Multisite er en relativt ny produktionsform, som har til formål at øge mulighederne for kontrol med sygdomme, mindske medicinforbruget og som følge heraf forbedre produktionsøkonomien. Konceptet indebærer, at stalde til søer, smågrise og slagtesvin fordeles på geografisk adskilte lokaliteter, så der kun er én eller få aldersgrupper i samme bygning. Ved fravænning flyttes alle grise væk fra sobesætningen for at hindre, at de smittes med nogle af de sygdomme, som er til stede i soholdet. I smågrise- og slagtesvinestalde gennemføres desuden alt-ind alt-ud drift på sektionsniveau.

Beregninger viser, at omkostningerne er 15-20 pct. højere ved at etablere et multisite-system sammenlignet med et traditionelt kompakt anlæg. Driftsmæssigt medfører systemet øget transport af foder, mandskab og grise. Endvidere stilles der større krav til styring af produktionen for at opnå en god staldudnyttelse og en ensartet afgangsvægt på smågrise og slagtesvin.

Interessen for multisite-drift har foreløbig været størst blandt producenter, som har svært ved at opfylde landbrugslovens bestemmelser om jordtilliggende i forhold til husdyrproduktion. Det skyldes at multisite-systemet medvirker til fordeling af dyreenheder i forhold til areal.

De stramme krav om flytning af alle smågrise ved fravænning kan medføre en stor spredning i vægt og alder mellem de største og mindste grise i et hold. Der er risiko for, at denne vægtspredning øges i fravænningsperioden. Dette vil give gener for den slagtesvineproducent, som skal modtage grisene, fordi de mindste grise vil vokse langsommere og enten medføre en stor andel undervægtige grise eller en lavere staldudnyttelse. For at undgå dette skal soholdet styres konsekvent med et bestemt antal fravænninger pr. hold for øje; hold med grise af ensartet alder og vægt.

Formålet med denne undersøgelse var at belyse smitteoverførsel, sundhedstilstand, produktion og driftsforhold i danske multisite-systemer. Denne Meddelelse omfatter drifts- og managementforhold, herunder afledte konsekvenser for produktionen. Resultater vedrørende sundhed og produktivitet er beskrevet i Meddelelse nr. 472 og nr. 491 fra Landsudvalget for Svin.

Undersøgelserne blev gennemført i syv multisite-systemer, som er beskrevet i overordnede træk i tabel 1, samt mere indgående i appendiks 1.

Ved en interview-undersøgelse blev der foretaget en systematisk indsamling af erfaringer og data vedrørende driftsforholdene i multisite-systemerne, herunder besætningsejernes og staldpersonalets erfaringer med hensyn til omlægning til og indkøring af deres multisite-system. Interview-undersøgelsen omfattede desuden spørgsmål vedrørende produktionssystemernes opbygning på ejendoms-, stald- og stiniveau, samt driftsmæssige forhold.

I hele undersøgelsesperioden blev der endvidere indsamlet data med henblik på analyse af holdvariationer.

Resultater og diskussion Omlægning til multisite

Inden omlægningen til multisite bestod seks af syv bedrifter af integrerede produktionssystemer med søer, smågrise og eller med søer og smågrise. Der var flere motiver til at omlægge de eksisterende produktionssystemer til multisite (tabel 2). De væsentligste var et ønske om at forbedre sundheden, øge besætningsstørrelsen eller gennemføre et generationsskifte.

Alle sobesætninger bortset fra én var smittet med adskillige luftvejssygdomme.

Besætningsejerne forventede, at en opdeling af produktionssystemetville medvirke til at forbedre kontrollen med især luftvejssygdomme, hvilket blev bekræftet af resultater fra de sundhedsmæssige undersøgelser (se Meddelelse nr. 491).

