PMWS manual

Kontrol og forebyggelse af PMWS bygger hovedsageligt på en generel forbedring af drifts- og staldforhold. Der eksisterer indtil videre kun ganske få kontrolforanstaltninger rettet direkte mod PMWS. Det skyldes, at der stadig er usikkerhed omkring årsagsforholdene bag PMWS. I stedet tager kontrolforanstaltningerne afsæt i anbefalinger til kontrol af mange andre infektioner i svinebesætninger. Anbefalingerne bygger på danske, engelske og franske erfaringer. Der foreligger ofte ingen direkte undersøgelser bag de enkelte anbefalinger.

Der er tre helt centrale forhold, der skal tilgodeses ved kontrol af PMWS:

1. Reduktion af forskellige belastninger af grisene (nedsat stressniveau)
2. Mindst mulig smittekontakt imellem grisene
3. Højt hygiejneniveau

Det må forventes, at disse forhold skal sikres permanent og ikke kun for en periode. Sker det kun for en periode, vil der være risiko for, at sygdommen blusser op igen.

Anvendelse af antibiotika har tilsyneladende ingen eller kun meget ringe virkning på grise med PMWS.

2.1 Driftsmæssige tiltag

Når en besætning rammes af PMWS, er det vigtigt at gennemgå de drifts- og bygningsmæssige forhold med besætningens normale rådgivere. Alle rutiner bør gennemgås og optimeres.

For at opnå effekt viser erfaringer, at der ofte skal strammes op på flere punkter på én gang. Det kræver derfor, at der hos personalet i besætningen er opbakning til at foretage de driftsmæssige ændringer. Hvis der er effekt af tiltagene i besætningen, vil den normalt vise sig i løbet af forholdsvis kort tid. Da besætningerne er meget forskelligt opbygget og er smittet med forskellige sygdomme, skal de driftsmæssige ændringer tilpasses hver enkelt besætning.

I fem besætninger har Landsudvalget for Svin fulgt resultatet af driftsomlægninger (meddelelse nr. 601). Resultatet er opgjort som en dødelighed før og efter i smågrisestalden (tabel 1).

2.2 Smittebeskyttelse

Til kontrol af PMWS skal der fokuseres på intern smittebeskyttelse. Det vil sige, at smitte mellem sektioner og mellem dyr af forskellig alder skal undgås. Dette gøres bl.a. ved, at besætningen sektioneres mest muligt, og at den drives med holddrift (AI/AU) på sektionsniveau. Således at grisene fra ét ugehold indsættes i samme sektion i smågrisestalden. Herefter skal de følges ad som en gruppe dyr, uden at der indsættes nye grise ind i gruppen. Grisene skal i det hele taget flyttes mindst muligt, og der bør ikke flyttes grise mellem stierne.

I en del tilfælde kan konsekvensen være, at der skal laves drifts- og/eller bygningsmæssige ændringer i besætningen med bl.a. sektionering af smågrise-, ungsvine- og slagtesvinestalde. Intern smittebeskyttelse er også væsentlig for at have kontrol med mange andre smitstoffer fx PRRS og Salmonella.

Den eksterne smittebeskyttelse skal være optimal, så introduktion af nye smitstoffer til besætningen undgås. Der bør indkøbes dyr fra så få besætninger som muligt. Det ideelle vil være en lukket besætningsdrift.

2.3 Farestald

Farestalden skal være sektioneret og drives med holddrift, ideelt set bør et hold grise følges ad som én gruppe fra fødsel til slagtning.

Inden indsættelse af nye søer skal farestaldene rengøres, desinficeres og udtørres. Grisene skal have adgang til et tørt og varmt smågrisehjørne uden træk, fx kan der de første par levedøgn ophænges en varmelampe.

Råmælksforsyning til grisene skal være optimal, så det er vigtigt at undgå farefeber og yverbetændelse hos søerne. Søerne bør derfor flyttes i farestald 5-7 dage før faring.

Kuldudjævning skal begrænses mest muligt, så flest mulige grise forbliver hos deres egen mor. Hvis det er nødvendigt at foretage kuldudjævning, skal udjævningen gennemføres inden for de første 24 timer efter fødslen, dog skal det sikres, at grisene har fået råmælk inden flytning. Kun overskydende grise skal flyttes, og grisene må ikke sammenblandes inden kuldudjævning. Flest mulige grise skal opfostres hos deres egen mor. Hvis farestaldene er sektionerede, skal kuldudjævningen foregå indenfor samme sektion.

Hygiejnen omkring kastration, injektion og eventuel haleklipning skal være optimal. Der skal anvendes rene og desinficerede (gerne nye) instrumenter/kanyler mellem hvert kuld for at undgå smittespredning med instrumenter.

2.4 Smågrisestalde

Fravænning bør tidligst foretages, når grisene er 4 uger, og bør, hvis det er muligt, foretages kuldvis til mindre stier - ideelt 1-2 kuld pr. sti. Det er vigtigt for at nedsætte stresspåvirkningen af grisene mest muligt og for at undgå direkte smitte mellem kuldene. Krybbepladsen skal være tilstrækkelig, så alle grise kan æde samtidig uden at skulle slås om foderet.

