Der er steder i Danmark, hvor husdyrproduktion, herunder produktionen af grise, medfører lugtgener for det omgivende samfund. Lugt fra landbrugets animalske produktion skyldes hovedsageligt to kilder: lugt fra spredning af gødning på markerne og lugt fra staldanlæg.

Lugtemission fra staldanlæg kan mindskes i hele kæden fra foder og dyr til gødning og afkastluft fra ventilationsanlæggene. Lugtemissionen kan reduceres ved at hindre lugtkomponenter i at blive dannet eller ved at hindre lugt i at komme ud af staldanlæggene ved fx at rense den udgående luft. Forskning i ammoniakemission har vist, at ved at ændre og optimere på foderets sammensætning er det muligt at reducere ammoniakemissionen betragteligt (Canh et al., 1998b; Hayes et al., 2004). Det er muligt, at det samme vil være tilfældet for lugt, hvis det er muligt at hindre lugtende kemiske forbindelser i at blive dannet af ufordøjede foderkomponenter. Er dette muligt, vil det antageligt være en lovende mulighed for at reducere lugtemissionen fra svinestalde, eftersom foderændringer vil være lette at implementere i eksisterende staldanlæg.

Formålet med denne litteraturgennemgang er at vurdere fodringens og ernæringens mulige rolle i at at reducere lugtemissionen fra svinestalde. Foder til grise sammensættes af en lang række råvarer, der har forskellig effekt på fordøjeligheden og udnyttelsen af næringsstoffer inden i grisen og derved på dannelsen af lugtende kemiske forbindelser eller forstadier til disse kemiske forbindelser. I denne litteraturgennemgang fokuseres der på fodringens indflydelse på dannelsen af lugtende stoffer i og udenfor grisen. Det vil sige, at fokus er på lugt og ikke så meget på ammoniak, idet lugt udenfor et staldanlæg ikke er korreleret til ammoniak.

Lugt kan defineres som egenskaben ved en kemisk komponent eller en blanding af komponenter, der over en vis koncentration aktiverer lugtesansen og derved en opfattelse af lugt. Det menes, at mennesker er i stand til at registrere over 10.000 forskellige lugte, selv om mennesket kun er i stand til at sætte ord på nogle få (Mackie et al., 1998). Desuden gælder det for visse substrater, at de kun giver et lugtindtryk, hvis bestemte forhåndsbetingelser er opfyldt, fx at de er flygtige, vandopløselige, etc.

Den sensoriske opfattelse af lugt kan betegnes ved koncentration, intensitet, karakter og hedonisk tone eller genegrad. 

2.1   Lugtkoncentration

Lugtkoncentrationer målt ved olfaktometri (et lugtpanel) udtrykkes i den europæiske standard odour unit (OU_E), lugtenheder (LE), i odour units per kubikmeter (OU_Em^-3) eller lugtenheder per kubikmeter (LEm^-3). En odour unit og en lugtenhed defineres som mængden af en lugtende gas, der fortyndet i en kubikmeter luft, kan identificeres fra ren luft af 50 pct. af medlemmerne i et lugtpanel. I Danmark anvendes ved myndighedsbehandling indtil videre LE frem for OU_E. For at omregne fra OU_E til LE skal lugtkoncentrationen i OU_E divideres med en såkaldt følsomhedsfaktor. Følsomhedsfaktoren bestemmes ved at teste lugtpanelisterne overfor en kendt koncentration af n-butanol og varierer typisk mellem 1 og 2.

Opfattelsen af lugt varierer betydeligt mellem forskellige individer og derfor er det vigtigt at følge en standard for at sikre præcision og konsistens i målingerne. Lugtkoncentration er den mest almindelige parameter til bestemmelse af styrken af lugt.

I Europa anvendes oftest metoden beskrevet af den europæiske komité for standardisering (CEN) EN 13725, der beskriver målingen af lugtkoncentration ved hjælp af dynamisk olfaktometri (Anonym, 2003). Den blandede luft med lugt og den lugtfri luft kommer tilfældigt ud af et af to luftrør. Paneldeltageren skal så angive, hvilket luftrør, den lugtende luft kommer ud af, og skal samtidig angive hans eller hendes sikkerhed (sikker, rimelig sikker, uvis). En forsøgsserie stoppes typisk, når alle paneldeltagerne med sikkerhed kan udpege det rigtige rør, hvorfra der kommer lugtende luft.

Imidlertid er det vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle lugte har den samme evne til at forårsage irritation ved forskellige koncentrationer, samtidig med, at det er overordentligt vanskeligt at angive graden af irritation i kvantitative termer. Derfor tages der ved de fleste målinger af lugt ikke hensyn til lugtens karakteristik. Ved lugtkoncentrationen tages der alene hensyn til, ved hvilken koncentration, lugten kan identificeres. En behagelig og en ubehagelig lugt kan meget let have samme detektionsniveau. Nogle lugte, som fx parfumer, kan ved lave koncentrationer opfattes som behagelige, mens de ved højere koncentrationer opfattes som ubehagelige. Derfor kan det diskuteres, om det er tilstrækkeligt alene at anvende lugtkoncentration og om der ikke også skulle tages hensyn til lugtintensitet og genegrad.

2.2   Lugtintensitet

Lugtintensitet er den anden parameter i den sensoriske lugtopfattelse og refererer til størrelsen af lugtsanseindtrykket. Med andre ord kan det siges, at lugtintensiteten er et udtryk for, hvor svag eller kraftig en lugt opleves. Sammenhængen mellem lugtintensitet og lugtkoncentration er illustreret i figur 2.1 (Misselbrook et al., 1993). Herudfra kan det ligeledes forklares, hvorfor en nedsættelse af lugtafgivelsen fra en stald til omkring det halve ikke nødvendigvis vil gøre naboerne tilfredse, idet kurven er flad og intensiteten derfor stadig kan være høj.

2.3   Lugtens karakter

Lugtens karakter beskrives ved hjælp af ord som fx sød, sur, blomsteragtig, harsk, rådden etc.

2.4   Hedonisk tone

Den hedoniske skala bruges til at evaluere genegraden, hvor modbydelig eller frastødende en lugt opfattes. Placeringen af en lugt på den hedoniske skala varierer betydeligt fra person til person og er tydeligt påvirket af egne lugtoplevelser, personlige lugtpræferencer og den følelsesmæssige tilstand, som en lugt opleves i.

Lugt kan måles på tre forskellige måder: enten sensorisk (olfaktometri), kemisk (gaskromatografi med massespektrometri, GC-MS) eller ved hjælp af elektroniske sensorer (elektronisk næse).

2.5   Olfaktometri

Den sensoriske opfattelse af lugt kan måles ved hjælp af olfaktometri. Olfaktometri er baseret på et menneskeligt panel og et olfaktometer, der basalt set blot er et fortyndingsapparat. Principperne ved olfaktometri er at fastlægge en lugts karakteristika i relation til dens koncentration, intensitet og hedoniske tone.

Basalt er der to typer af olfaktometri: statisk og dynamisk. Et statisk olfaktometer præsenterer et fast volumen af fortyndet prøve til panelmedlemmerne til bedømmelse. Et dynamisk olfaktometer er et apparat, der blander lugtholdig luft fra prøven med en strøm af lugtfri luft. Apparatet producerer en kontinuerlig strøm af forskellige luftfortyndinger med kendt fortynding af en luftprøve, der præsenteres for paneldeltagerne.

