Dimensionerne af to farestiers betydning på fravænningsvægten

Langt størsteparten af faringerne i Danmark foregår i kassestier, hvor soen er opstaldet i en fareboks. Farebokse anses for at have bidraget til, at pattegrisedødeligheden kan reduceres væsentligt, idet pattegrisene kan undvige soens ”rejse- og lægge sig” bevægelser. Fareboksen støtter soen, når den lægger sig. Begrænsning af soens bevægelsesfrihed kan dog genere soen, når den rejser og lægger sig. Desuden kan fareboksen og stiens dimensioner vanskeliggøre pattegrisenes adgang til yveret. Størrelsen på fareboks og –sti skal således svare til søernes og pattegrisenes dimensioner samt til kuldstørrelsen.

Erfaringer fra praksis har vist, at søerne er blevet større i de seneste år. Nye data har vist, at søerne i gennemsnit er blevet ca. 9 pct. længere og 20 pct. tungere sammenlignet med de målinger, som blev gennemført i 1986 [2]. Endvidere har det vist sig ved en undersøgelse af søers ”rejse og lægge sig” bevægelse, at søerne i en løsdriftssti brugte mere plads i bredden under ”lægge sig” bevægelsen i forhold til søerne i bokse. Uanset stitype brugte søerne lige meget plads i længden, men under ”rejse sig” bevægelsen brugte søerne i Boks210 mere plads end søerne i Boks190 [7].

Samtidig med at søerne er blevet større, er kuldstørrelsen ligeledes blevet højere og øges fortsat. I 1991 var der 10,7 levendefødte per kuld [6], mens der i 2005 var 12,9 levendefødte per kuld [1]. Ønsket om at øge fravænningsalderen betyder, at pattegrisene og dermed pladsbehovet bliver større. De foreløbige erfaringer tyder på, at pattegrisene allerede ved fire uger har vanskeligt ved at die samtidigt – både i forhold til begrænset afstand mellem soens yver og siderne i stien og begrænset plads på grund af inventaret. Samtidig er pattegrisehulen ofte kun stor nok til, at alle pattegrisene kan ligge der de første par uger af diegivningsperioden. Da udviklingen hos svineproducenterne går hen imod fem ugers fravænning, vil pladsproblemerne i farestier alt andet lige vokse. Disse forhold har medført et behov for at øge dimensionerne på farestier og –bokse. Der foreligger nu anbefalinger med hensyn til kassestiens og fareboksens dimensioner samt placering af fareboksen i stien [3].

Formålet med afprøvningen var at undersøge effekten af de i 2004 anbefalede dimensioner på Sti270 (270 cm x 180 cm) og Boks210 (længde 210 cm, bredde ved opstander 65 cm, bredde ved baglåge 90 cm) i forhold til Sti260 (260 cm x 160 cm) og Boks190 (længde 190 cm, bredde 65 cm), som fulgte anbefalingerne op til 2004. De målte faktorer var pattegrisenes vægt ved fem ugers fravænning, pattegrisedødeligheden og stihygiejnen.

I afprøvningen indgik to besætninger, der begge havde udvidet besætningsstørrelsen i forbindelse med nybyggeri. Begge besætninger havde eget poltetillæg. Der var således ikke fuld belægningsgrad i begyndelsen af afprøvningen. Produktionsforhold og indretning af farestaldene fremgår af tabel 1. Mere detaljerede oplysninger vedrørende farestierne findes i appendiks (tabel 1, 2 og 3).

Tabel 1. Produktionsforhold og beskrivelse af farestaldenes indretningg

Følgende grupper indgik i afprøvningen:

Gruppe 1 (Sti260):
Standard farestier 260 cm x 160 cm med farebokse med en længde på 190 cm og en bredde ved baglåge på 65 cm (figur 1).

Gruppe 2 (Sti270):
Store farestier 270 cm x 180 cm med farebokse med en længde på 210 cm og en bredde ved baglåge på 90 cm (figur 2).

