Fravænningsdiarré hos smågrise er en multifaktorielt betinget tilstand, som er karakteriseret ved en midlertidig opformering af sygdomsfremkaldende E.coli bakterier i grisens mave-tarm-kanal [1].

I denne sammenhæng har betydningen af fodertildeling i dieperioden (til pattegrise) altid været omdiskuteret, og forskellige undersøgelser viser tvetydige resultater [2]. Disse undersøgelser er typisk blevet gennemført ved lavere fravænningsalder (21-28 dage) end det aktuelt anbefales i Danmark i dag. Samtidig er undersøgelserne gennemført med tilsætning af antibiotiske vækstfremmere i foderet. Kun meget få undersøgelser [3], [4], [5] har forsøgt at karakterisere effekten af den enkelte gris’ foderoptagelse i dieperioden på den efterfølgende forekomst af fravænningsdiarré og på grisenes produktionsresultater efter fravænning. Metoderne til individuelt at bestemme foderoptagelsen, når grisene opstaldes i grupper, er primært af kvalitativ (ja/nej) karakter (fx: Registrering af fæces-farvning eller ædetidsregistrering) – dette gælder især for perioden før fravænning.

Senere fravænning (>30 dage) kan reducere fravænningsdiarré[6], [7], idet større (og ældre) grise anses for at være mindre modtagelige [8]. Nogle undersøgelser har vist, at fodring med ufordøjelige kulhydratfraktioner påvirker de fysisk-kemiske egenskaber i mave-tarm-kanalen, og muligvis ad denne vej nedsætte forekomsten af fravænningsdiarré [2].

Formålet med den aktuelle afprøvning var at afklare, om diarréfrekvens og daglig tilvækst efter fravænning påvirkes af forskellig fravænningsalder, sammensætning af startfoderet eller af grisenes foderoptagelse i dieperioden.

Afprøvningen blev gennemført som et 3-faktorforsøg med to fravænningsaldre (27 og 33 dage, faktor 1) og fire forskellige startblandinger (faktor 2), som blev tildelt fra cirka 14-dages alderen frem til dag 14 efter fravænning. Endvidere blev alle grise i afprøvningen klassificeret individuelt som henholdsvis æder/ikke-æder (faktor 3) som udtryk for deres foderoptagelse. Definitionen af æder/ikke æder beskrives nærmere senere. Data blev derfor analyseret som 2×4×2 faktor-forsøg. Forsøgsopsætningen fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Forsøgsdesign

Afprøvningen blev gennemført i en produktionsbesætning. Der indgik 1.383 grise fra fødsel til 14 dage efter fravænning. Grisene blev øremærket med individuelle numre ved fødsel. Grisene blev vejet individuelt ved fødsel, fravænning og 14 dage efter fravænning. Indenfor 1-2 dage efter fødsel fik grisene slebet tænder, de blev halekuperet og blev behandlet med Baycox. Grisene fik tildelt strøjern på gulvet i farestien de første to uger efter fødsel. Startfoderet blev tildelt fra cirka 14-dages alderen i en foderautomat (de første 2-3 dage også på gulvet i farestien). Ved fravænning blev grisene overflyttet til en smågrisestald. Kuld med samme fravænningsalder og på samme foder i farestalden blev indsat i samme sti ved fravænning (cirka 30 grise/sti). Efter fravænning blev foderet tildelt i en simpel tørfoderautomat.

Fodersammensætning

De fire startblandingers sammensætning er vist i appendiks 1. Blandingernes beregnede indhold af energi og næringsstoffer var ens, men blandingerne var forskellige med hensyn til korndelen og fiberindholdet og -sammensætningen.

De fire startblandinger omfattede en hvedebaseret kontrolblanding, samt tre blandinger hvor hvededelen udelukkende blev erstattet af parboiled ris, eller af parboiled ris kombineret med forskellige fiberrige råvarer (se tabel 1). Ris i startfoderet er ikke tidligere afprøvet under danske forhold, men udenlandske forsøg tyder på, at både sundhed og produktionsresultater hos smågrise kan forbedres, når ris indgår i startfoderet. Samtidig har ris et meget lavt indhold af fibre, hvilket gør den egnet som råvare (uden fiberbidrag), når effekten af forskellige fibertyper ønskes undersøgt. I den aktuelle afprøvning ønskede vi at afklare effekten af startfoder til nyfravænnede grise med:

• Lavt fiberindhold (ris-baseret)
• Høj andel af opløselige fibre (via roepiller)
• Kombinationen af tungtfordøjelige fibre (bygskaller) og letfermenterbare kulhydrater (kartoffelmel).