Olfaktometri er standardmetoden til at måle lugtkoncentration i lugtenheder. Hver person, der deltager i et lugtpanel, er forhåndsudvalgt efter deres evne til at detektere kendte kemiske stoffer med en kendt tærskelværdi for lugt. Det kan fx være n-butanol eller hydrogen sulfid. Formålet med forhåndsudvælgelsen er at reducere variationen i lugtopfattelse mellem panelmedlemmerne.

2.6   Kemisk måling af lugt

Lugt fra svinestalde er normalt karakteriseret ved at bestå af en kompleks blanding af kemiske forbindelser. En sådan blanding kan i teorien karakteriseres kemisk ved at bestemme, hvilke stoffer, der er i blandingen og ved hvilken koncentration. Den basale teknik til at adskille kemiske forbindelser i en lugtprøve er gaskromatografi med massespektrometri (GC-MS). Ved gaskromatografi kan en blanding af luftformige stoffer separeres i enkelte kemiske stoffer afhængig af damptryk og opløselighed ved, at prøven injiceres i en specifik kolonne, der adskiller de forskellige stoffer. Da de forskellige kemiske forbindelser i en prøve reagerer forskelligt med absorbanten, frigives stofferne fra kolonnen på forskellige, specifikke tidspunkter. Disse frigivelsestidspunkter kan så sammenlignes med tidspunkterne for kendte stoffer til identifikation. Desuden kan arealet under toppene anvendes til fastlæggelse af koncentrationen af de kemiske stoffer.

På trods af ovenstående er der nogle svagheder ved anvendelse af gaskromatografi til karakterisering af lugt. Lugt fra stalde består af mange stoffer, der har en ekstrem lav koncentration, der gør dem vanskelige at detektere i en gaskromatograf, selvom de kan detekteres af den menneskelige lugtesans. En anden ulempe er, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at korrelere målinger af enkelte kemiske forbindelse i en luftprøve til, hvorledes mennesker vil opfatte lugten fra den pågældende prøve.

2.7   Elektronisk måling af lugt

Der arbejdes på udvikling af en elektronisk næse som alternativ til olfaktometri. En elektronisk næse kan defineres som et apparat, der består af en opstilling af elektroniske sensorer til måling/detektering af kemiske stoffer. Disse sensorer er så forbundet i et netværk, således at bestemte mønstre af kemiske stoffer kan korreleres til lugt. Ved således at anvende programmeret viden omkring sammenhængen mellem sensorrespons og lugtkoncentration for en given lugttype kan en elektronisk næse give en værdi for en given lugtkoncentration. Elektroniske næser anvendes primært i fødevareindustrien til kvalitetskontrol, men det vurderes, at der endnu er lang vej inden elektroniske næser vil kunne finde anvendelse til måling af lugt fra husdyrproduktion.

2.8   Sammenfatning

På nuværende tidspunkt antages olfaktometri at være den mest præcise metode til at kvantificere lugt. Anvendelse af den menneskelige næse som måleinstrument har imidlertid nogle klare ulemper, såsom at det er meget arbejdskrævende, tidskrævende og dyrt. Olfaktometriske målinger kan/bør derfor suppleres med kemiske analyser (GC-MS) til kvantificering af enkelte kemiske forbindelser. Det vurderes, at det ligger noget ude i fremtiden, før der er udviklet elektroniske næser, der kan anvendes til måling af lugtemissionen fra bygninger med husdyr.

Lugt fra svineproduktion kan tænkes at komme fra følgende kilder: foder, grisekroppene, urin og gødning eller gyllen (blanding af gødning og urin). Generelt anses lugt fra grisekroppe og foder ikke for at være så lugtende som gødning, urin og gylle (Mackie et al., 1998). Dette er eftervist i en undersøgelse fra Landsudvalget for Svin, hvoraf det fremgår, at lugt fra svinestalde langt overvejende stammer fra gødning og urin på gulvet samt den gylle, der opbevares i stalden (Lyngbye og Riis, 2005). Der er et stort antal kemiske forbindelser tilstede i staldluften i bygninger med husdyr. O’Neill og Phillips (1992) summerede 168 stoffer i forskellige studier af landbrugsbygninger, og Schiffmann et al. (2001) har offentliggjort en liste med 331 kemiske forbindelser isoleret fra svinebesætninger i North Carolina, USA.

Betydningen af forskellige kemiske forbindelser for den samlede lugtopfattelse fra svineproduktion er afhængig af, hvorledes de forskellige stoffer lugter, deres koncentration, ved hvilken koncentration, de kan lugtes samt eventuel vekselvirkning mellem forskellige kemiske stoffer.

Flere forfattere har forsøgt at udrede sammenhængen mellem kemiske stoffer og lugt eller har forsøgt at finde markørstoffer for lugt. Følgende stoffer er blevet foreslået som indikatorer for lugt fra husdyrproduktion: VFA’er, p-cresol, indol, skatol, ammoniak, H₂S, svovlholdige komponenter, phenoler og alkoholer (Hobbs et al., 1997; Schaefer, 1977a; Spoelstra, 1980a). I det følgende er det valgt at inddele de kemiske stoffer i følgende grupper: svovlholdige komponenter, flygtige fede syrer (VFA), phenoler og indoler, samt ammoniak og flygtige aminer.

3.1   Svovlholdige komponenter

Svovlholdige stoffer synes at være mere lugtende end VFA’er, og flere forfattere har rapporteret, at svovlholdige stoffer er vigtige komponenter i lugt fra husdyrproduktion (Odam et al., 1986; Ohta og Kuwada, 1988).

Hydrogensulfid eller svovlbrinte er en dødbringende gas, der i flere tilfælde har dræbt både dyr og mennesker. Normalt er koncentrationen af hydrogensulfid dog lav i staldbygninger, medmindre gyllen omrøres eller beluftes. Imidlertid fandt Hobbs et al. (1999) ingen korrelation mellem svovlbrinte og lugt i modsætning til, hvad der er rapporteres fra andre kilder i USA.

Hydrogensulfid og methanthiol er de mest almindelig rapporterede svovlholdige stoffer fundet ved lugtundersøgelse af gylle. Ifølge Hobbs et al. (1997) var koncentrationen af methanthiol meget høj umiddelbart over gylleoverfladen, hvilket kunne indikere, at methanthiol er et vigtigt stof for opfattelsen af lugt fra gylle. Foruden disse stoffer er der dog også identificeret en del andre svovlholdige forbindelser i luft fra svinestalde (Odam et al., 1986).

3.2   Flygtige fede syre (VFA’er)

Cirka 60 pct. af den totale mængde VFA’er i gylle er eddikesyre og de efterfølgende syrer er propion-, smør-, iso-smør-, valerian-, iso-valerian- og capronsyre (Cooper og Cornforth, 1978; McGill og Jackson, 1977).