Holddrift kan medvirke til en lavere dødelighed i PMWS besætninger (Meddelelse nr. 594, Landsudvalget for Svin). Derfor skal smågrisestaldene sektioneres, og de skal drives med konsekvent holddrift med AI/AU på sektionsniveau. En sektion fyldes med et hold, og grisene skal forblive i det hold, hvortil de er født. Der må ikke foretages flytning af grise mellem stier, eller flytning af grise mellem sektionerne.

Endvidere vil etablering af lukkede stiadskillelser være en fordel, da det nedsætter smittebelastningen på grisen. Ved en eventuel etablering af tætte stiadskillelser, skal det sikres, at ventilationssystemet kan ventilere stalden korrekt, så der ikke vil opstå træk eller manglende luftudskiftning.

Grisene skal flyttes mindst muligt, og derfor kan det anbefales at etablere FRATS-system, så grisene bliver i samme sti fra fravænning til slagtning. Ellers bør grisene kun flyttes én enkelt gang efter fravænning.

Staldene skal rengøres, desinficeres og udtørres inden indsættelse af et nyt hold grise. Foderet skal optimeres til grisenes alder, og hvis der er problemer med fx fravænningsdiarré, kan det anbefales at anvende skåneblanding og evt. restriktiv fodring.

Belægningsgraden må ikke være for høj, gerne mindre end den ved lov fastsatte grænse. Er den allerede lavere, må det anbefales at sænke den yderligere for en periode af mindst nogle måneders varighed.

2.5 Ungsvinestalde og slagtesvinestalde

Flere og flere slagtesvineproducenter beskriver problemer med PMWS. I slagtesvinebesætninger skal PMWS håndteres på samme måde som i smågrisebesætningerne. Da håndteringen af PMWS også skal forgå hos smågriseproducenten, er det vigtigt med en god kontakt mellem sælger og køber.

Grisene skal indsættes i rengjorte, desinficerede og tørre stalde, og foder og ventilation skal være afpasset grisenes alder. Staldene skal være sektionerede, og grisene skal flyttes mindst muligt. Hvis der er en ungsvinestald, bør den inddrages som slagtesvinestald, så skiftet mellem ung- og slagtesvinestald undgås.

Man bør tilstræbe at flytte grisene stivis fra smågrisestalden til slagtesvinestalden, og de skal forblive i samme hold, som de gik i tidligere.

Belægningsgraden må ikke være for høj, gerne mindre end den ved lov fastsatte grænse. Er den allerede lavere, må det anbefales at sænke den yderligere for en periode af mindst nogle måneders varighed.

Hvis der blandt slagtesvinene optræder udbrud af mykoplasmalungesyge eller ondartet lungesyge, skal en vaccination mod de aktuelle sygdomme iværksættes.

2.6 Sygesti

For at sænke smittepresset i stierne og for at sikre syge grise optimale forhold skal de syge grise flyttes i sygesti, når de udviser de første tegn på sygdom. Optimale forhold opnås, når grisene flyttes ud af sektionen og ind i et sygehus.

Et sygehus kan med fordel indrettes i laden eller i nogle ældre staldafsnit. Sygestierne bør indrettes med halm, og grisene skal fodres med besætningens bedste foder. Sygestier skal have lavere belægning end resten af stalden, og antallet af ædepladser skal være højere end normen. Der skal være adgang til frisk vand. Det kan i en periode være påkrævet at indrette en sektion til sygestald, så syge dyr hurtigt kan tages ud af de øvrige sektioner.

Det ser ud til, at syge grise udskiller større mængde PCV2 virus end raske grise. Jo større mængde virus grisene udsættes for, jo større er risikoen tilsyneladende for, at grisene udvikler PMWS. Derudover har en undersøgelse vist, at mange syge grise retter sig og har en høj tilvækst efter flytning til optimale forhold (Meddelelse nr. 620, Landsudvalget for Svin).

Husk engang imellem at tømme, rengøre og desinficere sygestierne.

De dårligste grise bør aflives, dels af dyreværnsmæssige årsager, dels af hensyn til de andre grise i stien – det nedsætter smittebelastningen.

2.7 Racernes modtagelighed

Fra flere steder har der været beretning om, at de forskellige svineracer ikke er lige modtagelige for PMWS. I Danmark er det undersøgt, om overlevelseschancen for grise efter forskellige orneracer er forskellig. Undersøgelsen er gennemført i en enkelt besætning, med mange andre infektioner end PMWS. I denne besætning var overlevelsen højere for grise efter en Durocorne i forhold til de andre orneracer.

På baggrund af denne ene undersøgelse i en besætning kan det generelt ikke anbefales at skifte til Durocorner, det kræver undersøgelse i yderligere nogle besætninger.

2.8 Polterekruttering

En god immunisering af poltene mod de sygdomme, der er tilstede i besætningen, er vigtig. Dette kan til dels sikres ved at give polte og gylte adgang til søernes stalde, eller eventuelt opstalde poltene i slagtesvinestaldene i et par uger. Det gælder såvel eget tillæg som indkøbte dyr. I besætninger med salmonellaproblemer bør poltene dog ikke indsættes i slagtesvinestalden.