Det var planlagt, at blandingerne med ris+roepiller og ris+bygskaller+kartoffelmel skulle have samme fiberindhold som den hvede-baserede kontrolblanding.

Analyser

Alle foderblandinger blev analyseret for indhold af energi, aminosyrer og mineraler. Endvidere blev foderets fiberindhold (opløselige, uopløselige og totalt), kvældning og vandbindingskapacitet analyseret på Danmarks JordbrugsForskning.

Som udtryk for grisenes fækale udskillelse af hæmolytiske E.coli blev der fra alle grise udtaget en svaberprøve fra endetarmen på dag 10 efter fravænning. Svaberprøven blev dyrket ved 37 grader Celsius på blod-agar vækstmedium og efterfølgende scoret mellem 0 og 3 for andelen af beta-hæmolytiske E.coli (0=ingen hæmolytiske E.coli; 3=primært hæmolytiske E.coli). Der blev ikke gennemført andre diagnostiske undersøgelser af grisene i afprøvningen.

Æder/ikke-æder-klassificering

Et farvestof (frugtfarve, indigo carmine; 5 g/kg) blev tilsat hver blanding i farestalden på dag 24 efter fødsel ved begge fravænningsaldre. En visuel bestemmelse af fæces-farven (ja/nej) blev gennemført tre dage senere (dag 27), ved hjælp af en vatpind som blev indført i endetarmen på alle grise. Afhængig af, om fæces på vatpinden var farvet eller ikke-farvet blev grisen klassificeret som havende ædt eller ikke-ædt. Æde-klassificeringen var et kvalitativt udtryk (ja/nej) for pattegrisenes foderoptagelse i dieperioden frem til dag 27. Grise, som på dag 27 havde diarré, blev ekskluderet fra æde-klassificeringen. Den visuelle bedømmelse af fæces-farven blev gennemført af den samme person på samtlige grise.

Registreringer

Alle grise blev øremærket med et individuelt nummer ved fødsel og følgende data blev registreret på individ-niveau:

Før fravænning:

• Egenskaber hos moder-soen (kuldnummer, kuldstørrelse)
• Egenskaber hos soen hvor grisen blev fravænnet (kuldnummer, antal fravænnede, diegivningslængde)
• Egenskaber hos grisen (fødselsvægt, flytning, fravænningsvægt og -alder, Ædt/ikke-ædt på dag 27).

Efter fravænning:

• E.coli-score (dag 10 efter fravænning)
• Diarrébehandlinger
• Vægt dag 14 efter fravænning.

Endvidere blev følgende registreret på gruppe- eller på stiniveau:

• Pattegrisenes foderoptagelse i dieperioden (på gruppe-niveau)
• Foderoptagelse dag 0-14 efter fravænning (på sti-niveau)
• Slutvægt ved 10 ugers alderen (på sti-niveau).

Statistik

På alle data blev der gennemført en variansanalyse under proceduren GLM i SAS med fødselsvægt som covariat. Faktorerne i modellen omfattede fravænningsalder, fodergruppe, æde-klassificering og alle vekselvirkninger mellem de nævnte. Den fulde statistiske model blev reduceret ved at fjerne ikke-statistisk sikre vekselvirkninger (P<0,05) en efter en, indtil der kun var statistisk sikre effekter tilbage. Statistisk sikre forskelle er angivet på 5 procentniveau.

Grisenes foderoptagelse (æder/ikke-æder dag 27) viste en skæv fordeling (78:22 procent), hvilket betød, at ikke-æder gruppen kun omfattede forholdsvis få grise. Derfor blev der også gennemført en analyse af effekten af de to øvrige hovedfaktorer (fravænningsalder og fodertype) alene.

Sammenhængen mellem diarrébehandlinger og E.coli-score på blod-agar plader blev vurderet ved Pearson´s regressionsanalyse. Individ-registreringerne for diarré og E.coli-score blev samlet i en gennemsnitsværdi for hver sti (n=32).

