6. juli 2000

Meddelelse Nr. 476

Katetergeler’s sædvenlighed

Katetergeler’s sædvenlighed

SAMMENDRAG

Ved kunstig insemination (KS) anvendes i nogle situationer katetergeler som glidemiddel. Disse katetergeler er blevet undersøgt, for at klarlægge om de har en skadelig effekt på ornesæd - udtrykt som bevægelighed af sædcellerne.

Dette blev undersøgt i et laboratorieforsøg, hvor det tilstræbtes at efterligne forholdene omkring inseminering. Forsøget gennemførtes i to dele, hvor den første inkluderede danske, såvel som udenlandske katetergeler (Hatting Gel (Hatting-KS), Katetergel (Hatting-KS), Katetergel (Unitron Scandinavia A/S), Katetergel (Wind Agro og Vestsjællands Ornestation), K-Y Lubricating Jelly (IMV, Frankrig) og Priority Care (Kubus SA., Spanien og Minitüb, Tyskland)), mens den anden del alene omhandlede katetergeler markedsført i Danmark (Katetergel (Hatting-KS), Katetergel (Unitron Scandinavia A/S) og Katetergel (Wind Agro og Vestsjællands Ornestation).

Første del blev gennemført ved at tilsætte 2 ml katetergel til en sæddosis bestående af 80-85 ml færdigfortyndet sæd. For samtlige geler, med undtagelse af en gel - Katetergel (Hatting-KS) - observeredes en sikker negativ effekt på bevægeligheden af sædceller.

Anden del blev lavet som den første, men kun med 0,5 ml gel svarende til praksis. Efter 6 timer med geltilsætning observeredes en negativ effekt på sædcellernes bevægelighed af samtlige geler med undtagelse af én gel - Katetergel (Hatting-KS).

Efter 24 timers gelkontakt fandtes alene en negativ effekt på sædcellernes bevægelighed af ”Katetergel” (Unitron Scandinavia A/S), mens Katetergel (Wind Agro og Vestsjællands Ornestation) samt Katetergel (Hatting-KS) ikke påvirkede sædcellernes bevægelighed. Resultatet ved 24 timer var dog mere usikkert bestemt på grund af det færre antal gentagelser per gruppe.

Overordnet konkluderes det, at anvendelse af de i denne afprøvning undersøgte katetergeler med  undtagelse af én - Katetergel (Hatting-KS) - målt 6 og 24 timer efter gelkontakt - er skadelig overfor sædceller, og derfor ikke kan anbefales anvendt ved insemination - dersom sæden kommer i kontakt med gelen. Den skadelige effekt sås som nedsat bevægelighed af sædcellerne, som i de fleste tilfælde betyder forringede reproduktionsresultater. 

BAGGRUND

I EU markedsføres flere forskellige katetergeler som glidemiddel til brug ved inseminering af søer og polte. Inseminering kan foregå uden brug af gel, men ifølge KS-rådgivere kan gelen være en hjælp hos bl.a. sopolte, der kan være snævre samt ved enkelte søer. Endvidere kan det være en hjælp for de folk, som skal inseminere første gang.

Det anbefales, at smøre halvdelen af indkærvningen på kateteret ind med katetergel. Dette svarer til ca. 2 ml gel per insemination. I Tyskland udføres ca. 20 pct. af alle løbninger (år 1999) med anvendelse af katetergel. Anvendelse af katetergel i Danmark er svær at gøre op udfra salgstal, da gelen i mange tilfælde også anvendes som gel til ultralydsapparater.

Ved anvendelse af katetergel vil gelen ved forkert påsmøring, ved bevægelse af kateteret i skeden og lignende, kommer i kontakt med sæden under insemination.

Der er ikke tidligere gennemført undersøgelser af katetergel’s sædvenlighed.

Formålet med denne afprøvning var at undersøge katetergel’s sædvenlighed, udtrykt som bevægelighed af ornesædceller, af forskellige katetergeler solgt i EU. Dette blev gjort ved at efterligne den gelkontakt, sæden i værste fald kan blive udsat for ved anvendelse under inseminering.

MATERIALEOG METODE

Afprøvningen blev gennemført som et blindforsøg på Hatting-KS, Horsens afdeling, i perioden oktober 1999 - marts 2000.

Afprøvningen blev delt i to. I første del blev følgerne af en stor gelkontakt undersøgt, mens det i anden del blev forsøgt at efterligne den sandsynlige gelkontakt i praksis. Samtidig blev der udført et mindre forsøg til fastlæggelse af den sandsynlige gelmængde, som kunne komme i kontakt med sæden under insemination.   

