Betydning af foderets proteinindhold og sammensætning for tilvækst og fravænningsdiarré

Reduceret indhold af protein antages at reducere forekomsten af diarré hos både smågrise og slagtesvin. Mange foderfirmaer har såkaldte lav-proteinblandinger i deres sortiment til brug i besætninger med diarréproblemer hos smågrise efter fravænning. Et litteraturstudie har vist, at der kun findes få og små undersøgelser af dette emne, og problemstillingen er utilstrækkeligt belyst.

Lav-proteinblandinger på markedet i dag underforsyner typisk grisene med de livsvigtige aminosyrer, som ikke anvendes på fri form i foder pga. prisen (isoleucin, leucin, valin, histidin, tyrosin og phenylalanin). Derimod er de øvrige aminosyrer, som tilsættes foderet på fri form (lysin, methionin, treonin og tryptofan), ofte tilsat så normen overholdes. Denne praksis er uhensigtsmæssig, fordi produktionsniveauet er bestemt af den mest begrænsende af de livsvigtige aminosyrer. Det vil sige, at hvis blot én af de 11 livsvigtige aminosyrer er underforsynet i forhold til grisenes behov, så nytter det intet at tilsætte ekstra af en eller flere af de øvrige.

Udover foderets proteinindhold er der også fokus på foderets råvaresammensætning, når der i en besætning er problemer med diarré. I praksis vælges ofte en blanding med en dyrere råvaresammensætning (varmebehandlet korn, mælkeprodukter) ud fra en teori om, at sådanne råvarer er mere skånsomme for grisene og dermed kan være med til at reducere problemer med diarré.

Formålet med afprøvningen var derfor at undersøge effekten af et reduceret proteinindhold i foderet (i forhold til normen), samt afklare effekten ved brug af dyre råvarer i foderet i besætninger med fravænningsdiarré. Effekten blev målt primært på antallet af diarrébehandlinger og daglig tilvækst de første tre uger efter fravænning. Startfoderet blev tildelt i tre uger (hvilket er cirka én uge længere end normalt i praksis) for at maksimere forsøgudslaget.

Afprøvningen omfattede smågrise i perioden fra fravænning (ved fire ugers alder) og tre uger frem. Afprøvningen blev gennemført i to besætninger, som en blindet undersøgelse. Det vil sige, at producenten ikke var bekendt med, hvilke grise, der fik hvilken forsøgsblanding. I besætning A var den gennemsnitlige vægt ved indsættelse 7,2 kg og 11,9 kg ved forsøgets afslutning tre uger senere. I besætning B var den gennemsnitlige vægt ved indsættelse 6,4 kg og 9,2 kg tre uger senere.

Grupper

Afprøvningen blev gennemført som et to-faktor forsøg med to proteinniveauer og to fodertyper.

I registreringer af sundhedsdata indgik i alt 8.272 grise fordelt på fire grupper med hhv. 25 hold (=stier pr. gruppe) i besætning A og 32 hold (=dobbeltstier pr. gruppe) i besætning B. I registreringer af daglig tilvækst indgik i alt 6.268 grise fordelt på fire grupper med hhv. 25 hold i besætning A og 18 hold i besætning B.

Forsøgsenheden var en sti i besætning A og en dobbeltsti (= to stier med fælles foderautomat i stiadskillelsen) i besætning B, hvilket betyder, at alle registreringer blev opgjort for hhv. enkeltstier og dobbeltstier i de to besætninger. Der indgik følgende fire forsøgsbehandlinger (grupper) i afprøvningen:

Tabel 1. Forsøgsdesign (4-7 ugers alder)

Foderets sammensætning ses i appendiks 1. Foderet blev produceret på Aarhusegnens Andel og alle blandinger var pelleterede ved en temperatur på minimum 81 grader celsius. I foderet med lavt indhold af protein var indholdet af livsvigtige aminosyrer ca. 20 % under den anbefalede norm.

Besætningsbeskrivelse

Besætningerne blev udvalgt til afprøvningen på baggrund af erkendte problemer med fravænningsdiarré, som blev håndteret ved flokbehandlinger med zink og antibiotika. Inden afprøvningen blev startet, blev der i besætningerne gennemført en prøvefodring, hvor grisene ikke blev tildelt ekstra zink og hvor den strategiske medicinering blev undladt. En forudsætning for, at besætningerne kunne indgå i afprøvningen var, at denne prøvefodring gav sig udslag i en udbredt forekomst af behandlingskrævende colidiarré. En bakteriologisk undersøgelse, forud for afprøvningens opstart, viste fund af E.coli typerne O138 eller O149 i indsendte grise.

I besætning A blev der i afprøvningsperioden ikke tildelt ekstra zink ud over foderets normale indhold. I besætning B startede afprøvningen op ligeledes uden tildeling af ekstra zink, men på grund af store problemer med diarré i de første tre ugehold blev det besluttet at tildele ekstra zink i foderet (dyrlægeordineret) de første 14 dage efter fravænning i resten af afprøvningen.

