Afbrudt diegivning øger foderoptagelsen umiddelbart efter fravænning

Efter fravænning er der stor spredning i, hvornår grise optager foder første gang. Tiden varierer fra mindre end en time til mere end to døgn [1]. Det vil sige, at smågrise i større eller mindre udstrækning faster umiddelbart efter fravænning. Det vides, at lavt energiindtag, dvs. lav foderoptagelse, umiddelbart efter fravænning i forhold til energiindtaget før fravænning kan ødelægge tarmoverfladen hos smågrise [2], [3]. Dette i kombination med det efterfølgende kompensatoriske foderoptag bliver ofte koblet sammen med problemer med diarré.

Tidligere studier tyder på, at det mere er foderoptagelse end fodersammensætning, der er den afgørende faktor for modning af tarmsystemet umiddelbart efter fravænning [3]. Selv om grise, der æder tilstrækkeligt med foder umiddelbart efter fravænning har større tarmtrevler, udvikler en stor del af disse grise også diarré [3]. Desuden er det vist, at optag af betydelige mængder foder ikke forhindrer fravænningsdiarré[4]. Dette stemmer overens med, at de mindste grise ved fravænning har en større foderoptagelse umiddelbart efter fravænning [2]. Der er således noget, der tyder på, at selv om hurtigt voksende store grise ved fravænning har en fordel, alene fordi de er store, så har de et relativt umodent tarmsystem sammenlignet med mindre grise. I en amerikansk undersøgelse [5] blev det fx fundet, at kuldsøskende med en lav kropsvægt havde en mere udviklet fordøjelseskanal end deres tungere kuldsøskende.

Ovenstående indikerer, at fravænning tilsyneladende er en fundamental biologisk proces, der ikke kan omgås alene ved en øget foderoptagelse, selv om foderoptagelsen spiller en rolle. Den fysiologiske adaption, der sker under fravænning, kan måske påvirkes af fasteinduceret metabolisk stress, dvs. at grise, der har været udsat for en form for ernæringsmæssig stress i dieperioden bedre skulle være i stand til at håndtere fravænningssituationen. Dette underbygges af resultater fra Holland [6], hvor en kort faste i form af afbrudt diegivning før fravænning havde en stimulerende effekt på foderoptagelsen efter fravænning, selv om vægten ved fravænning var reduceret. Ved afbrudt diegivning forstås en given periode før fravænning, hvor pattegrisen ikke har mulighed for at die hos soen.

Vores hypotese er, at ved at udsætte pattegrisene for faste i form af afbrudt diegivning, mens de stadig er hos soen, udsættes tarmsystemet for de samme påvirkninger som ved fravænning. Efterfølgende får pattegrisene mulighed for at regenerere tarmsystemet på den bedst tænkelige ernæring, nemlig somælk. Ved denne behandling antages det, at modningen af tarmsystemet kan fremskyndes i diegivningsperioden.

Formålet med forsøget var således at undersøge effekten af afbrudt diegivning på foder- og vandoptagelse, produktivitet samt tarmkarakteristika efter fravænning. Resultaterne af denne undersøgelse er ligeledes publiceret internationalt i Livestock Science [7].

Forsøget blev gennemført på Forsøgsstation Sjælland II ved Roskilde. Til forsøget blev der anvendt 30 smågrise (17 sogrise og 13 galte) fra fire kuld.

Dag 21 efter fødsel blev 10 pattegrise separeret fra deres mor (LY) i 24 timer. Andre 10 pattegrise blev separeret fra deres mor i 24 timer dag 21 og 24 efter fødslen. De fastende grise blev udvalgt tilfældigt fra fire forskellige søer. Under adskillelsen havde pattegrisene ad libitum adgang til drikkevand. Pattegrisene fik ikke tilbudt supplerende foder, hverken når de var adskilt fra soen eller i løbet af dieperioden. Pattegrise, der ikke var udsat for faste i diegivningsperioden fungerede som kontrol. Efter adskillelse fra soen havde alle pattegrisene mulighed for at die hos soen indtil dag 28 efter faring, hvor grisene blev fravænnet. Efter fravænning blev grisene opstaldet individuelt i syv dage. Alle fravænnede grise havde ad libitum adgang til foder og vand. Dagligt blev der registreret foderoptagelse, vægt og gødningskonsistens (0: hård, 1: fast, 2: blød, 3: løs, 4: vandig).