Der blev i begge delafprøvninger anvendt Duroc-blandingssæd godkendt til salg efter de almindelige godkendelsesprocedurer på KS-stationerne. Sæden blev opbevaret efter tapning mandag ved 16-18ºC i 24 timer - for at efterligne et realistisk tidsinterval fra praksis. Undersøgelse for bevægelighed af sædcellerne foregik efter samme procedure som rutinemæssigt anvendes på KS-stationerne (1).

Del 1. Stor gelkontakt.

Der indgik 6 markedsførte geler vist i tabel 1.

Tabel 1. Geler undersøgt i del 1

Produktnavn

Firma

1. Hatting Gel

Hatting-KS, Danmark

2. Katetergel

Hatting-KS, Danmark

3. Katetergel

Wind Agro, Danmark

Vestsjællands Ornestation, Danmark

4. K-Y Lubricating Jelly

IMV-TECHNOLOGIES, Frankrig

5. Priority Care

Kubus SA., Spanien

Minitüb, Abfüll- und Labortechnik GmbH & Co. KG, Tyskland

6. Katetergel

Unitron Scandinavia A/S, Danmark

Gelkontakt blev udført ved at tilføre 6 sædglas hver 2 ml katetergel. Derefter blev en standarddosis (80-85 ml) færdigfortyndet Duroc-blandings-sæd fra tapning dagen før tilsat hvert af de 6 glas, samt 1 glas uden gel (kontrol). Alle glassene blev lukket med skruelåg og vendt et par gange for at få en fordeling af gelen i sæden og derefter sat til opbevaring ved 37ºC. Opbevaring ved 37ºC blev anvendt for at efterligne temperaturen i soens skede.

Bevægeligheden blev testet 6 og 24 timer efter tilsætning af gel. Gelpåfyldning og tilsætning af sæd blev udført af én person, mens bevægelighedsundersøgelsen blev udført af en anden, således at forsøget var blindet overfor personen, som foretog vurderingen af sædcellernes bevægelighed.

Der blev foretaget 50 gentagelser ved både 6 og 24 timer. Herved kunne der findes en forskel i bevægeligheden på 20 pct. mellem grupperne.

Del 2. Sandsynlig gelkontakt i praksis.

Før påbegyndelse af anden del blev den sandsynlige gelkontakt i praksis fastsat ved at undersøge, hvor stor en mængde gel der i værste tilfælde kunne blive ført med sæden ind i børen. Dette blev gjort ved at påføre et kateter (engangskateter med hvid skumspids, Hatting-KS) ca. 2 ml Hatting Gel, hvorefter man med en behandsket finger smurte en del af gelen i et tyndt lag hen over kateterspidsen.

Derefter blev 80 ml vand fra en standard sædtube hældt gennem kateteret, hvorved mængden af gel der blev ”revet med” kunne bestemmes. Der blev korrigeret for vægten af det vand, der naturligt blev siddende på indersiden af kateteret, ved vejning af kateteret efter gennemløb uden gel.

Der blev udført i alt 54 gentagelser, men til beregning af gennemsnit og standardafvigelse for mængden af gel der blev kun anvendt 42 gentagelser, idet 12 udgik. Dette skete pga. oplysninger fra laboratoriepersonalet om, at der ved disse 12 prøver var blevet benyttet en gel, der var stiv og uklar. Forklaringen på dette er sandsynligvis en længere tids kontakt med luft. Herved øges vandtabet, og gelen bliver mere tyktflydende. Resultaterne fra disse 12 var tydeligt afvigende fra resten. For de resterende 42 gentagelser fandtes et gennemsnit på 0,5 ml gel (std = ± 0,28), som blev ”revet med”, og denne mængde blev benyttet i resten af forsøget.

I denne del blev der kun undersøgt de geler, der markedsføres i Danmark. Dette blev gjort af ressourcemæssige årsager for at begrænse det nødvendige antal gentagelser, og fordi de udenlandske geler - afprøvet i første del - ikke skilte sig positivt ud fra de danske geler.

I denne del indgik tre geler og to kontrolgrupper - det vil sige i alt 5 grupper. De undersøgte geler er vist i tabel 2.

Tabel 2. Geler undersøgt i del 2

Produktnavn

Firma

1. Katetergel

Hatting-KS, Danmark

2. Katetergel

Unitron Scandinavia A/S, Danmark

3. Katetergel

Wind Agro, Danmark

Vestsjællands Ornestation, Danmark

Anden del forløb som første del, dog således at der kun blev anvendt 0,5 ml gel per sæddosis.