Sti270 adskilte sig fra Sti260 ved, at farestien var 20 cm bredere, hvilket gav mere plads i den modsatte side af pattegrisehulen. Pattegrisene havde dermed lettere adgang til yveret, uanset hvilken side soen lå på. Sti270 var 10 cm længere end Sti260, så der samtidig var bedre plads til Boks210, som var 20 cm længere end Boks190 placeret i Sti260. Tilsvarende var Boks210 også bredere end Boks190 jf. søers ”rejse- og lægge sig” bevægelse [7].

Figur 1. Principskitse af Sti260 (gruppe 1), hvor de angivne mål er i cm. Skitsen er ikke målfast (tegning: Lene K. Duus, billede nr. 8439)

Figur 2. Principskitse af Sti270 (gruppe 2), hvor de angivne mål er i cm. Skitsen er ikke målfast (tegning: Lene K. Duus, billede nr. 8438)

I besætning 1 og 2 blev fareboksen justeret ind i forbindelse med indsættelse af søerne i farestierne. Fire dage efter faring blev der foretaget en justering af baglågen i fareboksen. Boksen i Sti260 blev indstillet til 65 cm ved baglågen. I Sti270 blev baglågen udvidet til den maksimale bredde på 90 cm. I besætning 1 havde baglågerne ikke andre indstillingsmuligheder end de 65 cm og blev derfor udskiftet med baglåger på 90 cm (figur 3). I besætning 2 var det muligt at justere baglågen gradvist (figur 4), men den blev på tilsvarende vis justeret til 90 cm.

Denne justering af baglågen på dag fire efter faring omtales fremover som ”justering af boks ved baglåge”.

Figur 3. Sidevendt faresti af typen Sti270
i besætning 1, hvor den brede
baglåge på 90 cm er indsat.
(foto: Vivi Aarestrup Moustsen,
billede nr. 8426)

Figur 4. Bagudvendt faresti af typen Sti270
i besætning 2, hvor baglågen er i
sin inderste indstilling på 65 cm.
(foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 4210)

Registreringer

Ved indsættelse i farestalden blev 50 pct. af søerne udvalgt til at skulle have kuldene ”låst”. Det vil sige, at der efter kuldudjævning ikke blev flyttet grise til eller fra disse søer. Der var lige mange ”låste kuld” i gruppe 1 og 2. Søerne i gruppe 1 og 2 havde som udgangspunkt samme kuldnummer. Der indgik højst 25 pct. søer med 1. kuld. Alle søer med ”låste kuld” blev vejet ved indsættelse og ved fravænning. Søernes foderforbrug blev registreret.

Ved søer med de ”låste kuld” blev der kuldudjævnet til 12 grise umiddelbart efter, at pattegrisene havde indtaget råmælken ved egen so. Det vil sige umiddelbart indenfor det første døgn. Søerne, som ikke havde ”låste kuld”, indgik ikke i forsøg, men fungerede som buffersøer, hvor der kunne tages grise fra eller lægges grise til. Pattegrisene blev vejet kuldvis i de ”låste kuld” efter kuldudjævning. Dato og antallet samt størrelsen af døde pattegrise blev registreret. Ved fravænning blev kuldet ligeledes vejet samlet.

Registrering af hygiejne i stierne blev foretaget hver 14. dag af teknikere fra Den rullende Afprøvning. Det blev registreret, om en sti var helt ren og tør eller fugtig. Det vil sige, at hygiejne var en 0 / 1 variabel (rent eller fugtigt). Hvis der var fugtigt i stien, blev det registreret for følgende områder i figur 5:

Figur 5. Principskitse af faresti hvor 1, 2, 3 og 4 refererer til områder i stien, hvor der blev registreret, om der var tørt eller fugtigt (tegning: Lene Kathrine Duus, billede nr. 8191)

Statistik

Primære forsøgsparametre var pattegrisedødeligheden og kuldvægt ved fravænning. Data blev analyseret ved hjælp af variansanalyse ved brug af proceduren PROC MIXED i SAS, hvor besætning, gruppe og søernes kuldnummer indgik som systematiske effekter.

