Søernes adfærd og brug af skrå liggevæg samt pattegrisenes brug af pattegrisehule i farestier til løsgående søer

 Søernes aktivitetsniveau stiger i det sidste døgn inden faring som følge af deres motivation for at bygge rede. Motivationen for redebygning er hormonelt styret [2], og således uafhængig af opstaldningsform og tilstedeværelse af redemateriale [3].

I dansk svineproduktion er kassestien, hvor soen er placeret i en fareboks, langt den mest udbredte opstaldningsform omkring faring. Fareboksen afskærer søerne mulighed for at vende rundt i stien og begrænser deres mulighed for at udføre normal adfærd op til faring. Derfor har der de senere år været fokus på muligheden for at lade søerne gå løse i farestalden.

At lade søer gå løse omkring faring øger søernes velfærd, men dødeligheden blandt pattegrisene kan være høj [4], [5]. Derfor gøres der i disse år en stor indsats for at finde frem til, hvordan pattegrisedødeligheden hos løsgående søer kan reduceres. Erfaringer fra de få danske besætninger, der i dag har løsgående diegivende søer viser, at pattegrisedødeligheden varierer meget. I løsdrift er pattegrisedødeligheden i en del tilfælde væsentlig højere end i kassestier [6], men i enkelte besætninger er der kun en begrænset forskel [7]. Det viser, at der er et betydeligt potentiale at arbejde for.

Søernes adfærd ved lægge-sig bevægelsen har stor betydning for grisenes risiko for at blive lagt ihjel [8]. I arbejdet med at udvikle en faresti til løsgående diegivende søer er der behov for øget viden omkring hvilke faktorer, der påvirker søernes adfærd i stien. Dette vil kunne udnyttes ved indretning af nye stier og medvirke til lavere pattegrisedødelighed som følge af ihjellægning.

En engelsk undersøgelse [8] har vist, at hvis søerne lagde sig ned i det ’åbne’ rum, var der større risiko for, at pattegrisene blev klemt sammenlignet med, hvis søerne lagde sig op ad fx en væg. Ifølge dansk- og EU-lovgivning skal farestier, hvor søerne holdes løse, være forsynet med beskyttelsesanordninger for pattegrisene, som fx friholderbøjler [9], [10]. Ved brug af friholderbøjle kan pattegrisene undslippe soen, når den lægger sig, men samtidigt har soen kun begrænset mulighed for at bruge stisiden som støtte under lægge-sig bevægelsen.

En tidligere afprøvning med højdrægtige søer viste, at søerne lagde sig ved en væg i 86 pct. af tilfældene, og kun i 14 pct. af tilfældene lagde de sig uden støtte. Det viste sig endvidere, at søerne foretrak vægge uden friholderbøjler. Det var således kun i ca. 16 pct. af tilfældene, at søerne valgte at lægge sig ved en væg med friholderbøjle, mens de i 84 pct. af tilfældene valgte enten en skrå liggevæg eller en almindelig stiadskillelse [11]. Søerne i den pågældende afprøvning viste yderligere en klar præference (P<0,001) for at lægge sig ved stiernes bagvæg frem for de øvrige tre stisider [11].

Foruden søernes adfærd, har en række aspekter omkring pattegrisenes nærmiljø betydning for deres overlevelseschancer og deres risiko for at blive lagt ihjel. Opretholdelse af en normal legemstemperatur er i den forbindelse en vigtig forudsætning for, at grisene kan reagere hurtigt nok til ikke at blive lagt ihjel af søerne.

