4. oktober 2001

Meddelelse Nr. 530

Funktionsvurdering af rørfodringsautomater til FRATS

Seks forskellige rørfodringsautomater til FRATS-produktion blev i to besætninger sammenlignet med hensyn til funktion i forbindelse med anvendelse af pelleteret foder.

Seks forskellige rørfodringsautomater til FRATS-produktion blev i to besætninger sammenlignet med hensyn til funktion i forbindelse med anvendelse af pelleteret foder. I vurderingen indgik foderspild, justeringsvenlighed, indlæringsvenlighed, brodannelse, kagedannelse, rengøringsvenlighed, arbejdsmiljø, samt holdbarhed og slid.

Følgende automater indgik i sammenligningen:

  • Ergomat fra TH-klimateknik
  • Maximat til smågrise med trug til slagtesvin fra Skiold Echberg A/S
  • AP-SWING Maxi fra Agro-Products Aps
  • FunkiMat (FRATS) fra FUNKI
  • FAABORG 3-I-EN FRATS 70 fra DUROFARM FAABORG A/S
  • Domino Starfeeder fra DOMINO A/S.

Vurderingen af hver automat blev samlet i et funktionsindeks hvor de checkpunkter, som betød mest for produktionsøkonomien, eller grisenes mulighed for at betjene automaten, blev vægtet højest. Automaterne Ergomat, AP-SWING og FAABORG 3-I-EN FRATS 70 opnåede alle tre stjerner og fik dermed vurderingen ”God”. Automaterne Maximat, FunkiMat og Domino Starfeeder opnåede to stjerner og fik vurderingen ”Under middel”.

Det var generelt for alle automater, at nyfravænnede grise trådte op i krybber og drikkekopper. Det skyldtes, at de ellers ikke kunne nå uddoseringsenheden. Når der var trængsel ved automaten, placerede grisene sig ofte på tværs af automaten med et ben eller flere i krybbe eller drikkekop.

Der var mindst fugt på gulvet omkring automaten AP-SWING og tilsyneladende også det mindste foderspild. Der var et lille foderspild ved automaterne FunkiMat, FAABORG 3-I-EN FRATS 70, Maximat og Ergomat og fugtigt på gulvet omkring automaterne, idet grisene ofte trådte op i drikkekopperne for at nå ind til foderet. Denne adfærd medførte, at drikkevandet ofte var beskidt.

FAABORG 3-I-EN FRATS 70 havde tilstrækkeligt med indstillingsmuligheder og var let at betjene. De øvrige automaters justeringsanordninger havde større eller mindre mangler.

Der blev generelt ikke konstateret væsentlige problemer med indlæring og brodannelse.

Der var generelt ikke problemer med kagedannelse, som havde betydning for grisenes sundhed eller automatens funktion. For automaterne FunkiMat og Domino Starfeeder var der dog kagedannelser under spildkanter.

Automaterne kunne tømmes for foder ved hjælp af vaskevandet fra højtryksrenseren eller ved at påvirke doseringsenheden. Det var vanskeligt at rengøre doseringsenheden i FunkiMat og Domino Starfeeder, da der skulle benyttes værktøj.

Alle automater var forsynet med tragt og låg til påfyldning af startblandinger, men de fleste låg kunne ikke stå åbne, hvilket er et krav ved manuel påfyldning af en startblanding. Med undtagelse af FunkiMat og Domino Starfeeder var påfyldningsåbningen placeret for højt.

Der var generelt ikke problemer med holdbarhed og slid. Dele som gik i stykker i første afprøvningsrunde blev straks ændret.


Baggrund

Der er stigende interesse for at opstalde grise i samme sti fra fravænning til slagtning - de såkaldte FRATS-stier.

På grund af den store udvikling i grisenes kropsdimensioner fra fravænning til slagtning, er det særdeles vanskeligt at fremstille en foderautomat, der passer til dyrene i hele vækstperioden. Teoretisk set skal foderautomatens uddosering være let at nå og betjene for den fravænnede gris uden, at den træder op i krybben. Desuden skal krybbens rumfang være så stort, at den slagtefærdige gris kan æde uhindret. Endelig skal åbninger i foderautomater, som deles af to stier, være så små, at grisene ikke kan komme i klemme eller passere igennem automaten til nabostien.

I praksis vil det være vanskeligt at fremstille en automat, som opfylder kravene til både den fravænnede og den leveringsklare gris. Derfor må det forventes, at grisene står med forbenene inde i krybben i de første 4-5 uger efter indsættelse, hvilket kan medføre foderspild og tæring af gulvet. Foderoptagelsen for de nyindsatte grise kan i de første par uger lettes ved at tildele tørfoder i langkrybbe eller på gulvet ved overdækningen.

En række firmaer har allerede markedsført fodringsautomater til FRATS-stier. Der er endnu kun få erfaringer med funktionen af disse automater og svineproducenterne efterspørger viden om hvilke typer, som er mest egnede til FRATS-stier.

Formål

Formålet med afprøvningen var at vurdere forskellige rørfodringsautomaters funktion i FRATS-stier med henblik på, at afklare krav til funktion samt hvilke automater der var bedst egnede.


Materiale og metode

Sammenligningen af seks forskellige rørfodringsautomater til grise (so- og galtgrise) fra 7-100 kg blev gennemført i to besætninger.

Følgende fabrikater indgik i undersøgelsen:

  1. Ergomat fra TH-klimateknik
  2. Maximat til smågrise og Maximat med trug til slagtesvin fra Skiold Echberg A/S
  3. AP-SWING Maxi fra Agro-Products Aps
  4. FunkiMat (FRATS) fra FUNKI
  5. FAABORG 3-I-EN FRATS 70 fra DUROFARM FAABORG A/S
  6. Domino Starfeeder fra DOMINO A/S

En nærmere beskrivelse af automaterne, herunder uddoseringsprincip samt et sammendrag af vurderingen er angivet i Appendiks 1.