Flere besætningsejere ønskede desuden at øge produktionens størrelse og sikre bedriftens udvikling på langt sigt under hensyntagen til den gældende lovgivning. Den danske landbrugslovgivning, især landbrugsloven og planloven, indeholder en række begrænsninger for landbrugsejendommes vækst, herunder harmonikrav, krav om miljøgodkendelse og VVM. Lovgivningen medvirker til at begrænse antallet af dyreenheder pr. bedrift. Ved at placere søer, smågrise og slagtesvin på separate ejendomme var det muligt at ekspandere produktionen uden at overskride den administrative grænse på 250 DE pr. ejendom, hvor kravet om VVM-vurdering trådte i kraft. Ofte var det muligt at udnytte den eksisterende bygningsmasse på de enkelte ejendomme.

Endvidere var ønsket om generationsskifte og etablering af familieejede og -drevne selskaber med en forholdsvis stor svineproduktion medvirkende til beslutningen om at opdele produktionen.

Det ene multisite-system (system 6) blev fra starten etableret med sohold og smågrise på separate lokaliteter. De øvrige seks systemer var traditionelle integrerede bedrifter heraf nogle med slagtesvineproduktion.

Ved omlægningen til multisite blev de tidligere integrerede produktionssystemer ændret til sostalde. Typisk blev de tidligere smågrisestalde ændret til farestalde.

Smågrisebesætningerne blev etableret på en anden lokalitet. Smågrisestaldene blev enten opført som traditionelt sektionerede stalde (figur 1, type 1), eller der blev opført en separat stald for hvert hold smågrise (figur 1, type 2). I et tilfælde blev der gennemført et sammenlignende forsøg, idet 75 pct. af smågriseholdene blev overført til lokalitet 2, mens den resterende andel af holdene på traditionel vis blev opstaldet på lokalitet 1 (figur 1, type 3).

Såvel sobesætning som smågrisebesætning havde fælles ejer. Slagtesvinebesætningerne derimod var fordelt på adskillige lokaliteter og flere ejere (figur 1).

Fem af besætningerne udvidede antallet af årssøer i forbindelse med omlægningen til multisite. I gennemsnit blev besætningsstørrelsen næsten fordoblet i forbindelse med omlægningen til multisite (tabel 3).

Introduktion af avlsdyr

I seks af de syv multisite-systemer blev soholdet udvidet på grundlag af indkøbte polte (tabel 4). Heraf supplerede de tre besætninger med eget poltetillæg. Kun i et system (system 3) blev udvidelsen af soholdet udelukkende baseret på eget poltetillæg og udvidelsen af besætningen skete over hele undersøgelsesperioden på to år.

Kun i ét af systemerne var der ved undersøgelsens igangsættelse karantænestald på en anden ejendom end der, hvor soholdet var. I de øvrige besætninger lå karantænestalde i tilknytning til sostaldene. I løbet af undersøgelsesperioden etablerede fem af de syv sobesætninger imidlertid karantænestald på en anden ejendom end soholdet. I tre af multisite-systemerne blev karantænestalden etableret på samme ejendom som smågrisestaldene. Begrundelsen herfor var, at der på ejendommen med smågrise typisk fandtes eksisterende bygninger, der var velegnede til formålet. På trods af risikoen for smitteoverførsel mellem karantænestalde og smågrisestalde, fandt man således, at det var mest rationelt, at smågrise- og karantænestalde var beliggende på samme ejendom.

I fem af de medvirkende multisite-systemer blev poltene sat i karantæne, inden de blev indsluset i soholdet. To multisite-systemer havde egen kernebesætning og anvendte ingen karantæne men indsatte sopolte i en poltestald uden smittebeskyttende foranstaltninger (tabel 5). Driften af karantænestalden var i de fleste tilfælde baseret på løbende indsættelse af sopolte fra smågrisestalden - typisk i forbindelse med tømning af en sektion i smågrisestalden.

Placeringen af karantænefaciliteten på samme ejendom som soholdet eller smågrisestaldene er kritisk af sygdomsmæssige årsager. Hvis der sker en smittespredning i karantænestalden, hvilket kan være formålstjenligt af immunitetsmæssige årsager, er der risiko for, at smitten overføres til søer eller smågrise (luft- eller personbåren smitte).