Ved fødslen skifter temperaturen i pattegrisenes nærmiljø fra 37-38 °C i soen til typisk 18-20 °C i farestalden. Dette forårsager et dyk i pattegrisenes legemstemperatur umiddelbart efter fødsel [12]. I kraft af begrænsede energidepoter ved fødslen har pattegrisene svært ved selv at genoprette og opretholde optimal legemstemperatur, og det er derfor af afgørende betydning, at de tilføres varme fra deres nærmiljø. Når pattegrisene afkøles, får de sværere ved at bevæge sig og dermed sværere ved at nå frem til diegivning, hvilket som en selvforstærkende proces øger pattegrisenes risiko for at dø af sult og kulde. Samtidig øges også risikoen for, at pattegrisene bliver lagt ihjel [13]. Øget tilførsel af varme i nærmiljøet omkring faring har vist sig effektivt til at sænke pattegrisedødeligheden [12]. Pattegrisehulen yder både fysisk og termisk beskyttelse for pattegrisene. Det gælder derfor om hurtigt at gøre pattegrisehulen til grisenes primære opholdszone, når de ikke dier hos soen.

Formålet for denne del afprøvning var at undersøge, hvordan søernes adfærd blev påvirket af indretning med en skrå liggevæg monteret på stiadskillelsen (se figur 1) og friholderbøjler på de øvrige stisider sammenlignet med adfærden i stier med friholderbøjler på alle stisider. Afprøvningen skulle yderligere vise, hvorvidt der var forskel i søernes adfærd i forhold til størrelsen af åbningen til pattegrisehulen, samt betydningen af åbningens størrelse for grisenes brug af pattegrisehulen.

 I afprøvningen er gennemført i en besætning. Stierne blev opdelt i to forsøgsgrupper:

• Gruppe 1 (kontrol – friholderbøjler)
• Stierne havde friholderbøjle på alle 3 stisider
• Gruppe 2 (behandling – skrå liggevægge)
• En skrå liggevæg var monteret på stisiden ind mod nabosoen (se figur 1 og figur 2), mens friholderbøjlerne var bevaret på de øvrige 2 stisider

Videoanalysen, som denne meddelelse tager udgangspunkt i, indgik som en del af en større afprøvning af skrå liggevægge som et muligt alternativ til friholderbøjle i stier til løse farende og diegivende søer. Resultater for pattegrisedødelighed med mere er beskrevet i en tidligere udsendt meddelelse [1].

Stiindretning

Figur 1 viser farestierne i besætningen. Der var ingen overdækning over pattegrisehulerne. Der blev anvendt varmelampe den første uge efter faring og gulvvarme i ca. to uger. Der var plast fuldspaltegulv undtagen i pattegrisehulerne, hvor der var fast betongulv med varme. Der var to forskellige størrelser på indgangen til pattegrisehulerne (se figur 1), mens arealet og udformningen af hulen var ens. Størrelser på indgangen til pattegrisehulerne var ligeligt fordelt mellem gruppe 1 og 2. Området, hvor pattegrisene blev fodret, var afskærmet med en plade, så kun pattegrisene og ikke soen havde adgang her til.

Håndtering af pattegrise ved fodring af so

Søerne blev fodret tre gange dagligt: kl. 7, kl. 11 og kl. 15. Hvis soen rejste sig ved fodring blev pattegrisene lukket inde i hulen, hvis de ikke allerede lå i hulen. Denne procedure blev gentaget ved de første tre-fire fodringer efter faring. Grisene blev holdt indespærret i hulen, indtil soen igen havde lagt sig, hvilket typisk skete indenfor 20 min efter udfodring.

Farestierne var etableret tre-fire år, før afprøvningen blev gennemført. Forud for afprøvningen blev det registreret to gange dagligt, hvor i stierne søerne lå, for at beslutte, hvor den skrå liggevæg kunne placeres. Søerne havde tilsyneladende ikke en foretrukken position, og det blev valgt at montere den skrå liggevæg på stiadskillelsen mellem to stier (se figur 1).

Højden på de skrå liggevægge var ca. 90 cm svarende til søernes højde [14] (figur 4 og 5). Øverst var der en afstand på ca. 5 cm mellem stiadskillelsen og den skrå liggevæg for at lette opsyn og rengøring. Nederst var afstanden mellem stiadskillelsen og den skrå liggevæg ca. 15 cm, og frihøjden fra gulvet til den skrå liggevæg var ca. 20 cm, svarende til placeringerne af friholderbøjlerne.