Sekundær forsøgsparameter var stihygiejne, der blev analyseret ved hjælp af en Chi²-fordeling og proceduren PROC GENMOD i SAS. Søernes foderforbrug og vægttab blev analyseret ved hjælp af variansanalyse ved brug af proceduren PROC MIXED i SAS.

Kuldresultater

Der var ikke vekselvirkning mellem besætning og gruppe. Kuldresultaterne blev derfor analyseret samlet for besætning 1 og 2. De gennemsnitlige kuldresultater for de låste kuld for gruppe 1 (Sti260) og gruppe 2 (Sti270) er vist i tabel 2.

Tabel 2. Gennemsnitlige kuldresultater for de låste kuld i hele afprøvningsperioden

Pattegrisedødelighed

Samlet set var pattegrisedødeligheden højere i Sti270 sammenlignet med Sti260. Fra dag 0 efter faring steg pattegrisedødeligheden til og med dag to efter kuldudjævning i begge stityper (figur 6). Der var dog ikke statistisk sikker forskel på antallet af døde grise til og med dag fire efter udjævning mellem Sti260 og Sti270.

Det ses af figur 6, at der på dag fem og seks var en væsentlig højere dødelighed per kuld i Sti270 end i Sti260, hvilket medvirkede til, at de døde grise gennemsnitligt var ældre i Sti270 sammenlignet med Sti260. Forskellen var statistisk sikker (P<0,05). Dette var ikke forventet, idet det erfaringsmæssigt primært er de to første døgn efter faring, at der dør flest pattegrise [4]. Årsagen til en højere dødelighed i Sti270 skyldtes sandsynligvis, at søerne fik betydeligt mere plads på dag fire, hvor der i fareboksen (Boks210) blev foretaget en justering af baglågen til en bredde på 90 cm, mens baglågen i fareboksen (Boks190) kun blev justeret til 65 cm i Sti260. Søerne i Boks210 har derved fået større bevægelsesfrihed og har klemt eller trådt på flere grise ved ”lægge og rejse sig” bevægelser i forhold til søerne i Boks190. Endvidere blev det observeret i besætning 1, at mindre søer vendte sig i Boks210 med større risiko for at pådrage sig selv og pattegrisene skader.

På dag syv efter kuldudjævning faldt antallet af døde pattegrise i Sti270 og var på samme niveau som i Sti260 i resten af diegivningsperioden, hvorefter antallet af døde pattegrise i begge stityper aftog. Det fremgår af figur 6, at antallet af døde grise dag 19 var højt, hvilket skyldes, at antallet inkluderede alle døde grise fra dag 19 og indtil fravænning ved fem uger. De pattegrise, som døde i den sene periode, var utrivelige grise /”skravlgrise”, der under normale produktionsbetingelser flyttes til en ammeso kort tid efter faring. Men hos søerne med de ”låste kuld” var det under afprøvningen ikke tilladt at flytte disse utrivelige pattegrise.

Figur 6. Fordeling af antallet af døde pattegrise i løbet af afprøvningsperioden i relation til grisenes alder i Sti260 (gruppe 1) og Sti270 (gruppe 2). Ved 19- er antallet af døde lagt sammen fra dag 19 og frem til fravænning ved fem uger. (Billede nr. 8437)

Ud fra ovenstående var der ikke forskel på pattegrisedødeligheden fra kuldudjævning og til dag fire efter kuldudjævning mellem Sti270 og Sti260, men på dag fem og seks var der en højere pattegrisedødelighed i Sti270 i forhold til Sti260. På dag syv og fremefter var der ingen forskel på pattegrisedødeligheden mellem Sti270 og Sti260. Det vurderes, at en trinvis udvidelse af fareboksen ville have reduceret pattegrisedødeligheden i Sti270 til samme niveau som i Sti260. Dette blev dog ikke undersøgt i nærværende afprøvning.