Der var opsat tre automater fra hvert af de tre førstnævnte firmaer og to fra hvert af de tre sidstnævnte firmaer. Årsagen til dette var, at de tre sidste firmaer først havde produkterne klar ca. et halvt år efter at afprøvningen var planlagt igangsat. Staldene blev vasket før indsættelse af et nyt hold grise. Produktionsforhold og indretning fremgår af tabel 1.

Automaterne blev monteret af de respektive firmaer og blev placeret i overgangen mellem leje- og gødeareal i stiadskillelsen mellem to stier.

Grisene blev fodret på gulv og i langtrug og gik gradvist over til fodring via rørfodringsautomaterne i løbet af de første 14 dage efter indsættelse i FRATS-stalden.

I begge besætninger blev der indsat dobbelt så mange fravænnede grise, som stien kunne rumme frem til slagtning. Når grisene havde opnået en vægt på 30 kg blev halvdelen taget ud og overført til en slagtesvinestald eller solgt.

 

Tabel 1. Produktionsforhold og beskrivelse af FRATS-staldenes indretning

Besætning

1

2

Sundhedsstatus

MS

SPF

Staldindretning

Sektioneret, to-klimastier

Sektioneret, to-klimastier

Driftsform

Alt-ind alt-ud

Alt-ind alt-ud

Gulvudformning

Delvist spaltegulv (35 pct.)

Delvist spaltegulv (40 pct.)

Stidimensioner, m

2,60 x 4,50

2,30 x 4,80

Antal grise pr. sti

30/16

32/16

Areal pr. gris, m2/gris

0,39/0,73

0,34/0,69

Fodertype *

Pelleteret færdigfoder

Pelleteret færdigfoder

Antal blandinger

4 heraf én manuelt tildelt

4 heraf én manuelt tildelt

Fodringsmetode de første 14 dage efter fravænning

På gulv + gradvis overgang til fodring i automat

På gulv + gradvis overgang til fodring i automat

Supplerende vandforsyning

Én drikkekop pr. sti i de stier hvor firmaerne ønskede supplerende vandforsyning.

Én drikkekop pr. sti

* Alle foderblandinger opfyldte normerne i henhold til Fokus på normer for næringsstoffer, 1998, Landsudvalget for Svin, DS


I besætning 1 var der kun supplerende vandforsyning i de stier, hvor AP- SWING Maxi og Domino Starfeeder var monteret, idet besætningsejeren havde valgt at indrette stierne uden supplerende vandforsyning. I besætning 2 havde besætningsejeren valgt at indrette alle stier med supplerende vandforsyning.

Registeringer - funktion af automaterne

Registreringstekniker fra Den rullende Afprøvning foretog systematisk vurdering af automaterne hver 14. dag. To gange i afprøvningsperioden blev automaterne funktionsbedømt ved et fællesbesøg af et testpanel, bestående af den forsøgsansvarlige konsulent, registreringsteknikeren samt af to andre personer fra Den rullende Afprøvning, der ikke var bekendt med automaterne. Testpanelet fastlagde et forventet niveau for automaternes funktion - dvs. de tekniske og udformningsmæssige krav, som kunne forventes opfyldt med den teknik og viden, der var til rådighed på pågældende tidspunkt. Karaktergivningen blev givet på basis af konsensus i testpanelet.

Følgende forhold blev registreret og bedømt ved en karaktergivning med fire niveauer, hvor
**** = meget god og * = dårlig:

Foder- /vandspild blev registreret, når der lå foder på gulvet ved krybben og i gyllekummen. Det blev ligeledes vurderet om der var fugtigt på gulvet omkring automaten, og hvordan vandhygiejnen var i drikkekoppen, idet dette var en indirekte følge af foderspildet.

Justeringsvenlighed blev bedømt ud fra, hvor let justeringshåndtaget var at betjene, om indstillingen var med trin og nummerering, om automaten kunne justeres fra begge stier, samt om der var tilstrækkeligt med indstillingsmuligheder. Endvidere blev det vurderet, om det var muligt at justere automaten, når der var foder i foderbeholderen og om der skulle bruges værktøj ved justeringen. For at lette tilsynet af automaten var det en fordel, at indstillingen kunne ses fra inspektionsgangen.

Indlæringsvenlighed blev bedømt ud fra, hvor let grisene kunne betjene automaten fra det tidspunkt, hvor fodring via automaten påbegyndtes, hvilket fandt sted i løbet af de første 14 dage efter fravænning.

Brodannelse blev bedømt ud fra, om der opstod bro i foderbeholderen eller i overgangen mellem foderbeholder/tragt og doseringsenheden.

Kagedannelse blev registreret, når der sad kager af foder i hjørner og kanter på krybben eller på doserings- og justeringsenheden. Kagedannelse blev vurderet ud fra, om kagerne havde betydning for automatens funktion og grisenes sundhed.

Rengøringsvenlighed blev bedømt ud fra om automaten var let at vaske og samle igen samt om den var let at tømme for foder (manuelt).

Arbejdsmiljø blev bedømt ud fra arbejdshøjde til overkant af foderbeholderen/tragten, om der var låg på, om hullet/låget under påfyldning af foder var tilstrækkelig stort, og om det kunne stå selv.

Holdbarhed og slid blev bedømt ud fra, om der var blankslidte områder på automaten, eller om der var dele af automaten, der gik i stykker.

Funktionsindeks

Funktionsvurderingen for hver automat blev sammenlignet i et funktionsindeks. Indekset er opbygget, så de checkpunkter, der betyder mest for produktionsøkonomien, eller grisenes mulighed for at betjene automaten for at få foder bliver vægtet højest.

Følgende checkpunkter indgår med faktor 6 i indekset:

  • Foder-/vandspild
  • Justeringsvenlighed
  • Indlæringsvenlighed
  • Brodannelse

Checkpunkterne i denne gruppe er så vigtige i den samlede bedømmelse, at hvis et af punkterne kun tildeles en eller to stjerner, får alle punkter i gruppen en henholdsvis to stjerner. Hvis der tildeles både en stjerne og to stjerner i denne gruppe får alle punkter i gruppen en stjerne.