3.3   Phenoler og indoler

Phenoler, p-cresol og 4-ethylphenol er vigtige repræsentanter for phenolgruppen, hvorimod indol og skatol er indol-forbindelser. Disse to grupper af stoffer anses ligeledes for vigtige i opfattelsen af lugt i ventilationsluft fra svinestalde (O'Neill og Phillips, 1992; Schaefer, 1977b).

3.4   Ammoniak og flygtige aminer

Ammoniak har en skarp, stikkende lugt og dannes hovedsageligt ud fra urea (Spoelstra, 1980b). I et review angiver Le et al. (2005), at der tilsyneladende kun er ringe korrelation mellem ammoniak og lugt fra svinestalde. Dette stemmer godt overens med resultater fra Landsudvalget for Svin, hvor en reduktion i ammoniakemissionen ikke har medført en reduktion i lugtemissionen (Lyngbye og Sørensen, 2005).

Flygtige aminer fra staldanlæg kan fx være methylamin (rådden lugt), ethylamin (fiskeagtig lugt), trimethylamin (ammoniak-lignende lugt), cadaverin (fordærvet lugt) og putrecin (lugt af forrådnelse).

3.5   Sammenfatning

Der er identificeret et stort antal forskellige kemiske forbindelser i staldluften ved produktion af grise. Disse kemiske stoffer kan grupperes i svovlholdige forbindelser, flygtige fede syrer (VFA’er), phenol og indol samt ammoniak og flygtige aminer. For at være i stand til at foreslå fodringsmæssige interventioner til nedbringelse af lugtemissionen fra svinestalde, er det nødvendigt at være i stand til at identificere de enkelte kemiske forbindelser i staldluften for bedre at kunne forstå deres oprindelse.

Når foder passerer gennem en gris bliver næringsstofferne hydrolyseret og fermenteret til mindre molekylestrukturer, der kan absorberes af grisen og anvendes til vækst eller andre livsytringer. Ikke-udnyttede næringsstoffer og endogene komponenter i fordøjelseskanalen udskilles via urin og fæces. Produktion af kemiske forbindelser, der kan bidrage til lugt, finder primært sted ved anaerob nedbrydning af protein og kulhydrater. Hvis denne proces får lov at forløbe til ende, resulterer den i NH₃, CO₂ og CH₄, der ikke bidrager til lugt. Imidlertid produceres de stoffer, der bidrager til lugten, ved ikke-fuldstændig mikrobiel nedbrydning af ikke-udnyttet protein og kulhydrat (Sutton et al., 1999). Det vil sige, at produktionen af kemiske stoffer, der kan bidrage til lugt fra gylle afhænger af de fysiske forhold, herunder antageligt specielt pH og temperatur, der vides at have stor indflydelse på mikrobielle processer.

De mikrobiologiske nedbrydningsprocesser, der starter i grisens fordøjelseskanal, fortsætter efter udskillelse fra grisen. Den anaerobiske mikrobielle nedbrydningsproces i grisen er skitseret i figur 4.1. Forskellige grupper af kemiske forbindelser produceres ved disse nedbrydningsprocesser udfra forskellige forstadier, men disse stoffer og dannelsen af forskellige stoffer kan naturligvis vekselvirke med hinanden.

4.1   Svovlholdige stoffer

Anaerobe bakteriers produktion af svovlholdige stoffer involverer generelt sulfatreduktion og metabolisme af svovlholdige aminosyrer. I gylle betyder dette sulfat fra urinen og svovlholdige aminosyrer fra fæces. Der er antageligt mange forskellige anaerobe bakterier involveret i disse processer.

Når gylle opbevares under anaerobe forhold kan de svovlholdige aminosyrer methionin og cystein blive nedbrudt, hvorved der kan frigøres lugtende svovlholdige stoffer. Metabolisme af svovlholdige aminosyrer finder sted på følgende måde (Mackie et al., 1998):

Den anden hovedkilde til dannelsen af svovlholdige komponenter er sulfat fra urinen. Sulfatreduktion kan forløbe på to måder. Producerer bakterierne nok reduceret svovl er der mulighed for biosyntese af methionin og cystein. I modsætning hertil står den nedbrydningsproces, hvor sulfat anvendes som elektron-modtager til anaerobisk respiration, der er sammenlignelig med den aerobe respiration med ilt. Ved respiration med sulfat produceres der betydelige mængder af kemiske forbindelser, der kan bidrage til lugt (Clanton og Schmidt, 2000).

4.2   Flygtige fede syrer (VFA’er)

VFA’er produceres udfra proteiner og kulhydrater under anaerobe forhold i grisens tyktarm og når gødning/gylle opbevares. Kulhydrater omdannes kun til ligekædede VFA, mens proteiner både omdannes til ligekædede og forgrenede VFA’er. I grisestalde dannes VFA’er hovedsageligt i grisenes tyktarm eller i gyllen ved fermentering af fibre og protein under anaerobe forhold. Den ufordøjede fiberfraktion vil typisk bestå af cellulose, hemicellulose og lignin. Lignin kan stort set ikke nedbrydes under anaerobe forhold, hvorimod cellulose og hemicellulose først hydroliseres af mikrobielle enzymer til oligo- og/eller monomere sakkarider, der af mikroorganismerne senere omdannes til VFA’er som eddike-, propion- og smørsyre. Andelen af de forskellige syrer, der produceres, afhænger af, hvilket substrat, der er tilgængelig, sammensætningen af den mikrobielle flora og pH-værdien i miljøet. I tabel 4.1 er angivet, hvilke VFA’er og stoffer, der dannes ved mikrobiel deaminering af aminosyrer.

Aminosyre	ProduceretVFA
Alanin, glycin, serin	Eddikesyre
Threonin	Propionsyre
Glutaminsyre, asparaginsyre	Eddike-, propion-, og smørsyre
Valin	Iso-smørsyre
Leucin	Iso-valerinsyre
Isoleucin	2-methylbutansyre
Phenylalanin	Phenyleddikesyre
Tyrosin	Phenyleddikesyre, phenylpropionsyre
Thrypthofan	Indoleddikesyre		skatol

4.3   Phenol og indol

Phenol, p-cresol og 4-ethylphenol dannes blandt andet ved mikrobiel nedbrydning af tyrosin i grisens fordøjelseskanal og i gyllen.

Indol og skatol produceres i tyktarmen og i gyllen ved mikrobiel omdannelse af L-tryptofan, som skitseret i figur 4.2. Både indol og skatol absorberes delvis fra tarmen, dvs. den ikke-absorberede del udskilles via fæces, hvilket igen betyder, at indol og skatol kan findes i frisk gødning. De faktorer, der bestemmer produktionen af skatol og indol, er mængden af tilgængelig tryptofan i tyktarmen. Mængden af tryptofan er afhængig både af mængden af tryptofan i fordøjelsesmaterialet, der kommer ind i tyktarmen og den protein-nedbrydende aktivitet af bakterierne i tarmen. Denne aktivitet kan svækkes på grund af konkurrence med kulhydrat-fermenterende bakterier og på grund af protease-aktivitet, der er afhængig af pH. Når tryptofan er tilstede kan det indarbejdes i mikrobielt protein, en proces, der stimuleres ved høj aktivitet af kulhydrat-fermenterende bakterier eller det kan omdannes til indol eller skatol (Jensen og Jensen, 1998).