Kuldvægt ved fravænning

Der var ikke statistisk sikker forskel på den gennemsnitlige kuldvægt i afprøvningen, som var 95,4 kg for Sti260 og 95,1 kg for Sti270.

Analyser af kuldresultater for kuld med 9, 10, 11 og 12 grise per kuld viste, at ved det samme antal grise per kuld i Sti260 og Sti270, så vejede et kuld i Sti 270 ca. 3 kg mere end et kuld i Sti260 (figur 7). Fx vejede et kuld med 11 grise i Sti270 i gennemsnit 100,0 kg, mens et kuld med 11 grise i Sti260 i gennemsnit kun vejede 96,4 kg.

Så selvom en højere dødelighed i Sti270 medførte færre grise ved fravænning sammenlignet med Sti260 (ca. 0,3 gris - jf. tabel 2), så var den gennemsnitlige vægt per fravænnet gris ved 11 grise i kuldet 9,1 kg i Sti270 mod 8,8 kg i Sti260. Denne forskel var statistisk sikker. Resultaterne indikerer, at de større dimensioner af farestien og fareboksen lettede grisenes adgang til yveret.

Årsagen til den højere fravænningsvægt i Sti270 kunne muligvis være en kombination af søernes foderoptagelse og deres vægttab, men dette kunne ikke påvises af datamaterialet. Der var hverken forskel på foderforbruget hos søerne i Sti270 sammenlignet med Sti260 i hver af de fire uger efter faring eller på søernes vægttab. En forklaring på forskellen kunne muligvis være, at når der døde en gris på dag fem eller seks i Sti270, så kunne de øvrige grise i kuldet holde mælkeproduktionen i gang i dens patte indtil fravænning. Dette er ikke muligt, når grisene dør på dag ét og to efter faring.

Figur 7. Fravænningsvægten per kuld sammenlignet ved samme antal fravænnede grise per kuld mellem Sti260 og Sti270. Forskelligt bogstav a, b angiver statistisk sikker forskel indenfor antal fravænnede grise per kuld (P<0,05). (Billede nr. 8354).

Stihygiejne

På grund af besætningsforskelle i stihygiejne blev denne opgjort på besætningsniveau. Det fremgår af figur 8, at der i gennemsnit i besætning 1 var under 20 pct. af Sti260, som var rene og tørre, og for Sti270 var det under 8 pct. Mens andelen af rene og tørre stier i besætning 2 gennemsnitligt var under 35 og 15 pct. i henholdsvis Sti260 og Sti270. Både i besætning 1 og 2 var der statistisk sikkert flere rene og tørre stier af typen Sti260 sammenlignet med Sti270 (figur 8). Det skyldtes, at pattegrisene, når de fik mere plads i Sti270, gødede i de områder af stien, som ikke blev benyttet til hvileareal.

Figur 8. Sammenligning af andelen af rene og tørre stier mellem Sti260 og Sti270 i henholdsvis besætning 1 og 2. Forskelligt bogstav a, b angiver statistisk sikker forskel indenfor besætning (P<0,05). (Billede nr. 8355)

Uanset stitype og besætning var der alt for mange stier, hvor grisene svinede. I 60 til 75 pct. af de registrerede tilfælde var stierne fugtige, hvilket vurderes at være uacceptabelt. I figur 9 vises fordelingen af fugt i de respektive områder af Sti260 og Sti270 for henholdsvis besætning 1 og 2.

