Produktionsomkostninger i forbindelse med specialproduktioner, opdateret i år 2005

Landsudvalget for Svin reviderer og beregner løbende produktionsomkostningerne for svineproducenter med specialproduktioner. Den løbende udvikling er baggrunden for nærværende 2005 version.

Formålet er at forsyne rådgivere og svineproducenter med information om de økonomiske rammebetingelser for svineproduktionen, der afviger fra traditionel svineproduktion. Herunder specielt de meromkostninger der er en konsekvens af specialproduktion.

Metode

Der tages udgangspunkt i produktionsomkostninger fra en svineproduktion, der er identisk med eksemplet i grundlaget for Den beregnede Smågrisenotering [1]. På den baggrund beregnes meromkostninger, eller produktionsmæssige fordele for en given specialproduktion, ud fra de forskelle, der er en konsekvens af specialproduktionen. De vigtigste forudsætninger er beskrevet i appendiks. For yderligere detaljer henvises til Grundlaget for Den beregnede Smågrisenotering, fra 2004, Landsudvalget for Svin [1]. Se mere på www.lu.dk under noteringer.

Udgangspunktet er en traditionel svineproduktion (nærmere defineret i Grundlaget for Den beregnede Smågrisenotering[1]), der har et eksisterende staldanlæg og dertil hørende svineproduktion. Det er en forudsætning i beregningerne, at svineproducenten til enhver tid kan skifte tilbage til den traditionelle produktion.

De områder, hvor specialproduktionerne afviger i omkostningerne til den traditionelle produktion, er analyseret og fastlagt i henhold til kendt viden på området. I afsnittet som indeholder referencer, kan man således finde de/eller den kilde, der er baggrund for en given forudsætning. Disse forudsætninger er beskrevet i appendiks.

Det er en forudsætning, at produktionssystemet tilpasses de krav, der er til specialproduktion. Det betyder fx at krav om undladelse af halekupering, krav til medicinering og foder, eller fravænningsalder skal efterleves.

Beregningerne tager udgangspunkt i gældende dansk lovgivning om løsgående søer fra fjerde drægtighedsuge. Der er ikke medtaget omkostninger til kontrolbesøg.

Afregning af alle grise, inkl. specialgrise, offentliggøres kvartalsvis i ”ds nyt”. De senest offentliggjorte afregningspriser vises sammen med produktionsomkostningerne.

Udgangspunktet for frilandsproduktion er anderledes end for de andre specialproduktioner, fordi denne produktion ikke kan passes ind i et traditionelt staldsystem. Det er derfor en forudsætning [11], at det er en etableret eller nystartet svineproduktion. Endvidere er det ved frilandsproduktion en forudsætning, at produktionen af smågrise og slagtesvin foregår i staldbygninger, der er bygget til netop denne produktionsform. Det vil sige stalde med udeareal til både smågrise og slagtesvin.

Beregningerne foretaget i forbindelse med belysning af emnet indeholder, modsat smågrisenoteringen, ikke miljøomkostninger til udbringning af gylle. Notatet forholder sig kun til selve produktionen af grise.

Hangriseproduktion

Tabel 1. viser den omkostningsmæssige forskel pr. gris og pr. kg slagtekrop mellem traditionel svineproduktion og hangriseproduktion.

Ved hangriseproduktion er der en fordel på 10 øre pr. produceret kg slagtekrop.

Omkostningsbesparelsen relaterer udelukkende til foderdelen i slagtesvineperioden, idet hangrise har en bedre foderudnyttelse end galtgrise. Dermed tilfalder hele den økonomiske fordel slagtesvineproducenten. Hangrise skal i gennemsnit bruge 15 FEs mindre end galtgrise for at nå samme slagtevægt.

Hangrisene har en højere kødprocent end galtgrise (2,3 procentpoint), samtidig fratrækker slagteriet et hangrisefradrag på p.t. 25 kr. pr. hangris i forbindelse med analyseomkostninger [7]. Disse afregningsmæssige faktorer er indregnet i tabel 1 under afregning.

Der er en arbejdsmæssig besparelse gennem et mindre tidsforbrug ved ikke at skulle kastrere hangrisene. Dette er dog ikke medregnet som en besparelse i opgørelsen over omkostninger.

UK produktion

Tabel 2 viser den omkostningsmæssige forskel pr. gris og pr. kg slagtekrop mellem en traditionel svineproduktion og UK-produktion.

Meromkostningerne ved UK-produktion består bl.a. af et større halmforbrug i drægtighedsstalden (40 kg pr. årsso) og i løbeafdelingen (10 kg pr. årsso) [3]. Søerne går fem uger mere i løsdrift i drægtighedsstalden sammenlignet med et traditionelt system.