Karantænefaciliteter er en vigtig del af et multisite-system. Dels kan sådanne faciliteter medvirke til at sikre soholdet mod indførelse af nye sygdomme via rekrutteringsdyr, dels kan en karantæneafdeling bruges til at immunisere polte mod smitte, som er til stede i soholdet. De sundhedsmæssige undersøgelser har vist, at grise som flyttes væk fra soholdet ved fravænning, ofte er fri for en eller flere af de luftvejssygdomme, som findes hos søerne. Ved rekruttering af egne avlsdyr må det derfor påregnes, at polte, udtaget fra en smågrise- eller en slagtesvinebesætning i multisite-systemet, har en anden sundhedsstatus end søerne. De bør derfor, ligesom indkøbte avlsdyr, indsættes i en karantæne-/immuniseringsafdeling, før de sluses ind i sobesætningen.

Indkøring

Reproduktionsproblemer såsom forøget omløberprocent blev angivet som et hyppigt forekommende problem i forbindelse med omlægningen til multisite. Forklaringen herpå kan være manglende tid og overblik i en periode med betydelig udvidelse af soholdet; et nyt holddriftssystem skulle indkøres; ombygning og tilbygning i soholdet; evt. indkøring af løsdrift i drægtighedsstalden; samt etablering af smågrisestald på anden ejendom. Det var forhold, som krævede en arbejdsmæssig indsats ud over det normale og derfor let fjernede fokus fra de almindelige arbejdsrutiner i besætningerne.

Det må på baggrund af de indkomne erfaringer anbefales, at der udarbejdes en plan, før der omlægges til multisite. Planen bør indeholde en detaljeret beskrivelse af produktionssystemets opbygning, herunder hvordan og hvornår de frigivne stalde (smågrise-, ungsvine- og slagtesvinestalde) udnyttes, hvor stort soholdet ønskes, hvordan udvidelsen skal finde sted, samt hvilket holddriftssystem der skal tages i anvendelse. En driftsplan for soholdet er ligeledes vigtig. I denne skal det nødvendige antal løbninger fremgå under hensyntagen til omløberprocent og faringsprocent. Desuden bør der være en plan for omsætningen af holdene. Dette er især vigtigt, hvis den tidsmæssige afstand mellem hold varierer på grund af holddriftssystemets opbygning.

Normaldrift

For at opnå de sundhedsmæssige fordele ved multisite, skal driften baseres på alt-ind alt-ud i smågrise- og slagtesvineproduktionen. Ved denne driftsform er det imidlertid vanskeligt at opnå samme høje staldudnyttelse som ved kontinuerlig drift. For at opnå en høj udnyttelsesgrad i smågrise- og slagtesvinestaldene skal multisite-systemet dimensioneres korrekt. Først og fremmest er det afgørende for en jævn drift, at soholdet styres stramt således, at der fravænnes et konstant antal smågrise pr. hold. Hvis soholdet ikke styres tilstrækkeligt stramt, vil der forekomme voldsomme udsving i antallet af fravænnede grise, hvilket resulterer i såvel periodevis dårlig staldudnyttelse som overbelægning i staldene.

Hvis udsving i antallet af fravænnede grise pr. hold bruges som udtryk for, hvor godt soholdet styres, kan man af tabel 6 se, at der var stor forskel mellem besætningerne. I multisite-system 1 lå kun 25 pct. af holdene indenfor ±10 pct. af det gennemsnitlige antal fravænnede grise pr. hold. Til sammenligning lå hele 88 pct. af holdene i multisite-system 2 sig indenfor ±10 pct. af det gennemsnitlige antal fravænnede grise pr. hold.

Store udsving i antallet af grise pr. hold havde konsekvenser for driften. Såvel overbelægning som underbelægning påvirkede funktionen af de to-klimastier, som smågrisene blev opstaldet i. I begge tilfælde opstod der lettere svineriproblemer i stierne. Ved overbelægning var der tendens til en øget forekomst af halebid samt utrivelige grise. Omvendt gav underbelægning af stierne selvsagt en dårlig staldudnyttelse og dermed en dårligere økonomi. Løsningen var i højere grad at afpasse antallet af løbninger i forhold til det antal grise, som smågrisesektionerne var dimensioneret til. Betydningen af en systematisk løbestrategi underbygges endvidere af en canadisk undersøgelse, der viste, at antallet løbninger pr. hold var ansvarlig for 62 pct. af den samlede observerede variation i antallet af fravænnede grise pr. hold. Fluktuationer i henholdsvis faringsprocent, kuldstørrelse og pattegrisedødelighed var hver især ansvarlig for mindre end 3 pct. af den samlede observerede variation.

Fravænning og transport

Fravænningssituationen er et af de områder, der adskiller multisite-systemer fra traditionel integreret drift. I multisite-systemerne blev fravænninger håndteret som følger:

• Alle pattegrise i et hold blev fravænnet på samme tid. Udsættersøer blev dog typisk leveret nogle dage tidligere. Deres grise blev normalt gående i farestien, indtil resten af holdet blev fravænnet.
• Holdene omfattede i gennemsnit 550 grise.
• Grisene blev transporteret til en smågrisestald beliggende på en anden ejendom, typisk adskillige kilometer fra soholdet.
• Tilsynet med de fravænnede grise var begrænset til typisk to gange pr. dag.

I de sobesætninger, hvor alle grisene ikke kunne transporteres på én gang, blev tiden mellem transporterne brugt til at sortere grisene, så de kunne placeres i transportvognen efter størrelse. I de øvrige besætninger, hvor alle grise i et hold kunne være på vognen på én gang, blev grisene først sorteret i forbindelse med indsættelsen af dem i smågrisestierne.

Kun én af besætningerne benyttede en vognmand til at køre grisene mellem sobesætningen og smågrisestaldene. Dette havde den fordel, at mandskabet på so- og smågriselokaliteterne kunne koncentrere sig om at udtage smågrisene, samt at sortere og indsætte grisene i smågrisestierne.

I nogle af besætningerne fandt man, at det var lettere at drive grise fra få farestier ad gangen. I andre besætninger blev alle de fravænnede grise samlet på gangen og drevet ud i transportvognen på én gang. Hvad der var mest praktisk afhang i høj grad af drivgangens bredde, forhindringer samt, om der blev brugt lift eller rampe i forbindelse med læsning. Drivning af grise skal foregå i et tempo, der er afpasset grisene. I nogle besætninger var det et problem, at drivgangen var bredere end døråbningen, idet denne så kom til at fungere som en flaskehals. Det må derfor anbefales at etablere døråbninger med mindst samme bredde som drivgangen.

Håndtering af ikke-leveringsklare grise

Grise som var for små til at blive fravænnet, blev almindeligvis lagt til en ammeso og blev således teknisk set flyttet tilbage i systemet.

Fra smågrisestaldene blev undervægtige grise enten leveret sammen med de øvrige grise i holdet, eller også blev de overført til næste hold grise. Strategien varierede mellem besætningerne, idet nogle aldrig flyttede grise tilbage i systemet.

Hvis undervægtige grise blot leveres med resten af holdet, medfører det, at vægtspredningen bliver relativt stor i slagtesvinestalden. Det betyder, at det tager længere tid at tømme stalden, med mindre der leveres undervægtige slagtesvin til slagteriet. Grise på 20-25 kg kan endvidere have vanskeligt ved at klare sig i slagtesvinestalden, og udsættes således for en ekstra belastning oveni transporten og sammenblandingen med andre grise. På den anden side er der risiko for overførsel af smitte mellem holdene, hvis de mindste grise konstant flyttes tilbage i systemet. Begge dele kan således have uheldige konsekvenser.

En løsning kunne være at etablere en buffersektion i forbindelse med smågrisestalden. Når en smågrisesektion tømmes, kan de mindste 10-15 pct. af grisene overføres til bufferstalden i en eller to uger. Grisene kan efterfølgende leveres til en slagtesvinestald, der passer til denne holdstørrelse. Alternativet er at levere dem sammen med grise fra det næste hold. I givet fald bør grisene fra de to hold ikke blandes sammen men gå i separate stier.

Erfaringerne fra de medvirkende multisite-systemer viser, at indkøringsperioden typisk strakte sig over et halvt til ét år, før antallet af grise pr. hold havde stabiliseret sig. De største udsving i holdstørrelsen blev observeret i besætninger, som ikke på forhånd havde fastlagt en holddriftsstrategi eller som ændrede holddriftssystem i undersøgelsesperioden.

For at opnå en tilfredsstillende udnyttelsesgrad af staldene og samtidig undgå overbelægning, er det et krav, at der leveres så ensartede hold som muligt, såvel antalsmæssigt som kvalitetsmæssigt. For at sikre en ensartet belægning i fare-, smågrise- og slagtesvinestaldene er det vigtigt, at dimensionering af multisite-systemet omfatter såvel sohold og smågrisestalde som slagtesvinestalde. Det er endvidere vigtigt at være bevidst om at styre holddriften i soholdet stramt allerede på løbetidspunktet.

Det kan ydermere være hensigtsmæssigt at indrette en bufferstald til de 10-20 pct. mindste grise i et hold således, at disse grise gives den fornødne tid til at opnå en tilfredsstillende størrelse inden indsættelse i slagtesvinestalden. Dette vil reducere vægtspredningen og forbedre staldudnyttelsen. Bufferstalden skal, ligesom de øvrige stalde, drives efter alt-ind alt-ud princippet.

For at skabe det fornødne overblik over produktionen kan det være en stor hjælp, at udarbejde en fortløbende produktionsplan, der beskriver hvilke staldsektioner eller smågriseaftagere, der skal modtage de enkelte hold. Rådgivningskontorerne råder over et computerprogram, der kan hjælpe til såvel at dimensionere holddriftssystemet som til at udarbejde produktionsplaner.

Beskrivelse af medvirkende multisite-systemer Multisite-system 1

Multisite-system med produktion på fire lokaliteter: So-ejendom, smågrise-ejendom, samt to slagtesvine-ejendomme.

Ejendommen med søer omfattede ca. 730 årssøer med SKM-status. Driften var baseret på ugedrift med fire ugers fravænning svarende til 21 sohold. Søerne var i drægtighedsperioden opstaldet i storstier med dybstrøelse. Foder blev tildelt i fælles ædebokse. Polte blev produceret i egen kernebesætning.

Efter fravænning blev smågrisene overført til en sektion i en fuldsektioneret to-klimastald beliggende ca. 1 km fra soholdet. Stalden var opdelt i otte sektioner á 344 stipladser svarende til hvert ugehold. Smågrisene blev indsat direkte ind og udleveret direkte fra til den enkelte sektion.

På ejendommen med smågrisene lå endvidere en stald til polte og restgrise, herunder ukurante grise. Stalden blev drevet kontinuert, idet der dog var en mindre sektion, hvori poltene blev isoleret fra de øvrige i fire uger, før de blev overført til soholdet.

Ved ca. 30 kg overførtes smågrisene til én af de to ejendomme med slagtesvin, eller de blev solgt til ukendte slagtesvineproducenter. Den ene ejendom med slagtesvin lå ca. 1,5 km fra smågrisestalden og 500 m fra ejendommen med søer og omfattede to stalde beliggende med ca. 20 meters afstand. Der var i alt 1200 stipladser på ejendommen. Den anden slagtesvineejendom lå ca. 20 km fra soholdet og bestod af tre fysisk adskilte stalde med hhv. 340, 340 og 290 stipladser, eller i alt 970 stipladser.

Multisite-system 2

Multisite-system med produktion på mere end tre lokaliteter: En ejendom med søer, en ejendom med smågrise, to kendte ejendomme med slagtesvin samt et antal ukendte (eksport).

Ejendommen med søer omfattede ved undersøgelsens start 450 årssøer med SKM-status. Driften var baseret på to-ugers-drift kombineret med en fravænningsalder på fem uger, svarende til 11 sohold i omdrift. Søerne var opstaldet individuelt i bokse. Polte blev indkøbt og indsat i isoleret karantæneafdeling i samme bygningskompleks som det øvrige sohold.

Smågrisene blev opstaldet i en fuldsektioneret smågrisestald på en ejendom beliggende ca. 2 km fra soholdet. Stalden var opdelt i fire fuldt adskilte sektioner á 16 to-klimastier. Efter en opholdstid på ca. syv uger i smågrisestalden blev grisene overført til én af to slagtesvinestalde.

Den ene slagtesvinestald lå ca. 500 meter fra soholdet og var indrettet med ældre stier, med fast gulv, rensegang og foderkrybbe i forværket. Stalden havde 300 stipladser.

Den anden slagtesvinestald lå ca. 100 meter fra soholdet. Stalden var indrettet i en renoveret, uisoleret kreaturstald og omfattede ni stier med dybstrøelse, i alt 500 stipladser.

I alt var der således 800 slagtesvinestipladser til rådighed i forbindelse med undersøgelsen. Hovedparten af smågrisene blev solgt til eksport og kunne derfor ikke følges helt frem til slagtning.

Multisite-system 3

Multisite-system med produktion på fire lokaliteter: En ejendom med søer, en ejendom med smågrise samt  to ejendomme med slagtesvin.

Ejendommen med søer omfattede ved undersøgelsens start 500 årssøer med konventionel status. Driften var baseret på to-ugers-drift kombineret med fravænning i femte leveuge (29 dage i gennemsnit i perioden). Søerne var opstaldet individuelt i bokse. Avlsdyrene blev produceret ved et zig-zag-krydsningsprogram baseret på indkøbt specialsæd. Til produktionssøerne anvendtes intern KS.

Smågrisene blev opstaldet i en fuldsektioneret smågrisestald på en ejendom beliggende ca. 300 m fra soholdet. Stalden var opdelt i fire fuldt adskilte sektioner hver med 16 to-klimastier, i alt 560 stipladser pr. sektion. Efter en opholdstid på ca. syv uger i smågrisestalden blev grisene overført til én af to slagtesvineejendomme.

Polte blev opstaldet på samme ejendom som smågrisene, men i en separat stald beliggende ca. 20 meter fra smågrisestalden. Poltestalden var opdelt i tre sektioner á ca. 50 polte.

Den ene ejendom med slagtesvin omfattede to fysisk adskilte slagtesvinestalde med i alt ca. 2176 stipladser. Stald1 omfattede fire fuldt adskilte staldsektioner med en fordelingsgang i staldens ene facade. Hver sektion indeholdt 12 stier á 20 grise, svarende til 240 stipladser pr. sektion og 960 stipladser i alt. Stald 2 omfattede fire fuldt adskilte sektioner. Stalden var udstyret med to forrum, hver med adgang til to sektioner. Hver sektion indeholdt 19 stier á 16 grise, svarende til 304 stipladser pr. sektion og 1216 stipladser i alt.

Den anden ejendom med slagtesvin omfattede en slagtesvinestald, der var opdelt i fem sektioner: Fire sektioner á 240 stipladser og en sektion á 150 stipladser - i alt 1110 stipladser. Stalden var kun delvist sektioneret, idet sektionerne hang sammen to og to kun adskilt af en dør.

Multisite-system 4

Multisite-system med produktion på fire lokaliteter; en ejendom med søer, en ejendom med smågrise samt en ejendom med slagtesvin.

Ejendommen med søer omfattede ca. 900 årssøer med konventionel status. Driften var baseret på ugedrift med fravænning i fjerde leveuge. Søerne var opstaldet individuelt i bokse. Der blev anvendt 50 pct. KS.