For at begrænse antallet af benyttede sæddoser blev sæd til undersøgelse for bevægelighed udtaget fra den samme sæddosis ved begge undersøgelser.

Der blev foretaget 142 gentagelser per gruppe ved både 6 og 24 timer. Herved kunne der findes en forskel i bevægelighed på 10 pct. i forhold til kontrolgrupperne. 

Indholdsstoffer, producent samt forhandler af de undersøgte geler er vist i appendiks.

Alle data er analyseret med variansanalyse i SAS vha. proceduren GLM.

RESULTATER OG DISKUSSION

Del 1. Stor gelkontakt.

I første del indgik i alt 700 undersøgelser for sædcelle-bevægelighed, hvoraf syv undersøgelser udgik pga. laboratoriefejl. Resultaterne er vist i tabel 3.

Tabel 3. Vurdering af bevægelighed af sæd tilsat 2 ml katetergel og opbevaret ved 37ºC i hhv. 6 og 24 timer

Gruppenummer

Bevægelighed efter 6 timer

Bevægelighed efter 24 timer

Gennemsnit

± std*

Gennemsnit

± std

1. Kontrol

86,6a

± 5,6

38,0a

± 35,6

2. Katetergel, Unitron Scandinavia A/S

 

47,4b

 

± 27,8

 

2,7c,d

 

± 4,8

3. Hatting Gel, Hatting-KS

34,8c,d

± 24,2

15,7b

± 22,8

4. Priority Care, Minitüb og Kubus

 

28,8d

 

± 24,8

 

9,0b,c

 

± 14,0

5. K-Y Lubricating Jelly, IMV

39,9c

± 23,9

1,8d

± 4,1

6. Katetergel, Hatting-KS

81,4a

± 9,0

34,7a

± 36,5

7. Katetergel, Wind Agro og Vestsjællands Ornestation

 

10,5e

 

± 11,5

 

5,7c,d

 

± 12,2



Forskelligt bogstav a,b,c,d,e indenfor kolonner angiver statistisk sikker forskellig bevægelighed af sædcellerne (p<0,05).

* Standardafvigelse

Ved både 6 og 24 timer forårsagede alle de undersøgte geler, på nær Katetergel (Hatting-KS), en statistisk sikker lavere sædcelle-bevægelighed end kontrolgruppen. Der var ingen forskel i bevægelighed mellem kontrolgruppen og gruppen med Katetergel (Hatting-KS).

Del 2. Sandsynlig gelkontakt i praksis.

I anden del indgik tre grupper med katetergeler og to kontrolgrupper. Ved analyse af data fra kontrolgrupperne fandtes der ingen forskel mellem de to grupper, således at resultaterne kunne sammenlægges. Den fremkomne kontrolgruppe indeholdt således i alt 284 ejakulater ved 6 timer og 204 ejakulater ved 24 timer. Det reducerede antal ejakulater ved 24 timer skyldtes, at et mikroskop brød sammen i den ene forsøgsuge. Det blev erstattet af et dårligere mikroskop, hvilket gjorde vurderingen af sædcellernes bevægelighed upræcis. Det blev således besluttet at trække de 40 ejakulater per kontrolgruppe (i alt 80) ud af forsøget ved 24 timer. Dette har påvirket styrken af forsøget ved 24 timer. Resultaterne for anden del er vist i tabel 4.

Tabel 4. Vurdering af bevægelighed af sæd tilsat 0,5 ml katetergel og opbevaret ved 37ºC i hhv. 6 og 24 timer

Gruppenummer

Bevægelighed ved 6 timer

Bevægelighed ved 24 timer

Gns.

± std*

Gns.

± std

1. Kontrol

75,4a

± 17,6

51,2a

± 20,6

2. Katetergel, Wind Agro + Vestsjællands Ornestation

 

57,8b

 

± 23,4

 

47,2a

 

± 19,0

3. Katergel, Unitron Scandinavia A/S

57,5b

± 25,4

28,2b

± 22,4

4. Katetergel, Hatting-KS

73,7a

± 17,6

47,7a

± 19,9



Forskelligt bogstav a og b indenfor kolonner angiver statistisk sikker forskellig bevægelighed af sædcellerne (p<0,05).

* Standardafvigelse

Anden del af undersøgelsen viste, at efter 6 timer med geltilsætning var sædcelle-bevægeligheden negativt påvirket af samtlige geler med undtagelse af én gel - Katetergel (Hatting-KS). Der var ingen forskel i bevægelighed mellem kontrolgruppen og gruppen med Katetergel (Hatting-KS).

