt har de således optaget nok råmælksantistoffer. Der blev ikke opnået en bedre overlevelse for de mindste grise ved at give dem bedre adgang til yveret begyndende seks timer efter faringen var afsluttet. Afprøvningen havde ikke til formål at beskrive, om de det var for sent at de store grise blev flyttet væk fra kuldet, om 10 grise i kuldet stadig var for mange for de mindste grise, eller om de mindste grise godt nok fik en bedre chance for at optage råmælk, når de store grise blev flyttet væk, men senere blev presset, når de skulle klare sig imod de større grise i det kuld, hvor de var født.

Det kan anbefales at kuldudjævne ved at flytte de største grise allerede seks timer efter afsluttet faring. Det er sandsynligvis en fordel at samle de mindste grise hos en ammeso, hvor konkurrencen for disse er mere lige.

Deltagere:
Malene Nielsen, Forsøgsstation Grønhøj
Jens Ove Hansen. Landsudvalget for Svin
Mai Britt Friis Nielsen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 847