Ved indslusning af indkøbte avlsdyr via karantænerum kan det forsøges at indsætte nogle af besætningens slagtesvin eller udsættersøer i karantænerummet sammen med de indkøbte dyr i hele karantæneperioden. Der skal sikres god kontakt mellem grisene og de indkøbte dyr, dvs.  åbne stiadskillelser.

2.9 Tømning af smågrisestalde/ungsvinestalde

I nogle besætninger er en tømning af smågrisestaldene og eventuelt også ungsvinestalde en god måde at kontrollere PMWS. Proceduren kan især anbefales i besætninger med mange andre infektioner kørende i smågrisestalden/ungsvinestalden, fx PRRS eller mykoplasmalungesyge.

Sektionerne bør tømmes, vaskes og desinficeres. 1-2 ugers tomperiode må anbefales. Ved denne procedure nedsættes smittepresset, og dermed tyder det på, at udvikling af sygdommen PMWS kan bremses. PMWS kan ikke udryddes ved proceduren, men dødeligheden synes at falde til et mere normalt og acceptabelt niveau. Symptomerne på PMWS kan dog vende tilbage, men med et mildere forløb end inden tømning af sektionen.

I besætninger med mange andre sygdomsproblemer i smågrisestalden kan det under alle omstændigheder være en god ide at tømme den, for at få kontrol over disse sygdomme.

2.10 Total tømning

Totaltømning af staldene for grise har været forsøgt flere steder til kontrol af PMWS. Landsudvalget for Svin har fulgt seks besætninger: fire smågrise/slagtesvinebesætninger og to sobesætninger med smågrise. Efter tømning blev besætningerne fulgt et år med hensyn til dødelighed og sygelighed. I fem af besætningerne lykkedes det at kontrollere PMWS ved denne procedure. I den sjette besætning mislykkedes det, måske fordi denne besætning fortsat indkøbte smågrise fra samme leverandør som tidligere. 

Totaltømningen tager ikke sigte på at udrydde PCV2, da det ikke vil være muligt at indkøbe dyr, der er deklareret fri for PCV2. Totalsaneringen rettes derfor mod de øvrige smitsomme sygdomme i besætningen. Samtidigt skal uheldige bygningsmæssige og driftsmæssige forhold i besætningen ændres, ellers kan der være en øget risiko for, at PMWS vil optræde igen efter indkøb af en ny besætning.

Ved en totaltømning skal hele besætningsområdet tømmes for dyr, rengøres og desinficeres. Staldene bør stå tomme 3 uger inden indsættelse af nye dyr. Det er vigtigt, at staldene er tørre inden indsættelse af nye dyr. Saneringen skal foretages som en SPF-sanering.

Kontakt eventuelt dyrlægerne fra én de fire regioner for at få uddybet proceduren (se adresser under Efterskrift).

2.11 Desinfektionsmiddel

PCV2 virus er meget modstandsdygtigt. Det kan tåle varmebehandling og udtørring. Undersøgelser har vist, at bl.a. Virkon S og natriumhydroxid er virksomme overfor PCV2 under laboratorieforhold. Hvorledes, det forholder sig i praksis, er uvist. Det er vigtigt at erindre om, at Virkon S, ligesom alle andre desinfektionsmidler, ikke virker i gødningsforurenet miljø. Derfor skal der rengøres grundigt, inden en desinfektion påbegyndes.

2.12 Vaccination

Vaccination direkte mod PMWS/PCV2 vil inden længe være en mulighed. Flere forskergrupper og medicinalvarefirmaer har arbejdet intenst på at udvikle en vaccine. I løbet af 2005 kommer den første vaccine mod PCV2 formentlig på markedet i Danmark. Det drejer sig om en vaccine til brug på søer. Vaccinen er en såkaldt dræbt vaccine, så der burde ikke være nogen risiko ved at anvende den. Det er endnu uvist, hvor effektiv vaccinen er til at begrænse tabene i smågrisestalden.

Udover eventuel vaccination mod PCV2 er det vigtigt at kontrollere besætningens andre sygdomme, for PMWS medfører ofte, at besætningens andre infektioner blusser op. Besætningen kan derfor med fordel vaccinere mod forskellige luftvejssygdomme, fx mykoplasmalungesyge, ondartet lungesyge, Glässers sygdom og PRRS.

Vaccinationsproceduren skal tilrettelægges så der tages hensyn til, hvornår grisene normalt bliver syge. Der skal således tages hensyn både til PMWS og de andre sygdomme i besætningen.

Der har været enkelte små undersøgelser, der kunne tyde på, at vaccination mod andre sygdomme kan medføre forhøjet dødelighed, men der har også været undersøgelser, der har vist det modsatte. Bl.a. kan vaccination mod PRRS ved fravænning i nogle tilfælde have en god effekt med nedsættelse af dødeligheden.

Beslutningen vedrørende vaccinationer bør landmand og dyrlæge træffe i samråd, og fordele og ulemper skal vægtes mod hinanden.