4.4   Ammoniak og flygtige aminer

De nitrogenholdige stoffer, der produceres ved opbevaring af gylle, er hovedsageligt ammoniak og flygtige aminer.

Når protein og aminosyrer bruges som energikilde frigøres der ved deres deaminering ammoniak. Hovedkilden til ammoniak er dog urea (Le et al., 2005). Urea dannes i leveren hos grise som slutproduktet ved proteinmetabolismen og udskilles af nyrerne til urinen. Urea i urinen bliver, når urin blandes med gødning, hurtigt hydrolyseret af den urease, der er tilstede i fæces og konverteret til ammonium (NH₄⁺). Ammoniak i gylle stammer således hovedsageligt fra nedbrydningen af urea. Ammoniakemission er en langsom proces, der kontrolleres af faktorer såsom ammoniakkoncentration, pH og temperatur (Le et al., 2005):

I gylle er ammoniak således i ligevægt med ammonium, hvilket betyder, at ammoniakemissionen afhænger af denne ligevægt. Ligevægten påvirkes af pH-værdien og temperaturen i gyllen, hvor såvel stigende temperatur som stigende pH forskyder ligevægten mod højre, hvilket er ensbetydende med en stigende ammoniakemission (Hartung og Phillips, 1994). Der er indikationer af, at pH spiller en større rolle end temperaturen for størrelsen af ammoniakemissionen. Ved pH under 7 i gyllen er ligevægten forskubbet i retning af NH₄⁺, hvorved ammoniakemissionen reduceres betydeligt (Hartung og Phillips, 1994; Le et al., 2005).

pH-værdien i gylle bestemmes af VFA, NH₄⁺/NH₃ og CO₂/HCO₃^-/CO₃^2- buffersystemerne (Sommer og Husted, 1995). I gylle med en pH-værdi omkring neutrale 7 vil VFA’er fra gødningen medføre frigivelse af H⁺, hvilket alt andet lige vil medføre et lavere pH. NH₃ vil i gylle medføre en pH-stigning på grund af dannelsen af NH₄⁺ ud fra NH₃ og H⁺ (Paul og Beauchamp, 1989). Ligeledes vil CO₂/HCO₃^-/CO₃^2- systemet omkring et neutralt pH arbejde mod et stigende pH (Stevens et al., 1989).

Under anaerobe forhold kan der dannes flygtige aminer udfra protein ved decaboxylering af aminosyrer, tabel 4.2. Desuden kan der produceres aminer ved animering af aldehyder.

4.5   Sammenfatning

Mikrobiel aktivitet i grisens tyktarm og i den opbevarede gylle i stalden er ansvarlig for dannelsen af lugtende kemiske forbindelser og dermed lugtemission fra svinestalde. Substratet for dannelsen af disse lugtende kemiske forbindelser er hovedsageligt ikke-udnyttede næringsstoffer fra grisenes foder. Tilsyneladende er protein og fermenterbare kulhydrater de vigtigste substrater for dannelsen af lugtende kemiske stoffer.

Sammenhængen mellem lugt og fodring er mere eller mindre indirekte. Selvfølgelig er der en direkte lugt fra selve foderet, men dette er kun undersøgt i meget begrænset omfang. Derimod påvirker foderet lugten mere indirekte gennem ændringer i lugten fra dyrene, gødningen og urinen efter indtagelse af forskelligt foder.

5.1   Lugt fra selve foderet

I litteraturen er der kun beskrevet en enkelt undersøgelse af lugtemissionen fra foder. I en hollandsk undersøgelse undersøgte Timmerman et al. (2004) i laboratorieforsøg, om der var forskel i lugtkoncentration og genegraden af lugten fra tørfoder og forskellige kombinationer af flydende bi-produkter. De flydende produkter var moste, kogte kartoffelskræller, hvedestivelse, valle, øl-gærfløde og løgsaft.

Konklusionen var, at der generelt ikke var forskel i lugtkoncentrationen mellem tørfoder og kombinationen af flydende biprodukter indeholdende kogte kartoffelskræller, hvedestivelse og valle. Imidlertid var der indikationer af, at genegraden var højere i tørfoder. Desuden gav kombinationer med øl-gærfløde og løgsaft højere lugtkoncentrationer sammenlignet med kombinationer af de mere almindelige vådfodermidler, som kogte kartoffelskræller, hvedestivelse og valle, men i de fleste tilfælde var der ikke forskel i genegraden. Efterfølgende blev udvalgte foderblandinger undersøgt i svinebesætninger, men der var ingen påvisning af, at lugten fra besætningerne var påvirket.

5.2   Indirekte påvirkning af lugt via fodringen

Det er påvist, at lugtemissionen ikke var påvirket af, om der var grise i en stald eller ikke, såfremt ventilationsydelsen var den samme (Lyngbye og Riis, 2005). Dette betyder, at lugten fra en grisestald hovedsageligt stammer fra frisk gødning og urin samt den gylle, der opbevares i stalden. I flere eksperimenter er effekten af forskellig fodring på lugtemissionen fra gylle blevet undersøgt (Gralapp et al., 2002; Otto et al., 2003). I en undersøgelse af, om lugten fra gylle varierede fra grise fodret med forskellige niveauer af bi-produkter blev der ikke fundet forskel i lugten fra grise fodret med stigende mængder af destillationsrester fra produktionen af ethanol (dried distiller grain, 0-10 pct.) eller blodmel (0-3 pct.), men det blev konstateret, at lugtintensiteten var stigende ved længere tids opbevaring af gyllen i forsøgskamret (4 d vs 6 d) (Gralapp et al., 2002).

Tilsætning af stivelse, cellulose og protein til kvæggylle øgede produktionen af VFA, hvilket indikerer, at optimering af foder tættere på dyrenes behov og dermed reduceret overskud af næringsstoffer vil reducere lugtudskillelsen (Miller og Varel, 2002). Den kemiske sammensætning af svinegylle er korreleret til fodersammensætningen og dermed er det sandsynligt, at ændringer i fodersammensætningen vil påvirke produktionen af lugtende kemiske forbindelser fra gyllen. Imidlertid er de mikrobielle processer i gyllen, der er ansvarlige for produktionen af kemiske stoffer, ikke velbeskrevne. I forsøget blev det fundet, at tilsætning af stivelse til svinegylle øgede den totale produktion af VFA og at tilsætning af protein øgede produktionen af forgrenede VFA’er og aromatiske ringkomponenter. Desuden blev det fundet, at tilsætning af kulhydrater (cellulose) ikke forhindrede proteinfermentering (Miller og Varel, 2003). Dette forsøg antyder således, at begrænsning af foderspild antageligt vil medføre en reduktion i lugtemissionen samtidig med, at foderudnyttelsen naturligvis vil blive forbedret.

Produktionen af lugtende kemiske forbindelser i en svinestald er afhængig af de stoffer, der er i gødning og urin fra grisen. Ændringer i lugtproduktionen er derfor antagelig mulig ved at ændre på fermenteringsmønsteret i tyktarmen for derigennem eventuelt at påvirke forholdene i gyllen. Desuden er det muligt gennem foderændringer at ændre på pH i gyllen og dermed eventuelt påvirke fermenteringsmønsteret i gyllen. Ved at ændre på niveauet af protein og vælge proteinkilder med høj fordøjelighed samt manipulere med niveauet af fermenterbare kulhydrater vil det antageligt være muligt at påvirke lugtemissionen fra svineproduktion. En anden mulighed er anvendelsen af forskellige fodertilsætningsstoffer eller ændret fodringsstrategi som fx fasefodring, vådfodring eventuelt i kombination med kønsvis fodring.

