Den reproduktionsmæssige præstation hos ornen er bestemt af arv og miljø. Sidstnævnte består af en række faktorer, såsom opstaldning, anvendelseshyppighed og fodring. Alene fodringen er belyst i vedlagte materiale.

Fodring af avlsorner har gennem tiderne ikke tiltrukket sig megen opmærksomhed, hvilket har resulteret i, at anbefalingerne for fodring af orner er dårligt belyst. I dag er anbefalingerne begrænset til, at ungorner (25-50 kg) fodres efter ædelyst med en slagtesvineblanding, mens orner over 50 kg fodres med en diegivningsblanding til søer, angivet i tabel 1.

Tabel 1. Grundfodring, anbefalet foderstyrke, proteinniveau og foderblanding til avlsorner

Yderligere anbefales det, at der i forhold til grundfodringen gælder følgende regel (Kilde: Fokus på besætningsornen, 1997, Landsudvalget for Svin)

• hvert spring kræver 100 gram ekstra foder
• hver grad under 20 grader celsius kræver 100 gram ekstra foder/dag

Disse anbefalinger begrundes med, at foder optimeret til diegivende søer vil indeholde tilstrækkeligt med energi og næringsstoffer til at dække ornens behov. Anbefalingerne skal sikre ornens reproduktionsmæssige præstation, det vil sige:

• Libido (ornens seksualdrift), der er vigtig for ornens villighed til at bestige soen eller fantomet samt længden af den enkelte ejakulation
• Sædceller produceret pr. tidsenhed, der er afgørende for det totale antal sædceller i det endelige ejakulat
• Fertilitetskapacitet af sædcellerne, der er bestemmende for, hvor god en evne sædcellerne har til at nå frem til ægget og befrugte det.

I forbindelse med fodring af orner hersker der nogen usikkerhed om, hvilke faktorer der er af betydning for den reproduktionsmæssige præstation. De følgende afsnit vil forsøge at klarlægge hvilke komponenter i foder til orner, der i litteraturen er undersøgt i henhold til ornens reproduktionsmæssige præstation.

Ved fodringen af udvoksede orner er det vigtigt, at energi- og proteinniveauet i foderet ikke er for højt. Niveauet i foderet skal være så højt, at ornens reproduktionsmæssige præstation er optimal, men samtidig ikke må blive for stor. Ornen må ikke blive større, end at soen kan bærer den, og ved at mindske den daglige tilvækst kan ornen have en længere aktiv periode. Desuden er det en almen opfattelse, at fede orner er dovne, har en reduceret libido og en øget risiko for benproblemer.

I opvæksten er det især vigtigt, at den daglige tilvækst sikrer, at ornen får en optimal udvikling af knoglerne. Tilvæksten må derfor ikke være for høj, da det er vigtigt, at udviklingen af knoglestrukturen kan følge med udviklingen af muskelmassen. En god knoglestruktur er en forudsætning for, at ornen ikke senere i livet får problemer med benene, så den vil have besvær med at bestige soen eller fantomet.

Forsøg med energiniveau i henhold til udvikling af knoglestruktur

I alt 194 orner blev undersøgt for foderets betydning for vækst og udvikling i opvækstperioden fra 25-100 kg. Ornerne fik tildelt varierende mængder af energi, protein, kalcium og fosfor. Der fandtes en sammenhæng mellem hurtig vækst og benproblemer. Et restriktivt energiniveau blev derfor anbefalet, hvis man ønsker at holde størstedelen af ornerne uden benproblemer (Hanssen & Grøndalen 1979).

80 krydsningsorner (blandede) blev opdelt i 4 grupper og fodret enten ad libitum (beregnet fra tidligere undersøgelser) eller 75 pct. af ad libitum med et foder, der henholdsvis havde et indhold af kalcium og fosfor på 100 pct. eller 150 pct. af den danske norm. Ornerne var i forsøg fra fravænning (5 uger), og til de var 220 dage. I intervallet 80-220 dage blev der med 10 dages mellemrum udtaget materiale til knogleundersøgelse. Orner, der blev fodret restriktivt, havde en tendens til at udvikle længere, tykkere og tungere knogler tidligt i undersøgelsesperioden (mellem 80 og 150 dage) uanset kalcium- og fosforniveauet. Ved 220 dage var denne forskel udjævnet. De orner, der fik 150 pct. af kalcium- og fosfornormen, havde en tendens til tungere knogler med tykkere vægge sammenlignet med orner, der fik 100 pct. af normen. Her var forskellen også mere udtalt i den tidligere vækstperiode (Kesel et al. 1983).

Forsøg med energiniveau i henhold til sæd

Seks Yorkshireorner på 22 måneder blev opdelt i grupper på 2. Gruppe 1 fik tildelt foder ad libitum (ca. 6,25 kg/dag), gruppe 2 efter normen og gruppe 3 fik 75 pct. af normen de første 6 måneder og 50 pct. af normen de sidste 9 måneder af forsøget. Sædvolumen blev kraftigt reduceret, når fodertildelingen lå under normen, mens der ikke sås effekt på volumen ved ad libitum fodringen. Koncentrationen af sædceller var omvendt proportional med volumen, så der var ikke markante forskelle i antallet af sædceller pr. ejakulat i de tre grupper. Libidoen af ornerne i gruppe 3 blev påvirket efter 15 måneder i forsøget, hvor de nægtede at bestige fantomet (Stevermer et al., 1961).