Af figur 9 fremgår det, at der ikke var forskel på procentdelen af fugt i pattegrisehulen mellem Sti260 og Sti270. Der var heller ikke forskel på procentdelen af fugt i området foran pattegrisehulen. Det er et udtryk for, at pattegrisene har benyttet hulen og pladsen nedenfor hulen til at hvile sig i. Pattegrisene har udover spaltegulvsarealet brugt området modsat hulen og området under krybben som gødeområde (figur 9). Der var statistisk sikkert mere fugtigt i Sti270 i området under krybben og langs siden modsat pattegrisehulen sammenlignet med Sti260, hvilket var gældende for begge besætninger. Som forventet blev der statistisk sikkert mere svineri i stierne jo ældre pattegrisene blev (P<0,05).

Fugt ved krybben kunne blandt andet være forårsaget af vandspild, når soen drak, eller hvis den havde brug for at køle sig om sommeren. Endvidere blev det i Sti270 observeret, at når mindre søer gik tilbage i fareboksen på de 210 cm og lagde sig op ad baglågen, så havde grisene let ved at passere ved krybben og afsætte gødning i det ”rolige” hjørne modsat pattegrisehulen. Så snart en gris havde afsat gødning i det område, gjorde andre grise det samme. 

Figur 9. Sammenligning af andelen af fugtige områder mellem Sti260 og Sti270 i henholdsvis besætning 1 (B1) og besætning 2 (B2). Forskelligt bogstav a, b angiver statistisk sikker forskel mellem gruppe 1 og 2 indenfor besætning (P<0,001) (tegning: Lene Kathrine Duus, Billede nr. 8331)

I løbet af afprøvningsperioden blev der i begge besætninger støbt hulkeler i begge sider af farestien. Dette tiltag kunne dog ikke forbedre stihygiejnen, hvilket blandt andet kan skyldes, at kvaliteten af hulkelerne ikke var i orden. Det viser sig, at det har stor betydning, hvad vandindholdet er i den anvendte beton, idet en ændring af vandindholdet i beton fra 4 pct. til 6 pct. medfører en væsentlig større risiko for, at betonen revner (Teknologisk Institut). Et eksempel på opbygning af en hulkel i besætning 1 er vist i figur 10.

For at forbedre hygiejnen er det ligeledes væsentlig at sikre, at vandventilerne er placeret korrekt (det vil sige ikke for højt), og at trykket i vandventilerne ikke er for stort, idet det er med til at forøge svineriet, når soen drikker.

Figur 10. En opstøbt hulkel langs stiskillevæg for at forbedre hygiejnen i en faresti i besætning 1 (foto: Hanne Nissen, Billede nr. 8276)

Afprøvningens resultater indikerer, at det måske kan være fordelagtigt, at fremtidens farestalde indrettes med to størrelser farestier for, at sikre at både so og pattegrise får den plads, de har brug for afhængig af deres kropsdimensioner og kuldstørrelse. Det kan være en fordel at have Sti270 til store søer, mens det vil være en fordel at have Sti260 til små søer for blandt andet at undgå problemer med hygiejne. Længden af farestierne kan være den samme i begge stier, så pattegrisehulernes størrelse/areal er den samme i begge stityper. Der bør indsættes bokse med en længde på 210 cm og med en justerbar bredde, som i løbet af diegivningsperioden gradvist justeres ud afhængig af soens størrelse. Dog, hvis besætningen har en stor andel af gylte, kan der eventuelt indsættes farebokse med en længde på de 190 cm for at minimere problemer med hygiejnen i modsatte side af pattegrisehulen samt for at undgå, at søerne gøder på det faste gulv.

Økonomisk beregning

En økonomisk overslagsberegning på investeringen i større farestier viser, at økonomien stort set er den samme for Sti270 som for Sti260. Dette er fremkommet ud fra nedenstående beregninger:

Udgift:
Sti270 er 0,7 m² større end Sti260 (160 x 260 / 180 x 270), hvilket koster ca. 2.500 kr. mere end Sti260, svarende til 250 kr. årligt i rente og afskrivninger.