5.3   Lugt i relation til protein i foder

Overskudsprotein fra foderet udskilles i tre former: urea og sulfater i urinen, ufordøjet protein i fæces og bakterielt protein i fæces. Alle disse stoffer er mulige forstadier til lugtende kemiske forbindelser.

Princippet med at reducere nitrogenudskillelse og derved ammoniakemissionen gennem et reduceret proteinindtag er velbeskrevet i litteraturen (Hobbs et al., 1998; Portejoie et al., 2004; Sutton et al., 1999; Zervas og Zijlstra, 2002). Canh et al. (1998b) fandt, at for hver procentenhed reduktion i råproteinindholdet i foderet blev ammoniakemission reduceret med 10-12,5 pct.

Foder med lavt proteinindhold, hvor der er tilsat syntetiske aminosyrer for ikke at mindske grisenes produktivitet, medfører nedsat nitrogenudskillelse og en lavere pH i gyllen og derved ligeledes en lavere ammoniakemission (Shriver et al., 2003; Sutton et al., 1999).

Ud over foder med et lavt proteinindhold, kan anvendelse af fase-fodring være en strategi til reduceret ammoniakemission. Når der fodres med en foderblanding fra 30-100 kg levende vægt underforsynes der med protein først i vækstperiode, mens der overforsynes sidst i perioden.

Indflydelsen af foder med lavt proteinindhold på lugtemission er derimod begrænset og ikke konsistent. Fem ud af 10 kemiske stoffer hos ungsvin og 9 ud af 10 kemiske stoffer hos slagtesvin var reduceret i gyllen, når grisene blev fodret med lav-protein foder tilsat syntetiske aminosyrer sammenlignet med almindelige kommercielle blandinger (Hobbs et al., 1996). Ligeledes blev der fundet en reduktion af VFA’er, forgrenede VFA’er, p-cresol, indol og skatol i gyllen hos grise fodret med lav-protein foder (14 pct. og 13 pct. i ungsvine- og slagtesvinefoderet) sammenlignet med høj-protein foder (21 pct. og 19 pct. råprotein i henholdsvis ungsvine- og slagtesvinefoderet). I overensstemmelse hermed fandt Hayes et al. (2004) ligeledes, at anvendelse af foder med 13 og 16 pct. råprotein reducerede udskillelsen af lugt med ca. 30 pct. sammenlignet med foder med 19 eller 22 pct. råprotein.

I modsætning til ovenstående, rapporterede Sutton et al. (1999), at koncentration af flygtige organiske komponenter i headspace luften fra gylle opbevaret anaerobisk ikke var forskellig mellem grise fodret med foder indeholdende 10 eller 13 pct. råprotein suppleret med syntetiske aminosyrer. Ligeledes blev der heller ikke observeret forskel i koncentrationen af phenoler eller svovlholdige komponenter i fæces fra grise fodret med foder indeholdende 10, 13 eller 18 pct. råprotein.

Otto et al. (2003) undersøgte foderblandinger med 0, 6, 9, 12 og 15 pct. protein og konkluderede, at reduceret proteinindhold reducerede ammoniakemission fra gyllen, mens det ikke var sandsynligt, at der ved de afprøvede niveauer ville være nogen effekt på lugt fra gyllen.

Imidlertid er der indikationer af, at proteinkilden kan påvirke lugtopfattelsen. I foderblandinger med fiskemel og et højt svovlindhold fra tilsætning af op til 12 pct. fjermel var der en højere lugtkoncentration (van Heugten og van Kempen, 2002). I et pilot set-up blev det i lighed med andre studier fundet, at svovlforbindelser tilsyneladende spiller en vigtig rolle for opfattelsen af lugt, idet gylle fra grise, der havde adgang til foder med et højt svovlindhold (hvidløgspulver, fjermel og fiskemel) blev bedømt til at lugte værre end gylle fra grise, der fik et kontrolfoder baseret på majs og soja (Moeser et al., 2003). Hos kyllinger er det observeret, at tilsætning af forskellige syntetiske methioninkilder til foderet øgede lugtudskillelsen fra gødningen sammenlignet gødning fra kyllinger, der havde adgang til et kontrolfoder, hvor der ikke var tilsat syntetisk methionin (Chavez et al., 2004b; Chavez et al., 2004a).

Flygtige aminer udgør en meget lille del af de flygtige nitrogenholdige stoffer og det er ikke lykkedes at finde undersøgelser i litteraturen, hvor effekten af foder er undersøgt på koncentrationen af flygtige aminer.

5.4   Lugt i relation til fermenterbare kulhydrater i foderet

I litteraturen er det meget begrænset, hvad der findes af studier, hvor effekten af forskellige kulhydratkilder på lugten fra svineproduktionen er undersøgt. Der er en del undersøgelser, der har set på ammoniakemissionen, mens der stort set ikke findes undersøgelser, hvor der har været anvendt olfaktometri. Forskellige kulhydratkilder fermenteres forskelligt i grise, dvs. forskellige typer af fermenterbare kulhydrater burde give anledning til forskellige forstadier til potentielt lugtende kemiske forbindelser. Generelt øges den mikrobielle aktivitet i tyktarmen, hvis der er et højt niveau af opløselige fibre i foderet (Jensen og Jørgensen, 1994; Longland og Low, 1989). Dette vil medføre en højere koncentration af organiske syrer i fæces og gylle, hvilket medfører en pH-sænkning i gyllen og derved mindre ammoniakemission (Canh et al., 1998c; Sutton et al., 1999).

På trods af, at et øget fiberindhold i foderet har en reducerende effekt på ammoniaktabet, er det tydeligt, at det ligeledes medfører en øget koncentration af VFA i gyllen (Canh et al., 1997; Shriver et al., 2003; Sutton et al., 1999). Dette kan muligvis påvirke udskillelsen af lugt fra gyllen eftersom VFA er tilstede ved opbevaring af gylle (Chen et al., 1994; Zahn et al., 2001). Sammenhængen mellem koncentrationen af de forskellige kemiske forbindelser og lugtkoncentrationen bestemt ved olfaktometri kendes imidlertid ikke. Det er derfor uklart, om en øget koncentration af VFA i fæces og gylle vil øge eller reducere koncentrationen af lugt. Det vurderes, at der er behov for mere viden for at afklare, om ændringer af kulhydratfraktionen i foderet til grise kan påvirke lugtemissionen.

Foder med tilsætning af roepiller som fiberkilde reducerede produktionen af skatol og indol i tyktarmen hos grise. Tesen var, at roepiller stimulerede den mikrobielle aktivitet i tyktarmen, hvorved behovet for aminosyrer til bakteriel proteinsyntese blev øget, hvorved der var mindre tryptofan til rådighed, der kunne omdannes til skatol (Knarreborg et al., 2002). I overensstemmelse hermed medførte tilsætning af 5 pct. inulin til foderet til slagtesvin reduceret udskillelse af skatol i fæces, mens der ikke blev observeret nogen effekt på VFA, ammoniak, total flygtige sulfider, p-cresol og indol (Rideout et al., 2004).