Smågrise blev opstaldet i en sektioneret smågrisestald beliggende syv km fra ejendommen med søer. Stalden var indrettet i en renoveret kvægstald og var opdelt i ni adskilte sektioner, men med direkte adgang mellem sektionerne. Indsættelse og udlevering af grise fandt sted direkte til den enkelte sektion og altså ikke gennem andre sektioner. Grisene blev opstaldet i to-klimastier af varierende størrelse (18-27 grise pr. sti). Der var i gennemsnit 430 stipladser pr. sektion, eller i alt 3870 smågrisepladser på ejendommen.

På samme ejendom som smågrisene blev opstaldet, var etableret en karantæne/immunitetsstald til polte.

Efter ca. otte uger i smågrisestalden blev smågrisene overført til en sektioneret slagtesvinestald beliggende ca. otte km fra smågrisestalden og en km fra ejendommen med søer. Slagtesvinestalden var opdelt i 12 adskilte sektioner med direkte adgang mellem sektionerne via en dør. Hver sektion kunne rumme 240 slagtesvin svarende til i alt 2880 stipladser på ejendommen.

Multisite-system 5

Multisite-system med produktion på mange lokaliteter: En ejendom med søer, en ejendom med smågrise, en ejendom med grise i karantæne, seks kendte ejendomme med slagtesvin samt et antal ukendte (hovedparten af smågrisene blev eksporteret).

Ejendommen med søer omfattede 1250 årssøer med konventionel status. Driften var i princippet baseret på to-ugersdrift med ti hold i omdrift, men i undersøgelsesforløbet lykkedes det ikke at få holddriften til at fungere tilfredsstillende. Søerne blev opstaldet individuelt i båse eller bokse. Drægtigheds- og løbestaldene blev drevet kontinuert, mens alt-ind alt-ud blev tilstræbt i farestalden, som omfattede syv sektioner.

Polte blev produceret i egen kernebesætning. Der anvendtes mærkesæd til avlsdyrene og intern KS til produktionssøerne.

Ejendommen med smågrise lå 25 km fra ejendommen med søer og omfattede fire stalde med en indbyrdes afstand på 15 m. Hver smågrisestald var opdelt i tre fuldt adskilte sektioner indeholdende 12 to-klimastier med i alt 420 stipladser, svarende til 1260 stipladser pr. stald og i alt 5040 stipladser på hele ejendommen. Efter ca. 7,5 uger overførtes smågrisene til en slagtesvinestald, hvoraf fem var kendte, men derudover var der et antal ukendte aftagere (eksport).

Immuniserings-/karantænestalden lå ca. 300 m. vest for smågrisestaldene. Stalden var opdelt i to sektioner, hver indrettet med 3 stier med dybstrøelse. Der var ca. 200 m til den nærmeste ejendom med grise (slagtesvin af ukendt sundhedsstatus).

Den ene ejendom med slagtesvin lå ca. tre km fra smågrisestaldene og omfattede i alt 1800 stipladser. Ejendommen indgik ikke i afprøvningen.

Den anden ejendom med slagtesvin lå ca. 50 km fra ejendommen med smågrise og omfattede en uisoleret dybstrøelsesstald med storstier, med 150-200 grise pr. sti, svarende til i alt 1200 stipladser. Restgrise (ca. 50 pr. hold) blev flyttet til en mindre stald for af blive produceret færdige. Afstand mellem dybstrøelsesstald og restgrisestald var ca. 50 m. Dybstrøelsesstalden blev tømt og fyldt på én gang.

Den tredje ejendom med slagtesvin lå ca. 70 km fra ejendommen med smågrise og omfattede en uisoleret dybstrøelsesstald med 20 stier á 60 slagtesvin, svarende til i alt 1200 stipladser.

Den fjerde ejendom med slagtesvin lå ca. 195 km fra ejendommen med smågrise og omfattede fire stalde med i alt ca. 1200 stipladser.

Den femte ejendom med slagtesvin lå ca. 80 km fra ejendommen med smågrise. Ejendommen omfattede en stald med fire sektioner, svarende til i alt 1000 stipladser.