Foderanalyser

Analyser af foderet for indhold af næringsstoffer og energi er vist i appendiks 2. De analyserede indhold af næringsstoffer var i god overensstemmelse med de beregnede værdier. Der var afvigelser fra de beregnede værdier for råprotein, calcium og lysin, men afvigelserne var nogenlunde ens i alle blandinger og vurderes ikke at have haft væsentlig indflydelse på resultaterne.

Fiberanalyser af foderet er vist i appendiks 3. Det totale fiberindhold i de fire startblandinger varierede fra 62 gram/kg i det ris-baserede foder (uden fiberkilder) til 128 gram/kg i det hvedebaserede kontrolfoder.

Figur 1. Fordeling af pattegrisenes alder ved fravænning i de to grupper

Før fravænning

De 96 søer fik i gennemsnit 15,2 levendefødte grise, så der blev lavet én ammeso pr. tre faringer. Da der hver uge var tre faringer pr. fodertype og fravænningsalder, indgik grisene hos ammesøerne i afprøvningen på lige fod med grise, der voksede op hos deres egen mor. Af de 1.383 fødte grise blev 85 pct. vejet ud til videre forsøg i smågrisestalden. Af de resterende 15 pct. var 10 pct. døde i dieperioden og 5 pct. var efternølere, der ikke kunne fravænnes til tiden, eller grise som udgik på grund af tabt øremærke.

Figur 1 viser, at det lykkedes at lave to grupper grise med forskellig fravænningsalder. Enkelte grise i figur 1, der blev fravænnet efter en lang diegivningsperiode, udgik af afprøvningen ved fravænning.

Vægt ved fravænning
Grisene vejede i gennemsnit 7,4 kg og 8,8 kg ved henholdsvis 27 og 33 dages fravænningsalder. Der var en klar effekt af grisenes fødselsvægt på fravænningsvægten, således at de tungeste grise ved fødsel også var de tungeste ved fravænning (P<0,001).

Der var vekselvirkning mellem fravænningsalder, foderblanding og æder/ikke-æder-klassificering på fravænningsvægten (P<0,05), om end retningen af responset var uensartet (data er ikke vist).

Endelig var der vekselvirkning mellem grisenes fravænningsalder og fodertypen, således gav fx den hvede-baserede blanding laveste fravænningsvægt hos de tidligt fravænnede grise, men højeste fravænningsvægt hos de sent fravænnede. Dette fremgår af figur 2.

Figur 3. Fravænningsvægten for de enkelte ædegrupper (ædt/ikke ædt) er vist for de to fravænningsaldre. Der var tendens til vekselvirkning mellem fravænningsalder og foderoptagelse på fravænningsvægten (P=0,097) (fremhævet)

Der var desuden tendens til vekselvirkning mellem grisenes fravænningsalder og deres foderoptagelse før fravænning udtrykt ved æde-klassificeringen (p=0,097). Således påvirkede grisenes foderoptagelse ikke fravænningsvægten ved den tidlige fravænningsalder. Ved den sene fravænningsalder var de grise, der optog foder, 260 gram tungere end de grise, der ikke optog foder (se figur 3).

Afprøvningen viste, at grisenes vægt ved fravænning hovedsagelig afhænger af deres fravænningsalder og fødselsvægt.

Foderoptagelse i dieperioden
Figur 4 viser forbruget af startblanding i farestalden. Af praktiske årsager blev kun den totalt udfodrede  mængde af hver startblanding registreret. Derfor er det ikke muligt at lave en statistisk analyse på de fundne forskelle i figur 4. Det fremgår af figur 4, at den totale foderoptagelse pr. gris (= totalt udfodret mængde) var 150-500 gram højere hos de sent fravænnede grise end hos de tidligt fravænnede på samme foderblanding. Dette resultat er i overensstemmelse med tidligere danske afprøvninger [6], [7]. Grisenes foderoptagelse er formentlig overvurderet, fordi eventuelt foderspild ikke kan opgøres. Omfanget af foderspild har antagelig været ens i alle grupper.

