Traditionel sektioneret opstaldning kontra opstaldning i samme sti fra fødsel til slagtning eller fra fravænning til slagtning

SAMMENDRAG

Produktions- og sundhedsmæssige effekter af tre forskellige opstaldningsformer blev undersøgt i to besætninger. Afprøvningen omfattede følgende forsøgsgrupper: 1) kassesti indtil fravænning og traditionel sektioneret opstaldning fra fødsel til slagtning (kontrol), 2) opstaldning i samme sti og sektion fra fødsel til slagtning (FTS-system med løsgående søer) og 3) kassesti indtil fravænning, derefter kuldvis overflytning til anden lokalitet samt opstaldning i samme sti og sektion til slagtning (FRATS-system) samt alt-ind alt-ud på besætningsplan. Alle grise kom fra forsøgsstation Grønhøj, som var inficeret med almindelig og ondartet lungesyge samt nysesyge. Afprøvningen omfattede 6 forsøgsrunder for gruppe 1 og 2, som omfattede hele perioden fra fødsel til slagtning samt 4 forsøgsrunder for gruppe 3, som omfattede perioden fra fravænning til slagtning. Undersøgelsen omfattede i alt 2.333 producerede slagtesvin.

Resultater for diegivningsperioden viste at pattegrisedødeligheden var signifikant højere for FTS-gruppen (19,7 pct.) sammenlignet med kontrolgruppen (7,3 pct.). FTS-grisenes fravænningsvægt (8,6 kg) var 1,4 kg eller 19 pct. højere end kontrolgruppens (7,2 kg). Forskellen i fravænningsvægt var signifikant, mens den samlede kuldvægt ikke var signifikant forskellig mellem grupper. Der er behov for videreudvikling af FTS-systemet med henblik på at sikre en større overlevelse af pattegrise før det kan anbefales til opstaldning af løsgående søer i diegivningsperioden.

Resultater for perioden efter fravænning viste, at grisene i FRATS-gruppen i gennemsnit opnåede en vægt af 100 kg hhv. 16 og 6 dage før grisene i kontrol- og FTS-gruppen. Derimod var kødprocenten ca. 2 procentenheder lavere for FRATS-grisene sammenlignet med de øvrige grupper hvor den var ens.

Undersøgelsen viste, at grisene i FRATS-systemet ikke viste tegn på at være smittet med hverken almindelig eller ondartet lungesyge. Overflytning af grisene til anden lokalitet ved fravænning kombineret med alt-ind alt-ud på besætningsplan medførte en effektiv smitteafbrydelse i forhold til disse luftvejssygdomme. Grisene i FTS-systemet var derimod kun fri for almindelig lungesyge. Til sammenligning var kontrolgruppen smittet med både almindelig og ondartet lungesyge. Således havde knapt halvdelen af kontrolgruppen almindelig lungesyge.

Den højere produktivitet i FRATS- og FTS-gruppen kom især til udtryk i slagtesvineperioden og skyldtes sandsynligvis en kombination af lavere smittepres og færre belastninger i form af især flytning og sammenblanding samt mindre belægning sammenlignet med den traditionelle opstaldning. Resultaterne antyder, at grisene blev belastet relativt mere af en flytning og sammenblanding ved en vægt på 25-30 kg end ved fravænning.

Afprøvningen belyser hvilke muligheder der er for at udnytte grises vækstpotentiale under forskellige miljøbetingelser. Flytning af grise til anden lokalitet ved fravænning er tilsyneladende en effektiv metode til smitteafbrydelse mellem so og afkom, mens flytninger og sammenblandinger udgør en kraftig belastning, som bør mindskes. En økonomisk sammenligning af de tre opstaldningsformer viser, at den bedste økonomi blev opnået med FRATS-systemet mens FTS-systemet kun er konkurrencedygtigt, hvis pattegrisedødelighed kan reduceres til max. 10 pct.