Nedenstående checkpunkter har sjældent betydning for grisenes sundhed, men stor betydning for om det er besværligt for staldpersonalet at rengøre og fylde automaterne.

Følgende checkpunkter indgår med faktor 3,5 i indekset:

  • Kagedannelse
  • Rengøringsvenlighed
  • Arbejdsmiljø

Checkpunkterne i denne gruppe er vigtige i den samlede bedømmelse. Hvis et af punkterne kun opnår en eller to stjerner får alle punkter i gruppen en henholdsvis to stjerner. Hvis der tildeles både en og to stjerner i denne gruppe får alle punkter i gruppen en stjerne.

Dette checkpunkt har stor økonomisk betydning, men er ikke et punkt, der til fulde kan undersøges ved denne type af test.

Følgende checkpunkt indgår med faktor 0,5 i indekset:

  • Holdbarhed og slid

Dette checkpunkt skal som minimum opnå tre stjerner. Hvis automaten tildeles én eller to stjerner bliver den samlede vurdering af automaten én henholdsvis to stjerner.

Samlet vurdering

Der fortages en samlet vurdering af produkterne ved at opsummere karaktererne. Antal stjerner for hvert checkpunkt lægges sammen. Ud fra en skala fra 0 til 40 gives karakteren én, to, tre eller fire stjerner, hvilket så bliver den samlede vurdering af automaten.

Skala:

0 - 20

 =   én stjerne

20,5 - 29,5

 =   to stjerner

30 - 38,5

 =   tre stjerner

39 - 40

 =   fire stjerner

 

Resultater og diskussion

Resultatet af vurderingen for hvert enkelt testpunkt og automaternes samlede funktionsmæssigevurdering fremgår af tabel 2.

Automaterne blev sammenlignet indbyrdes og vurderingen var relativ. Fire stjerner på et punkt var ikke nødvendigvis ensbetydende med, at automaten ikke kunne blive bedre på det pågældende punkt.

 

Tabel 2. Funktionsmæssig vurdering af automaterne samt funktionsindeks

Foderautomat

Ergomat

Maximat

AP-SWING Maxi

FunkiMat
(FRATS)

FAABORG 3-I-EN
 FRATS 70

Domino Starfeeder

Foder-/vandspild

***

***

****

***

***

***

Justeringsvenlighed

***

**

***

***

****

**

Indlæringsvenlighed

****

****

****

****

****

****

Brodannelse

****

***

****

****

****

****

Kagedannelse

****

***

***

**

****

**

Rengøringsvenlighed

****

***

***

**

****

**

Arbejdsmiljø

***

**

***

***

***

***

Holdbarhed og slid

***

****

***

***

****

***

Funktionsindeks

***

**

***

**

***

**


Foder-/vandspild

Generelt var der et lille foderspild på gulvet ved automaterne Ergomat fra TH-klimateknik, Maximat fra Echberg, FunkiMat fra FUNKI og FAABORG 3-I-EN FRATS 70 fra L, FRANDSEN, men noget fugtigt på gulvet omkring automaten, idet grisene ofte trådte op i drikkekopperne for at nå ind til foderet. Denne adfærd medførte, at drikkevandet ofte var forurenet.

Udformningen af Maximat fra Echberg medførte, at grisene rodede foder ned i drikkekopperne, som på grund af deres dybde ofte havde et lag foder i bunden. Dette medførte, at vandet i drikkekopperne blev forurenet, hvilket gav behov for rengøring af drikkekoppen og dermed et foderspild.

Ved FAABORG 3-I-EN FRATS 70 sås ofte en dejagtig masse af foder og vand i automatens trug mellem drikkekop og foderbord. I den ene besætning, hvor den daglige foderstyrke var høj, medførte dette et spild af foder, idet automaten måtte renses før grisene genoptog foderoptagelsen. Det var uhensigtsmæssigt at montere automaten, så drikkekoppen var placeret op mod lejet, idet dette øgede risikoen for fugt på gulvet.

I automaterne AP-SWING fra AP-products og Domino Starfeeder fra Domino blev foder og vand blandet i krybben. I den forbindelse var det vigtigt, at ydelsen på ventilerne kunne reguleres ned, ellers blev foder og vand blandet til en suppe i krybben, hvilket gav risiko for en lav foderoptagelse, idet grisene blev tvunget til at optage en stor mængde vand samtidig med foderet. Dette var tilfældet med Domino Starfeeder, hvor drikkeventilen som standard var indstillet til at give en høj ydelse. AP-SWING var derimod indstillet til en lav ydelse og drikkeventilen blev kun benyttet til opblødning af en del af foderet. Grisene skulle optage drikkevandet fra en drikkekop i stien. Dette medførte lille vandspild og næsten intet fugt på gulvet omkring AP-SWING, hvorimod der var temmelig fugtigt omkring Domino Starfeeder. Problemerne med vandspild kunne sandsynligvis begrænses ved at justere vandventilernes ydelse ned.

Justering

Generelt var automaterne forholdsvis nemme at indstille. Dog var deres indstilling ikke standardiseret, idet to automater af samme fabrikat med samme indstilling ikke gav ikke samme foderstyrke.

Ergomat fra TH-klimateknik var nem at justere, men skalaen var svær at aflæse. Skalaen var placeret på den ene side af automatens justeringshåndtag med vanskeligt læsbare tal. Det ville være en fordel med en læsbar skala på begge sider af automaten.

Justeringshåndtaget på Maximat automaten var uden talangivelse og uden minimum/maksimum angivelse. I begge besætninger var opfattelsen, at automaten var vanskelig at justere, idet der var for få trin, og at det derfor var meget vanskeligt at få automaten til at give den ønskede fodermængde. Enten blev der næsten lukket for automaten, eller også gav den for meget.  Den største justeringsmæssige ulempe ved denne automat var dog spildkanten, som ifølge anbefalingerne skulle demonteres, når grisene havde nået en vis vægt. Svineproducenterne var meget utilfredse med, at automaten havde dele, som skulle afmonteres i løbet af grisenes vækstperiode. I den ene besætning blev de ikke afmonteret og i den anden besætning afmonterede teknikeren dem.