Smågrisestierne i besætning A var indrettet med delvist spaltegulv uden overdækning. I alle stier var der en fritstående rørfodringsautomat med drikkeventiler samt en ekstra drikkekop i stien. Der blev indsat ca. 33 grise pr. sti. I besætning B var smågrisestierne indrettet som to-klimastier med justerbar overdækning og delvist spaltegulv. En rørfodringsautomat med drikkeventiler blev delt mellem to stier. Der var desuden en ekstra drikkekop i stien. Der blev indsat ca. 18 grise pr. sti (= 36 grise pr. dobbeltsti).

Sygdomsbehandlinger

Alle sygdomsbehandlinger blev som udgangspunkt gennemført ved injektionsbehandling. Først når flere end 50 % af grisene i en sti var behandlingskrævende var flokbehandling af den pågældende sti tilladt for at forhindre dødsfald og yderligere smittespredning i stalden.

Der blev i forsøgsperioden løbende indsendt døde grise til bestemmelse af dødsårsag, bakteriologisk undersøgelse og resistensbestemmelse. Formålet hermed var følge udviklingen i sygdomsbilledet i besætningerne.

Foderanalyser

Foderet blev analyseret for indhold af energi, protein, aminosyrer og mineraler. Der blev produceret foder otte gange til afprøvningen, og der blev udtaget prøver af foderet på foderfabrikken fra alle produktioner. Foderet i alle grupper blev analyseret for indhold protein, aminosyrer, energi og mineraler.

Registreringer

I perioden fra fravænning (ved fire ugers alder) og tre uger frem blev der registreret sygdomsbehandlinger (diarré), tilvækst og dødelighed. I besætning B blev der desuden registreret tilvækst frem til seks uger efter fravænning. Grisene i alle fire grupper fik i perioden 3-6 uger efter fravænning besætningens normale smågriseblanding (”Guldskat” fra Kolding Omegns Foderstof med: 114 FEsv, 18,5 % råprotein, 144 g ford. råprotein/FEsv, 114 FEsv, 9,8 g ford. lysin/FEsv).

Statistik

Data i afprøvningsperioden (4-7 ugers alder) blev analyseret som et to-faktor forsøg med protein og fodertype, som de to faktorer. Antal diarrébehandlinger og daglig tilvækst blev analyseret som de primære parametre, og dødelighed i samme periode som sekundære parametre.

Antal diarrébehandlinger blev analyseret ved variansanalyse i Proc Mixed i SAS med hold som tilfældig effekt. Logaritmisk transformation var nødvendig for at få forudsætningerne for modellen til at passe bedre. Daglig tilvækst blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under proceduren GLM. Der blev undersøgt for vekselvirkninger. Der blev gennemført normalfordelingstest og test for forekomst af outliers. Dødelighed blev analyseret ved logistisk regression i Proc Genmod i SAS. Resultaterne er vist som hhv. rå gennemsnit (diarré & døde) og korrigerede gennemsnit (tilvækst) for hver gruppe. Statistisk sikre forskelle er angivet med 5 pct. signifikansniveau.

Sundhedsforhold

Der blev indsendt 57 grise til obduktion fra de to besætninger i afprøvningsperioden. I de fleste grise kunne der påvises E. coli af typerne O138, O139, eller O149 eller betændelse i tarmene på grund af diarré.

I tabel 2 ses effekten af de forskellige behandlinger på forekomst af diarré og på dødelighed. Den statistiske analyse viste ingen vekselvirkninger mellem fodertype, proteinindhold og besætning (eller parvise kombinationer af de tre) for antal diarrébehandlinger. Resultaterne for de to besætninger er derfor slået sammen.

Lavt proteinindhold i startfoderet reducerede antallet af diarrebehandlinger med 25 % (fra 5,6 behandlinger pr. gris til 4,2) sammenlignet med højt proteinindhold. Der var ingen sikker effekt på dødeligheden af foderets proteinindhold.

Brug af en dyr startblanding i forhold til en billig medførte ingen forskelle i antal diarrébehandlinger og dødelighed.

Supplerende analyser af data i besætning B viste, at der var signifikant færre diarrébehandlinger og lavere dødelighed i perioden, hvor alle grisene fik ekstra zink i foderet. Dette resultat er baseret på en før/efter sammenligning (hhv. med og uden ekstra zink) og skal derfor tages med det forbehold. Observationen stemmer godt overens med, at tildeling af zink i høj dosering kan reducere diarréforekomsten [1] og dermed dødeligheden. I samme besætning var der desuden signifikant flere døde og udtagne i stier, hvor den gennemsnitlige fravænningsvægt var mindre end 7 kg.

Foderanalyser

Analyserne af foderet viste i alle blandinger god overensstemmelse med det beregnede indhold. I alle fire forsøgsblandinger fandtes et overindhold af calcium samt et underindhold af isoleucin. Afvigelserne fra det beregnede og i forhold til normerne lå på stort set samme niveau i alle blandinger, og var derfor uden væsentlig betydning for afprøvningens konklusioner. Analyseresultaterne er vist i appendiks 2.