Bortset fra de herover beskrevne effekter på lugt og ammoniakemission har tilsætning af fermenterbare kuldhydrater til foderet nogle ernæringsmæssige uheldige effekter, da de kan reducere fordøjeligheden af protein, fedt og mineraler (Bach Knudsen, 2001).

5.5   Lugt i relation til fodertilsætningsstoffer

I litteraturen er der stort set ingen information omkring tilsætningsstoffer og lugt fra svineproduktion. For at forestille sig, at et fodertilsætningsstof skulle have effekt på lugtemissionen, bør det have en eller begge af de her beskrevne virkningsmekanismer:

• Ændre det mikrobielle økosystem i grisenes tyktarm eller i gyllen, således at der produceres færre lugtende kemiske forbindelser.
• Være i stand til at binde lugtende kemiske forbindelser.

Mikrobiel aktivitet i tyktarmen hos grise antages både at producere lugtende stoffer og forstadier til lugtende kemiske forbindelser. Det antages derfor, at hvis der kan ændres på mikrofloraen og/eller substrattilførslen har det potentialet til at ændre på en eller flere grupper af lugtende stoffer.

Ændringer i pH i urin og gylle har været genstand for en del opmærksomhed i relation til brug af tilsætningsstoffer til at reducere ammoniakemission. Ved et lavt pH ændres ammoniak (NH₃) til ammonium (NH₄⁺), der forbliver i opløsning. Flere forskellige syresalte er blevet tilsat foderet for at reducere ammoniakemissionen. Ved at erstatte CaCO₃ delvist med calciumsaltene CaSO₄, CaCl₂ og Ca-benzoate blev pH i grisenes urin reduceret og resulterede dermed i en reduktion i ammoniakemission med henholdsvis 30, 33 og 54 pct. (Canh et al., 1998a). Kim et al. (2004) fandt ligeledes, at forskellige Ca og P kilder kunne reducere pH i urinen og reducere NH₃ og CH₄ emissionen fra svinestalde, mens der ikke var nogen påvirkning af lugtemissionen.

Erstatning af CaCO₃ med CaCl₂ sænker pH og HCO₃^- koncentrationen i blodet. Det samme vil antageligt ske, når der anvendes CaSO₄. Hovedårsagen til den forsurende effekt af CaCl₂ og CaSO₄ er, at anionerne Cl^- og SO₄^2- i tarmen absorberes i større udstrækning end Ca²⁺ og at de udskilles næsten fuldstændigt til urinen via nyrerne. Udskillelse af disse anioner via nyrerne medfører ligeledes udskillelse af H⁺, hvilket betyder, at pH i urinen falder (Canh et al., 1998a).

Udover disse calciumsalte kan tilsætning af organiske syrer til foderet også medføre en sænkning af pH i urinen. Eksempler herpå er adipinsyre, der kun delvist nedbrydes og en del derfor udskilles via urinen (van Kempen, 2001), og Ca-benzoate, der konjugerer med glycin til hippursyre, der hurtigt udskilles via urinen (Canh et al., 1998a). Både adipinsyre og Ca-benzoat medførte en sænkning af pH i urinen med ca. 2 enheder. Imidlertid er det vist, at både foderoptagelsen og daglig tilvækst er reduceret og foderudnyttelsen forringet, hvis foderets elektrolytbalance reduceres eller CaCO₃ erstattes med CaCl₂ (Patience et al., 1987; Yen et al., 1981).

I en dansk undersøgelse er det fundet, at anvendelse af calciumformiat som calciumkilde i foderet ikke medførte nogen sænkning af pH-værdien i gyllen og dermed heller ikke havde nogen effekt på ammoniakemissionen. I modsætning hertil medførte anvendelse af calciumklorid som calciumkilde i lighed med de udenlandske undersøgelser en reduktion i ammoniakfordampningen på ca. 30 pct. Til gengæld havde anvendelse af calciumklorid negativ påvirkning af den daglige tilvækst (Sloth, 2005).

Generelt er der i litteraturen meget begrænset information om relationen mellem pH og lugtende kemiske forbindelser i gyllen, selvom der er rapporteret, at gylle med et højt pH afgav mere lugt (Sutton et al., 1999). I et review konkluderede Miner (1997), at trods flere forsøg med forskellige tilsætningsstoffer til foder, gylle eller til at spraye ud over gylle, har ingen af forsøgene været i stand til at reducere lugtemissionen. Blandt disse produkter har blandt andet været enzymer og specialiserede bakterier, der skulle ændre nedbrydningsmønstrene i gødning og gylle.

Under laboratorieforhold er det fundet, at beluftning af og tilsætning af et stof (natriumazid NaN₃), der reducerede den mikrobielle omsætning til den flydende fraktion fra gylle, reducerede dannelsen af VFA, phenol, p-cresol og skatol (Chen et al., 1994).

Varel og Miller (2001b) fandt, at tilsætning af en kombination af antimikrobielle stoffer til kvæggylle reducerede produktionen af potentielt lugtende kemiske forbindelser. Samtidig fandt de, at tilsætning af carvacrol og thymol udvundet fra planteolier ved tilsætning til kvæggylle reducerede antallet af coliforme bakterier samt produktionen af VFA og lactate i kvæggyllen (Varel og Miller, 2001a). På baggrund af disse og andre undersøgelser konkluderede de, at tilsætning af planteolier til gylle kunne være en mulighed til at begrænse den mikrobielle omsætning i gyllen og derved produktionen af lugtende stoffer (Varel et al., 2004). Forudsat naturligvis, at disse olier kan erhverves for en pris, der gør tilsætning økonomisk realistisk.

Det er ikke lykkedes at finde informationer om fodertilsætningsstoffer og lugt i litteraturen.

5.6   Foderstrategi og lugt

I en engelsk undersøgelse er det fundet, at gylle fra fravænnede grise fodret med vådfoder, hvor foder og vand var blandet i forholdet 1:4, lugtede mindre end gylle fra grise fodret med tørfoder eller vådfoder med blandingsforholdet 1:3 (Hobbs et al., 1997).

5.7   Sammenfatning

Generelt indeholder foderblandinger til grise mere protein end grisene er i stand til at udnytte til produktion. Det overskydende protein udskilles gennem urin og fæces. Proteiner og deres metabolitter kan typisk være forstadier til lugtende kemiske forbindelser. Reduktion af mængden af protein i gødningen fra dyrene vil ligeledes mindske mængden af substrat, der er tilgængelig for mikroorganismerne til at producere lugtende kemiske stoffer. Fra litteraturen er det klart, at en reduktion i protein vil medføre en reduktion i ammoniakemissionen, mens det samme tydelige billede ikke tegner sig med hensyn til lugt. Der er således indikationer af, at der kun kan forventes en reduktion af lugtemissionen, hvis der skiftes fra foderblandinger med et meget højt proteinindhold (< 20 pct. råprotein) til foderblandinger med et lavt råproteinindhold (>15 pct.). Det er sjældent, at der i Danmark anvendes slagtesvinefoder med et proteinindhold på mere end 19 eller 22 pct.