Figur 4. Foderoptagelse i dieperioden pr. gris fordelt på startblanding og fravænningsalder

Figur 5. Andel af grise klassificeret som ”ædere” i farestalden for de fire startblandinger og to fravænningsaldre

Æder/ikke-æder klassificering
Af de i alt 1.067 grise i afprøvningen, hvor en fæces-farve-klassificering var mulig, blev de 78 pct. af grisene klassificeret som ”ædere” og 22 pct. som ”ikke-ædere”. Fordelingen af henholdsvis ædere/ikke-ædere for de to startblandinger og fravænningsaldre fremgår af figur 5.

Brugen af en markør eller et farvestof har tidligere været anvendt til en kvalitativ individuel vurdering af foderoptagelsens størrelse hos grise i dieperioden. I disse tilfælde har man kunnet observere det antal gange markøren/farvestoffet kunne ses i fæces hos grisen i løbet af dieperioden [3], [5]. I den aktuelle afprøvning var det kun muligt at gennemføre fæces-farve-vurderingen én gang i løbet af dieperioden.

Andelen af grise (ud af samtlige grise), som var vanskelige at klassificere (på grund af meget svag farvning af fæces), blev ikke registreret, men det vurderes kun at dreje sig om meget få grise i alt, baseret på erfaringer i den aktuelle afprøvning samt et forudgående studie med samme farvestof i samme dosering. Farvestoffet indigo carmine vurderes derfor som bedre egnet til farvning af fæces end fx crom-oxid (anvendt til samme formål i andre undersøgelser).

Efter fravænning

Tilvækst de første 14 dage efter fravænning
Der var vekselvirkning mellem grisenes fravænningsalder og fodertypen (se figur 6), således at de tidligt fravænnede grise, som fik den ris-baserede blanding uden ekstra fiberkilder, havde lavere tilvækst end grise på de øvrige ris-blandinger. Hos de sent fravænnede grise var tilvæksten derimod ens på de ris-baserede blandinger. Ved begge fravænningsaldre gav alle ris-baserede blandinger markant højere tilvækst end det hvede-baserede startfoder (se figur 6). I andre undersøgelser har ris-baseret startfoder ligeledes resulteret i markant højere tilvækst hos nyfravænnede grise i sammenligning med blandinger baseret på majs og afskallet havre[9], [10], [11]. Ved 11 ugers alderen vejede de grise, som havde fået de ris-baserede startblandinger, mellem 0,2 og 1,1 kg mere end på hvedeblandingen, men forskellene var ikke statistisk sikre (se appendiks 5).

Figur 6. Daglig tilvækst (gram) de første 14 dage efter fravænning opgjort for fravænningsalder og startblanding. Der var vekselvirkning mellem grisenes fravænningsalder og fodertypen på daglig tilvækst de første 14 dage efter fravænning (fremhævet)

Der var som ventet statistisk sikker effekt af grisenes fravænningsalder (P<0,001) på daglig tilvækst de første 14 dage efter fravænning, således at de sent fravænnede grise i gennemsnit voksede 50 gram mere pr. dag end de tidligt fravænnede. Denne forskel skyldtes primært, at de sent fravænnede grise var en uge ældre og antagelig godt i gang med at indtage tørfoder på fravænningstidspunktet. Ved 11 ugers alderen (ved begge fravænningsaldre) vejede de sent fravænnede grise 0,8 kg mere end de tidligt fravænnede, men denne forskel var ikke statistisk sikker (P=0,36). Dette er også set i tidligere afprøvninger [6], [7].

Endvidere var der tendens (P=0,074, se boks) til vekselvirkning mellem fravænningsalder og grisenes foderoptagelse i forhold til daglig tilvækst. Ved sen fravænning voksede grise, der optog foder, hurtigere end grise, der ikke optog foder. Ved tidligt fravænning var der ens tilvækst uanset foderoptagelse. Resultatet tyder på, at fodertildeling i farestalden kun er relevant ved sen fravænningsalder (fem uger eller mere), se figur 7. Andre undersøgelser har tilsvarende fundet, at ”gode ædere” af startfoder i dieperioden voksede hurtigere end ”moderate ædere” og ”dårlige ædere” [5].