AP-SWING havde et justeringshåndtag med et godt greb, men skalaen kunne ikke ses fra gangen og var vanskelig at aflæse. Skalaen blev forbedret med farvede tal i løbet af afprøvningsperioden. Automaten var nem at indstille til og med trin 9 på skalaen. Hvis der blev doseret for meget, skulle automaten blot lukkes i en kort periode, hvorefter grisene åd det foder, de havde lukket ud i krybben. Medvirkende årsag til dette kunne være, at doseringsenheden var hævet over krybben. Dette var ikke muligt med de øvrige automater, hvor krybberne skulle renses, hvis der blev lukket for meget foder ud i krybben. I den ene besætning var der dog den ulempe, at krybben blev fyldt med foder, hvis automaten blev indstillet på mere end trin 10 på skalaen, uanset hvor store grisene var.

FunkiMat havde en skala, hvorpå der kun var angivet minimum og maksimum.

FAABORG 3-I EN FRATS 70 var let at justere og havde mange indstillingsmuligheder, idet der var en tydelig skala med minimum og maksimum angivelse. Justeringshåndtaget var desuden placeret så det kunne ses fra gangen og det kunne betjenes fra begge stier. Alligevel kunne det være vanskeligt at afstemme indstillingen efter grisenes ædelyst, hvorved der ofte opstod en dejagtig masse af foder og vand i automatens ”mikstrug”, som grisene ikke ville æde. Tilsvarende iagttagelse af ædeadfærd er set i igangværende afprøvning vedr. opblødt foder til 7-kg grise, hvor det var erfaringen, at grisene ikke ville æde foderet, når det opblødte foder mindede om dej.

Domino Starfeeder var vanskelig at indstille korrekt. Der var et justeringshåndtag med ubegrænset antal indstillingsmuligheder, men dog med angivelse af trin 0 til 5. Justeringshåndtagets indstilling kunne ikke ses fra gangen og der kunne kun justeres fra en sti.

Indlæringsvenlighed

Generelt havde grisene ikke problemer med at lære at betjene automaterne. I begge besætninger blev der dog også supplerende fodret på gulv de første 14 dage efter indsættelse, hvilket er en generel anbefaling til nyfravænnede grise.

Nyfravænnede grise trådte op i krybber og drikkekopper, fordi de ellers ikke kunne nå uddoseringsenheden. I forbindelse med trængsel ved automaterne placerede grisene sig ofte på tværs af automaten med et ben eller flere i krybbe eller drikkekop, hvilket øgede risikoen for foder- og vandspild.

Ergomat, Maximat og FAABORG 3-I-EN FRATS 70 var lettest for grisene at betjene, idet de umiddelbart kunne se foderet i krybben.

Grisene kunne ikke se foderet i AP-SWING, FunkiMat og Starfeeder, hvorfor foderet skulle lukkes ud i krybben de første par gange for at træne grisene i at bruge uddoseringen.

Brodannelse

Der blev ikke observeret problemer med brodannelse i automaterne ved anvendelse af pelleteret foder.

Den ene af de to deltagende besætninger gik i slutningen af afprøvningsperioden over til at benytte melfoder som startblanding. Der blev konstateret brodannelse i overgangen mellem foderbeholder og doseringsenhed/udfodringsrør i Maximat fra Echberg. Muligvis var det forholdsvis lange rør medvirkende årsag, idet grisenes påvirkning af nederste del af røret ikke forplantede sig til øverste del.

Melfoder blev kun anvendt i en kortere periode og kun i en besætning. Erfaringerne med de undersøgte automaters anvendelighed til denne fodertype er derfor begrænsede. Denne afprøvning gav derfor ikke grundlag for at beskrive risikoen for brodannelse ved fodring med melfoder i de undersøgte automater.

Kagedannelse

Der blev generelt ikke set kager, som havde betydning for automatens funktion. Der var tørre kager på uddoseringsenheden på alle automater. Disse var kun til gene i forbindelse med rengøringen.

På Ergomat og FAABORG 3-I-EN FRATS 70 var kun tørre kager på doseringsenheden.

Der blev observeret fugtige kager omkring den aftagelige spildkant på Maximat. Der var lidt kagedannelse på indersiden af krybben på AP-SWING.

I FunkiMat automaten var der tendenser til våde kager på krybbens inderside. Ligeledes var der en spildkant i krybben mellem foderplateau og drikkekopper, som grisene havde svært ved at holde ren, specielt i den første del af vækstperioden. Der blev dog ikke observeret sure kager.

Domino Starfeeder havde spildkanter fremstillet af et stykke rundstål på tværs i begge sider af krybben. Under disse spildkanter kunne grisene ikke holde rent.

Rengøringsvenlighed

Tømning af foderautomaterne var generelt ikke nogen let opgave, hvorfor det blev tilstræbt, at grisene så vidt muligt tømte automaterne umiddelbart inden slagtning af de sidste grise i stien. For automaterne Ergomat, FAABORG 3-I-EN FRATS 70 og Maximat kunne røret løftes og foderet fjernes ved hjælp af en højtryksrenser. Disse tre automater var generelt nemme at rengøre.

Højden på Maximat automaten gjorde det dog besværligt at rengøre tragten. Der skulle også rengøres under krybben, idet den ikke sluttede helt tæt til gulvet og dette var en vanskelig opgave.

Påfyldningshullets placering gjorde FunkiMat vanskelig at rengøre. Der var desuden hulrum under krybben, hvilket vanskeliggjorde rengøringen under automaten. Denne automat kunne kun tømmes ved at adskille automaten eller bevæge doseringsenheden. Adskillelse kunne kun ske ved brug af værktøj. Dette er efterfølgende ændret og i dag kan doseringsenheden adskilles uden brug af værktøj. Det var vigtigt, at automaten blev grundigt udtørret efter rengøring, specielt bundpladen i doseringsenheden, idet fugt på pladen kunne danne udgangspunkt for kagedannelse/belægninger.