42 Yorkshireorner på 13 måneder blev opdelt i 3 grupper, der fik tildelt almindeligt sofoder, enten ad libitum (5,7 kg/dag), efter normen (3,6 kg) eller efter vedligeholdelsesbehovet. Ornerne blev tappet to gange ugentligt, og sæden blev undersøgt for antallet af sædceller pr. ejakulat, motilitet samt omløberprocenten 56 dage efter insemination blev registreret. Efter 8 uger i forsøg viste der sig en forskel i antallet af sædceller pr. ejakulat. I 11. og 12. uge var der henholdsvis 46 og 69 pct. flere producerede sædceller pr. ejakulat ved fodring efter normen og ad libitum fodringen sammenlignet med vedligeholdelsesfodringen. Der var ingen forskel i de andre forsøgsparametre (Kemp & Hartog, 1989a). Samme resultat blev opnået af Kemp et al. (1991), som heller ikke fandt nogen effekt af en øget energitildeling ved en aftapningsfrekvens på op til 5 gange pr. uge.

Diskussion

Energiniveauet i opfostringsperioden skal ifølge Hanssen & Grøndalen (1978) være restriktivt, da det vil give færrest benproblemer hos ornerne. Kesel et al. (1983) finder derimod, at forskelle i udviklingen af knogler vil udlignes senere i ornens udvikling. Hanssen & Grøndalen (1978) undersøgte kun ornerne, til de var 100 dage, mens Kesel et al ’s (1983) undersøgelse varede til ornerne var 220 dage gamle, hvilket kan forklare forskellen. Forsøgene tyder på, at den nuværende ad libitum fodring fra 25-50 kg og restriktive fodring efter huld resten af ornens udvikling vil give en optimal udvikling af ornens knogler. Fodringen sikrer herved ornens libido, idet problemer med fedme og ben reduceres. Desuden tyder det på, at det kun er i ekstreme mangelsituationer, at fodringen ville have en varig effekt for udviklingen af ornernes reproduktionsevne (Close & Roberts, 1993).

Stevemer et al. (1961) fandt, at energiniveauet til den voksne orne havde en betydning for volumen, men ikke for koncentrationen af sædceller. Dette kunne ikke eftervises af Kemp & Hartog (1989a). Kemp et al. (1991) fandt derimod, at energiniveauet havde en indflydelse på det totale antal sædceller pr. ejakulat. Sammenlignes de anvendte niveauer med den danske norm (tabel 2) ses det, at den danske norm ligger lidt under den af Kemp anvendte, og det må derfor formodes, at det er muligt at øge det totale antal sædceller pr. ejakulat samt eventuelt ejakulatvolumen ved at hæve foderstyrken. En prioritering af værdien af det højere antal sædceller i forhold til tungere orner og øget risiko for benproblemer, bør dog overvejes.

Tabel 2. Sammenligning af Kemp & Hartog, 1989a og Kemp et al. 1991 anvendte energiniveau med den danske norm. Udvoksne orner > 90 kg

Forsøg

Tyve krydsningsorner (LxY), ca. 12 måneder gamle, blev opdelt i 2 grupper. Kontrolgruppen og forsøgsgruppen fik henholdsvis tildelt 16,2 og 7,3 pct. råprotein pr. kg foder. Blandingerne blev tildelt over 23 uger, og ornerne blev tappet to gange ugentlig de første 16 uger. Herefter blev ornerne yderligere opdelt, så der inden for hver gruppe var orner, der blev tappet hyppigt (dagligt) eller normalt (to gange ugentligt). Ved hver tapning blev der registreret libido (tid til at bestige fantomet, samt længden af ejakulationen) og sæden blev undersøgt for motilitet, deforme sædceller samt koncentration. Efter 7 uger i forsøg blev libidoen ringere og sædvolumen reduceret med ca. 25 pct. i forsøgsgruppen, dog uden at koncentrationen blev påvirket. Der fandtes ingen sammenhæng mellem de to foderblandinger og forskellen i tapningsfrekvens (Louis et al. 1994).

100 Yorkshire orner blev undersøgt ved to tapningsfrekvenser, intensivt (tre gange ugentligt) og normalt (1-2 gange ugentlig). Ornerne blev yderligere opdelt i to grupper, der enten fik proteinrigt foder (23,4 pct. råprotein pr. kg foder) eller normalt foder (14,7 pct. råprotein pr. kg foder). Antallet af sædceller pr. ejakulat faldt ved en hyppigere tapningsfrekvens fra ca. 45 milliarder til ca. 29 milliarder. Et højere indhold af protein i foderet kunne ikke afhjælpe denne tendens (Kemp & Hartog, 1989b). Samme resultat blev opnået af Meding & Nielsen (1977).

Diskussion

Den danske norm for ford. råprotein til diegivne søer er minimum 110 g/FEs svarende til 11 pct. pr. kg foder. Et lavere indhold af råprotein kan påvirke libidoen hos orner som vist af Louis et al. (1994) ved et forsøg med et indhold af råprotein på 7 pct. pr. kg foder. Et niveau højere end 16 pct. har tilsyneladende ingen effekt på ornens reproduktionsmæssige præstation (Louis et al. 1994; Meding & Nielsen, 1977; Kemp & Hartog 1989c). Et indhold på 16 pct. ligger over normen, men i praksis indeholder blandinger til diegivne søer omkring 16 pct. råprotein. Med de nuværende anbefalinger kan der derfor ikke forventes nogen effekt af en yderligere protein-tilsætning.