2.13 Serumbehandling

Effekten af behandling med henholdsvis autoserum og specifik PCV2 antiserum er blevet afprøvet i fire sobesætninger, hvor PMWS var diagnosticeret.

En serumbehandling er ikke det samme som en vaccination. Ved serumbehandling bliver grisene behandlet med serum (blod), som indeholder antistoffer, en såkaldt passiv immunisering. Ved vaccination resulterer behandlingen derimod i, at grisen selv producerer antistoffer, en såkaldt aktiv immunisering.

I afprøvningen blev grisene behandlet med serum – enten autoserum eller hesteserum (se fakta boks), eller saltvand, som kontrol. Grisene blev behandlet 1-2 dage før fravænning, hvorefter de blev observeret i smågriseperioden. Resultatet af undersøgelsen viste, at autoserum halverede dødeligheden i smågrisestalden.

Effekten af autoserum fandtes kun i èn af de fire besætninger. I denne besætning var dødeligheden i den ubehandlede gruppe 6,1 pct. I de øvrige tre besætninger blev der ikke påvist effekt af behandlingerne. I de tre besætninger lå dødeligheden i den ubehandlede gruppe mellem 1,0 pct. og 3,9 pct. Den lave dødelighed i besætningerne vanskeliggjorde muligheden for at påvise en effekt af serum.

En samlet statistisk analyse viste, at kun autoserum havde en sikker effekt på nedsættelse af dødeligheden. Udover en reduktion af dødeligheden i den ene besætning, havde besætningen også en forbedret tilvækst på omkring 30g/dag i smågriseperioden hos de grise, der blev behandlet med autoserum.

Yderligere undersøgelser i flere besætninger er derfor påkrævet for at afklare, om der er en generel beskyttende effekt af serumbehandling mod PMWS.

2.14 Immunstimulerende stoffer

Ved udbrud af PMWS svækkes grisenes immunforsvar, derfor kunne man tænke sig, at stoffer der stimulerer grisens immunforsvar kunne medvirke til at mindske tabene som følge af PMWS. Landsudvalget for Svin har afprøvet en blanding af fire af disse stoffer i èn enkelt besætning (Immunlin + Makroguard + E- vitamin + Unimune). Præparaterne blev tildelt efter anbefalinger fra firmaerne, så noget blev tildelt søerne både før og efter faring og andet blev tildelt grisene.

Denne cocktail af præparater kunne ikke nedsætte dødeligheden i den undersøgte besætning. Om præparaterne hver for sig er virksomme, kan vi ikke udtale os om udfra denne undersøgelse.

En del af disse præparater er meget dyre og med den foreliggende viden, vil pengene være givet bedre ud, hvis de investeres i staldændringer i stedet for til disse stoffer.

2.15 Oplysningspligt

Når der i en besætning opstår mistanke om PMWS, eller besætningen får konstateret PMWS, er der ifølge køberetten en forpligtigelse til at informere købere om tilstedeværelse af PMWS eller en mistanke herom.

Det er besætningsejerens ansvar som sælger at give den oplysning senest samtidig med salget. SPF-SuS har opsat regler omkring håndtering af PMWS i besætninger i SPF-systemet. Ved mistanke om PMWS og ved konstatering af PMWS i en besætning bliver der indført betinget status. Der sker undersøgelse af handelskontakter efter nærmere beskrevet procedurer, se bilag 2. Via den af SPF-SuS indførte betingede status orienteres alle købere af svin fra besætningen inden en leverance.

2.16 Omsætning af grise

Indkøb af grise formodes at kunne udgøre en risiko for at få PMWS. Det anbefales derfor at indkøbe dyr fra så få besætninger som muligt og helst i en fast grisering.

Omsætning af 7 kg`s grise udgør et specielt problem, idet det oftest er i denne aldersgruppe, at sygdommen bryder ud. Hvis leverandørbesætningen ikke selv beholder nogle af de fravænnede grise, er det ikke muligt at afklare, om besætningen har PMWS. Ved omsætning af specielt 7 kg`s grise må det derfor anbefales at underskrive tillæg til griseringsaftalen - jf. Notat 0315, Landsudvalget for Svin.

Ved indkøb af grise ved cirka 30 kg fra en besætning med PMWS, er risikoen for at få PMWS i modtagerbesætningen mindre, da grisene normalt har gennemløbet sygdommen inden salget.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at deklarere besætninger (hverken avls- eller produktionsbesætninger) fri for PMWS. SPS-SuS har imidlertid indført retningslinier for, hvordan SPF-besætninger med konstateret PMWS- og deres handelskontakter deklareres (bilag 2). DanAvl-besætninger overvåges efter Landsudvalgets generelle regler for Sundhedsovervågning.

2.17 Karanetænetider

Der er ikke opsat generelle karantænetider for personer efter besøg i besætninger med PMWS, men som ved udbrud af alle andre sygdomme, kan det ikke anbefales at gå direkte fra en besætning med akut udbrud af sygdom til en besætning uden sygdommen. SPF-SuS har indført en 12 timers person- og vognkarantæne fra besætninger med PMWS til besætninger uden PMWS, se bilag 2.