Højde fra gulv til kanten af friholderbøjle/skrå liggevæg (20 cm, se figur 5) svarede til højden på en 2 uger gammel pattegris [15]. Baggrunden herfor var, at det er i de første uger, at pattegrisene har størst behov for at kunne undslippe soen, når den lægger sig, ved at løbe ind under friholderbøjlen eller den skrå liggevæg. Bredden fra stiadskillelsen til kanten af friholderbøjlen/skrå liggevæg var 15 cm. Det svarede til skulder bredden på en 4-5 uger gammel pattegris [15]. Baggrund herfor er, at selv i den sidste del af diegivningsperioden skal pattegrisene frit kunne færdes bag ved friholderbøjlen eller den skrå liggevæg, uden risiko for at sidde fast.

Tabel 1. Produktionsforhold og beskrivelse af farestaldenes indretning

Antal årssøer	700
Holddrift	Ugedrift
Opstaldning i drægtighedsafdeling	I boks
Antal farestier pr. sektion	8
Sektioner i forsøg	2 – heraf en sektion med kontrolstier og en sektion med forsøgsstier1
Fabrikat, farestier	Fremtiden Staldinventar, specialfremstillet
Fabrikat, skrå liggevægge	Sdr. Vissing Staldinventar, specialfremstillet
Areal pr. sti inkl. pattegrisehule, m2	Ca. 4,9 m2
Areal af pattegrisehule	0,66 m2
Gulvtype	Fuldspaltegulv, plast
Indsættelse i farestald, dage før forventet faring	Ca. 8
Foder til søer	Vådfoder
Foder til pattegrise	Tørfoder i krybbe
Redebygningsmateriale	Halm

 

Registreringer

Der indgik i alt 25 søer i denne del af afprøvningen (for produktionsresultater se [1]). Alle søer/kuld indgik i to grupper friholderbøjle/skrå liggevæg og stor/lille indgang til pattegrisehulen. Antal søer/kuld i de respektive forsøgsgrupper er vist i tabel 2.

Tabel 2. Antal søer/kuld fordelt på vægtype og størrelsen på indgangen til hulen

Grupper		Antal
Friholderbøjle	Lille indgang til hule Stor indgang til hule	5 4
Skrå liggevæg	Lille indgang til hule Stor indgang til hule	9 7

Søerne blev fordelt, således at søerne i gruppe 1: friholderbøjler og gruppe 2: skrå liggevæg i gennemsnit havde samme kuldnummer. Søernes liggeadfærd (med eller uden støtte), position (hvilken væg søerne lagde sig ved, se figur 6) samt hovedretning (mod eller væk fra pattegrisehulen) blev registreret for alle lægge-sig situationer. Disse registreringer blev foretaget på baggrund af videooptagelser af søerne fra et døgn før Fødsel af Første Gris (FFG) indtil fire døgn efter FFG. Pattegrisenes placering i stien og deres aktivitet blev registreret ved punktregistreringer hver halve time fra FFG og frem til to døgn efter FFG.

Statistik

For søerne var de primære forsøgsparametre søernes liggeposition i stien, samt hovedets retning (mod eller væk fra pattegrisehulen) ved lægge-sig bevægelsen. For pattegrisene var det den andel af observationer indenfor perioder af 12 timer, hvor grisene befandt sig i hulen.

Andel af lægninger ved de enkelte positioner, samt andel af tid nede på de enkelte positioner, blev analyseret i SAS som en lineær model med systematisk effekt af gruppe, hule, hoved-retning og registreringsdag, under hensyn til gentagne målinger pr. so.

Soens hovedretning analyseres med logistik regresion, med sytematisk effekt af gruppe og hule samt registreringsdag og gentagne målinger pr. so.