Delkonklusion

Kemp (1991) anslår, at en voksen orne har behov for 2,7- 3,1 kg/dag af en færdigblandet soblanding. Dette svarer til et behov på 12,61 MJ (omsættelig energi), 145 g råprotein, 6,8 g lysin og 4,4 g methionin + cystein pr. kg foder. Et eksempel på en diegivningsblanding, der tildeles orner i Danmark, ses i bilag 1. Sammenlignes denne blanding med anbefalingerne for foderstyrke i tabel 1 og anbefalingerne fra Kemp, ser det ud til, at de danske orner får opfyldt deres behov med hensyn til energi og protein (tabel 3).

Tabel 3. Sammenligning af Kemp (1991)’s anbefalinger med en diegivningsblanding der anvendes til fodring af orner

   
Det har kun i forsøg, hvor der er anvendt niveauer af energi og protein langt under de danske normen, været muligt at vise, en negativ effekt på ornernes reproduktionsevne. Endnu har det ikke været muligt at vise en positiv effekt af en øget energi- eller proteintilførsel til foderet. Muligheden for at forbedre ornens reproduktionsevne gennem foderet skal derfor søges andetsteds end i energi- og proteintildelingen.

De vitaminer og mineraler, der tilsættes foderblandingen til orner i dag, er optimeret med henblik på søers behov i diegivningsperioden og med udgangspunkt i de gældende danske normer for avlsdyr. Et eksempel på tilsætningen af vitaminer og mineraler ses i bilag 1, der angiver tilsætningsstofferne i den anvendte blanding på KS-stationer i Danmark. Vitaminer og antioxidanters effekt på sædparametre er publiceret fra udlandet. I flere tilfælde har en ekstra tilsætning af vitaminer eller mineraler vist sig at have en positiv effekt på ornens reproduktionsevne. De fleste af afprøvningerne lider dog under, at additiverne har været præfabrikerede firmablandinger (produkt- og firmanavn angivet), hvor sponsering af produktet sandsynligvis har fundet sted. Afprøvningen af firmablandinger medfører ofte, at flere stoffer afprøves samtidig, og det er derfor svært at adskille effekten af de enkelte komponenter.

A-vitamin   

Forsøg

A-vitamin er kendt for at oplagres i testiklerne med højeste koncentration i alderen 12-24 uger, hvor spermatogenesen starter (Booth, 1974). Trif og Pintea (1979) viste, at høj koncentration af A-vitamin i testis indikerer vigtigheden af dette vitamin for normal morfologisk og fysiologisk udvikling i testis. Samme forfattere viste også, at sædcellekoncentration og fruktoseniveau øges hos A-vitamin-behandlede orner, og der opnås fald i enzymet asparatat aminotransferase (AspAT). Sidstnævnte er involveret i sædcellens oxygenmetabolisme og faldet indikerer en ændring i cellens permeabilitet.

Da behandling af orner med testosteron viser et øget indhold af fruktose i sædplasma (Palludan et al. 1984), kan A-vitamins øgning af fruktoseindholdet i sædplasma kun forklares ved enten en vitamin-afhængig øgning af FSH/LH (eller nedsat vitaminafhængig feedback virkning), en direkte vitamin-afhængig påvirkning af Ledigceller (evt. Sertoliceller) til testosteronproduktion eller en vitamin-afhængig påvirkning af sædblærerne til øget fruktose-produktion.

59 krydsningsorner fravænnet ved dag 0 blev opdelt i en kontrolgruppe (29 orner) og en forsøgsgruppe (30 orner). Ornerne fik et grundfoder bestående af en smågriseblanding fra 30.-90. levedøgn og herefter en soblanding, til de blev seksuelt aktive. Forsøgsgruppen fik yderligere tildelt produktet ”Caromix” (1 g ”Caromix” indeholder 10 mg beta-karotin, 10 mg E-vitamin og 2500 i.e. A-vitamin og 250 i.e. D-vitamin). Forsøgsgruppen fik dagligt tildelt 3 g ”Caromix” fra dag 30 til ornerne var 5 måneder gamle, og resten af forsøgsperioden fik de 20 g ”Caromix”. Da ornerne var 8 måneder gamle blev deres reproduktionsmæssige præstation målt ved testis størrelse, ejakulatvolume, motilitet, sædcellekoncentration, total antal sædceller pr. ejakulat og antallet af abnorme sædceller. Undersøgelsen blev udført på 3 ejakulater fra hver orne opsamlet over en 5 dages periode. Det fandtes, at forsøgsgruppen havde en øget størrelse af testis og et nedsat antal sædceller med væsentlige morfologiske forandringer herunder akrosomal fejl. Der var ingen forskel i de andre forsøgsparametre (Kawecka et al. 1993). En vurdering af  ”Caromix” i forhold til den danske norm gives i tabel 4.