3.1 Hvornår skal mistanke om PMWS opstå?

Mistanke om forekomst af PMWS skal opstå, når andelen af utrivelige og døde grise stiger. Oftest starter sygdommen i den sidste del af perioden i smågrisestalden. Dødeligheden kan stige enten helt akut, eller der kan ses en langsomt stigende dødelighed.

Ved obduktion er det karakteristisk, at fundene varierer, og at grisene er døde af forskellige sygdomme. Ved laboratorieundersøgelser påvises ofte sygdomme forårsaget af forskellige bakterier. Disse sygdomme bør forsøges kontrolleret via antibiotikabehandling eller vaccination. Til trods for at antibiotikabehandlingen mod de øvrige infektioner er baseret på laboratoriediagnostik og resistensundersøgelse, har den ofte ikke den forventede effekt. I nogle besætninger er der slet ingen effekt af behandlingen.

Sygdommen PMWS kan ikke diagnosticeres ved en almindelig laboratorieundersøgelse, da diagnosticeringen kræver en speciel mikroskopisk undersøgelse. Hvis forholdene i besætningen er, som skitseret ovenfor, bør laboratoriet specifikt bedes om at undersøge det indsendte materiale for PMWS.

Hvis der i en besætning optræder nye problemer, er det altid vigtigt at få afklaret årsagen. For det første for at kunne målrette indsatsen mod en eventuel ny sygdom i besætningen, og for det andet for at få vished om, at de nye problemer ikke skyldes manglende kontrol af de kendte infektioner i besætningen. Dette gælder for alle nye sygdomsproblemer i besætningen og ikke kun ved mistanke om PMWS.

3.2 Hvilket materiale skal sendes til laboratoriet?

Der skal indsendes mindst tre grise til laboratorieundersøgelse. Grisene skal være akut syge. Kronisk syge grise vil ofte være domineret af andre sygdomme. Grisene skal have symptomer på PMWS, med begyndende afmagring. Det er vigtigt at sende tre grise ind, da forandringerne på PMWS ikke er tilstede i alle grise.

På indsendelsessedlen skrives, at der ønskes en undersøgelse for PMWS. Der bliver foretaget en normal obduktion med bakteriologisk undersøgelse efter behov samt resistensundersøgelse af påviste bakterier. Herefter bliver der foretaget en mikroskopisk undersøgelse på lymfeknuder og en undersøgelse for PCV2 i lymfeknuder. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at indsende mere end tre grise evt. over flere gange for at få stillet diagnosen.

3.3 Hvilke kriterier skal være opfyldt før diagnosen PMWS kan stilles?

Diagnosen PMWS baseres på tre kriterier, nemlig symptomer, mikroskopi og viruspåvisning:

1. Symptomer: Utrivelighed, afmagring og forøget dødelighed hos grise efter fravænning.
2. Mikroskopi: Der skal i lymfeknuder og/eller milt ses forskellige grader af tab af forskellige typer hvide blodlegemer og optræde forskellige specielle celler (tab af lymfocytter, histiocytær proliferation, kæmpeceller og inklusionslegemer i de histiocytære celler).
3. Viruspåvisning: Ved immunfarvning af lymfeknuder og/eller milt fra syge grise skal der påvises PCV2.

Af laboratoriesvaret vil det fremgå, hvilke forandringer, der er påvist ved den mikroskopiske undersøgelse. Da ingen af punkterne 1-3 hver for sig er specifikke for sygdommen, skal diagnosen baseres på alle tre kriterier.

PMWS kan forveksles med PRRS, ondartet lungesyge og Lawsoniadiarré. Især PRRS-infektion kan både klinisk og ved obduktion forveksles med PMWS. I en del PMWS-besætninger er der samtidig problemer med PRRS.

3.4 Kan blodprøver anvendes til at stille diagnosen?

Blodprøver kan ikke anvendes til at stille diagnosen PMWS, idet PCV2 virus formentlig er tilstede i alle danske besætninger. PCV2 er således også tilstede i besætninger, hvor virus ikke giver anledning til PMWS. Der anvendes en IPT-test til at påvise antistoffer overfor PCV2. Blodprøver kan anvendes til at påvise det tidspunkt, hvor der sker en titerstigning overfor PCV2.

I PMWS ramte besætninger ser det ud til, at titrene overfor PCV2 stiger hos den aldersgruppe af grise, der udviser kliniske tegn på PMWS (Figur 2 og 3).

Hvis titrene stiger samtidig med, at grisene udvikler sygdom, er der god grund til at sende døde grise ind til videre laboratorieundersøgelse. Titerstigningen kan dog ikke bruges til at stille diagnosen PMWS, idet den samme titerstigning kan opleves, uden at grisene udvikler PMWS. Hvis en titerstigning forløber som i figur 3, hvor titeren stiger efter grisene har været syge, er der med stor sandsynlighed ikke tale om PMWS.