AP-SWING var nem at rengøre, men skulle adskilles for at gøre doseringsenheden ren. Adskillelse kunne ske uden brug af værktøj. Den kunne kun tømmes ved at påvirke eller adskille doseringsenheden.

Starfeeder havde en kantet opbygning og kunne tømmes ved at påvirke eller adskille doseringsenheden. Adskillelse kunne ske ved brug af værktøj. Krybben sluttede ikke tæt til gulvet, hvilket medførte, at der skulle gøres rent under den, hvilket var vanskeligt.

Arbejdsmiljø

Alle automater var forsynet med låg. De fleste låg kunne ikke stå åbne, hvilket var til gene ved manuel påfyldning af en startblanding. Det var ligeledes kendetegnende for fire af seks automater, at påfyldningshøjden var for høj. En påfyldningshøjde på ca. 110 cm vil være ideelt. Dette svarer til en arbejdshøjde på 10-15 cm under albuen, når armen hænger slapt ned. Påfyldningshøjden for hver enkelt automat er anført i appendiks 1.

Ergomat var forsynet med et låg, som ikke var hængslet, men som blev holdt fast af foderrøret. Låget kunne ikke selv stå åbent, men kunne hænge i påfyldningsrøret. Automaten var for høj til manuel påfyldning.

FAABORG 3-I-EN FRATS 70 havde et stort påfyldningshul med et låg, som selv kunne stå åbent. Automaten var for høj til manuel påfyldning.

FunkiMat havde en lav påfyldningshøjde, men doseringshåndtaget var placeret lige foran låget, så automaten var umulig at fylde med spand. Dette er efterfølgende ændret. Der er nu uhindret adgang til påfyldningshullet

Maximat var konstrueret med et hængslet låg, som ikke selv kunne stå åbent. Foderrøret gik ned gennem låget i åben tilstand, hvilket bevirkede, at låget kun kunne åbnes ganske lidt. Automaten var alt for høj til manuel fyldning.

Starfeeder havde en forholdsvis lav påfyldningshøjde og et godt hængslet låg, som desværre ikke kunne stå åbent.

Påfyldningshøjden for AP-SWING var for høj, låget var delt og hængslet, men kunne ikke stå åbent.

Holdbarhed og slid

Generelt var der ikke store problemer med holdbarhed og slid. Der blev ikke givet anmærkninger til FAABORG 3-I-EN FRATS 70 på dette punkt. For de øvrige automater var der mindre anmærkninger.

Maximat var forsynet med spildkanter mellem foderbord og drikkekopper. Hensigten med spildkanterne var, at de skulle være monteret indtil grisene vejede 25-30 kg, hvorefter de skulle afmonteres. Spildkanterne blev i løbet af afprøvningsperioden gjort mere solide og der var efterfølgende ikke problemer med holdbarheden.

Vandforsyningen på Ergomat blev ændret i løbet af afprøvningsperioden, idet antallet af samlinger blev reduceret fra seks til to. Der blev efterfølgende ikke konstateret brud. Der blev konstateret mærker af bid fra grisene på krybben.

Låget på FunkiMat var fastholdt af en plaststrip og vandforsyningen bestod af sammenkoblede slanger. Der blev dog ikke konstateret nogen brud. Vandforsyningen er efterfølgende ændret til rustfrie rør samt en enkelt slange uden samlinger.

Ved AP-SWING blev der i et tilfælde konstateret, at vandrøret i automatens ene side var skubbet op, så vippeanordningen kun kunne påvirkes til den ene side. Røret blev reguleret i højden ved at fastspænde det med en bolt. Imidlertid var godstykkelsen så tynd i materialet, at man blot ved en middel tilspænding af bolten bøjede den rustfrie stålkonstruktion, hvilket kunne begrænse holdbarheden.

Hængslingen af låget på Domino Starfeeder var meget spinkel og kunne ødelægges under rengøring med højtryksrenser.

Vandydelse

Nedenfor er anført den målte ydelse på vandventilerne placeret i rørfodringsautomaterne:

Ergomat:

2,5- 3 l pr. min.

Maximat:

3-4 l pr. min.

AP SWING:

0,3-0,4 l pr. min.

FunkiMat:

2,2 l pr. min.

FAABORG 3-I-EN FRATS 70:

1,5 l pr. min.

Domino Starfeeder:

1,3 l pr. min.


Som det fremgår er ydelsen for ventilerne i AP-SWING markant lavere, idet ventilernes funktion primært er at befugte foderet, mens den primære vandoptagelse sker via den supplerende vandforsyning.

Ifølge bekendtgørelsen om beskyttelse af svin skal grise have fri adgang til frisk vand i tilstrækkelig mængde. Det anbefales derfor at opsætte supplerende vandforsyning i stier med rørfodringsautomater.

Det anbefales også, at der monteres reduktionsventil for at holde vandtrykket konstant på 2-2,5 bar for at undgå for stort vandspild og for stort åbningstryk.

Deltagere: Tommy Nielsen og Peter Nøddebo Hansen

Afprøvning nr.: 585


Appendiks -Funktionsvurdering af rørfodringsautomater tilFRATS

Ergomat fra TH-klimateknik


Beskrivelse

Automaten er opbygget af en formstøbt plastiktragt med plastiklåg, et rør i rustfri stål og en formstøbt krybbe af polyesterbeton. Overgangen mellem tragt og rør er fleksibel. Midt i krybben er der et plateau, som foderet falder ned på. I hver side af krybben er der monteret en drikkeventil.

Stålrøret fungerer som doseringsenhed. Åbningsgraden mellem rør og plateau kan reguleres ved hjælp af et håndtag placeret øverst på tragten. Justeringen fastholdes med håndtaget, som vender op mod lejet. Der er 19 indstillingsmuligheder til indstilling af doseringsenheden.

Krybbe:

Bredde, cm: 58

Dybde, cm: 40

Højde, cm: 14

Tragt:

Højde overkant, cm: 134

Højde underkant af påfyldningshul, cm: 124


Vurdering

Lille foderspild, men noget fugtigt på gulvet omkring automaten, idet grisene ofte trådte op i drikkekopperne for at nå ind til foderet. Dette bevirkede, at drikkevandet blev forurenet.