BAGGRUND

Hidtil er alt-ind alt-ud drift med opstaldning af de enkelte aldersgrupper i sektionerede stalde blevet betragtet som den bedste metode til at kontrollere sygdomme, herunder hindring af smitteoverførsel mellem grise af forskellig alder.

Alt-ind alt-ud drift kan gennemføres på forskellige måder. Den traditionelle metode indebærer at grise af samme alder flyttes til en tom og rengjort staldsektion ved hhv. fravænning og en vægt på ca. 30 kg. En nyere version af denne metode er at flytte alle grise til nye lokaliteter ved hhv. fravænning og ved en vægt af ca. 30 kg (multisite). Herved kan opnås, at grisene kan være fri for nogle af de smitstoffer der findes i soholdet - især luftvejsinfektioner. Begge former for holddrift indebærer som regel at grisene sammenblandes og transporteres. Det er belastninger der kan medvirke til at nedbryde deres modstandskraft mod sygdomme og øge risikoen for smittespredning. En anden metode er at begrænse antallet af flytninger og lade grisene forblive i samme sektion og i samme sti fra fødsel til slagtning (FTS) eller fra fravænning til slagtning (FRATS). Her er målet både at reducere belastninger af grisenes immunsystem og at hindre smitteoverførsel.

Reduktion af flytninger i vækstperioden medfører et større bygningsareal sammenlignet med traditionel sektionering og multisite. Valg af opstaldningsform afhænger derfor af den produktionsøkonomi og -sikkerhed der kan opnås med de forskellige holddriftsmetoder.

I både FTS- og FRATS-systemer er arealet pr. gris større end i et traditionelt anlæg, fordi der skal dimensioneres efter slagtesvinenes pladskrav. Des­uden stilles der større krav til fodringssystem, gulve, varme og ventilation som skal kunne til­vejebringe et optimalt miljø for såvel pattegrise som slagtesvin i FTS-systemet og fravænnede grise og slagtesvin i FRATS-systemet. Krav til varme, ventilation og sygdomskontrol forudsætter endvidere sektionering af staldafs­nittene. Disse forhold resulterer i en for­øgelse af de samlede byg­geom­kost­ninger på 10-20 pct. Omsætningshastigheden er desuden lav svarende til hhv. ca. 2,1 og 2,5 pr. år. Det betyder, at holddriften og løbninger af søer skal styres stramt af hensyn til staldudnyttelsen senere i forløbet.

Enkelte udenlandske undersøgelser antyder, at der kan opnås tilvækstforbedringer på 10-12 (Ekkel, et al., 1995; Hyun et al., 1998) pct. ved at begrænse flytninger og sammenblandinger i vækstperioden. Det har været udgangspunktet for etablering af systemer, hvor grisene opstaldes i den samme sti fra fødsel til slagtning. Der er med denne opstaldningsform desuden rapporteret om kortere produktions­tid, mindre arbejdsfor­brug, mindre gylle (pga. mindre vask og højere effektivitet) og lavere om­kostninger til me­dicin. Tilsvarende positive effekter er rapporteret fra FRATS-systemer.

Formålet med afprøvningen var at sammenligne sundhed og produktion ved at opstalde grise i et traditionelt sektioneret forløb fra fødsel til slagtning med opstaldning i et FTS-system på samme lokalitet eller et FRATS-system på en anden lokalitet end soholdet. Desuden var det hensigten at fastlægge arbejdsmæssige, økonomiske og bygnings­mæssige konsekvenser ved disse former for opstaldning.

MATERIALE OG METODE

Undersøgelsen blev gennemført i to besætninger over en periode på 3 år. Alle grise i undersøgelsen stammede fra besætning 1 (forsøgsstationen Grønhøj), som omfattede ca. 600 søer og slagtesvin i sektionerede stalde. Besætningen var smittet med følgende luftvejssygdomme: Nysesyge (Pasterurella multocida), ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumonia, serotype 2 eller AP2) og almindelig lungesyge (Mycoplasma hyopneumoniae). Besætningen havde tydelige sygdomstegn og problemer med ondartet og alm. lungesyge, mens der ikke var væsentlige tegn på nysesyge. Nysesygen blev effektivt kontrolleret vha. et vaccinationsprogram hos søerne.