Produktionsresultater

Resultaterne for daglig tilvækst er vist i tabel 2. Startfoder med lavt proteinindhold gav en statistisk sikker reduktion af den daglige tilvækst (-28 g), svarende til en lavere vægt pr. gris tre uger efter fravænning på ca. 0,6 kg. I besætning B blev den daglige tilvækst desuden målt frem til seks uger efter indsættelse, hvorefter forskellen var stort set uændret i forhold til tre uger efter fravænning. Grisene viste således ingen kompensatorisk tilvækst i slutperioden (3-6 uger efter fravænning), hvilket heller ikke var forventeligt, idet slutfoderet ligeledes havde lavt indhold af protein (lavere end norm).

Der var tendens til vekselvirkning (P=0,06) mellem besætning og fodertype på daglig tilvækst, da der i besætning B var positiv effekt af at anvende en dyr blanding (+20 g daglig tilvækst, svarende til 0,4 kg ekstra tre uger efter indsættelse), hvorimod der i besætning A ikke var forskel i tilvæksten på de to fodertyper. Tidligere afprøvninger har tilsvarende ikke vist væsentlig forbedret produktivitet ved brug af dyre fravænningsblandinger [2], [3], [11]. Den øgede daglige tilvækst kunne ikke betale for de øgede foderomkostninger.

Tabel 2. Effekt af proteinindhold og fodertype på diarrébehandlinger, dødelighed og tilvækst (Besætning A+B samlet)

Lavt proteinindhold i startfoderet reducerede antallet af diarrebehandlinger med 25 % i den aktuelle afprøvning (fra 5,6 behandlingsdage/gris til 4,2). Dette resultat er i overensstemmelse med tidligere danske undersøgelser, hvor der dog kun indgik få dyr og derfor skal tolkes med forsigtighed [4], [5], [6].

Produktionstabet ved brug af lav-proteinfoderet var forventet, da der var en underforsyning med livsvigtige aminosyrer på op til 20 %. Tidligere forsøg har samstemmende vist, at brug af fravænningsfoder med et lavt indhold af protein og aminosyrer forringer produktiviteten [7]. Produktionstab kan dog antagelig undgås, hvis de manglende aminosyrer blev tilsat i fri form. På nuværende tidspunkt er det kun rentabelt at tilsætte lysin, methionin, treonin og tryptofan i fri form. De øvrige livsvigtige aminosyrer (isoleucin, leucin, valin, histidin, tyrosin og phenylalanin) findes i dag på fri form, men er stadig for dyre at anvende. På sigt (ved prisfald) er det derfor muligt, at den diarréhæmmende effekt af lav-proteinblandinger kan udnyttes uden produktionstab.

Brug af dyre fravænningsblandinger med et højt indhold af bl.a. varmebehandlet korn og mælkeprodukter påvirkede ikke grisenes sundhed eller dødelighed sammenlignet med et billigere foder baseret på korn og sojaskrå. Dette resultat stemmer overens med resultaterne i to tidligere gennemførte afprøvninger [2], [3]. En anden tidligere afprøvning af skåneblandinger (med en lignende dyr råvaresammensætning) viste derimod en lille reduktion i antallet af diarrébehandlinger (-15%) og ingen effekt på dødeligheden sammenlignet med et mere simpelt sammensat startfoder [11]. Samlet set vurderes det, at dyre startblandinger ikke forbedrer grisenes sundhed eller overlevelse i nævneværdig grad sammenlignet med et simpelt sammensat og væsentligt billigere foder.

Foderudnyttelsen blev ikke registreret i denne afprøvning. Data fra tidligere gennemførte afprøvninger har dog vist, at en underforsyning med aminosyrer forringer grisenes foderudnyttelse [8]. Forsøg med dyre kontra billige fravænningsblandinger (efterfulgt af samme slutfoder i begge grupper) har ikke vist markant forskellig foderudnyttelse [9], [10], [11] set over hele smågriseperioden.

Afprøvningen viste, at foder med et lavt proteinindhold - i begrænset omfang - kan reducere behandlingsfrekvensen for fravænningsdiarré, men har samtidig negativ effekt på produktiviteten. Den reducerede forekomst af diarré gav en gevinst på 1-2 kr./gris (sparet medicinomkostning ved 1,4 behandlingsdage færre), og den manglende tilvækst gav et tab på ca. 7 kr./gris (-28 g/dag i 50 dage). Anbefalingen er derfor, kun at anvende foder med lavt proteinindhold i de tilfælde, hvor det kan medvirke til at undgå strategisk medicinering.

Brug af fravænningsfoder med et højt indhold af dyre råvarer kan ikke anbefales generelt. Dels har disse blandinger ikke nogen effekt på smågrisenes sundhed, og gevinsten i form af forbedret produktivitet er for lille vurderet i forhold til de øgede foderomkostninger. Den øgede tilvækst (i besætning B) gav en gevinst på 3-4 kr./gris, men meromkostningen ved den dyre startblanding lå anslået på ca. 15-18 kr./gris.

Deltagere:
Hanne Nissen, Ann Edal, Peter Nøddebo, Jens Ove Hansen, Verner Ruby og Lisbeth Jørgensen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 750

Startfoderets sammensætning

Foderets beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer