Fordøjeligheden af næringsstoffer i foder tilsat 60 pct. roepiller

Drægtige søer fodres normalt restriktivt med en koncentreret foderblanding (cirka 100 FEs pr. 100 kg). Dette medfører en længere periode med sult hos drægtige søer, hvilket ytrer sig i høj forekomst af stereotypier hos fikserede søer og forøget aggression hos løsgående søer. Aggression hos løsgående søer er et velfærdsproblem, der direkte eller indirekte kan medføre produktionstab på grund af tab af fostre m.m.

Nyere undersøgelser viser, at fodring med fiberrige foderblandinger har en gavnlig effekt på drægtige søers adfærd og velfærd. Således medfører fodring med foderblandinger indeholdende store mængder opløselige fibre fra sukkerroer en reduktion af stereotypier hos fikserede, drægtige søer og en nedgang i aggressionen hos løsgående, drægtige søer (Vestergaard, 1997). En del af virkningen skal sandsynligvis tilskrives en øget mæthed som følge af indtag af store mængder opløselige fibre, der blandt andet har en høj vandbindingskapacitet, og som fylder meget. Der må dog samtidig forventes en reduceret næringsstofoptagelse (Michel og Rerat, 1998).

Tørstof af sukkerroer indeholder cirka 80 pct. fibre, heraf er cirka halvdelen opløselige ikke-celluloseholdige polysakkarider, først og fremmest pektiner. Den anden halvdel består af næsten lige dele uopløselige ikke-cellulose polysakkarider og cellulose (Bach Knudsen, 1997).

Det høje indhold af opløselige fibre er årsagen til sukkerroefibrenes relative høje vandbindingskapacitet. Flere undersøgelser med sukkerroefibre har vist, at fibrene næsten fuldstændig nedbrydes i maven og tarmkanalen hos slagtesvin og søer (Longland et al., 1993; Noblet og Bach Knudsen, 1997; Olesen, 1999). Dette skyldes fibrenes opbygning og høje vandbindingskapacitet, der gør, at fibrene får en forholdsvis stor overflade og dermed en stor angrebsflade for mikroorganismer i fordøjelseskanalen.

Fibre fra sukkerroer omsættes, i lighed med andre fibertyper, først og fremmest i blind- og tyktarm, hvor fibrene virker som næring for mikroorganismerne. Et højt indhold af fiber vil derfor øge udskillelsen af mikrobiel biomasse og dermed øge behovet i blind- og tyktarm for kvælstofholdige forbindelser. I denne sammenhæng har der været stillet spørgsmålstegn ved, om proteinindholdet i foderblandingerne kan være en begrænsende faktor for omsætningen af fibre i blind- og tyktarm.

Afprøvningens formål var at undersøge nedbrydningen af fiberkomponenter samt deres påvirkning på fordøjeligheden af andre næringsstoffer i maven og tarmkanalen hos søer, der blev fodret med en almindelig drægtighedsblanding med et lavt indhold af fibre eller en fiberrig drægtighedsblanding indeholdende blandt andet 60 pct. roepiller (Pulpetter).

Afprøvningen blev gennemført i samarbejde med Danisco Sugar.

Materialer og metoder

Afprøvningen blev gennemført i én besætning, hvor søerne var opstaldet i stabile grupper. Der blev fodret med indkøbt, pelleteret tørfoder, som søerne åd fra gulvet. Søerne blev fodret én gang om dagen. I forsøget indgik i alt 30 søer, der var ligeligt fordelt mellem to stier. I den ene sti fik søerne kontrolfoder, i den anden fik de forsøgsfoder. Begge foderblandinger var tilsat et markørstof. Søerne var fra 8. til 12. drægtighedsuge. Forsøgsperioden var på i alt 10 dage.

Forsøgsgrupper:

• Kontrolblanding - almindelig drægtighedsblanding med lavt fiberindhold
• Forsøgsblanding - fiberrig foderblanding med blandt andet 60 pct. roepiller

Foder og analyser

Kontrol- og forsøgsblandingernes sammensætning af råvarer fremgår af tabel 1. Sammensætningen svarede til foderblandinger anvendt i en afprøvning, der havde til formål; dels at eftervise en tidligere fundet sammenhæng mellem indsættelsestidspunkt og antal totalfødte grise pr. kuld; dels at undersøge om det via foderets sammensætning og valg af fodringsstrategi (tilnærmet ad libitum fodring) var muligt at fjerne den aggressive adfærd hos løsgående, gruppefodrede søer (Den rullende Afprøvning, meddelelse nr. 444, 1999).

Til foderblandingerne blev tilsat 2 g kromoxid (Cr2O3) pr. kg som ufordøjeligt markørstof. Stoffet blev anvendt ved beregning af næringsstoffernes fordøjelighed.

Tabel 1. Foderblandingernes sammensætning, pct.

Gødningsprøver

Efter søerne havde ædt foder iblandet markørstof i otte dage, blev der udtaget gødningsprøver fra alle 30 søer, og dette blev gentaget efter yderligere to dage. Prøverne blev udtaget direkte fra endetarmen.