Andel af observationer med grise i hule analyseredes ved hjælp af logistisk regresion med gruppe, hule og periode samt vekselvirkninger som systematiske, under hensyn til gentagne målinger for kuld.

Søernes lægge-sig adfærd og liggeposition i stien

Der blev ikke fundet nogen signifikante forskelle i liggemønsteret hos de to forsøgsgrupper. Tidligere undersøgelser [6], som har vist, at søerne fravalgte vægge med friholderbøjler til fordel for skrå liggevægge, kunne således ikke bekræftes i nærværende afprøvning. Søerne valgte stiadskillelsen lige så ofte, når der var monteret friholderbøjle, som når der var monteret skrå liggevæg (se figur 6), ligesom der heller ikke var forskel på, hvor stor en andel af tiden søer lå ved stiadskillelsen. Andelen af tid søer lå ved stiadskillelsen var henholdsvis 40 og 38 pct. af tiden (n.s).

Ved lægge-sig bevægelsen var position nr. 1; ved stiadskillelsen og dermed test-væggen, den mest benyttede position. Søerne lagde sig langs denne væg i ca. 40 pct. af tilfældene såvel før som efter faring.

Søerne lagde sig midt i stien i omkring 20 pct. af tilfældene. For de resterende knap 40 pct. ses en klar forskel mellem frekvensen før og efter faring (P<0,01).

Figur 8 og tabel 3 viser, hvordan søerne før faring lagde sig ved bagvæggen, mens de efter faring fravalgte bagvæggen til fordel for væggen ved gangen. Dette var, som nævnt, uafhængigt af, om stiadskillelsen havde skrå liggevæg eller friholderbøjle.

Tabel 3. Fordeling af søernes positioner ved lægge-sig bevægelsen uanset forsøgs-/kontrolgruppe

	Før faring, N=25			Efter faring, N=24
	Antal1	Pct.2	Median3	Antal1	Pct.2	Median3	P-værdi (baseret på median)
Ved stiadskillelse	312	37,4	35,3	242	37,2	37,0	n.s.
Mod bagvæg	294	35,4	22,3	103	8,3	9,0	< 0,01
Mod gang	47	5,3	2,0	180	30,2	14,5	< 0,001
Ved patte grisefoder	20	3,1	0	7	1,5	0	n.s.
Midt i sti	170	18,8	32,7	128	22,7	26,7	n.s.
Antal	843	100,0	92,3	660	100,0	78,2	-

1	Det antal gange, hvor det blev observeret, at en vilkårlig so lagde sig på den pågældende position i en given periode enten før eller efter faringen var påbegyndt.
2	Det antal gange en so lagde sig på den pågældende position opgjort i pct. af det samlede antal gange søerne tilsammen lagde sig.
3	50 pct. fraktilen for pct. fordeling af liggepositioner på enkelt so niveau. P-værdien er baseret på medianen.

Tidligere afprøvninger med højdrægtige søer viste, at søerne foretrak at ligge ved en bagvæg [11]. En bagvæg er fx en ydervæg eller den væg, som ligger ligger længst væk fra inspektionsgangen. Afhængigt af stiernes indretning og indbyrdes placering kan forskellige vægge opfattes som bagvæg. I den nærværende afprøvning var det dog i alle tilfælde væg nr. 2, da denne samtidig var sektionernes ydervæg, se evt. appendiks 1 for oversigt over sektioners opbygning.

Ved at ændre position fra bagvæg til væggen ved gangen fik søerne i den aktuelle afprøvning tættere hovedkontakt til pattegrisene i hulen. Resultaterne af den aktuelle afprøvning viste dermed, at søerne efter faring prioriterede kontakten til pattegrisene højere end det at ligge ved en bagvæg. Søernes tendens til at bruge støtte i lægge-sig situationerne var uafhængig af, om der var monteret skrå liggevægge i stierne. Når søerne lagde sig ved en væg (positionerne 1-4, figur 6) brugte de støtte i størstedelen af lægge-sig situationerne, uanset om væggen var udstyret med en skrå-liggevæg eller friholderbøjle.