Undersøgelsen omfattede følgende forsøgsgrupper:

I besætning 1 blev en slagtesvinesektion indrettet med 14 FTS-stier (gruppe 2), hvor søerne var opstaldet løse i diegivningsperioden.

Besætning 2 omfattede en staldsektion som blev indrettet til opstaldning af grise fra fravænning til slagtning (gruppe 3). Grise blev transporteret fra besætning 1 til besætning 2 ved fravænning. En nærmere beskrivelse af indretning og drift af staldene i de tre forsøgsgrupper fremgår af appendiks.

Ved etablering af forsøgsholdene blev søerne i et ugehold fordelt på grupperne, så de var ens med hensyn til race og kuldnummer. Søerne i gruppe 3 farede 1 uge senere end de to andre grupper.

Der blev foretaget kuldudjævning inden for de første to levedøgn i alle forsøgsgrupper. Grise i gruppe 2 blev ikke halekuperet ved fødsel i modsætning til grisene i de øvrige grupper. Derudover blev grisene behandlet ens i diegivningsperioden. Alle grise blev fravænnet ved en alder af ca. 4 uger og leveret til samme slagteri ved en vægt af ca. 100 kg. Staldsektioner som indgik i undersøgelsen blev tømt, rengjort, tørret og desinficeret før et nyt hold blev indsat. På grund af de praktiske omstændigheder var det ikke muligt at holde samme tomperiode mellem hold og grupper. Der blev dog tilstræbt en tomperiode på mindst 1 uge mellem hold. Grise i de tre forsøgsgrupper blev tildelt samme foderblandinger i de forskellige dele af vækstperioden. Foderet var tilsat antibiotiske vækstfremmere og overholdt anbefalinger angivet i Fokus på normer for næringsstoffer (Landsudvalget for Svin, 1998).

Registreringer

Der blev gennemført registreringer af daglig tilvækst og dødelighed fra fødsel til slagtning samt af foderforbrug fra fravænning til slagtning på holdniveau for gruppe 2 og 3. Der blev desuden foretaget registreringer af alle sygdomsbehandlinger (BSO). Endelig blev registreringer fra den rutinemæssige kødkontrol af alle dyr i undersøgelsen medtaget.

Med henblik på opgørelse af vægtspredning blev 3 tilfældigt udvalgte grise pr. kuld individuelt vejet ved en alder af hhv. 4 uger, 11 uger (afslutning af smågriseperioden) og 17 uger (umiddelbart før den første gris i holdet skulle slagtes). De tre grise blev blodprøvet ved 2. og 3. vejning og ved slagtning blev lungerne undersøgt ved USK (udvidet sygdomskontrol).

Blodprøverne blev undersøgt for antistoffer mod ondartet lungesyge (AP2) og almindelig lungesyge for at vurdere hvornår i produktionsforløbet og hvor mange grise der blev smittet med disse smitstoffer.

Ved USK blev lungelæsionerne opgjort som:

Statistik

Undersøgelsen omfattede 6 afprøvningsrunder for gruppe 1 og 2 samt 4 runder for gruppe 3, som blev etableret senere end de øvrige grupper.

Produktions- og BSO-data blev opgjort på kuldbasis for diegivningsperioden og på sektionsbasis i perioden efter fravænning. Data vedr. dødelighed i diegivningsperioden, fravænningsvægt og kuldvægt blev sammenlignet for gruppe 1 og 2 ved en variansanalyse (GLM, SAS). Resultater vedr. dødelighed og fravænningsvægt blev korrigeret for kuldstørrelse og kuldnummer, mens den samlede kuldvægt desuden blev korrigeret for dødelighed. For perioden efter fravænning blev daglig tilvækst, vægtspredning, dødelighed, alder ved 30 kg samt alder ved slagtning sammenlignet ved en variansanalyse omfattende alle tre forsøgsgrupper (GLM, SAS). Resultaterne undtagen dødelighed blev korrigeret for forskelle i indsættelsesvægt.