Automaten var nem at justere, men skalaen var svær at aflæse. Skalaen var placeret på siden af automatens justeringshåndtag med vanskeligt læsbare tal. Det ville være en fordel med en læsbar skala på begge sider af automaten.

Det var nemt for grisene at betjene automaten, idet de umiddelbart kunne se foderet i krybben. Nyfravænnede grise trådte op i krybbe og drikkekopper, dels fordi de ellers ikke kunne nå doseringsenheden og dels, når der opstod trængsel ved automaten, hvorved grisene ofte fik placeret sig på tværs af automaten med et ben eller flere i krybben eller drikkekoppen.

Der var ingen bemærkninger til punkterne brodannelse.

Der var tørre kager på doseringsenheden.

Automaten var forholdsvis nem at rengøre. Røret i automaten kunne løftes og foderet fjernes ved hjælp af en højtryksrenser.

Låget på automaten var ikke hængslet, men fastholdtes af foderrøret. Derudover kunne låget ikke selv stå åbent, men hang i foderrøret. Påfyldningshøjden i automaten var for høj.

Vandforsyningen på Ergomat blev ændret i løbet af afprøvningsperioden, idet antallet af samlinger blev reduceret fra seks til to. Der blev efterfølgende ikke konstateret brud. Der blev konstateret mærker af bid fra grisene på krybben.

Funktionsmæssig vurdering af Ergomat samt funktionsindeks

Foder-/vandspild

***

Justeringsvenlighed

***

Indlæringsvenlighed

****

Brodannelse

****

Kagedannelse

****

Rengøringsvenlighed

****

Arbejdsmiljø

***

Holdbarhed og slid

***

Funktionsindeks

***


Maximat til smågrise med trug til slagtesvin fra Echberg Foderanlæg


Beskrivelse

Automaten er opbygget af en formstøbt plastiktragt, et rør i plastik og en krybbe i formpresset stål. Der er en fleksibel krave ved overgangen mellem tragt og rør. I bunden af røret er der en beskyttelseskrave af rustfrit stål. Foderet falder ned på et plateau midt i krybben. Der er monteret drikkeventiler i hver side af krybben. Mellem foderplateau og drikkekopper er placeret spildkanter, som det er muligt at afmontere

Plastikrøret fungerer som doseringsenhed. Der er 12 indstillingsmuligheder uden skala og nummerangivelse. Der er ingen angivelse af minimum og maksimum.

Krybbe:

Bredde, cm: 59

Dybde, cm: 39

Højde, cm: 15

Tragt:

Højde overkant, cm: 162

Højde underkant af påfyldningshul, cm: 150


Vurdering

Lille foderspild, men der var noget fugtigt på gulvet omkring automaten, idet grisene ofte trådte op i drikkekopperne for at nå ind til foderet. Udformningen af automaten medførte, at grisene rodede foder ned i drikkekopperne, som på grund af deres dybde ofte havde et lag foder i bunden. Dette medførte, at vandet i drikkekopperne så forurenet ud og gav behov for rengøring af drikkekoppen og dermed et foderspild.

Justeringshåndtaget var uden talangivelse og uden minimum/maksimum angivelse. I begge besætninger var opfattelsen, at automaten var vanskelig at justere, idet der var for få trin, og at det derfor var meget vanskeligt at få automaten til at give den ønskede fodermængde. Enten blev der næsten lukket for automaten eller også gav den for meget. Den største justeringsmæssige ulempe ved denne automat var dog spildkanten, som ifølge anbefalingerne skulle demonteres, når grisene havde nået en vis vægt. Producenterne var meget utilfredse med, at automaten havde dele, som skulle afmonteres i løbet af grisenes vækstperiode og i den ene besætning blev de ikke afmonteret og i den anden besætning afmonterede teknikeren dem.

Det var nemt for grisene at betjene automaten, idet de kunne se foderet i krybben.

Der blev ikke konstateret brodannelse ved anvendelse af pelleteret foder. Der blev i få tilfælde ved anvendelse af melfoder konstateret brodannelse i overgangen mellem foderbeholder og doseringsenhed/udfodringsrør. Muligvis var det forholdsvis lange rør medvirkende årsag, idet grisenes påvirkning af nederste del af røret ikke forplantede sig til øverste del.

Der blev observeret fugtige kager omkring den aftagelige spildkant på automaten.

Foderrøret på automaten kunne løftes og foderet fjernes ved hjælp af en højtryksrenser. Dog gjorde højden det besværligt at rengøre tragten. Der skulle også rengøres under krybben, idet den ikke sluttede helt tæt til gulvet og dette var en vanskelig opgave.

Maximat var konstrueret med et hængslet låg, som ikke selv kunne stå åbent. Foderrøret gik ned gennem låget i åben tilstand, hvilket bevirkede, at låget kun kunne åbnes ganske lidt. Automaten var alt for høj til manuel fyldning.

Efter at spildkanterne blev gjort mere solide var der ikke problemer med holdbarheden.

Funktionsmæssig vurdering af Maximat samt funktionsindeks

Foder-/vandspild

***

Justeringsvenlighed

**

Indlæringsvenlighed

****

Brodannelse

***

Kagedannelse

***

Rengøringsvenlighed

***

Arbejdsmiljø

**

Holdbarhed og slid

****

Funktionsindeks

**


AP-SWING Maxi fra Agro-Products Aps.



Beskrivelse

Automaten består af en plastikbeholder, en plastik doseringsenhed samt en rund krybbe af plast med rustfri kant og rustfri bund med en lille forhøjning i midten. I hver side af krybben er der monteret en drikkeventil.

Doseringsenheden er udformet, som et pendul grisene skal aktivere. Doseringsenhedens åbning kan justeres ved hjælp af et håndtag placeret øverst på beholderen. Justeringen fastholdes med håndtaget. Håndtaget vender ind mod stien. Der er 15 indstillingsmuligheder og nummerangivelse på indstilling af doseringsenheden.