Sygdommen PMWS er ved udgangen af august 2004 konstateret i over 400 besætninger i Danmark (kilde: Danmarks Fødevareforskning). Udbredelsen kan følges på DFVF´s hjemmeside www.dfvf.dk

4.1 Symptomer

PMWS optræder hyppigst blandt fravænnede grise i alderen 5-14 uger, men den kan også konstateres hos slagtesvin. De dominerende symptomer er utrivelighed, vægttab og luftvejsforstyrrelser. Desuden kan der af og til ses diarré og gulsot. Symptomerne starter ofte 3-4 uger efter fravænning, hvor nogle af grisene bliver utrivelige, og de ramte grise magrer hurtigt af. Det bliver ofte af landmanden beskrevet, at grisene ”klapper sammen”. Hos nogle af grisene kan der ses forstørrede lymfeknuder, specielt lymfeknuderne i lyskefolden (Figur 4).

I en undersøgelse af 43 besætninger med PMWS blev de kliniske tegn observeret (Meddelelse nr. 594, Landsudvalget for Svin). Som det fremgår af figur 5, varierede symptomerne imellem besætningerne. De hyppigste symptomer var utrivelighed og besværet vejrtrækning. Symptomerne var afhængige af besætningens andre infektioner.

Andelen af syge grise varierer mellem besætninger, men hyppigst rammes 40-50 pct. af grisene af sygdommen. De syge grise er fordelt imellem stierne, således at der går syge og raske grise i de samme stier. Dødeligheden varierer mellem besætningerne (Figur 6). I 43 besøgte besætninger lå den gennemsnitlige dødelighed på 11 pct. Hovedparten af de besøgte besætninger (25) havde en dødelighed, der lå under gennemsnittet. Kun 7 besætninger havde en dødelighed på 20 pct. eller derover.

Besætninger med sektioneret drift i smågrisestalden har tilsyneladende en lavere dødelighed end besætninger uden sektioneret drift.

I nogle besætninger forbliver dødeligheden på det forhøjede niveau i en længere periode måske op til et år, mens den i andre besætninger hurtigt falder igen. Erfaringen er dog, at dødeligheden ofte vender tilbage til et niveau, som ligger et par procent over det niveau, den var i besætningen inden PMWS.

De overlevende grise bliver normalt ikke kronisk utrivelige. De fleste retter sig men bliver ofte sat nogle ugehold tilbage. Igennem resten af deres opvækst følger de dette ugehold med hensyn til tilvækst og ædelyst. Det billede varierer dog mellem besætningerne, idet der i nogle besætninger ses en del utrivelige grise, som også vil præge billedet i begyndelsen af slagtesvineperioden. I nogle besætninger kan symptomerne starte lidt senere, således at grisene bliver syge i ung- eller slagtesvineperioden.

Når grisene har overstået sygdommen, vil der normalt ikke opstå nye tilfælde af PMWS, heller ikke blandt de grise, der ikke har været ramt af PMWS.

Besætninger med lav sundhedsstatus ser ud til at opleve voldsommere sygdomsudbrud end besætninger med få andre smitsomme sygdomme. Det ser således ud til, at sygdommen får et mildere forløb i besætninger med få infektioner (fx SPF-besætninger) i forhold til besætninger med mange infektioner (fx konventionelle besætninger).

4.2 Obduktionsfund

Obduktionsfundene er ligeledes meget varierende, både mellem grise indenfor en besætning og mellem besætninger og vil være domineret af besætningens andre infektioner. Der påvises hyppigst forandringer i lymfeknuderne og lungerne. I enkelte tilfælde kan lever og nyrer være involveret. Ofte ses der forstørrede lymfeknuder og store lunger, der ikke falder sammen (Figur 7).

Endvidere kan der i enkelte tilfælde konstateres blødninger i nyrerne, gulsot, mavesår og ødem i tyktarmen. Ofte er det ikke muligt at påvise alle de typiske forandringer ved obduktion hos alle grise eller i alle besætninger.

Obduktionsfundet vil ofte være præget af andre sygdomme fx blodforgiftning og ondartet lungesyge. Obduktionsfundene er ikke karakteristiske for PMWS. Blandt andet kan lungeforandringerne ved PMWS ikke skelnes fra en PRRS-infektion.

Ved mikroskopi af specielt lymfeknuderne kan der påvises tab af lymfocytter, og infiltration med lymfohistiocytære celler. Der påvises hyppigt basofile inklusionslegemer i de lymfohistiocytære celler samt multinukleære kæmpeceller, som er meget karakteristiske fund ved PMWS. Forandringerne varierer mellem ramte dyr, og under et besætningsudbrud er det ikke givet, at alle forandringer vil kunne påvises samtidigt.

4.3 Årsag

PMWS er en multifaktoriel sygdom, men PCV2 skal være tilstede, for at sygdommen udvikles. Det er vigtigt at understrege, at smitte med PCV2 derfor ikke er ensbetydende med, at PMWS er tilstede eller vil udvikles i en given besætning. Hvilke andre faktorer udover PCV2, der er medvirkende til udviklingen af PMWS, er ikke endeligt klarlagt.

Mulige faktorer kan være:

1. Besætningsrelaterede (f.eks. overbelægning, sammenblanding af aldersgrupper, mangelfuld klimastyring)
2. Et andet hidtil ukendt smitstof
3. PCV2 kan eksistere i flere typer, hvoraf nogle kan være mere sygdomsfremkaldende end andre.