Af tabel 4 ses, at for 1-5 måneders orner ligger tildelingen af ”Caromix” lige i underkanten af normen med undtagelse af A-vitamin. Den danske norm er sat med en sikkerhedsmargin, så det må antages, at ”Caromix” nogenlunde opfylder ungornernes behov, vurderet ud fra de danske anbefalinger. Over 5 måneder er indholdet af vitaminer ved tildeling af ”Caromix” meget større end den danske norm. Dette er interessant, idet ”Caromix” viste sig at have en effekt på testis størrelse og antallet af deforme sædceller. En øget tildeling af A-, D- og E-vitaminer i forhold til den danske norm kan derfor have en effekt på ornens reproduktionsevne. I artiklen er indholdet af vitaminer i den anvendte foderblanding ikke angivet, og det kan derfor ikke udelukkes, at kontrolgruppen har været i underskud af vitaminer.

Tabel 4. Sammenligning af ”Caromix”, der blev undersøgt af Kawecka et al. (1991) med de danske normer. 1 g ”Caromix” indeholder: 10 mg beta-karotin, 2.500 i.e. A-vitamin, 250 i.e D-vitamin og 10 mg E-vitamin. Der tildeles 3 g ”Caromix” i op til en alder af 5 måneder og 20 g ved en alder over 5 måneder

21 krydsningsorner (LY) blev opdelt i tre grupper med 7 orner i hver. Forsøget løb over 7 måneder, hvor alle orner fik et grundfoder indeholdende 1.000 i.e. A-vitamin og herudover normen for avlsdyr i Tyskland. Desuden fik alle orner tildelt 50 ml sojaolie/dag (ca. 10 mg E-vitamin) og 100 mg E-vitamin/ kg.

Yderligere fik de tre grupper pr. kg grundfoder:

     Gruppe 1: 30.000 i.e. A-vitamin
     Gruppe 2: 90 mg beta-karotin +1.000 i.e. A-vitamin (i alt 11.000 i.e. A-vitamin)     
     Gruppe 3: 1.000 i.e. i A-vitamin

Det forskellige niveau af A-vitamin-tildelingen mellem grupperne havde ingen effekt på sædvolumen, mens kvaliteten af sæden var forringet i gruppe 3. Tilførslen af sojaolie medførte, at der gennem forsøgsperioden blev observeret flere mættede fedtsyre i cellemembranen hos sædcellerne. Stigningen var lavest i gruppe 3, og denne gruppe have også den højeste koncentration af E-vitamin (tokoferol) i serum. Ændringen i A-vitamin koncentrationen i serum retinol viste sig først efter 3 måneder, da A-vitamindepotet i de underforsynede grise var sluppet op. Det kunne derfor tyde på, at et højt A-vitaminindhold i foderet hæmmer den oxiderende effekt af E-vitamin (Wemheuer et al 1996). Dette har andre undersøgelser dog ikke kunnet bekræfte (Hoppe et al. 1993; Anderson et al. 1995).

Diskussion

Pattedyr kan ikke selv syntentisere A-vitamin, det er derfor vigtigt, at vitaminet bliver tilført med foderet. A-vitamin menes at have stor betydning for reproduktionsevnen, da vitaminet findes i testis i høje koncentrationer (Trif og Pintea, 1979). En mangel på A-vitamin har vist sig at have en negativ effekt på sædkvaliteten og muligvis på testikel størrelsen (Kawecka et al. 1993). Der er dog nogen uenighed om i hvor store mængder, A-vitamin skal tilføres foderet, idet nogle resultater peger på, at en overforsyning kan hæmme udnyttelsen af andre vitaminer (Wemheuer et al. 1996). Den danske norm ligger på 8.000 i.e./FEs, hvilket ikke kommer nær de mængder, der har vist sig at have en negativ effekt. I fastlæggelsen af A-vitamin-normen er der ikke taget specielt hensyn til orners behov, men da det tyder på, at en overforsyning kan have en negativ effekt, og normen er sat med en sikkerhedsmargin, må det gældende A-vitamin i foderet antages at være tilstrækkeligt.

C-vitamin    

Forsøg

Packer et al. (1979) fandt en interaktion in vitro mellem E-vitamin og C-vitamin i deres effekt overfor de frie ilt radikaler. E-vitamin var den mest lipofile og dermed primært ansvarlig for hæmning af oxidering af cellemembraner. C-vitamin kunne regenerere E-vitaminets potentiale for antioxidant effekt. Leung et al. (1981) undersøgte denne interaktion nærmere og fandt, at de to vitaminer tilsammen havde en større antioxidativ effekt, end hvis de optrådte hver for sig.

Baker et al. (1996) undersøgte forskellige antioxidanters evne til at reducere et fald i motiliteten på sædceller som følge af reaktive frie radikaler. Undersøgelserne blev foretaget in vitro og på human sæd. Blandt de undersøgte antioxidanter var kombinationen af C- og E-vitamin den eneste, der ikke viste signifikant antioxidativ evne.

Forfatterne tillægger denne observation, at koncentrationerne i forsøget har været for lille og efterlyser derfor yderligere forsøg.

Tyve orner (L) blev opdelt i en kontrol- og en forsøgsgruppe, der fik tildelt henholdsvis et grundfoder eller grundfoder tilsat 400 ppmaskorbinsyre (C-vitamin). Ornerne var i forsøg i 75 dage før de første sædundersøgelser blev foretaget. Orner, der havde fået tildelt C-vitamin viste en tendens til at producere færre deforme sædceller og have en lavere omløbningsfrekvens efter inseminering i sobesætninger (Alcantara et al. 1996).