Forekomsten af seropositive grise og grise med lungesyge ved slagtning (USK) blev sammenlignet ved en to-vejs logistisk variansanalyse under anvendelse af de 6 (4) gentagelser og de 3 grupper som faktorer. Omfanget af lungeforandringerne hos den enkelte gris blev analyseret ikke-parametrisk ved en Kruskal-Wallis test.

RESULTATER OG DISKUSSION

Produktion

Tabel 1 repræsenterer primært en sammenligning af to faresystemer, hvor søerne var opstaldet i hhv. et løsdriftsystem og et traditionelt system med kassestier og fiksering af søerne. 

Tabel 1. Produktionsresultater for diegivningsperioden

a,b: Gennemsnit med forskelligt bogstav på samme linie er forskellige (p<0,05).

Pattegrise-dødeligheden var i gennemsnit ca. 20 pct. for FTS-gruppen og signifikant højere end for kontrolgruppen. En opgørelse over fordelingen af dødeligheden i de enkelte kuld i de to systemer er vist i figur 1.

Figur 1 antyder, at der var væsentligt flere kuld med meget høj dødelighed i løsdriftsstierne sammenlignet med kassestierne. Det skal tages i betragtning, at det var nemmere at foretage kuldudjævning, herunder fx at samle de mindste grise hos en so i kassestierne. I løsdriftsstierne var det vanskeligere at få soen til at acceptere tilflyttede grise.

Det var sandsynligvis en kombination af systemudformning og driftlederens muligheder for at gribe ind, som var den væsentligste årsag til forskellene i dødelighed mellem systemer. I kassestier bliver grisene i modsætning til løsdriftsstier født i et bestemt område, hvor det er let at observere og redde fx. svagtfødte eller klemte grise. Det er nemmere for driftlederen både at kuldudjævne og flytte grise væk fra soen til et mere sikkert område som fx. pattegrisehulen uden soens påvirkning. I kassestier er der endvidere mulighed for at begrænse risiko for ihjellægning, fordi soen er opstaldet i en boks i hele diegivningsperioden. Undersøgelser af faringsmiljøet i løsdriftsstier ved Danmarks JordbrugsForskning og KVL tyder desuden på, at både mængden og typen af redebygningsmateriale har betydning for soens adfærd under faring, herunder risikoen for ihjellægning. Der er imidlertid behov for mere grundlæggende viden om faktorer, som påvirker pattegrisedødeligheden i løsdriftssystemer.

Fravænningsvægten pr. gris var 1,4 kg (19 pct). højere hos afkom i løsdriftsstierne sammenlignet med kassestierne og svarede til den fravænningsvægt, som er registreret i udendørs sohold. Der var dog ikke statistisk sikker forskel i den samlede kuldvægt mellem grupper. Det må derfor antages, at de overlevende grise i FTS-systemet har haft relativt mere mælk til rådighed end grisene i kontrolgruppen. Imidlertid kan den højere dødelighed ikke udgøre hele årsagen til den højere fravænningsvægt i løsdriftsstierne. Det er kendt, at diegivningen sker i tæt samspil mellem so og afkom, hvor soens mælkeydelse totalt set øges med stigende kuldstørrelse, men mindskes pr. gris. Derfor kunne det forventes, at den samlede kuldvægt var mindre i løsdriftssystemet, hvilket ikke var tilfældet. Det er snarere sandsynligt, at både mælkeydelse og grisenes stimulering af soens yver har været større. Søerne i løsdriftssystemet havde fri adgang til foder og vand i modsætning til kontrolgruppen, hvor søerne kun havde fri adgang til vand. Den større bevægelsesfrihed hos de løsgående søer kan desuden have bidraget til, at det var nemmere for dem at blotlægge hele yveret herunder at blive stimuleret af pattegrisene.