Niveauet af fermenterbare kulhydrater i foderet kan påvirke fermenteringen i tyktarmen hos grise ganske betragteligt og det er derfor ikke usandsynligt, at fermenterbare kulhydrater vil være i stand til at påvirke lugtudskillelse fra grise. Det er vist, at et øget niveau af fermenterbare kulhydrater i foderet kan reducere ammoniakemissionen betragteligt, men resultater med hensyn til reduktion af lugt er ikke konsistente og anses ikke for afklaret.

Med hensyn til tilsætningsstoffer vurderes det, at sandsynligheden for, at et lille volumen af et additiv skulle være tilstrækkeligt til at ændre produktionen af lugtende stoffer, er lille.

I den gennemgåede litteratur er det imidlertid påfaldende, at selvom der i alle studierne blev anvendt gaskromatografi (GC) var der meget stor variation mellem de forskellige studier i koncentrationen af de målte kemiske stoffer, specielt med hensyn til VFA’erne. Variationen skyldes antagelig forskellig prøveudtagningsmetode og forskelligt måleudstyr, etc. Det præcise prøveudtagningssted er centralt ved tolkning af lugtprøver, men i mange tilfælde er dette ikke angivet. Ligeledes er studierne gennemført fra midt i halvfjerdserne og til i dag, i hvilken periode, der er sket betragtelige ændringer i produktionssystemerne, blandt andet med hensyn til fodring og staldsystemer.

Af denne rapport fremgår, at der er årsagssammenhæng mellem fodersammensætning og produktion af lugtende kemiske stoffer. Lugtende kemiske forbindelser fra svinestalde stammer fra ikke-udnyttede næringsstoffer i foderet, idet det ser ud til, at protein og kulhydrater er af størst betydning. Det vil sige, at koncentrationen af lugtende stoffer antageligt kan påvirkes gennem ændringer i foderets niveau og type af protein og kulhydrat.

Ændringer i valg af proteinkilder og niveau af protein og aminosyrer, eventuelt i kombination med fermenterbare kulhydrater, synes at være en mulig vej til at reducere produktionen af lugtende stoffer ved svineproduktion. En af ulemperne ved langt hovedparten af de forsøg, der er gennemført, er, at de enkelte kemiske forbindelser er blevet betragtet isoleret, dvs. relative ændringer er kun blevet målt for et enkelt stof eller en gruppe af stoffer. Kun få studier har anvendt olfaktometi til at undersøge effekten af foderændringer på lugtemissionen.

Svovlholdige stoffer er ekstremt ildelugtende, og det vurderes derfor, at disse stoffer er centrale for en eventuel lugtreduktion gennem fodringsmæssige interventioner. Ligeledes fordi disse stoffer på grund af et højt damptryk har vist sig vanskelige at fjerne ved hjælp af tekniske luftrensningsløsninger. Ligeledes er flygtige fede syrer vigtige lugtkomponenter, idet de forgrenede VFA’er, der stammer fra fermentering af protein, antages at bidrage mere til lugt end de ligekædede VFA’er. Desuden er phenoler og indolkomponenter ligeledes af betydning for lugtbilledet fra svineproduktion. Ammoniak er miljømæssigt problematisk, men der er meget få indikationer af, at ammoniak spiller en rolle for lugtemissionen fra svinestalde. I tabel 6.1 er angivet 20 kemiske forbindelser, der på baggrund af gennemgang af litteraturen samt foreløbige danske erfaring, anses for at være betydende for lugten fra svinestalde.

6.1   Muligheder via protein?

Ved den nuværende fodring af slagtesvin er dyrene i stand til at udnytte ca. 40 pct. af den totale N-mængde i foderet. Den overskydende mængde N udskilles til gyllen, hvor den er substrat for bakteriel dannelse af lugtende stoffer.

Stort set alle stofferne i tabel 6.1 kan dannes ud fra protein. Dette betyder, at for at reducere lugtemission skal indholdet af protein i foderet være så lavt som muligt for at mindske mængden af substrat i grisenes tyktarm og i gyllen. Aminosyrerne methionin, cystein, tryptofan og tyrosin synes at være specielt kritiske og bør derfor være så lave som muligt, selvom de i flere tilfælde tilsættes syntetisk til foderet eftersom de er begrænsende for grisenes produktion.

Udfra et fodringsmæssigt synspunkt med henblik på lavest mulig lugtemission kan det derfor konkluderes at:

• Foderet bør optimeres tættere på dyrenes proteinbehov
• Niveauet af råprotein i foderblandingerne og tilsætning af syntetiske aminosyrer bør reduceres for at muliggøre normal produktion
• Letfordøjelige proteinråvarer bør anvendes
• Der bør være lavt total indhold af aminosyrerne methionin, cystein, tryptofan og tyrosin eller ”binding” af disse lugtmæssigt problematiske aminosyrer, så de ikke kan indgå i lugtende kemiske forbindelser

6.2   Muligheder via fermenterbare kulhydrater?

Ligesom med protein ser det ud til, at fermenterbare kulhydrater spiller en rolle i produktionen af lugtende kemiske forbindelser fra svineproduktionen. De kan direkte være årsag til lugt gennem mikrobiel omdannelse til ligekædede VFA’er og/eller ændre pH i tyktarmen hos grisen og i gyllen, hvilket indirekte kunne påvirke produktion af disse stoffer. Et højt niveau af fermenterbare kulhydrater i foderet kan ændre på tilgængeligheden af kvælstof ved, at frit tilgængeligt kvælstof bindes i mikrobiel biomasse, hvilket alt andet lige vil resultere i en reduceret ammoniakemission. Det er i flere forsøg vist, at et højt indhold af fermenterbare kulhydrater i foderet medfører en reduceret ammoniakemission, men kulhydraters rolle i relation til lugt er ikke så ligefrem.

Fra et fodringsmæssigt synspunkt bør der arbejdes med følgende to muligheder:

• Ændringer i typen af fermenterbare kulhydrater i foderet
• Ændringer i niveauet af fermenterbare kulhydrater

6.3   Kombination af ændringer i protein og kulhydratfraktionen

Der er en del, der taler for, at forskellige foderinterventioner ikke skal betragtes eller undersøges enkeltvis. Fermenterbare kulhydrater fra fx roepiller kan stimulere mikrobiel vækst og dermed behovet for aminosyrer til proteinsyntese, hvorved der vil være færre aminosyrer tilgængelig for produktion af lugtende stoffer. Ved anaerob fermentering i grisenes tyktarm og i gyllen bruger bakterier protein som kvælstofkilde og kulhydrater som energikilde. Derfor bør både protein og kulhydratfraktionen i foderet betragtes samtidigt, når foderinterventioner anvendes til reduktion i produktionen af lugtende stoffer.

6.4   Foderstrategi og tilsætningsstoffer

Det vurderes, at effekten af fermenteret vådfoder på lugtemissionen bør undersøges både på baggrund af de opnåede engelske resultater, men ligeledes fordi der er indikationer af, at anvendelse af fermenteret vådfoder kan påvirke fermenteringsmønstret i tyktarmen hos grise. Dermed er det potentielt muligt at påvirke produktionen af forskellige lugtende stoffer.