Multisite-system 6

Multisite-system med produktion på mange lokaliteter, omfattende en ejendom med søer, en ejendom med smågrise, en ejendom med karantæne-/immunitetsstald samt flere ejendomme med slagtesvin.

Ejendommen med søer omfattede 900 årssøer (PIC) med SPF-status. Staldsystemet var nybygget ved undersøgelsens begyndelse. Driften var baseret på ugedrift med fravænning af grisene i fjerde leveuge. Der blev anvendt intern KS. De drægtige søer var opstaldet i løsdriftsstier (stabile grupper) med elektronisk sofodring. Fareafdelingen omfattede fem sektioner, der i praksis blev drevet kontinuert.

Ejendommen med smågrise lå tre km fra soholdet og omfattede fire stalde, der lå placeret to og to med 40 meters afstand og med en indbyrdes afstand på 15 meter. Hver smågrisestald var opdelt i to fuldt adskilte sektioner indeholdende 14 to-klimastier á 38 stipladser, svarende til 532 stipladser pr. sektion og 1064 stipladser pr. stald. Sammenlagt var der 4256 stipladser på ejendommen.

Ejendommen med immuniserings-/karantænestald lå ti km fra ejendommen med søer. Der var ingen grise indenfor en radius af ca. to km fra stalden. Stalden var indrettet med tre stier med dybstrøelse. Polte blev udtaget af smågrisestalden og indsattes i immuniserings-/karantænestalden ved ca. 30 kg, og de blev gående der i 8-12 uger, før overførsel til en poltestald på ejendommen med søer.

Smågrisene blev solgt til et større antal slagtesvineproducenter. I en periode blev grisene opstaldet i stalde med en aldersgruppe pr. ejendom. Ved afprøvningens afslutning blev grisene aftaget af en aftager med flere aldersgrupper på en lokalitet og under samme tag.

Multisite-system 7

Multisite-system med produktion på tre lokaliteter: En ejendom med søer og smågrise, en ejendom med smågrise, samt tre ejendomme med slagtesvin.

Ejendommen med søer omfattede 700 årssøer med SKM-status. Driften var baseret på ugedrift med en gennemsnitlig fravænningsalder i undersøgelsesperioden på 23 dage. Ca. 150 af søerne var ved afprøvningens start placeret på en naboejendom, som i løbet af afprøvningen blev ændret til opstaldning af smågrise. Efter overflytningen til lokalitet 1 blev de drægtige søer opstaldet i løsdrift, i stabile grupper.

Smågrisestalden på ejendommen med søer var indrettet i en ældre ungsvinestald, der i forbindelse med afprøvningen blev ændret til to-klimastier til smågrise for at matche smågrisestalden på lokalitet 2. Stalden omfattede i alt ca. 250 stipladser.

Lokalitet 2 omfattede en smågrisestald med i alt ca. 1680 stipladser. Stalden var opdelt i to fuldt adskilte sektioner med separat indgang. Hver sektion bestod af 28 to-klimastier i fire rækker.

Lokalitet 3 omfattede afprøvningens kontrol-slagtesvinestald på en ejendom, hvor der var flere aldersgrupper af slagtesvin i sektionerede stalde. I kontrolstalden indsattes smågrise, der havde været opstaldet fra fravænning til 30 kg på samme ejendom som søerne. Kontrolstalden var indrettet med 20 stier i to rækker. Der var plads til 18 slagtesvin pr. sti, svarende til i alt 360 slagtesvin.

Lokalitet 4 omfattede stalden, hvori multisite-grisene blev opstaldet. Slagtesvinestalden var opdelt i tre sektioner med stier i to rækker. Hver sektion omfattede 16 stier á 20 grise, i alt 320 grise.

Lokalitet 5. Poltene blev indkøbt fra en opformeringsbesætning med konventionel status (PRRS-negativ) og blev opstaldet i karantæne på anden ejendom i minimum seks uger før indslusning i besætningen. Karantænestalden, der lå ca. 2 km fra soholdet, blev drevet efter princippet om alt-ind alt-ud.