Søernes høje prioritering af kontakt til pattegrisene bekræftes af resultaterne for søernes hovedretning ved lægge-sig bevægelsen.

Søerne orienterede sig fortrinsvist mod pattegrisehulen i forbindelse med lægge-sig bevægelsen. Dette var uafhængigt af såvel størrelsen på indgangen til pattegrisehulen og forsøgsgruppen. Efter faring lagde søerne sig med med hoved mod pattegrisehulen i ca. 79 pct. af tilfældene. Før faring skete det i ca. 69 pct. af tilfældene. Denne forskel (P=0,01) bekræftede søernes høje prioritering af kontakt til pattegrisene.

Effekten af stor eller lille indgang til pattegrisehulen på søernes lægge-sig adfærd var tilsyneladende meget begrænset. Dog var der en tendens (P= 0,06) til, at søer, som var opstaldet i stier med lille indgang til pattegrisehulen, valgte at lægge sig ved stiadskillelsen (se figur 6) færre gange end søer i stier, hvor indgangen til pattegrisehulen var stor. Søer i stier med lille indgang til hulen havde til gengæld tendens (P=0,08) til oftere at lægge-sig midt i stien, der som tidligere beskrevet er den situation, hvor pattegrisene oftest klemmes [8]. Sammenholdes resultatet med figur 6, som viser en principskitse for stien, kan en mulig forklaring herpå være, at søerne i stier med lille indgang til pattegrisehulen opnåede større kontakt med pattegrisene ved at ligge midt i stien end ved at ligge langs med stiadskillelsen (se figur 6). Det vurderes derfor, at det ikke var størrelsen på indgangen til pattegrisehulen, som havde betydning men derimod placeringen af indgangen. I yderste konsekvens kan en forkert placering af pattegrisehulen og indgangen til den forårsage, at søerne ligger uhensigtsmæssigt i stien, og at de derved kommer til at klemme flere pattegrise.

Søernes aktivitetsniveau

Der blev ikke fundet nogen forskelle mellem aktivitetsniveau hos de to forsøgsgrupper. Dette stemmer overens med resultater fra andre undersøgelser, som har vist, at redebygningsaktiviteten er hormonelt styret [2] og uafhængig af opstaldningsform [3]. Derfor er søernes aktivitetsniveau præsenteret samlet som et gennemsnit for alle søer i afprøvningen i figur 7 og 8. Figur 7 viser udviklingen i det gennemsnitlige antal positurskift pr. time op til, under og umiddelbart efter faring. Antallet af positurskift pr. time er anvendt som et udtryk for søernes aktivitetsniveau. Figuren viser dermed, at søernes aktivitetsniveau stiger fra ca. 16 timer før faring og indtil faringstidspunktet, hvor det topper. I de første timer efter FFG, det vil sige under faring og timerne umiddelbart efter faring, har søerne kun få positurskift, hvilket er hensigtsmæssigt i forhold til pattegrisene. Figuren illustrerer samtidig, hvorfor det netop er op til faring, at begrænsning af råderum påvirker søerne mest, idet deres motivation for bevægelse i denne periode er stor.

Sideleje tolkes som den mest passive positur. Figur 8 viser udviklingen i, hvor meget tid søerne lå i sideleje i forhold til tidspunkt for FFG. Søerne brugte mindst tid i sideleje fra ca. 15 timer før faring indtil ca. 5 timer før FFG (se figur 8). I denne periode havde søerne også mange positurskift (se figur 7). De sidste 4-5 timer inden faring tilbragte søerne mere og mere tid i sideleje, men her havde de stadig relativt mange positurskift, hvilket skal ses i sammenhæng med at de i den sidste del af redebygningsfasen lå meget ned og forsøgte at finde sig til rette inden faring. Under faringen lå søerne i sideleje stort set hele tiden (se figur 8), samtidig med at de havde meget få positurskift (se figur 7). Efter ca. 10 timer fra FFG var såvel positurskift som tid i sideleje tilbage til et niveau svarende til, før redebygningsfasen gik i gang.