Hidtidige undersøgelser har dog ikke kunnet påvise forskelle i PCV2’s arvemateriale, der kunne henføres til forskel i evne til at fremkalde sygdom.

Påvisning af PCV2 eller antistoffer mod dette virus er ikke ensbetydende med, at en besætning har eller vil udvikle PMWS. PCV2 er tilsyneladende vidt udbredt i den danske svinepopulation, og det formodes, at langt størstedelen af danske besætninger er smittet med PCV2.

4.4 Soeffekt/kuldeffekt

Landsudvalget har undersøgt om udvikling af PMWS, var afhængig af hvilken so/kuld en gris stammede fra (Meddelelse nr. 587, Landsudvalget for Svin). Undersøgelsen blev gennemført i tre besætninger, med 125 kuld og 1.183 grise. Ingen af de undersøgte produktionsforhold (tabel 3) havde i denne undersøgelse effekt på grisens risiko for at dø efter fravænning.

Soens antistofniveau overfor PCV2 var det eneste, der påvirkede risikoen for at dø efter fravænning. Jo flere antistoffer soen havde i blodet umiddelbart inden faring, jo større risiko havde grisen for at dø efter fravænning (Meddelelse nr. 587). Kun én af de tre undersøgte besætninger viste denne sammenhæng. Om resultatet er generelt gældende for alle danske besætninger er derfor usikkert. Udenlandske undersøgelser har påvist, at grise født af søer med høje antistofniveau overfor PCV2 havde lavere risiko for at dø af PMWS.

4.5 PCV2

Der eksisterer to typer af Porcint Circovirus (PCV), PCV1 og PCV2. PCV1 regnes ikke for at være sygdomsfremkaldende og har været kendt siden først i 1970’erne. Først i 1997 blev PCV2 påvist fra udenlandske tilfælde af PMWS og herefter sat i forbindelse med PMWS. PCV2 er også sat i forbindelse med andre sygdomme hos svin bl.a. PDNS, som er en sygdom hos slagtesvin, der viser sig ved blødninger i huden specielt på bagparten af grisen. Der er også teorier om, at PCV2 kan forårsage kramper hos nyfødte grise og aborter hos søer.

PCV2 virus har været tilstede i svinepopulationen i flere år, før det første tilfælde af PMWS blev påvist. Det er både tilfældet herhjemme og i udlandet. Ved blodprøveundersøgelser for antistoffer overfor PCV2 har det i Danmark været muligt at påvise antistoffer overfor PCV2 i prøver tilbage fra 1986. I andre lande er der påvist antistoffer overfor PCV2 i blodprøver helt tilbage fra 1969. Virus har altså været tilstede mange år før sygdommen PMWS blev et problem. Hvad der er årsag til, at sygdommen PMWS konstateres rundt om i verden i disse år, er uvis.

PCV2 er ikke påvist hos andre dyrearter end svin og kan ikke smitte andre dyrearter, heller ikke mennesker. PCV2 er resistent overfor mange desinfektionsmidler, men bl.a. Virkon S og natriumhydroxid har i laboratorieundersøgelser vist at være virksomme overfor PCV2.

4.6 Sygdomsudvikling

Makrofagerne, som er en vigtig del af immunsystemet, bliver ved udvikling af PMWS invaderet af PCV2. Bl.a. derved ødelægges eller nedsættes grisens immunforsvar. Grisen har derfor ikke mulighed for effektivt at forsvare sig mod andre infektioner, og grisen dør ofte af andre infektioner og ikke af PCV2 i sig selv.

Undersøgelser tyder på, at graden af sygdom er afhængig af, hvor mange virus dyret udsættes for. Hvorledes PCV2 opformeres i grisens krop er ikke kendt.

I en undersøgelse gennemført af Landsudvalget for Svin blev der i tre besætninger med PMWS, udtaget blodprøver af grise i 2 ugehold. Blodprøverne blev udtaget ved fravænning, 1, 2 og 4 uger efter fravænning. Prøverne blev analyseret for indhold af E-vitamin. I alt indgik 303 grise i undersøgelsen.

Som det fremgår af figur 8, var der ingen forskel i faldet af E-vitamin efter fravænning mellem grise, der døde eller overlevede. Til gengæld var der en tendens til, at risikoen for at dø efter fravænning var højere, jo lavere indholdet af E-vitamin var ved fravænning (figur 9).

Resultatet tyder på, at det er udgangsniveauet af E-vitamin ved fravænning, der betyder noget for grisens risiko for at dø efter fravænning i PMWS-besætninger. Yderligere undersøgelser må dog til for at afklare om ekstra E-vitamin kan nedsætte dødeligheden.

4.7 Smittespredning

PCV2 udskilles i gødning, næsesekret og urin. Udskillelsen i gødning sker væsentligt oftere hos syge end hos raske grise. Undersøgelser tyder på, at virus i enkelte tilfælde kan udskilles via sæd.

Virus kan muligvis spredes fra so til fostre under drægtigheden.