30 krydsningsorner (LY) opdelt i to grupper fik tildelt henholdsvis grundfoder og grundfoder + ”Selcewet” (svarende til 0,48 mg C-vitamin og 0,25 mg Se, daglig tilførsel) - hver dag igennem 3 uger. Sædundersøgelse blev foretaget på dag 1 efter foderforsøget. Tildeling af vitamin gav en forskel i sædcellekoncentrationen (544,6 x 106/kubikcentimeter kontra 568,6 x 106/kubikcentimeter; kontrol kontra forsøgsgruppe). Ligeledes sås der en tendens til et fald i væsentlige sædcelledefekter hos gruppen, som havde modtaget ”Selcewet” (Lasota et al. 1995). I dette forsøg ses effekten af C-vitamin og selen allerede efter 3 uger, hvilket tyder på, at ornerne i forsøget har været i underskud af de pågældende stoffer. Da spermatogenesen tager 56 dage, vil et forsøg af en længere periode være nødvendig for med sikkerhed at fastslå en effekt af de to stoffer på udviklingen af sædcellerne.

Ni orner opdelt i tre grupper fik tildelt 2,5 kg grundfoder/dag og yderligere pr. kg foder tilsat:

     Gruppe 1: ingen tilsætning
     Gruppe 2: 100 mg C-vitamin og 45 mg zink-methionin (keleret)  
     Gruppe 3: 200 mg E-vitamin og 45 mg zink-methionin (keleret)

Forsøget blev foretaget ud fra en hypotese om, at antioxidanter har en positiv effekt på sædcellens lipidmembran, eventuelt i synergi med zink-ioner. Forfatterne konkluderer, at C-vitamin i synergi med zink-ioner signifikant forbedrer den morfologiske kvalitet af sæden både vinter og sommer, dog mest i sidstnævnte periode. Det samme ses for E-vitamin/zink-ion-gruppen, dog med lavere effekt. Tilsætningerne i forsøget, sammenlignet med de danske normer og diegivningsblandingen, ses i tabel 5 (Cidoncha et al. 1997).

Tabel 5. Sammenligning af Cidoncha et al. (1997)’s vitamin- og mineraltilsætning med de danske normer og diegivningsblandingen (bilag 1). Cidoncha et al. (1997) havde 2 forsøgsblandinger, hvor zink blev sammensat med henholdsvis C- og E-vitamin

Af tabel 5 ses, at tilsætningen i forsøget ligger over den danske norm med hensyn til C- og E-vitamin, mens indholdet af zink er under normen. I artiklen er indholdet af vitaminer i den anvendte foderblanding ikke angivet, og det kan derfor ikke udelukkes, at kontrolgruppen har været i underskud af vitaminer. Desuden er forsøget kun foretaget på ni orner, og det er i artiklen ikke angivet, hvor længe de har været i forsøg. Den pågældende undersøgelse har derfor nogle klare mangler, men der blev påvist en effekt, som det kan være interessant at undersøge nærmere.

Diskussion

I Danmark tilsættes C-vitamin ikke til foderet, da det antages, at grisene selv kan syntetisere vitaminet. C-vitamin har vist sig at have en antioxidativ effekt i samspil med E-vitamin (Packer et al. 1979). Denne effekt har dog ikke været mulig at vise ved laboratorieforsøg på humane sædceller (Baker et al. 1996). Forsøg med tilsætning af C-vitamin alene (Alcantara et al. 1996) eller sammen med zink-methionin (Cidoncha et al. 1997) eller selen (Lasota et al. 1995) har vist sig at have en positiv effekt på ornens reproduktionsevne. Det kan derfor ikke udelukkes, at C-vitamin spiller en vigtig rolle ved reproduktionsevnen hos orner, og det kunne være interessant at undersøge denne effekt yderligere.

E-vitamin   

Forsøg

Cooper et al. (1987) undersøgte reproduktionsevnen hos rotter med E-vitamin mangel. Analyser af serumindhold fastslog, at det hormonale feedbacksystem med LH og FSH ikke blev påvirket af vitamin-E mangel. Forsøgsresultatet set i lyset af andre resultater medførte konklusionen, at effekten af E-vitamin mangel må være en intratestikulær negativ påvirkning af udviklingen af sædcellen. Det tydede på, at de sekundære spermatocytter og spermatider var de første til at vise patologiske forandringer ved E-vitamin mangel.

Brezezinska-Slebodzinska et al. (1995) undersøgte E-vitaminets antioxidative effekt på ornesæd. Undersøgelserne omfattede både in vitro og in vivo eksperimenter. In vitro eksperimentet blev udført ved at inducere oxidativt stress i en sædopløsning og derpå tilsætte E-vitamin eller reduceret glutathionin. Effekten af de tilsatte substanser var en 62 pct. reduktion af oxidative reagenser ved tilsætning af E-vitamin, og en reduktion på 57 pct. ved tilsætning af reduceret glutathionin. In vivo undersøgelsen blev foretaget på 20 orner ligeligt fordelt i en kontrol og en forsøgsgruppe. Forsøgsgruppen fik oralt tilført 1.000 i.e./dag/dyr dl-alfa-tokoferol-acetat (1.000 mg E-vitamin) i 7 uger. Sædprøver blev udtaget efter henholdsvis 2, 4 og 7 uger efter forsøgets start. Der fandtes et fald i antioxidative komponenter i sædplasma og en stigning i antallet af spermatozoer pr. kubikcentimeter hos orner, der havde fået E-vitamin. Af tabel 6 ses, at hverken den danske norm eller de reelle indhold i diegivningsblandingen når op på 1.000 mg E-vitamin pr. dag. Det kunne derfor være interessant at undersøge effekten af en forhøjelse af E-vitamin-indholdet i ornefoderet.