Generelt skal man ikke være afvisende over for effekten af forskellige fodertilsætningsstoffer, men umiddelbart vurderes der at være begrænsede muligheder for herved at opnå en lugtreduktion. Det anses for mere lovende at undersøge effekten af at tilsætte stoffer direkte til gyllen med henblik på reduceret lugtemission.

6.5   Sammenfatning

Af det foregående er det tydeligt, at protein og fermenterbare kulhydrater er de mest indlysende foderinterventioner at forsøge sig med, hvis produktionen af lugtende stoffer skal reduceres. En del forskere har arbejdet med dette, men desværre er resultaterne ikke konsistente. Desuden er der i de forskellige studier typisk kun arbejdet med enten ændringer i protein eller ændringer i kulhydratfraktionen i foderet. Der mangler således viden om effekten af forskellige typer af protein og fermenterbare kulhydrater på produktionen af lugtende stoffer. Det vurderes, at nye undersøgelser bør fokusere på følgende:

1. Niveau og type af protein

Der er ikke gennemført studier med effekten af forskellige proteinkilder med forskellig fordøjelighed på produktionen af potentielt lugtende kemiske forbindelser. Ligeledes bør der fokuseres mere på betydningen af de svovlholdige aminosyrer methionin og cystein samt tryptofan og tyrosin for produktionen af lugtende stoffer.

2. Niveau og type af fermenterbare kulhydrater

De fermenterbare kulhydraters rolle for produktionen af lugtende kemiske stoffer er kompleks. Afhængig af type og mængde af fermenterbare kulhydrater kan forskellige populationer af bakterier blive favoriseret. Nogle kunne tænkes at mindske produktionen af lugtende kemiske forbindelser, andre at øge produktionen. Generelt kan det siges, at jo flere fermenterbare kulhydrater, der gives til grise, des større produktion af VFA må der forventes. Imidlertid vil et øget indhold af fermenterbare kulhydrater medføre, at mere frit kvælstof og aminosyrer bindes mikrobielt, hvilket vil reducere ammoniakemissionen, men ligeledes kan tænkes at reducere produktionen af andre lugtende stoffer.

3. Samspil mellem protein og kulhydrater

Som tidligere nævnt har mængde og type af kulhydrat, der når tyktarmen hos grise, betydelig indflydelse på nitrogenomsætningen. Viden omkring samspillet mellem forskellige proteinkilder og forskellige typer af fermenterbare kulhydrater er imidlertid begrænset.

4. Foderstrategi og svovl

Det er påvist, at brug af fermenteret vådfoder ændrer fermenteringsmønstret i grisens tarmkanal, hvilket kan tænkes at påvirke produktionen af lugtende kemiske forbindelser. Ligeledes er betydningen af forskellige svovlkilder for produktionen af lugtende kemiske stoffer ikke klarlagt.

Slutteligt kan der ved flere af de fodringsmæssige interventioner, der muligvis kan reducere lugtemissionen, forventes en produktionsmæssig nedgang. Størrelsen af en sådan nedgang bør afklares, før der gives endelige anbefalinger med hensyn til fodring med henblik på reduktion af lugtemissionen.

Lugtemission fra svineproduktion anses i nogle områder af landet for et problem af det omgivende samfund. Lugt fra svineproduktion skyldes ikke et enkelt stof, men en kompleks blanding af forskellige kemiske forbindelser. Talrige kemiske stoffer, der muligvis bidrager til lugt fra svineproduktionen, er blevet identificeret i forskellige undersøgelser. Indtil nu er lugtbidraget fra de forskellige kilder ikke særligt velbeskrevet, fra fx foder, grisekroppen, urin, fæces og gyllen. Den vigtigste kilde til lugt er imidlertid gødning og urin samt den gylle, der opbevares i staldrummet. Lugtende stoffer fra staldluft kan generelt kategoriseres i fire hovedgrupper: svovlholdige stoffer, VFA’er, phenol og indol samt ammoniak og flygtige aminer.

Produktion af lugtende kemiske forbindelser er hovedsageligt baseret på mikrobiel omsætning og involverer et stort antal forskellige bakterier. Lugtende kemiske stoffer i staldluft er mellem- eller slutprodukter fra mikrobiel omsætning af uudnyttede næringsstoffer i foderet. Hovedkilderne til lugtproduktion er protein og fermenterbare kulhydrater. De forskellige lugtende kemiske stoffer vekselvirker med hinanden og øgning af et stof kan resultere i, at et andet reduceres eller måske ligeledes øges.

Lugt evalueres både sensorisk ved anvendelse af humane lugtpaneler, såkaldt olfaktometri, eller kemisk. Ved kemiske analyser anvendes der typisk GC-MS udstyr til at karakterisere lugten og bestemme koncentrationen af forskellige kemiske forbindelser.

På trods af uoverensstemmelse mellem forskellige kilder er der lavet en liste med 20 stoffer, der med den nuværende viden anses for at være betydende for oplevelsen af lugt fra en svinestald. Koncentrationen af disse stoffer varierer betydeligt mellem forskellige undersøgelser afhængig af opstaldningsforhold, foder, klima, prøveudtagning og målemetode etc.

Studier af foderets indflydelse på lugtemissionen tenderer til at have to forskellige formål: At reducere ammoniakemissionen og at reducere emissionen af andre lugtende stoffer. På trods af, at der er mange rapporter om succesfuld reduktion i ammoniakemissionen opnået gennem foderændringer, er rapporter, hvor det er lykkedes at ændre lugtemissionen ved hjælp af foderinterventioner, få og ikke konsistente.

Det er klart, at mange lugtende kemiske stoffer i staldluft bliver produceret ud fra nedbrydningen af proteiner. Derfor synes det lovende at interessere sig for tildeling af protein til foderet i relation til produktionen af lugtende kemiske forbindelser.

Fermenterbare kulhydraters betydning for produktionen af lugtende kemiske forbindelser i staldluft er ikke afklaret. Afhængig af type og mængde af fermenterbare kulhydrater, kan forskellige populationer af bakterier blive favoriseret. Nogle af dem kan måske reducere lugt, mens andre øger produktionen af lugtende stoffer. I lighed med studier af protein på lugt har der været en tendens til at fokusere på produktionen af enkelte kemiske stoffer, hvorimod relationen over til olfaktometriske målinger er begrænset. I litteraturen er der stor set ingen undersøgelser af effekten af forskellige kulhydratkilder på lugtemissionen målt ved olfaktometri, ligesom der mangler undersøgelser af effekten af forskellige kulhydratkilder.

Det er tydeligt, at forskellige fodertilsætningsstoffer, specielt syresalte, kan reducere ammoniakemissionen. Det forbliver imidlertid spekulativt, om sådanne stoffer vil være i stand til at påvirke den mikrobielle omsætning i tyktarmen hos grise, hvilket må være en betingelse for, at der kan forventes en påvirkning af produktionen af lugtende kemiske forbindelser.

Det er ingen tvivl om, at det vil kræve en ganske betydelig forskningsindsats at afklare, om det er muligt gennem foderændringer at reducere lugtemissionen fra svineproduktionen.