Figur 7. Daglig tilvækst for grise, der åd eller ikke åd startfoder i dieperioden. Der var tendens til vekselvirkning (P=0,074) mellem fravænningsalder og æde-klassificeringen på daglig tilvækst de første 14 dage efter fravænning (fremhævet)

En supplerende analyse af data viste, at ingen af de registrerede faktorer i afprøvningen var bestemmende for, om en gris blev klassificeret som ”ikke-æder”. Det var med andre ord ikke muligt at udpege disse dyr på forhånd med henblik på at give denne gruppe særbehandling. Følgende faktorer blev undersøgt: Fødselsvægt, flytning/ikke flytning i dieperioden, antal ædere i samme kuld, moder-soens læg-nummer, fravænningssoens kuldnummer, antal grise fravænnet kuldet, fodertypen eller vekselvirkninger mellem de nævnte faktorer.

Diarrébehandlinger de første 14 dage efter fravænning
Der var generelt kun få sygdomsbehandlinger i den aktuelle afprøvning, og antallet af diarrébehandlinger lå ligeledes på et relativt lavt niveau. Antallet af diarrébehandlinger var stærkt påvirket af det foder grisene fik tildelt (P<0,001). Flest behandlinger blev givet til grisene, som fik startfoder baseret på ris+bygskaller+kartoffelmel (se figur 8), til trods for at denne gruppe samtidig havde høj tilvækst (se figur 6). En mulig forklaring kan være større fermentering i de bageste tarmafsnit på denne blanding og heraf følgende mere lind gødningskonsistens på grund af væskeudtræk til tarmindholdet. Med andre ord har grisene ikke nødvendigvis været mere syge, men blot haft en mere lind gødning (grundet sammensætningen af foderet), som kan forveksles med diarré. Startfoderet baseret på ris+roepiller gav derimod både høj tilvækst og en lav behandlingsfrekvens for diarré.

Grisenes fravænningsalder havde ingen effekt på antallet af diarrébehandlinger (1,7 behandlingsdage/gris ved begge fravænningsaldre). Dette er i modsætning til tidligere afprøvninger [6], [7]. Dette skyldes muligvis det lave behandlingsniveau, og/eller at diarréen i højere grad skyldtes foderet sammensætning end at det var forårsaget af en infektion med en sygdomsfremkaldende E.coli.

Figur 8. Diarrébehandlinger efter fravænning afhængig af startfoderets sammensætning. Antallet af diarrébehandlinger de første 14 dage efter fravænning var kun påvirket af fodertypen (se fremhævet i boksen). Effekten var ens ved begge fravænningsaldre og tallene er derfor vist som gennemsnit af de t0

Heller ikke grisenes foderoptagelse før fravænning havde effekt på antallet af diarrébehandlinger. Dette er i modsætning til en anden dansk undersøgelse [4], hvor et lavt niveau af foderindtag i dieperioden gav en lavere forekomst af diarré efter fravænning. Forskellig metodik til bestemmelse af det individuelle foderindtag i dieperioden er den mest sandsynlige forklaring på de varierende resultater. 

Figur 9. E.coli-score dag 10 efter fravænning opgjort for fravænningsalder og startblanding. Der var vekselvirkning mellem fravænningsalder og fodertype på E.coli score (fremhævet)

E.coli score dag 10 efter fravænning
Der var vekselvirkning mellem grisenes fravænningsalder og fodertypen (P<0,01) på E.coli-scoren. De tidligt fravænnede grise havde samme E.coli score, uanset fodertype. De sent fravænnede grise, som fik den ris-baserede startblanding uden ekstra fibre, havde den laveste score (P<0,05), og de to andre ris-blandinger (med ekstra fiberkilder) havde de højeste E.coli scorer (P<0,001), se figur 9.

Der var ingen sammenhæng mellem antallet af diarrébehandlinger de første 14 dage efter fravænning og E.coli scoren (P=0,55). Ligeledes var der ingen sammenhæng mellem antal diarrébehandlinger i perioden dag 9-11 (hvor grisenes udskillelse af E.coli i fæces erfaringsmæssigt er størst) og E.coli scoren på dag 10 efter fravænning. Dette tyder på, at en stor del af diarrébehandlingerne ikke var forårsaget af en E.coli infektion. Den manglende sammenhæng mellem diarrébehandlinger og E.coli-scoren kan således skyldes, at grisene blev behandlet, fordi gødningen var lind (fodringsbetinget), men uden at de reelt har været syge/behandlingskrævende.