Efter 24 timers gelkontakt var der alene negativ påvirkning af sædcelle-bevægeligheden ved anvendelse af Katetergel (Unitron Scandinavia A/S), mens Katetergel (Wind Agro og Vestsjællands Ornestation samt Katetergel (Hatting-KS) ikke påvirkede sædcellernes bevægelighed. Resultatet ved 24 timer var dog mere usikkert bestemt på grund af det færre antal gentagelser per gruppe.

Gelerne indeholder primært stoffer, der er af betydning for deres egenskaber som glidemiddel og deres holdbarhed, dvs., der er sandsynligvis i de fleste tilfælde ikke taget hensyn til, om gelerne kan virke cellebeskadigende. Ikke overraskende vil mange af de indholdsstoffer, der er med til at holde gelerne kimfrie (konserveringsmidler), også virke beskadigende overfor almindelige celler. Katetergel (Hatting-KS) indeholder derimod intet konserveringsmiddel, da det har vist sig ikke at være nødvendigt for at opretholde en god holdbarhed (2). Samtidig er Katertergel (Hatting-KS), i modsætning til de andre geler, ikke vandbaseret, hvilket bl.a. betyder, at gelen ikke i samme grad vil blive opløst i sæddosen.

Det blev diskuteret, om brugen af gel muligvis kunne gøre det nemmere for kateteret at ”glide forbi” eventuel forurening, så denne ikke hives med ind i børen ved inseminering. Forureningen sidder i forbindelse med de ydre skamlæber og ca. 2 cm inde i skeden. Hvis man altid husker at aftørre skamlæberne samtidig med at indføring af kateteret udføres korrekt, vil tilstedeværende gel hverken gøre fra eller til i denne sammenhæng.

Konklusion

Det blev i denne afprøvning vist, at gelkontakt, på nær ved anvendelse af én gel - Katetergel (Hatting-KS) - vil påvirke sædens bevægelighed negativt - målt 6 og 24 timer efter gelkontakt - og derfor ikke kan anbefales anvendt ved insemination - dersom sæden kommer i kontakt med gelen. Den nedsatte bevægelighed af sædcellerne vil i de fleste tilfælde betyde forringede reproduktionsresultater. 

Det danske forbrug af katetergel er ikke opgjort, og det er som nævnt meget usikkert hvor meget af det solgte gel, der anvendes til fx ultralydsskanning, men hvis man anvender gel ved KS og denne kommer i kontakt med sæden, viser dette forsøg, at de fleste geler virker negativt på sædcellernes bevægelighed. Hertil kommer en eventuel slimhindeirriterende effekt af gelen i soens skede, som endnu ikke er undersøgt.

REFERENCER

1. Regler for drift og smittebeskyttelse på KS-stationer. December 1999, Landsudvalget for Svin

2. Nielsen, A. D.; Personlig meddelelse. 2000, Medicinkemi Uldum A/S

Arkiv nr.: 341

Timesagsnr.: 341150 / Afpr.: 588

APPENDIKS

Indholdsstoffer samt forhandler af de undersøgte geler.

Hatting gel (forhandles ikke længere):

Produceres af MEKU A/S og forhandles af Hatting-KS.

Indhold: Vand, propylenglykol, polyethylenglykol-14M, carbomer, triethanolamin, benzyl alkohol, calcium (i form af blandede salte), methylchloroisothiazolinon, methylisothiazolinon

Katetergel:

Produceres af MEKU A/S og forhandles af Hatting-KS.

Indhold: Vaseline og paraffinolie

Katetergel:

Produceres af Wind Agro og forhandles af Wind Agro samt Vestsjællands Ornestation.

Indhold: Vand, carbomer, natriumhydroxid, methyl-p-hydroxybenzoat, natriumsalt

Katetergel:

Produceres af Skanderborg apotek og forhandles af Unitron Scandinavia A/S.

Indhold: Carboxymethylcellulosenatrium, dinatriumedetat, benzalkoniumchlorid, glycerol 85%, vand (renset)

Priority Care:

Produceres og forhandles af Kubus SA., Spanien og Minitüb, Abfüll- und Labortechnik GmbH & Co.KG, Tyskland.

Indhold: Propylenglykol, HP-methylcellulose, carbomer, demineraliseret vand og natriumhydroxid

KY Lubricating Jelly:

Produceres og forhandles af IMV-TECHNOLOGIES, Frankrig.

Indhold: Chlorhexidin gluconat 0,03% (ikke oplyst andet)


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Dorthe Rønn Olesen, Johnny Mathiasen, Mads Thor Madsen

Udgivet: 6. juli 2000

Dyregruppe: Søer, Polte

Fagområde: Reproduktion