Krybbe:

Diameter, cm: 54

Dybde, cm: 14

Højde, cm: 15

Tragt:

Højde overkant, cm: 139

Højde underkant af påfyldningshul, cm: 127


Vurdering

Foder og vand blev blandet i krybben. Drikkeventilen var indstillet til en lav ydelse og blev kun benyttet til opblødning af en del af foderet. Grisene skulle optage drikkevandet fra en drikkekop i stien. Dette medførte lille vandspil og næsten intet fugt på gulvet omkring automaten.

Automaten havde et justeringshåndtag med et godt greb. Skalaen blev forbedret i løbet af afprøvningsperioden ved at gøre tallene farvede. Automaten var nem at indstille til og med trin 9 på skalaen. Blev der doseret for meget, skulle automaten blot lukkes i en kort periode, hvorefter grisene åd det foder de havde lukket ud i krybben. Medvirkende årsag til dette kunne være, at doseringsenheden var hævet over krybben. Dette var ikke muligt med de øvrige automater, hvor krybberne skulle renses, hvis der blev lukket for meget foder ud i krybben. I den ene besætning var der dog den ulempe at krybben blev fyldt med foder, hvis automaten blev indstillet på mere end trin 10 på skalaen, uanset hvor store grisene var.

Det var ikke muligt for grisene at se foderet og det kunne være nødvendigt at lukke foderet ud i krybben de første par gange. Nyfravænnede grise trådte op i krybben, fordi de ellers ikke kunne nå uddoseringsenheden. Opstod der trængsel ved automaten, placerede grisene sig ofte på tværs af automaten med et ben eller flere i krybben.

Der var ingen bemærkninger til brodannelse.

Der var lidt kagedannelse på indersiden af krybben.

Automaten var nem at rengøre, men skulle adskilles for at gøre doseringsenheden ren. Den kunne kun tømmes ved at påvirke eller adskille uddoseringsenheden.

Påfyldningshøjden var for høj. Låget var delt og hængslet, men kunne ikke stå åbent.

Drikkeventilen blev reguleret i højden ved at fastspænde en bolt. Imidlertid var godstykkelsen så tynd i materialet, at den rustfrie stålkonstruktion bøjede blot ved en middel tilspænding af bolten, hvilket kunne begrænse holdbarheden.

Funktionsmæssig vurdering af AP-SWING Maxi samt funktionsindeks

Foder-/vandspild

****

Justeringsvenlighed

***

Indlæringsvenlighed

****

Brodannelse

****

Kagedannelse

***

Rengøringsvenlighed

***

Arbejdsmiljø

***

Holdbarhed og slid

***

Funktionsindeks

***


FunkiMat (FRATS) fra Funki



Beskrivelse

Automaten er opbygget af en tragt og rør i formstøbt plastik. Krybben er en svejset stålkrybbe med vinkelrette hjørner. Vandtilførslen sker via slanger med seks samlinger. Krybben er opbygget med et plateau med en forhøjning, som foderet falder ned på. I hver ende af krybben er der en drikkeventil.

Doseringsenheden består af en doseringspind, som grisene skal aktivere. Skalaen består af 12 trin og er med angivelse af minimum og maksimum.

Krybbe:

Bredde, cm: 68

Dybde, cm: 44

Højde, cm: 13

Tragt:

Højde overkant, cm: 131

Højde underkant af påfyldningshul, cm: 103

Vurdering

Der var lille foderspild, men noget fugtigt på gulvet omkring automaten, idet grisene ofte trådte op i drikkekopperne for at nå ind til foderet. Denne adfærd medførte, at drikkevandet blev forurenet.

Automaten havde en skala, men på denne var kun angivet minimum og maksimum og automaten kunne kun justeres fra en sti. Skalaen kunne ikke ses fra gangen

Grisene kunne ikke se foderet, hvorfor dette skulle lukkes ud i krybben de første par gange. Hvis der opstod trængsel ved automaten, placerede grisene sig ofte sig på tværs af automaten med et ben eller flere i krybben eller drikkekoppen.

Der var ingen bemærkninger om brodannelse.

I automaten var der tendenser til våde kager på krybbens inderside. Ligeledes var der en vinkelret spildkant i krybben, som grisene havde svært ved at holde rent under, specielt i den første del af vækstperioden. Der blev dog ikke observeret sure kager.

Påfyldningshullets placering gjorde automaten vanskelig at rengøre. Der var desuden hulrum under krybben, hvilket vanskeliggjorde rengøringen under automaten. Denne automat kunne kun tømmes ved at adskille automaten eller bevæge doseringsenheden. Adskillelse kunne kun ske ved brug af værktøj. Dette er efterfølgende ændret og i dag kan doseringsenheden adskilles uden brug af værktøj. Det var vigtigt, at automaten blev grundigt udtørret efter rengøring, specielt bundpladen i doseringsenheden, idet fugt på pladen kunne danne udgangspunkt for kagedannelse/belægninger.

FunkiMat havde en lav påfyldningshøjde, men doseringshåndtaget var placeret lige foran låget, så automaten var umulig at fylde med spand. Dette er efterfølgende ændret. Der er nu uhindret adgang til påfyldningshullet

Låget på FunkiMat var fastholdt af en plaststrip og vandforsyningen bestod af sammenkoblede slanger. Der blev dog ikke konstateret nogen brud. Vandforsyningen er efterfølgende ændret til rustfrie rør samt en enkelt slange uden samlinger.

Funktionsmæssig vurdering af FunkiMat (FRATS) samt funktionsindeks

Foder-/vandspild

***

Justeringsvenlighed

***

Indlæringsvenlighed

****

Brodannelse

****

Kagedannelse

**

Rengøringsvenlighed

**

Arbejdsmiljø

***

Holdbarhed og slid

***

Funktionsindeks

**

 

FAABORG 3-i-en FRATS 70 fra DUROFARM FAABORG A/S



Beskrivelse

Automaten er opbygget af en formstøbt plastiktragt, et rør i rustfrit stål samt en formstøbt krybbe af polyesterbeton. Overgangen mellem tragt og rør er fleksibel. Midt i krybben er der et plateau, som foderet falder ned på. I krybbens ene side er der monteret en drikkeventil over en drikkekop. I den anden side har ventilen forbindelse med krybbens ”mixkar”, hvor foder og vand kan blandes.