Kemiske analyser

Gødningsprøverne blev frysetørret til konstant vægt inden de kemiske analyser. Samtlige analyser på foder og gødning blev foretaget som dobbeltbestemmelser.

Aske blev analyseret i henhold til Association of Official Analytical Chemists (1990). Protein (N x 6,25) ved brug af en Kjell-Foss 16200 autoanalysator. Fedt blev ekstraheret med diethyl æter efter sur hydrolyse som beskrevet af Stoldt (1952). Stivelse blev bestemt ved et enzymatisk-kolorimetrisk assay som beskrevet af Bach Knudsen (1997). Kostfibre som total ikke-stivelses polysakkarider (NSP), cellulose samt opløselig og ikke-opløselig ikke-cellulose (NCP) ved en enzymatisk-kemisk analysemetode og Klason lignin gravimetrisk som beskrevet af Bach Knudsen (1997).

Statistik

Fordøjeligheden af næringskomponenter blev beregnet ved brug af kromoxid (Cr2O3) som markør og beregnet som:

hvor X(F/G) er koncentrationen af næringskomponenten (fx protein, fedt, NSP osv.) i foder (F) og gødningsprøver (G).

Fordøjede næringsstoffer og udskillelsen af næringsstoffer pr. dag blev beregnet med udgangspunkt i de fordøjede næringsstoffer og et fikseret foderindtag på 2,2 FEs pr. dag, hvilket svarede til et indtag på henholdsvis 1.929 g tørstof pr. dag for kontrolgruppen og 1.972 g tørstof pr. dag for forsøgsgruppen.

Resultaterne fra fordøjelighedsforsøget blev analyseret ved en ensidet variansanalyse.

Som det fremgår af tabel 2, havde forsøgsfoderet et markant lavere indhold af stivelse, men samtidig et væsentligt højere indhold af fiberkomponenter. Total NSP var øget fra 136 g pr. kg ts. i kontrolfoderet til 355 g pr. kg ts. i forsøgsfoderet, cellulose fra 26 g pr. kg ts. i kontrolfoderet til 108 g pr. kg ts. i forsøgsfoderet, total NCP fra 110 g pr. kg ts. i kontrolfoderet til 247 g pr. kg ts. i forsøgsfoderet og opløselig NCP fra 34 g pr. kg ts. i kontrolfoderet til 114 g pr. kg ts. i forsøgsfoderet. Størstedelen af NCP i roefibre er opbygget af pektin polysakkarider, der har en høj andel uronsyre, galaktose og arabinose. Forsøgsfoderet havde et lavere indhold af fedt og et lidt højere indhold af protein.

Tabel 2. Kemisk sammensætning af foderblandinger (g/kg tørstof). Værdier i parentes ( ) angiver den opløselige fraktion

Sammensætningen af tørstof fra gødningen er vist i tabel 3. Til trods for at indholdet af fibre var væsentligt højere i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet, havde gødningen fra kontrolsøerne et højere indhold af cellulose og NCP end gødningen fra forsøgssøerne, hvorimod det modsatte var tilfældet for Klason lignin og især protein. Der var ingen statistisk sikker forskel i sammensætningen af tørstof fra gødningen med hensyn til indholdet af aske, organisk stof, fedt og total kostfibre - NSP og Klason lignin. Totale kostfibre udgjorde cirka halvdelen af tørstoffet fra gødningen.

Tabel 3. Kemisk sammensætning (g/kg tørstof) af gødningsprøver efter fodring med kontrol- og forsøgsfoder i 10 dage

Flere undersøgelser har vist, at sukkerroefibre er en forholdsvis let omsættelig fiberkilde både hos slagtesvin og hos søer. Dette var også tilfældet i denne undersøgelse, der viste, at fordøjeligheden både af cellulose (p=0,0001) og NCP sukkermonomere (p=0,0001) med undtagelse af xylose var markant højere efter fodring med forsøgsfoderet sammenholdt med kontrolfoderet (tabel 4). Cellulose anses normalt for at være forholdsvis vanskeligt at omsætte, idet cellulose i de fleste planter primært findes i lignificeret væv, som fx skaldelene. Dette var formodentlig også årsagen til, at fordøjeligheden af cellulose var så lav i kontrolfoderet, idet størstedelen af cellulosen i denne foderblanding stammede fra skaldelene fra byg. I sukkerroefibre findes cellulosen i ikke lignificerede væv og plantevævet er samtidig forholdsvis løst organiseret, hvilket gør det muligt for mikrofloraen at foretage en næsten fuldstændig nedbrydning af cellulosen. Fordøjeligheden af pektinholdige komponenter var meget høj, hvilket kan udledes af den høje fordøjelighed af arabinose, galaktose og uronsyre. På baggrund af den høje fordøjelighed af NSP-komponenter var der således ikke noget, der tydede på, at kvælstofindholdet i blind- og tyktarm var en begrænsende faktor for omsætningen af fibre hos søer.

For Klason lignin var der ingen forskel mellem de to foderblandinger, men der blev generelt fundet negative fordøjelighedskoefficienter. Det skyldes, at Klason lignin fraktionen i gødningen indeholder andre komponenter end lignin, som fx bakterierester.