Tabel 6. Sammenligning af Brezezinska- Slebodzinska et al. (1995) tilsætning af E-vitamin med den danske norm og diegivningblandingen i bilag 1. Ved normen og diegivningsblandingen er det antaget, at der fodres med 2-3 FEs pr. dag

Diskussion

Undersøgelserne omkring E-vitamin er meget sparsomme, men tyder på, at E-vitamin har en betydning for den intratestikulære udviklingen af sædcellen (Cooper et al. 1987). E-vitamin har en antioxidativ effekt (Packer et al. 1979), hvilket også har kunnet vises i in vivo forsøg med en sædopløsning (Brezezinska-Slebodzinska et al. 1995). Desuden har E-vitamin alene (Brezezin-ska- Slebodzinska et al. (1995) eller i samspil med andre stoffer (Cidoncha et al. 1997; Marin-Guzman et al.1997) vist sig at have en effekt på orners reproduktionsevne. E-vitamin er derfor et interessant stof at undersøge nærmere.

Selen   

Forsøg

192 orner (LY x D) ligeligt fordelt i tre grupper blev tildelt foder ad libitum fra fravænning til 145 kg. Herefter blev ornerne i alle grupper fodret restriktivt med 2 kg grundfoder/dyr/dag. Grundfoderet var blandet efter de amerikanske normer på nær for de to undersøgte stoffer (selen og vitamin E). Grundfoderet indeholdt 3,92 mg/kg E-vitamin og 0,067 mg/kg selen, derudover tildeltes der enten intet selen/E-vitamin, 0,5 ppm selen eller 220 i.e. E-vitamin pr. kg grundfoder i hele perioden. Omkring 10-måneders alderen blev ornerne tappet, sæden undersøgt og synkroniserede søer blev insemineret to gange med 12 timers interval efter observation af østrus. Der sås en positiv effekt af selentildelingen på ejakulatvolumen, motiliteten og antallet af normale spermier. Samtidig sås en positiv effekt på fertilitetsraten i procent udtrykt ved antal befrugtede æg i forhold til antal gule legemer (dag 7 efter). Ved en tilførsel af E-vitamin sås de samme tendenser, men virkningen var knap så markant (Marin-Guzman et al. 1997). En sammenligning med de danske normer og indholdet i foderblandingen i bilag 1 ses i tabel 7.

Tabel 7. Sammenligning af Marin-Guzman et al. (1997)’s vitamin og mineral tilsætning med de danske normer og diegivningblandingen i bilag 1. Marin-Guzman et al. (1997) fandt en positiv effekt af selen tilsætningen på ornernes reproduktionseven, mens effekten af E-vitamin ikke var nær så markant

33 orner blev opdelt i tre grupper, der enten fik et grundfoder med 0,05 mg selen pr. kg eller forsøgsblandinger med et totalt indhold på 0,15 eller 0,30 mg selen pr. kg foder. Ornerne blev fodret med forsøgsblandingerne ad libitum, fra de var 1 til 6 måneder gamle. Derefter blev de fodret med 2,25 kg foder pr. dag, indtil de var 11 måneder. Kropsvægt, testikelstørrelse og libido var størst ved en tilsætning af 0,05 mg selen/kg foder, hvilket tyder på, at doser over 0,05 mg selen/kg har en negativ effekt på reproduktionsevnen (Henson et al. 1983).

Diskussion

De to ovennævnte forsøg giver noget modstridende resultater. Selenindholdet, som anbefales af Henson et al. (1983), svarer nogenlunde til, hvad grundfoderet indeholder hos Marin-Guzman J. et al. (1997). Det er dog svært direkte at sammenligne de to forsøg, da Henson et al. angiver tilsætningen i form af rent selen, mens Marin-Guzman et al. angiver tilsætningen i form af natriumselenit. Da selen har en central betydning i enzymet glutathion-peroxidase, er stoffet vigtig for at modvirke en oxidation af sædcellemembranen og dermed også sædcellernes fertilitet. Da der i Danmark tilsættes selen til foderet, tyder det ikke på, at ornerne er i en mangelsituation, og da en overforsyning kan være giftig, kan det ikke anbefales at øge tilsætningen.

Astaxantin   

Forsøg

Miki (1991) undersøgte astaxantin med henblik på at klarlægge stoffets anitioxidative effekt. Han fandt, at astaxantin havde en stærk bindingsevne til frit oxygen og frie radikaler. Astaxantin viste sig 10 gange mere effektiv sammenlignet med andre karotenoider og 100 gange mere effektiv end alfa-tokoferol. Miki mener derfor, at astaxantin kan fungere som et super E-vitamin. Undersøgelser af astaxantin foretaget af Palozza & Krinsky (1992) er knap så positive. De fandt, at astaxantin var et lige så effektivt antioxidant som alfa-tokoferol og tillagde forskellen til Miki’s resultater som værende forskelle i undersøgelsesmetoden.

