Arvelighed af dryptab hos landrace, yorkshire og duroc

Dryptabet -eller kødets evne til at holde på kødsaften - er en vigtig kødkvalitetsegenskab uafhængigt af, om kødet skal anvendes til forarbejdning eller til fersk konsum.

Det er kendt viden, at enkeltgener som halothangenet og RN-genet hos Hampshire har en negativ effekt på dryptabet, men tidligere undersøgelser har indikeret, at der også er genetisk variation i dryptab målt på slagtekroppe, hvor disse gener ikke findes.

Formål

Formålet med undersøgelsen var at bestemme dryptabets arvelighed hos Landrace, Yorkshire og Duroc.

Gennem ca. et år er der målt dryptab i kam på alle slagtede forsøgsgrise (hangrise) fra forsøgsstation Bøgildgård. Forsøgsgrisene blev fodret ad libitum med tørfoder i hele perioden, og de fastede i ca. 18 timer forud for slagtning. Alle forsøgsgrise blev slagtet på Danish Crowns afdeling i Struer.

Dryptabet blev målt med den såkaldte ”containermetode”, der er udviklet af Slagteriernes Forskningsinstitut (Rasmussen A. J. og M. Oksama, 1998). Metoden går i korte træk ud på, at der udbores et kødstykke i kammen, der er ca. 20 mm tykt og har en diameter på 25 mm. Kødstykket placeres derefter i et specielt bæger, der er lufttæt. Efter 24 timers opbevaring ved 4° bestemmes dryptabet.

Arveligheden af dryptab blev bestemt racevis ved hjælp af VCE4-programmet under antagelse af følgende enkelt-egenskabs-dyre-model (single trait animal model):

Dryptab = a kødvægt + sektion + slagtedag + dyr + rest

Hvor kødvægt er (regressions-)effekten af vægten af det udtagne kødstykke. Sektion og slagtedag er systematiske effekter. Der blev medtaget familieoplysninger to generationer tilbage.

Der blev ikke beregnet arvelighed for dryptab hos Hampshire, hvilket skyldes kendskabet til RN-genets tilstedeværelse i denne race.

Gennemsnit og spredning i dryptab for de enkelte racer er vist i tabel 1.

Tabel 1. Antal dyr, gennemsnit (procent) og spredning for dryptab

Det fremgår af tabellen, at dryptabet er mindst hos Duroc og størst hos Hampshire. Det store dryptab hos Hampshire er ikke overraskende, da stort set alle Hampshiregrise var bærere af RN-genet, der giver et lavt slut-pH og et stort dryptab.

Det var derimod overraskende, at dryptabet hos Landrace var så stort - det var ikke signifikant forskelligt fra dryptabet hos Hampshire. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at der er så stor spredning i dryptabet hos Landrace.

På grund af de fundne raceforskelle i dryptab blev beregningerne af arvelighed for dryptab foretaget for hver race for sig (h²). Arveligheden (og dennes spredning) blev bestemt til:

Der blev fundet en forholdsvis høj arvelighed af dryptab hos Yorkshire, en moderat arvelighed hos Duroc, mens arveligheden hos Landrace ikke var forskellig fra nul.

Efter at disse resultater fremkom, blev det besluttet at undersøge, om der fandtes halothanbærere eller RN-gener i Landrace. Der blev foretaget yderligere 126 dryptabsbestemmelser på slagtede Landrace-forsøgsgrise, og herfra blev de kødprøver, hvor der var fundet de højeste dryptab undersøgt for forekomst af halothan- og RN-gener. Resultatet heraf viste, at hverken halothangenet eller RN-genet kunne forklare de høje dryptab, da ingen af de uønskede gener blev fundet i kødprøverne.

Det kan konkluderes, at selektion for dryptab hos Yorkshire og Duroc er mulig, og det forventes, at dryptabet hos Hampshire vil blive væsentligt reduceret, når RN-genet er fjernet.

Der arbejdes videre med at finde årsagen til det forholdsvis høje dryptab hos Landrace.