Pattegrisenes brug af hulen

I besætningen lukkede personalet pattegrisene inde i pattegrisehulen, hvis soen rejste sig omkring fodring. Ifølge driftlederen blev den praksis foretaget ved alle søer, som rejste sig ved fodring. Pattegrisene var lukket inde, indtil soen igen havde lagt sig, hvilket sædvanligvis skete indenfor 15-20 min. Hensigten med at lukke pattegrisene inde var dels at beskytte pattegrisene mod ihjellægning i den første kritiske periode, hvor de er mindst mobile, og dels at lære pattegrisene selv at bruge hulen. For at undgå at denne praksis blev kilde til fejl i analysen, blev observationer fra 5 min. før fodring indtil 25 min. efter fodring taget ud af datasættet. Størrelsen på indgangen til hulen havde ikke betydning for, hvor hurtigt efter fødslen af første gris kuldet blev observeret i hulen (n.s.).

Figur 9 og 10 viser, at pattegrisene opholdt sig i hulen ved en stigende del af observationerne, jo længere tid der gik fra faringen. Figurerne viser, hvordan pattegrisehulen gradvist over de første to levedøgn blev pattegrisenes primære opholdszone. Denne effekt af periode (P<0,0001) var uafhængig af såvel vægtype (figur 9) som størrelsen på indgangen til hulen (figur 10). Hypotesen, om at størrelsen på indgangen til hulen skulle have betydning for grisenes brug af hulen, kunne således ikke bekræftes.

Størrelsen på indgangen til hulen havde ikke betydning for, hvor meget grisene opholdt sig i hulen. Dette udelukker dog ikke, at størrelsen på indgangen til hulen kan have betydning for andre forhold, herunder hvor let det er for grisene at komme ud og ind af hulen, eller hvordan grisene fordeler sig i hulen. Overordnet vurderes pattegrisenes alder at have større betydning for deres adfærd end størrelsen på indgangen til hulen. Desuden kan det på baggrund af denne afprøvning ikke udelukkes, at den anvendte praksis for at lukke grisene inden i hulen, mens soen fodres, kunne have betydning for pattegrisenes brug af hulen.

Placeringen af en skrå liggevæg i stedet for en friholderbøjle ved stiadskillelsen til nabostien havde ikke betydning for søernes lægge-sig adfærd i den i afprøvningen benyttede stitype.

Test-væggen var både før og efter faring den mest benyttede væg ved lægge-sig bevægelsen (ca. 40 pct.). Dette var uafhængigt af, om stien var indrettet med en støttevæg eller en friholderbøjle ved denne væg.

Søernes valg af liggevæg ændredes omkring faring uafhængigt af forsøgsgruppe. Op til faring valgte søerne at lægge sig ved bagvæggen ved op mod en tredjedel af observationerne. Efter faring valgte søerne i stedet at lægge sig ved væggen mod gangen, hvorved de opnåede en tættere hovedkontakt til pattegrisene i hulen, end bagvæggen gav mulighed for.

Før faring vendte søerne hovedet mod pattegrisehulen i 69 pct. af de gange, de lagde sig. Efter faring steg denne andel til 79 pct. Denne stigning (P=0,01) bekræftede søernes høje prioritering af kontakt til pattegrisene.

Pattegrisene brugte mere tid i hulen jo længere tid, der gik efter faring (P=0,01). Der var ingen effekt af størrelsen på indgangen til hulen på den andel af observationerne, hvor grisene opholdt sig i hulen. Størrelsen på indgangen til hulen kan dog have betydning for andre forhold.