Produktionsøkonomi

Tildeling af de ris-baserede startblandinger gav på kort sigt (de første 14 dage efter fravænning) markant bedre tilvækst (jf. figur 6) og foderudnyttelse (jf. appendiks 5) sammenlignet med hvede-blandingen. Samtidig var omkostningen til foder dog forøget med 7-10 kr./gris, idet ris-blandingerne var mellem 140-170 kr./hkg dyrere end hvede-blandingen.

Den langsigtede effekt (frem til 11 ugers alderen) ved det ris-baserede startfoder var en højere slutvægt (0,2-1,1 kg) end hos de grise, som havde fået en hvede-baseret startblanding. Det svarede til en merværdi på 1-6 kr./gris. Alle grise fik samme slutblanding. Foderudnyttelsen blev ikke registreret frem til 30 kg. Tidligere afprøvninger har dog vist, at foderudnyttelsen sjældent forbedres på længere sigt, og det er derfor overvejende sandsynligt, at ”bundlinjen” ved 11 ugers alderen var bedst med det hvede-baserede startfoder (anslået: 4-7 kr./gris). Gevinsten ved at bruge ris er med andre ord for lille i forhold til merprisen (i forhold til hvede) – det betaler sig ikke.

Grisenes fravænningsvægt var primært afhængig af fravænningsalder og fødselsvægt. Fravænningsvægten var endvidere afhængig af typen af startfoder, og hos grise fravænnet ved fem uger ligeledes af, om grisene havde optaget foder i dieperioden (på diedag 27).

Den daglige tilvækst de første 14 dage efter fravænning var primært afhængig af fravænningsalderen. Endvidere var der vekselvirkning mellem grisenes fravænningsalder og fodertypen. De tidligt fravænnede grise, som fik den ris-baserede blanding uden ekstra fiberkilder, havde lavere tilvækst end grisene på de øvrige ris-blandinger. Hos de sent fravænnede grise var tilvæksten derimod ens på alle de ris-baserede blandinger. Ved begge fravænningsaldre gav de ris-baserede blandinger cirka 50 gram højere daglig tilvækst end det hvede-baserede startfoder. Ved 11 ugers alderen var slutvægten ikke statistisk sikker forskellig mellem de fire foderblandinger. Ved fem ugers fravænning var der en tendens til, at de grise, der optog foder i dieperioden, voksede hurtigere end de grise, der ikke optog foder. Ved fire ugers fravænning var der ikke forskel på tilvæksten i forhold til foderoptagelse. Tilvæksten fra dag 14 efter fravænning til 11 ugers alderen for de grise, der optog foder/ikke optog foder i farestalden, kunne ikke opgøres. Resultatet tyder på, at fodertildeling i farestalden kun er relevant ved sen fravænningsalder.

Grisenes fravænningsalder havde ingen betydning for antallet af diarrébehandlinger. Dette er i modsætning til tidligere afprøvninger. Heller ikke foderoptagelsen havde betydning for antallet af diarrébehandlinger. Antallet af diarrébehandlinger var alene påvirket af startfoderets sammensætning. Der blev givet flest behandlinger til grisene, som fik startfoder baseret på ris+bygskaller+kartoffelmel. Denne fodertype gav dog samtidig en høj daglig tilvækst. Der var ingen sammenhæng mellem antallet af diarrébehandlinger og mængden af E. coli i gødningen (dag 10 efter fravænning). Dette tyder på, at mange diarrébehandlinger ikke skyldes E.coli.

Deltagere: Roald Koudal og Verner Ruby, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 868

Fodersammensætning, pct.

Appendiks 2

Foderets beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer (resultater er på basis af to analyser, hvis ikke andet er angivet)

Oversigt over produktionsresultater for effekt af fravænningsalder, startfoderet sammensætning og æde-klassificering på tilvækst efter fravænning (første 14 dage) og diarréindikatorer på basis af individ-registreringer

Oversigt over produktionsresultater for effekt af fravænningsalder og startfoderet sammensætning på produktionsresultater efter fravænning og antal diarrébehandlinger på basis af registreringer på stiniveau (æde-klassificering kunne ikke registreres på stiniveau)