Produktionsresultater for hele perioden fra fravænning til slagtning er vist i tabel 2, mens resultater for smågrise- og slagtesvineperioden er vist i tabel 3. 

Af tabel 2 og 3 fremgår, at produktiviteten var markant bedre i FRATS-gruppen sammenlignet med de to andre grupper. En levendevægt på 100 kg blev nået 16 dage før i denne gruppe sammenlignet med kontrolgruppen - primært pga. en daglig tilvækst, der var ca. 180 g højere i slagtesvineperioden. Den højere vækst gav sig også udslag i signifikant lavere kødprocent hos FRATS-grisene sammenlignet med de to andre grupper. Også FTS-grisene voksede hurtigere end kontrolgruppen, idet de nåede slagtevægten 10 dage tidligere. Der var ikke signifikant forskel i dødelighed mellem grupperne til trods for de nominelle forskelle.

Tabel 2. Prod.resultater for perioden fravænning til slagtning ved 100 kg - gns. pr. hold

a, b, c: Gennemsnit med forskelligt bogstav på samme linie er forskellige (p<0,05).

x, y, z: Gennemsnit med forskelligt bogstav på samme linie er forskellige (p<0,01).

Tabel 3. Produktionsresultater for smågrise- og slagtesvineperioden (fra E-kontrol)

Det er bemærkelsesværdigt, at vækstforskellene hovedsageligt kom til udtryk i slagtesvineperioden. Kun grisene i kontrolgruppen blev flyttet og sammenblandet ved en vægt af ca. 25 kg. Det tyder på, at denne håndtering slår relativt mere igennem ved en høj end ved en lav vægt. Tilsvarende resultater er fundet i en hollandsk undersøgelse, hvor den daglige tilvækst blev påvirket mest hos grise som blev flyttet og sammenblandet ved en vægt af ca. 24 kg sammenlignet med flytning og sammenblanding ved fravænning Vermeer et al. (1997).

En anden årsag til den højere produktivitet hos FRATS-grisene var sandsynligvis, at de var fri for både ondartet og almindelig lungesyge (se senere). Det blev konstateret både ved den rutinemæssige kødkontrol (tabel 5) samt ved USK- og serologiske opgørelser (tabel 6). Flytningen til anden lokalitet ved fravænning  medførte altså en smitteafbrydelse i forhold til de luftvejssygdomme, som fandtes i soholdet. Luftvejssygdomme hæmmer normalt produktiviteten mere hos slagtesvin end hos smågrise, hvilket også kan forklare de kraftige vækstforskelle i slagtesvineperioden sammenlignet med smågriseperioden. I FTS-systemet var grisene påvirket af ondartet lungesyge, hvilket sandsynligvis er årsagen til, at disse grise var knapt en uge længere om at nå slagtevægten end FRATS-gruppen.

Kuldvis opstaldning og alt-ind alt-ud på besætningsplan er ikke normal praksis under danske forhold, hvor grisene normalt sorteres og sammenblandes ved fravænning samt opstaldes i stalde med adskillige aldersgrupper. Det er derfor ikke sandsynligt, at der kan opnås helt så høj en tilvækst i de FRATS-systemer som er under udvikling. Imidlertid viser resultaterne hvordan forskellige miljøforhold påvirker smittespredning og udnyttelsen af grisenes vækstpotentiale. Det er ikke muligt ud fra denne undersøgelse at afklare hvor betydningsfuld den kuldvise opstaldning har været. I tabel 4 er vist resultater for vægtspredning på forskellige stadier i produktionsperioden.

Tabel 4. Vægt og vægtspredning - gennemsnit af 4 hold pr. gruppe

a, b, c: Gennemsnit med forskelligt bogstav er forskellige (p<0,05).