739 søer blev opdelt i 2 grupper og fik henholdsvis tildelt en kommerciel soblanding eller en kommerciel soblanding, hvor der var tilsat 5 ppmastaxantin i form af algemel pr. kg tørstof. Algemelet blev tilsat forsøgsgruppen fra 35 dage før faring, under diegivningsperioden til 21 dage efter fravænning. Hos søer, der blev tildelt astaxantin i form af algemel, fandtes en højere kuldvægt (49,5 kronta 52,6) og 2. lægs søer blev i gennemsnit løbet 2,48 dage før kontrolholdet. Der var yderligere en tendens til flere levendefødte grise (Inborr et al., 1995).

37 orner, opdelt i 2 grupper, fik igennem 16 uger henholdsvis tildelt et grundfoder eller grundfoder suppleret med 3 gram ”NovastaTM” en gang dagligt som topdressing. ”NovastaTM” har et højt indhold af astaxantin, og grundfoderet var blandet efter de australske normer og er angivet i bilag 2. Sæd blev opsamlet fra orner gennemsnitlig én gang ugentligt igennem alle 16 uger og undersøgt for volumen og sædkoncentration. Endvidere blev 523 og 513 søer insemineret med sæd fra henholdsvis kontrol- og forsøgsgruppen. Forsøgsgruppen havde en højere sædvolumen og som følge deraf også et højere totalt antal sædceller. Søer løbet med orner, der havde fået astaxantin, fødte flere grise end kontrolgruppen (10 kontra 10,6) (AstaCarotene, 1995).

Effekten af ”NovastaTM” i forhold til volumen af sæden var højest i de første 6 uger af forsøget, hvorefter volumen i begge grupper faldt. Da det tager 56 dage før spermatogonier er modnet til fuldt udviklede spermier, kan den direkte effekt på den enkelte sædcelles modning diskuteres. Dog kan den antioxidative virkning af astaxantin have forbedret lipidmembranen på cellerne og dermed allerede påbegyndt udviklingen. Fertiliteten af sædcellerne synes også forbedret, da der er et højere totalt antal grise født pr. so. Dog bygger disse tal på en lav faringsprocent (71 og 76) i forhold til den danske, og det er tvivlsomt, om resultaterne direkte kan overføres.

Diskussion

Grundet tidligere høje udvindingsomkostninger er forskningen omkring brug af astaxantin som tilsætningsstof til foder meget begrænset. Moderne produktionsmetoder med mikroalger har sænket omkostningerne betydeligt og åbnet for eksperimentelt arbejde.

Algearten Haematococcus pluvialis (grønalger) har vist sig at producere astaxantin i større mængder, så det er blevet rentabelt at oprense astaxantin fra sådanne kulturer.

De foreløbige resultater omkring astaxantins indvirken på reproduktionsevnen hos pattedyr er gode, og der er grundlag for yderligere undersøgelser. Hos grisen ser det umiddelbart ud til, at astaxantin påvirker både søer (Inborr et al., 1995) og orners (AB, 1997) reproduktionsevne positivt.

Virkningsmekanismen bag astaxantin er endnu uklar, men en påvirkning af det hormonale system og/eller på de enkelte sædceller kan ikke udelukkes.

Delkonklusion

Undersøgelserne omkring vitamin- og mineraltilsætning til ornefoder har vist sig at have en positiv effekt på reproduktionsevnen. Af de beskrevne stoffer er nogle af ornens behov allerede i dag sikret gennem tilførsel af vitaminer eller mineraler til foderet efter den danske norm. Andre vitaminer og mineraler har vist en positiv effekt på reproduktionsevnen ved en tilførsel over de danske normer.

Det kan derfor været aktuelt at ændre på den fodersammensætning, der i dag bliver givet til orner.

A-vitamin er af stor betydning for reproduktionsevnen og findes i høje koncentrationer i testiklerne. Det er derfor vigtig, at foderet indeholder tilstrækkeligt af vitaminet for at sikre en optimal reproduktionsevne. En overforsyning kan muligvis have en negativ effekt på reproduktionsevnen. Den danske norm for vitaminer, der p.t. anvendes, synes at opfylde ornernes behov.

C-vitamin bliver i dag ikke tilsat foderet, men har i forskellige forsøg vist sig at have en positiv effekt på reproduktionsevnen. En tilsætning af C-vitamin kan have en positiv effekt på koncentrationen af sædceller og reducere antallet af deforme sædceller. Nærmere undersøgelser af C-vitaminets effekt på reproduktionsevnen er nødvendige for med sikkerhed at fastslå en effekt og de bagved liggende virkningsmekanismer.

E-vitamin er en vigtig antioxidant til at hindre oxidation af lipidlaget i cellemembranen. Undersøgelser på rotter tyder på, at effekten af E-vitamin er intratestikulær. Tilsætningen af E-vitamin til foderet har vist sig at reducere antallet af deforme sædceller og i nogle tilfælde forøge ejakulatvolumen og/eller testikelstørrelsen. Sammenlignet med andre vitaminer og mineraler har det i nogle tilfælde tydet på, at effekten af E-vitamin ikke har været så markant. De anvendte koncentrationer af E-vitamin i forsøgene har været højere end den danske norm, det kunne derfor være interessant at undersøge, om en yderligere tilsætning af E-vitamin kunne have en effekt på orners reproduktionsevne.

Selen indgår bl.a. som komponent i enzymet glutathion-peroxidase, der forhindrer oxidation af cellemembraner. Selenmangel har vist sig at have en negativ effekt på reproduktionsevnen. Da en overforsyning af selen er giftig, må den gældende danske norm anses for at være tilstrækkelig til at opfylde orners behov.