Indtægt:
3,5 kg ekstra per fravænnet kuld og ved 8,6 kuld per faresti per år svarer det til ca. 30 kg ekstra fravænnet per sti årligt.

Ved en værdi på 8 kr. per kg, så har den forøgede fravænningsvægt en værdi af 240 kr. (30 kg x 8 kr./kg). (Personlig meddelelse, Finn Udesen)

Beregningen forudsætter samtidig, at søerne har ædt samme mængde foder, hvilket var tilfældet i denne afprøvning.

Søerne er blevet større, og kuldstørrelserne er blevet højere samt med udviklingen hen mod fem ugers fravænning, vil der dermed være behov for mere plads i farestierne. Pattegrisene fra Sti270 kvitterer også for den øgede plads, idet de uanset kuldstørrelse har en højere fravænningsvægt på 0,2 kg end grisene fra Sti260, og ved samme kuldstørrelse er kuldvægten ved fravænning 3,5 kg højere end i Sti260.

Undersøgelsen viste, at en større faresti (Sti270) for kuld med 9, 10, 11 og 12 grise per kuld resulterede i, at ved det samme antal grise per kuld i Sti260 og Sti270, så vejede et kuld i Sti270 ca. 3 kg mere ved fravænning end et kuld i Sti260.

Til gengæld var pattegrisedødeligheden set over hele afprøvningsperioden højere, og stihygiejnen var dårligere i Sti270 sammenlignet med Sti260. Pattegrisedødeligheden i de to stityper var ens de første fire dage efter kuldudjævning, hvorefter der på dag fem og seks var en højere dødelighed i Sti270 sammenlignet med Sti260. Det var samtidig det tidspunkt, hvor en justering af baglågen i fareboksen blev foretaget til en bredde på 90 cm i Sti270 mod kun 65 cm i Sti260.

Den højere fravænningsvægt på ca. 0,3 kg per gris, der blev opnået i Sti270 vurderes at være en større fordel end ulempen med den dårligere hygiejne i Sti270 sammenlignet med Sti260. Dog kan en dårligere hygiejne resultere i et uønsket større smittepres. Med hensyn til den højere pattegrisedødelighed dag fem og seks vurderes det primært at være på grund af boksudvidelsen, og dermed relateret til afprøvningsproceduren, og det bør således kunne undgås i praksis.

På baggrund af undersøgelsen anbefaler Landsudvalget for Svin at indrette farestier med en længde på 270 cm, og bredden bør være 180 cm for at sikre pattegrisene lettere adgang til yveret, dog eventuelt 170 cm ved mindre søer. Ved indretning af farestier med delvist spaltegulv bør der være 1,40-1,50 m fast gulv og 1,30-1,20 m støbejernsriste. Det skal sikres, at inventaret slutter tæt til gulvet. Ligeledes skal opmuring under krybben og opstøbning af hulkeler langs inventaret sikres at være af en god kvalitet.

Fareboksen bør have en indvendig længde på 210 cm målt fra krybbebagkant til baglågen. Bredden på boksen bør kunne justeres gradvist til minimum 90 cm ved baglågen. Der bør være 20 cm fra boksens baglåge til stiens baglåge, så personalet har mulighed for at yde fødselshjælp. Efter faring bør personalet gradvist justere boksen ud, når pattegrisene er mere robuste og primært opholder sig i pattegrisehulen.

Der er fortsat behov for, at indretningen af farestierne bliver forbedret, så der kan opretholdes en lav pattegrisedødelighed og en god stihygiejne. Den rullende Afprøvning har aktiviteter i gang på området.

Afprøvning: 775

Tabel 1. Dimensioner på faresti- og fareboks, som er indvendige mål

Tabel 2. Dimensioner på pattegrisehulen i besætning 1 og 2

Tabel 3. Management i farestalden i besætning 1 og 2