Vægtspredningen var signifikant lavere ved 18 ugers alderen hos grisene i FRATS-systemet sammenlignet med grisene i FTS-systemet. Når vægtspredningen ved 18 uger blev korrigeret for vægtspredning ved fravænning var der ingen sikker forskel mellem grupperne. Det indikerer, at forskelle i vægt ved fravænning ikke udjævnes senere i perioden. Resultaterne tyder desuden på, at der ikke umiddelbart er en vægtspredningsmæssig fordel ved at sortere grisene, idet spredningen for kontrolgruppen ikke afveg fra de andre gruppers. Den lavere variationskoefficient for grisene i FRATS-systemet var sandsynligvis  et resultat dels af en relativ lav vægtspredning ved fravænning dels et lavt smittetryk.

Sundhed

Generelt var der ikke den store forskel i behandlingsfrekvensen mellem kontrol- og FTS-gruppen (tabel 5). Derimod var der ingen sygdomsbehandlinger i FRATS-gruppen. Dette kan tilskrives dels en reelt lavere sygdomsforekomst dels en anden behandlingstærskel hos driftlederen i FRATS besætningen.

Tabel 5. Sygdomme (pct. behandlet) samt forekomst af halebid og brysthindear (pct. af grise) i perioden fra fravænning til slagtning ved 100 kg

Til trods for at grisene i FTS-systemet ikke blev halekuperet var halebidsfrekvensen lav og halebid forekom kun sporadisk i 3 af de 6 hold. I FRATS-gruppen blev der kun konstateret et enkelt tilfælde af halebid. Det er sandsynligt, at den kuldvise opstaldning bidrog til at stabilisere de sociale relationer mellem dyrene og dermed indirekte medvirkede til at forebygge halebid. Derudover kan en bedre kvalitet af stimiljøet i FTS- og FRATS-systemerne have medvirket til at forebygge halebidning, idet begge stityper var forsynet med fast gulv i lejet, overdækninger og strøelse.

Af tabel 6 ses at FRATS- gruppen stort set var fri for både almindelig og ondartet lungesyge ved slagtning. Dette skal sammenholdes med kontrolgruppen, hvor 39 pct. af grisene havde alm. lungesyge og 64 pct. af grisene brysthindear. Også FTS-gruppen havde en meget lav forekomst af alm. lungesyge (4 pct.), mens forekomsten af ondartet lungesyge lå på samme niveau eller over niveauet for kontrolgruppen. For brysthindear stemte USK-fundene godt overens med resultater fra den rutinemæssige kødkontrol (tabel 5). Den højere forekomst af brysthindear fundet her ved USK er ligeledes set i andre undersøgelser, der har sammenlignet USK med den rutinemæssige kødkontrol. Omfanget af almindelig lungesyge hos den enkelte gris var væsentligt lavere i både FTS- og FRATS-grupperne sammenlignet med kontrolgruppen. 

De serologiske undersøgelser viste, at grisene i FRATS-gruppen hverken var smittet med AP2 eller mykoplasmer. Resultaterne indikerer, at der blev opnået en effektiv smitteafbrydelse ved at flytte grisene til anden lokalitet end soholdet ved fravænning. For ondartet lungesyge var der ikke forskel mellem kontrol- og FTS-gruppen. Mellem 22-35 pct. af grisene var i begge grupper seropositive ved 30 kg, stigende til 81-95 pct. umiddelbart før slagtning. Grisene i kontrolgruppen blev tilsyneladende inficeret med mykoplasmer kort før slagtning, hvilket ses af det lave antal seropositive og høje antal grise med lungeforandringer.

Tabel 6. Forekomst af grise med forskellige lungeforandringer ved slagtning (USK) og grise med antistoffer mod AP2 og mykoplasmer (3 grise pr. kuld og 4 hold pr. gruppe)

a, b: Gennemsnit med forskelligt bogstav på samme linie er forskellige (p<0,0001).

c, d: Gennemsnit med forskelligt bogstav på samme linie er forskellige (p=0,02).

e, f: Gennemsnit med forskelligt bogstav på samme linie er forskellige (p=0,006).