For at bestemme grisenes vandoptagelse blev grisene injiceret med en 20 pct. opløsning af deuterium oxid (D₂O) for at kunne måle vand turnover i kroppen. For at kunne undersøge den efterfølgende fortynding af plasma deuterium fra indtagelse af vand, blev der udtaget blodprøver fra halsvenen før injiceringen (basalt niveau), en time efter injicering (ligevægt) og dagligt i de efterfølgende syv dage efter fravænning. Deuterium-indholdet i plasma blev bestemt som tidligere beskrevet af Theil et al. [8].

Syv dage efter fravænning blev alle grisene aflivet og fordøjelseskanalen fritlagt. Der blev udtaget vævsprøver fra den bagerste del af tyndtarmen (80 cm før blindtarmen) og fra midten af tyktarmen. Prøverne blev fikseret i paraformaldehyd i 24 timer og efterfølgende dehydreret og opbevaret i 70 pct. etanol. De dehydrerede prøver blev gennemvædet med parafin og skåret i 3 µm tykke skiver, der blev PAS-farvet. Villushøjde og kryptdybde blev målt på 15 velorienterede villi og krypter i hver prøve ved hjælp af et lysmikroskop.

Effekten af de forskellige behandlinger på morfologiske data blev analyseret ved hjælp af mixed proceduren i SAS, idet behandling og tarmregion indgik som systematiske effekter og so og grise som tilfældig effekt. Data for daglig tilvækst, gødningskonsistens, foder- og vandoptag blev analyseret som gentagne målinger ved hjælp af mixed proceduren i SAS.

I løbet af de 24 timers faste på dag 21 efter fødsel tabte pattegrisene sig i gennemsnit 220 ± 45 g, hvor pattegrisene i kontrolgruppen i samme periode voksede 350 ± 73 g. Som følge heraf var der en tendens (P=0,08) til, at fravænningsvægten var lavere hos de pattegrise, der blev fastet 2×24 t, hvorimod 1×24 t faste ikke påvirkede fravænningsvægten, tabel 1.

Tabel 1. Effekt af afbrudt diegivning på fravænningsvægten, n = 10

Foderoptagelsen det første døgn efter fravænning var for alle grupper på et lavt niveau, cirka 50 g/dag, figur 1. De følgende tre dage var foderoptaget dog signifikant højere for gruppen af grise, der blev fastet 1×24 t sammenlignet med kontrolgrisene. Herefter indhentede kontrolgrisene de øvrige grupper.

Figur 1. Registrering af daglig foderoptagelse. Forskellige bogstaver for enden af graferne angiver signifikante forskelle (billede 9944)

Den højere foderoptagelse afspejlede sig i en højere daglig tilvækst dag 2 og 3 for grisene fastet i 1×24 t sammenlignet med kontrolgruppen. Gruppen, der fastede i 2×24 t, lå indimellem og var ikke forskellig fra de andre grupper, figur 2.

Figur 2. Gennemsnitlig daglig tilvækst (billede 9945)

Vandoptagelsen varierede meget mellem grisene og der var ikke nogen sikker forskel mellem grupperne, figur 3. Det kan diskuteres, om der er en positiv korrelation mellem vandoptagelsen og foderoptagelsen. Under alle omstændigheder er det påfaldende, at et højt foderoptag tilsyneladende følges af et højt vandoptag, i hvert fald dag 1 til 3 (figur 1 sammenholdt med figur 3).