Stålrøret fungerer som doseringsenhed. Åbningsgraden mellem rør og plateau kan reguleres ved hjælp af et håndtag placeret øverst på tragten. Justeringen fastholdes med håndtaget, som vender ud mod inspektionsgangen. Der er 23 indstillingsmuligheder og nummerangivelse på indstillingshåndtaget til doseringsenheden. Der er angivet minimum og maksimum på indstillingshåndtaget.

Krybbe:

Bredde, cm: 71

Dybde, cm: 55

Højde, cm: 13

Tragt:

Højde overkant, cm: 134

Højde underkant af påfyldningshul, cm: 132

Vurdering

Der var lille foderspild, men noget fugtigt på gulvet omkring automaten, idet grisene ofte trådte op i drikkekopperne for at nå ind til foderet. Denne adfærd medførte, at drikkevandet blev forurenet. Der sås ofte en dejagtig masse af foder og vand i automatens trug mellem drikkekop og foderbord. I den ene besætning, hvor den daglige foderstyrke var høj, medførte dette et spild af foder, da automaten måtte renses, før grisene genoptog foderoptagelsen. Det var uhensigtsmæssigt at montere automaterne, så drikkekoppen var placeret op mod lejet, idet dette øgede risikoen for fugt på gulvet.

Automaten var let at justere og havde mange indstillingsmuligheder. Der var en tydelig skala med minimum og maksimum angivelse. Justeringshåndtaget var desuden placeret, så det kunne ses fra gangen og det kunne betjenes fra begge stier. Alligevel kunne det være vanskeligt at afstemme indstillingen efter grisenes ædelyst.

Det var nemt for grisene at betjene automaten, idet de umiddelbart kunne se foderet i krybben. Nyfravænnede grise trådte op i krybben og drikkekopper, dels fordi de ellers ikke kunne nå uddoseringsenheden og dels, hvis der opstod trængsel ved automaten, hvorved grisene ofte placerede sig på tværs af automaten med et ben eller flere i krybben eller drikkekoppen.

Der var tørre kager på doseringsenheden.

Automaten var forholdsvis nem at rengøre. Røret kunne løftes og foderet fjernes ved hjælp af en højtryksrenser.

Der var et stort påfyldningshul med et låg, som selv kunne stå åbent, men påfyldningshullet var for højt placeret.

Der var ingen bemærkninger til brodannelse samt holdbarhed og slid.

Funktionsmæssig vurdering af FAABORG 3-I-EN FRATS 70 samt funktionsindeks

Foder-/vandspild

***

Justeringsvenlighed

****

Indlæringsvenlighed

****

Brodannelse

****

Kagedannelse

****

Rengøringsvenlighed

****

Arbejdsmiljø

***

Holdbarhed og slid

****

Funktionsindeks

***

 

Domino Starfeeder fra DOMINO A/S



Beskrivelse

Automaten er opbygget af en plastikbeholder, hvor der er påsat et bundstykke af rustfrit stål med en rustfri svingarm som doseringsenhed. Krybben har vinkelrette hjørner og er fremstillet af rustfrit stål. I hver side af krybben er der monteret en drikkeventil.

Doseringsenheden består af to pinde, der aktiveres ved at skubbe til dem. Åbningsgraden reguleres ved hjælp af et håndtag placeret øverst på beholderen. Justeringen fastholdes med håndtaget. Håndtaget vender ind mod stien. Indstillingen er trinløs. Der er nummerangivelse fra 0 til 5 på indstillingen af doseringsenheden.

Krybbe:

Bredde, cm: 53

Dybde, cm: 38

Højde, cm: 11

Tragt:

Højde overkant, cm: 117

Højde underkant af påfyldningshul, cm: 113

Vurdering

Drikkeventilen var som standard indstillet til at give en høj ydelse, hvilket resulterede i, at der var en suppe af foder og vand i krybben. Der var lille foderspild, men temmelig fugtigt omkring automaten.

Automaten var vanskelig at indstille korrekt. Der var et justeringshåndtag med ubegrænset antal indstillingsmuligheder, men dog med angivelse af trin 0 til 5. Justeringshåndtagets indstilling kunne ikke ses fra gangen og der kunne kun justeres fra en sti.

Det var ikke muligt for grisene at se foderet i krybben og det var derfor nødvendigt at lukke foder ud i krybben de første par dage. Nyfravænnede grise trådte op i krybben dels, fordi de ellers ikke kunne nå uddoseringsenheden og dels, hvis der opstod trængsel ved automaten, hvorved grisene ofte placerede sig på tværs af automaten med et ben eller flere i krybben.

Der var ingen bemærkninger om brodannelse.

På begge sider af krybben var der spildkanter på tværs. Grisene kunne ikke holde rent under spildkanterne.

Starfeeder havde en kantet opbygning og kunne tømmes ved at påvirke eller adskille doseringsenheden. Adskillelse kunne ske ved brug af værktøj. Krybben sluttede ikke tæt til gulvet, hvilket medførte, at der skulle gøres rent under den, hvilket var vanskeligt.

Påfyldningshøjden var forholdsvis lav. Låget var delt og hængslet, men kunne desværre ikke stå åbent.

Hængslingen af låget på Domino Starfeeder var meget spinkel og kunne ødelægges under rengøring med højtryksrenser.

Funktionsmæssig vurdering af Domino Starfeeder samt funktionsindeks

Foder-/vandspild

***

Justeringsvenlighed

**

Indlæringsvenlighed

****

Brodannelse

****

Kagedannelse

**

Rengøringsvenlighed

**

Arbejdsmiljø

***

Holdbarhed og slid

***

Funktionsindeks

**




Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Torben Jensen

Udgivet: 4. oktober 2001

Dyregruppe: Smågrise, Slagtesvin

Fagområde: Inventar