Et stof, som ikke i dag anvendes i foderblandinger til grise, er astaxantin. Stoffet har indtil nu vist positive resultater for reproduktionsevnen hos både søer og orner. Virkningsmekanismerne bag denne effekt er ikke klarlagt, men det må antages at være stoffets evne til at fungere som antioxidant, der virker positivt på reproduktionsevnen. Yderligere undersøgelser er nødvendige for med sikkerhed at kunne klarlægge størrelsesordenen af ataxanthins effekt. En tilsyneladende effekt af et stof, der normalt ikke anvendes i foder, danner desuden spin-off-effekt for undersøgelser af andre stoffer, der kan indvirke på reproduktionsevnen.

Et optimalt blandet foder med korrekt energiindhold, proteinniveau samt tilsætning af vitaminer og mineraler er vigtigt for at opnå de bedste produktionsresultater. Til orner benyttes en foderblanding, der er optimeret med henblik på diegivende søer, og det er derfor ikke sikkert, at denne blanding optimerer ornens reproduktionsmæssige præstation. Den reproduktionsmæssige præstation er resultatet af, libido, sædkoncentration produceret pr. tidsenhed og fertilitets-kapaciteten af sædcellerne.

Libidoen bliver påvirket negativt, hvis ornen underforsynes med energi eller protein, men dersom den gældende danske norm overholdes vil der ikke opstå problemer. Ved vitaminer og mineraler er der ikke foretaget undersøgelser af effekten på libidoen ved en eventuelt mangel eller tilsætning. Det må dog antages, at libidoen vil blive påvirket, hvis ornens fysik er påvirket af en eventuel mangelsygdom/forgiftning.

Sædcellekoncentrationen pr. tidsenhed er påvirket, hvis ornen er i underskud af energi eller protein. Fodring efter dansk norm skulle opfylde dette behov, dog kunne det tyde på, at hvis ornen bliver benyttet hyppigt, er det nødvendigt med en ekstra fodertilførsel for optimal produktion. A-vitamin kan have en indirekte indflydelse på produktionen, idet en mangel kan medføre reduceret testikelstørrelse. Den danske norm skulle sikre en optimal tilførsel af A-vitamin i den kritiske periode omkring puberteten. Tilførsel af C-vitamin, E-vitamin eller selen kan muligvis forøge koncentrationen af sædceller, men effekten kræver yderligere undersøgelser for at blive bekræftet. Ligeledes viser foreløbige undersøgelser af astaxantin positive resultater på koncentrationen af sædceller, men det er endnu for tidligt at drage endelige konklusioner.

Fertilitetskapaciteten bliver ved energi- og proteinniveau kun påvirket, hvis ornen har været udsat for svære mangelsituationer over en længere perioder. En sådan situation opstår sjældent i moderne dansk svineproduktion, og det må derfor antages, at fertilitet ikke er påvirket af energi- og proteinindholdet i foderet. A-, C- og E-vitamin, selen og astaxantin har alle vist sig at kunne reducere antallet af deforme sædceller og forbedre motiliteten. Dette er et indirekte udtryk for en forbedret fertilitet af sæden, men et direkte udtryk kræver, at søer bliver insemineret med sæd fra behandlede orner. Denne form for undersøgelse er kun foretaget for C-vitamin, selen og astaxantin, hvor en tilsætning viste forbedrede reproduktionsresultater.

En produktiv orne med en høj fertilitetskapacitet er en vigtig del af svineproduktionen. Alligevel er fodring af orner en overset del af forskningen i dansk svinehold. Hidtil har der været positive resultater på reproduktionsevnen ved tilsætningen af forskellige vitaminer og mineraler. Det er derfor nødvendig med en øget indsats inden for fodring af orner, hvis det skal være muligt også på handyrsiden at forbedre reproduktionsresultaterne.

Forord

Gennem tiderne har der ikke været den store opmærksomhed om fodring af avlsorner. I dag anbefales at unge orner (25-50 kg) fodres efter ædelyst med en slagtesvineblanding, mens orner over 50 kg fodres med en diegivningsblanding til søer.

Via fodringen er det vigtigt at sikre ornens reproduktionsmæssige præstation, det vil sige:

• Libido (ornens seksualdrift), der er vigtig for ornens villighed til at bestige soen eller fantomet samt længden af den enkelte ejakulation
• Sædceller produceret pr. tidsenhed, der er afgørende for det totale antal sædceller i det endelige ejakulat
• Fertilitetskapacitet af sædcellerne, der er bestemmende for, hvor god en evne sædcellerne har til at nå frem til ægget og befrugte det.

I forbindelse med fodring af orner hersker der nogen usikkerhed om, hvilke faktorer der er af betydning for den reproduktionsmæssige præstation.

Denne rapport er en litteraturgennemgang af undersøgte faktorer i foder til orner, der menes at påvirke ornens reproduktionsmæssige præstation.

Bilag 1

Foderstoftabel over en diegivningsblanding til søer der pt. anvendes til orner på KS-stationer i Danmark

Tilsætningen af vitaminer og mineraler til diegivningsblandingen der pt. anvendes til orner på KS-stationer i Danmark

Bilag 2

Grundfoderblandingen som AstaCarotene, tilsætter ”NovastaTM”