Figur 3. Dagligt vandoptag (billede 9946)

Konsistens af grisenes gødning fulgte det samme mønster for alle grupperne og der var ingen signifikant forskel mellem grupperne, figur 4. Den maksimale score på ca. 1,5 blev observeret på dag 5 efter fravænning svarende til fast til blød gødning, altså ikke noget, der kunne forveksles med klinisk diarré.

Figur 4. Daglig registrering af gødningskonsistens (billede 9947)

Endvidere blev der ikke fundet nogen effekt af behandlingerne på de morfologiske egenskaber, tabel 2.

Tabel 2. Effekt af afbrudt diegivning på morfologiske egenskaber

Den formodede sammenhæng mellem foderoptagelse efter fravænning og modtagelighed overfor diarré umiddelbart efter fravænning har medført studier af korrelationerne mellem fodersammensætning og -optagelse [4], [9], [10]. Det er blevet påvist, at der er stor variation i den tid, der går fra pattegrisen fravænnes til den æder første gang [2], og tilsyneladende er det selve optagelsen af foder, der er vigtig, i højere grad end fodersammensætningen, der er af betydning med hensyn til modning af tarmsystemet og sundheden umiddelbart efter fravænning [3], [9]. Selv om grise, der æder tilstrækkeligt med foder umiddelbart efter fravænning, har større villi og højere enzymaktivitet ser det ud til, at en større andel af disse grise ligeledes får diarré [3]. I overensstemmelse hermed er det vist, at indtag af signifikante mængder af tørfoder før fravænning ikke hindrer fravænningsdiarré[4], [11].

På den ene side har denne undersøgelse således vist, at afbrudt diegivning kan stimulere foderoptagelsen umiddelbart efter fravænning, men på den anden side var der ikke nogen positiv effekt af denne foderoptagelse på morfologiske egenskaber. For at være i stand til at måle den individuelle foderoptagelse var det nødvendigt at opstalde grisene individuelt, hvilket bevirkede, at grisene var udsat for et betydeligt mindre sygdomspres end hvad der forekommer i praksis. Dette bevirkede blandt andet, at alle grisene var klinisk raske igennem hele forsøget. Denne mangel på diarré i forsøget kan ikke afvises at have påvirket behandlingernes effekt. Det er derfor nødvendigt at undersøge den potentielle positive effekt af afbrudt diegivning i et mere sensitivt system, fx i et system, hvor grisene blev opstaldet gruppevis. Desuden bør der arbejdes med at afklare i hvilken form afbrudt diegivning eventuelt kan praktiseres i praksis, herunder hvor længe og hvor ofte det er nødvendigt at faste pattegrisene.

Endvidere er der behov for at undersøge, om afbrudt diegivning påvirker søernes reproduktion. Til denne undersøgelse blev der bevidst udvalgt søer med store kuld, således at der var flere grise end der var behov for til forsøget. Selv når der var grise separeret fra soen var der således et tilstrækkeligt antal diende grise til at sikre, at soen ikke blev goldet og derved kom i brunst. I en hollandsk undersøgelse, hvor der blev praktiseret afbrudt diegivning ved, at soen blev fjernet fra sine pattegrise 12 timer daglig de sidste 11 dage før fravænning, kom 22 pct. af søerne i brunst i løbet af diegivningen [6].

En kort periode med faste før fravænning kan øge foderoptagelsen umiddelbart efter fravænning. Disse forskelle påvirkede i denne undersøgelse imidlertid ikke de morfologiske egenskaber i tarmen. Med den nuværende viden er afbrudt diegivning ikke brugbar i praksis for svinebesætninger i dag. For at metoden eventuelt kan gøres operationel er der brug for mere viden blandt andet om, hvor længe og hvor ofte pattegrisene skal fastes. Desuden bør en eventuel effekt af afbrudt diegivning på soens reproduktion klarlægges.

Deltagere: Stationsleder John Lund
Afprøvning: 793