Tabel 4. Fordøjelighed (pct. af indtag) af kontrol- og forsøgsfoder

Omsætningen af kulhydrater i blind- og tyktarm resulterer i dannelse af mikrobiel biomasse. Dette var den direkte årsag til faldet i fordøjeligheden af både protein og fedt i forsøgsfoderet, idet mikrobiel biomasse indeholder en høj andel protein og fedt.

Den ændrede næringsstofsammensætning i forsøgsfoderet i forhold til kontrolfoderet gav sig udslag i en markant ændret profil af fordøjede og udskilte næringsstoffer (tabel 5). Som det fremgår af tabellen gjaldt dette specielt for fordøjelsen af kulhydrater, idet fordøjelsen af stivelse, der primært optages fra tyndtarm, faldt fra 939 g pr. dag ved fodring med kontrolfoderet til 335 g pr. dag ved fodring med forsøgsfoderet, hvorimod fordøjelsen af NSP, der primært omsættes i blind- og tyktarm, blev øget fra 163 g pr. dag ved fodring med kontrolfoderet til 615 g pr. dag ved fodring med forsøgsfoderet. For protein var der kun en mindre forskel i den fordøjede mængde mellem de to foderblandinger, hvorimod den fordøjede mængde fedt faldt fra 91 g pr. dag i kontrolfoderet til 39 g pr. dag i forsøgsfoderet.

Den ændrede fodersammensætning havde også stor indflydelse på udskillelsen af ufordøjede næringsstoffer. Som det fremgår af tabel 5, var både den totale mængde organisk stof og udskillelsen af protein markant højere ved fodring med forsøgsfoderet sammenholdt med kontrolfoderet. Det resulterer i en udskillelse af protein (kvælstof N), der er dobbelt så stor for forsøgsblandingen som for kontrolblandingen.

Tabel 5. Fordøjede og udskilte makronæringsstoffer (g pr. dag) ved fodring med kontrol- og forsøgsfoder

Set i lyset af restriktioner vedrørende udledningen af kvælstof kan brugen af såkaldt adfærdsregulerende foderblandinger med et højt indhold af fibre fra fx roepiller således være problematiske at anvende, fordi udskillelsen af kvælstof øges sammenlignet med optagelse af tilsvarende mængder almindelig drægtighedsfoder uden roepiller. Kun ved en reduktion af foderforbruget vil det umiddelbart være muligt at eliminere denne større udskillelse af kvælstof. Nedenstående aspekter skal dog inddrages ved afvejning af fordele og ulemper.

Ved mikrobiel omsætning af fiberrige foderblandinger frigives der varme, der vil kunne bidrage til soens egen varmeproduktion i de perioder af året, hvor det er særlig nødvendigt. Når søer ikke fodres med fiberrige foderblandinger, skal de i kolde perioder have ekstra foder for at holde samme huld, da en del af energien i foderet anvendes til varmeproduktion. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, hvor meget varme, der produceres ved brug af fiberrige foderblandinger, men forsøg på dette område er i gang. Hvis søerne er opstaldet i isolerede bygninger, vil det være begrænset hvor meget ekstra foder, der behøves for at kompensere for lavere temperatur.

I en afprøvning, hvor tilsvarende foderblandinger blev anvendt, fik søer, der blev fodret med kontrolblandingen, mere foder pr. dag for at reducere deres aktivitet og aggressionsniveau (Den rullende Afprøvning, meddelelse nr. 444, 1999). Beregnet ud fra søernes tilvækst i drægtighedsperioden har søerne fået 0,5 FEs pr. dag mere end de søer, der fik forsøgsblandingen. Da proteinudskillelse via gødning pr. dag er 58 g efter indtagelse af 2,2 FEs, vil en ekstra tildeling af foder på 0,5 FEs pr. dag føre til en ekstra udledning af kvælstof på cirka 2 g pr. so pr. dag.

Tidligere forsøg (Vestergaard, 1997) har vist, at søer fodret med fiberrige foderblandinger åd mere foder i diegivningsperioden. Som følge heraf var vægttabet i diegivningsperioden mindre og foderforbruget til genvinding af vægttabet tilsvarende mindre end for søer fodret med kontrolfoder.

Ulempen ved brug af fiberrige foderblandinger er, at det øger udledningen af kvælstof i forhold til brug af en fiberfattig foderblanding, hvilket er med til at reducere antallet af søer, der kan være I besætningen. Her bør hensynet til søernes velfærd imidlertid indgå i kalkulationerne. Hvis det ikke via foderets sammensætning gøres muligt at sikre søerne en mæthedsfornemmelse efter foderoptagelsen, skal det kunne opnås via andre metoder eller tiltag. Det kan fx gøres ved restriktiv tildeling af tilskudsfoder via elektronisk foderstation samt fri adgang til grovfoder, fx pektinfoder. Dette undersøges p.t. af Den rullende Afprøvning.

Deltagere:
Landbrugstekniker Thomas Ladegård Jensen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning nr.: 525