Landsudvalget har i samarbejde med Danmarks Fødevareforskning gennemført en undersøgelse for at afklare, om grise fra raske besætninger kunne udvikle PMWS ved sammenblanding med PMWS syge grise indkøbt fra besætninger med PMWS (Meddelelse nr. 620, Landsudvalget for Svin). Der blev indkøbt grise fra 4 PMWS besætninger og fra 2 raske besætninger. Grisene blev ligeligt fordelt til 4 veladskilte, tomme og rengjorte sektioner på forsøgsgården Kronjyden, med PMWS grise og raske grise i hver sektion (figur 10).

I alle 4 sektioner udviklede grisene fra de raske besætninger PMWS. Ud af de 27-29 indsatte grise i hver sektion fra raske besætninger udviklede 3-6 grise PMWS efter sammenblanding med PMWS syge grise.

Grisene havde i undersøgelsesperioden optimale forhold (god plads, overdækning, halm osv.). Kun transporten til Kronjyden og sammenblandingen af grisene var belastende faktorer. Alligevel udviklede grise indkøbt fra raske besætninger, symptomer på PMWS og fik stillet diagnosen PMWS. Behandling med antibiotika havde en meget dårlig effekt på grisene. De fortsatte med at være utrivelige selvom en behandling blev påbegyndt straks en gris udviste de første symptomer.

Konklusionen på undersøgelsen er, at det var muligt at overføre PMWS fra syge grise fra PMWS besætninger til grise fra raske besætninger. Yderligere undersøgelser må iværksættes for at undersøge, om PMWS kan overføres over længere afstande fx over staldgangen eller mellem sektioner.

Det er ikke klarlagt, hvordan sygdommen spredes fra besætning til besætning; om sygdommen i det hele taget spredes; eller om det er nogle generelle besætningsforhold, der gør, at PMWS optræder i nogle besætninger og ikke i andre. I den forbindelse er det vigtigt at gøre sig klart, at PCV2 formentlig er tilstede i alle danske besætninger, og de påviste forskelle mellem forskellige isolater af PCV2 ikke kan kædes sammen med isolaternes evne til at give PMWS. Derfor er det formentlig ikke en spredning af PCV2 virus, der afgør om en besætning får PMWS eller ej.

5. Efterskrift

Første version af denne manual blev udsendt til alle svinedyrlæger og svineproduktionskonsulenter i august 2002.

Manualen revideres løbende i takt med, at der fremkommer ny viden og erkendelser omkring PMWS. Kommentarer, idéer og erfaringer modtages derfor meget gerne.

Landsudvalget for Svin har oprettet en internetbaseret diskussionsklub for besætningsejere med diagnosen PMWS. I klubben er der ikke adgang for andre end besætningsejere med PMWS ramte besætninger samt medarbejdere fra Landsudvalet for Svin, der forsker i sygdommen. I På www.lu.dk er en liste over PMWS-relaterede forskningsaktiviteter, som udføres af Landsudvalget for Svin.

Kontaktpersoner:

• Svinefagdyrlæge Anne-Grete Hassing, Vinkelvej 11, 8620 Kjellerup. tlf.: 87 71 40 61, E-mail: AGH@danskeslagterier.dk
• Afdelingsdyrlæge Poul Bækbo, Vinkelvej 11, 8620 Kjellerup. tlf.: 87 71 40 44, E-mail: PB@danskeslagterier.dk

Ved ønske om besætningsbesøg (se figur 11):

• Region 1: Distriktsdyrlæge Claus Heisel, Axelborg, Axeltorv 3, 1609 København V. tlf. 33 11 60 50, E-mail: CHE@danskeslagterier.dk
• Region 2: Kontakt region 1 eller 3.
• Region 3: Svinefagdyrlæge Kjeld Dahl Winther, Langbrokrovej 43, 9310 Vodskov. tlf.: 96 38 61 10, E-mail: KDW@danskeslagterier.dk
• Region 4: Dyrlæge Poul Olsen, Vinkelvej 11, 8620 Kjellerup. tlf.: 87 71 40 00, E-mail: POL@danskeslagterier.dk

Nøgleord:

• Nedsat belastning af grisen
• Nedsat smittekontakt
• Høj hygiejne

Tiltag:

1. Undgå kuldudjævning. Hvis kuldudjævning er nødvendig, bør den foretages indenfor de første 24 timer
2. Sørg for god forsyning af råmælk
3. Gennemfør kuldvis fravænning, hvis muligt
4. Undgå sammenblanding af grise mellem stier (og aldersgrupper)
5. Gennemfør strikt holddrift efter AI/AU princippet
6. Etabler evt. lukkede stiadskillelser
7. Rengør, desinficer og udtør mellem hvert hold
8. Nedsæt belægningsgraden
9. Sørg for et godt klima, specielt uden træk
10. Etabler sygesti
11. Afliv håbløse tilfælde
12. Kontroller andre sygdomme, evt. ved hjælp af vaccination
13. Lav et midlertidigt hul i produktionen ved at tømme enkelte eller alle smågrisestalde, samt evt. slagtesvinestalde.

Kilde: SPF-SuS