Drift, arbejdsforhold og økonomi

Det var vanskeligt at opgøre arbejdsforbruget reelt for de forskellige opstaldningsformer pga. de relativt få stier, som indgik i undersøgelsen. Der vurderes, at arbejdsforbruget i diegivningsperioden lå på samme niveau i FTS-systemet, som for den traditionelle farestald. I perioden fra fravænning til slagtning anslås arbejdsforbruget samlet at være ca. 10 pct. lavere for både FTS- og FRATS-systemet sammenlignet med det traditionelle system pga. mindre vask og flytning af grise. Det daglige pasningsarbejde var ikke væsentligt forskelligt. Ved levering fra FTS- og FRATS-systemer må der påregnes ekstra tid til uddrivning af grisene, som var bange for at bevæge sig ud på gangarealerne. Ved brug af FRATS-systemet bør muligheden for at drive grisene ind i stierne ved indsættelse udnyttes til at vænne dem til at bevæge sig på gangarealet uden for stierne, når de skal leveres.

I tabel 8 er vist resultater af en beregning af de produktionsøkonomiske konsekvenser ved de tre opstaldningsformer.

Beregningerne er foretaget med udgangspunkt i en besætning på 228 søer og 12 sohold. Bygningsinvesteringerne og arbejdsforbruget er beregnet i Landsudvalget for Svins holddriftsprogram. For FTS-systemet er der foretaget tilnærmede beregninger med udgangspunkt i, at farestierne mere ligner en slagtesvinesti end en faresti. Effektiviteten herunder produktionsperioder svarer til de resultater, som blev opnået i afprøvningen. Dog er der lavet en beregning yderligere for FTS-systemet, hvor pattegrisedødeligheden er reduceret til samme niveau, som i kontrolgruppen (FTS2). Foderpriserne er fra Den beregnede Smågrisenotering.

Tabel 8. Sammenligning af produktionsøkonomi (sektioneret drift 12 sohold, 228 søer)

*0,55 m² pr. gris og samme antal grise pr. sti i hele perioden.

Beregningerne i tabel 8 viser, at FRATS-systemet med de pågældende forudsætninger medfører den bedste økonomi, mens FTS-systemet kun er konkurrencedygtigt, hvis pattegrisedødeligheden reduceres til ca. 10 pct. Beregninger er i overensstemmelse med tidligere opgørelser foretaget ved Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut (Nørgaard, 1998).

Både FTS-systemet og FRATS-systemet er interessante at arbejde videre med på grund af mulighederne for at reducere arbejdsbyrden, herunder flytnings- og rengøringsarbejdet, der generelt betragtes som mest belastende.

Deltagere:

Landbrugstekniker Tommy Nielsen, afdelingsleder Finn Udesen, edb-konsulent Verner Ruby, veterinærtekniker Ivan Tofte Hansen, dyrlæge Gorm Christensen og statistikker Henrik Wachmann.

REFERENCER

Ekkel, E. D., C. E. A. van Doorn, M. J. C. Hessing, and M. J. M. Tielen. 1995. The specific-stress-free housing system has positive effects on productivity, health and welfare of pigs. J. Anim. Sci. 73:1544-1551.

Hyun, Y., M. Ellis, G. Riskowski, and R. W. Johnson. 1998. Growth performance of pigs subjected to multiple concurrent environmental stressors. J.Anim. Sci. 76.

Fokus på normer for næringsstoffer, 1998. Landsudvalget for Svin.

Nørgaard, N. 1998. Nye sundhedsforbedrende staldsystemer til svin. Rapport nr. 98. Statens jordbrugs- og fiskeriøkonomiske Institut. 81 pp.

Vermeer, H. M., Plagge, J. G, Binnendijk, G. P. & Backus, G. B. C. 1997. Huisvesting van varkens in één hok van geboorte tot slacht. Praktijkonderzoek Varkenshouderij, Proefverslag nummer P 1.170. Nederland.

Afpr. nr. 409 / Arkiv nr. 625

APPENDIKS - Produktionsforhold for forsøgsgrupper