Afprøvningen viste, at søernes valg af liggevæg ikke alene kan styres ved at give søerne adgang til gode liggevægge. Stiernes indbyrdes placering også i forhold til gangareal er af afgørende betydning for, hvor søerne ligger sig i stien. Afprøvningen viste yderligere, at søerne prioriterer kontakten til pattegrisene højt, og de derfor kan vælge at tilsidesætte egen komfort til fordel for bedre kontakt med pattegrisene i hulen. Det anbefales derfor, at der tages højde for disse forskellige elementer, som har betydning for stiens funktion, når der skal indrettes stier til løse farende og diegivende søer.

[1]	Moustsen, V.A. (2006): Skrå liggevægge i stier til løsgående diegivende søer, Meddelelse nr. 755, Dansk Svineproduktion.
[2]	Castrén H., Algers B., de Passillé A.-M., Rushen J., Uvnäs-Moberg K., 1993. Preparturient variation in progesteron, prolactin, oxitocin and somatostatin in relation to nest building in sows, Appl.Anim. Behav. Sci., 38 (1993), 91-102.
[3]	Haskell M.J., Hutson G.D, 1996. The pre-farrowing behaviour of sows with acces to straw and space for locomotion. Appl. Anim. Behav. Sci. 49 (1996), 375-387
[4]	Damm, B.I; Nielsen, N.P. (2000): Centralredestier til løsgående diegivende søer. Erfaring nr. 0012, Landsudvalget for Svin.
[5]	Moustsen, V.A.; Poulsen, H.L.(2005): Erfaring med farestier til løsgående søer. Erfaring nr. 0505, Landsudvalget for Svin.
[6]	Damm, B.I., Pedersen, L.J., Heiskanen, T. & Nielsen, N.P. (2005): Long-stemmed straw as an additional nesting material in modified Schmid pens in a commercial breeding unit: effects on sow behaviour, and on piglet mortality and growth.Appl. Anim. Behav. Sci. 92 (2005), 45-60.
[7]	Moustsen, V.A.; Poulsen, H.L.(2004): Sammenligning af produktionsresultater opnået henholdsvis i en traditionel kassesti og i en sti til løsgående farende og diegivende søer. Meddelelse nr. 679, Landsudvalget for Svin.
[8]	Marchant, J.N.; Broom, D.M.; Corning, S. (2001): The influence of sow behaviour on piglet mortality due to crushing in an open farrowing system. Animal Science 72 (2001), 19-28.
[9]	Bekendtgørelse nr. 323 af 06/05/2003. Bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Justitsministeriet.
[10]	Rådets direktiv 91/630/EØF af 19. november 1991 om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin
[11]	Damm, B.I.; Moustsen, V.A.; Jørgensen, E.; Pedersen, L.J.; Heiskanen, T.; Forkman, B.: (2006): Sows preferences for walls to lean against when lying down. Appl. Anim. Behav. Sci. 99 (2006), 53-63.
[12]	Malmkvist, J.; Pedersen, L.J.; Damgaard, B.M.; Thodberg K.; Jørgensen, E.; Labouriau, R. (2006): Does floor heating around parturition affect the vitality of piglets born to loose housed sows? Applied Animal Behaviour Science 99 (2006), 88–105
[13]	Edwards, S.A.: (2002) Perinatal mortality in the pig: environmental or physiological solutions? (review) Livestock Production Science 78 (2002), 3–12
[14]	Moustsen, V.A.; Poulsen, H.L.; Nielsen, M.F. (2004): Krydsningssøers dimensioner. Meddelelse nr. 649, Landsudvalget for Svin.
[15]	Moustsen, V.A.; Poulsen, H.L. (2004): Pattegrises dimensioner. Notat nr. 0432, Landsudvalget for Svin.

    

Deltagere
Biologistuderende Anne-Marie Michaelsen, Københavns Universitet
Agronom Lene Kathrine Duus (ansat ved Den rullende Afprøvning i perioden)
Landbrugstekniker Hanne Nissen, Den rullende Afprøvning
Landbrugstekniker Jens Martin Strager, Den rullende Afprøvning
Statistiker Mai-Britt Friis Nielsen, Dansk Svineproduktion