Tidsforbruget i soholdet er endvidere væsentligt større (0,8 timer pr. årsso), hvilket skyldes tildeling og håndtering af strøelse til de løsgående søer i løbeafdelingen.

I forbindelse med netop løsgående søer i løbeafdelingen, de første fire uger efter løbning, er der indregnet et tab på en halv gris pr. årsso som følge af ringere reproduktion.

Meromkostningerne er 26 øre pr. kg slagtekrop.

Den ringere reproduktion har økonomiske konsekvenser for en række af omkostningskategorierne, da et lavere antal producerede grise betyder færre grise til at betale for en række faste omkostninger, eller omkostninger der er tilknyttet soen. Derfor ses flere omkostningskategorier, der varierer ganske lidt.

Endvidere er der beregnet et tillæg til investeringen i løbeafdelingen, svarende til 350 kr. pr. årsso. Dette tillæg skal dække omkostninger til en udvidelse i løbeafdelingen på 2 m² pr. soplads. Denne udvidelse skønnes at koste 5.000 kr. pr. soplads.

Det er yderligere et krav, at foderet ikke må indeholde animalsk fedt. Konventionelt produceret foder indeholder som standard animalsk fedt. Animalsk fedt er billigere end andre fedtkilder, hvilket betyder at prisen på foder til UK-grise stiger. Årsagen er, at den animalske fedt erstattes af vegetabilsk fedt. De fleste foderstofselskaber bruger palmeolie og PFAD (palme fedtsyre destillat) som alternativ til det animalske fedt. Palmeolie og PFAD er, forventes at være, 50 kr. dyrere pr. 100 kg end det animalske fedt. Indregnes der en merpris fra palmeolien/PFAD på netop 50 kr. pr. 100 kg vil det medføre følgende stigninger i foderprisen til UK-leverandørerne:

• Sofoder vil stige ca. 1 øre pr. Fes
• Smågrisefoder vil stige ca. 3 øre pr. FEs
• Slagtesvinefoder vil stige ca. 1 øre pr. Fes

Samlet vil det betyde meromkostninger på 3,5 kr. pr. slagtesvin.

Afregningen af UK-grise er baseret på det specielle UK-tillæg på p.t. 30 øre. For at opnå tillægget skal de leverede grise bl.a. opfylde krav om en kødprocent på minimum 58 [10].

Omkostninger til kontrolbesøg er ikke indregnet i ovenstående omkostninger, da disse vil være forskellige alt efter besætningsstørrelse. Grundgebyret er i gennemsnit på 2.260 kr. pr. år. Ved at forudsætte en gennemsnitlig besætningsstørrelse på 290 årssøer, der producerer 24 smågrise pr. år, vil omkostningerne være ca. 32 øre pr. smågris eller 0,4 øre pr. kg slagtekrop. Til grundgebyret kan der komme ekstra timer alt efter besætningen.

I tabel 3 ses nogle af de vigtigste betingelser, der er forbundet med UK-produktion og løsdrift.

Tungsvineproduktion

Tabel 4 viser den omkostningsmæssige forskel pr. gris og pr. kg slagtekrop mellem traditionel svineproduktion og tungsvineproduktion.

Omkostningerne ved tungsvineproduktion er 12 øre lavere pr. kg slagtekrop sammenlignet med en gris slagtet efter den traditionelle vægtskala.

Ved produktion af tungsvin er det specielt slagtevægten, der har betydning for produktionsomkostningerne. Slagtevægten er ca. 7 kg højere ved produktion af tungsvin.

Foderomkostningerne pr. gris er væsentligt højere i en tungsvineproduktion end i en traditionel produktion. Det skyldes, at fodereffektiviteten i slagtesvineperioden er gennemsnitligt lavere end ved traditionel produktion.

Der anvendes mere arbejdskraft pr. gris i tungsvineproduktionen, men mindre pr. kg slagtekrop, da der er færre flytninger af grise og mindre klargøring pr. stiplads.

Tungsvinene går længere tid i stien end en traditionelt produceret gris. Det påvirker de finansielle omkostninger (renter og afskrivninger), samt omkostninger til vedligeholdelse pr. gris, i opadgående retning.

Disse forhold, hvor omkostningerne bliver mindre pr. kg produceret gris, er netop kernen i tungsvinefordelen. Det koster mindre at lægge et marginalt kg på et tungsvin end et gennemsnits kg. Derfor vil en højere slagtevægt mindske de faste omkostninger pr. kg slagtekrop.

Tungsvinefordelen ligger i udnyttelsen af den kapital, der er forbrugt i forbindelse med produktion af smågrisen (fast omkostning). En højere slagtevægt sænker smågriseprisens andel af omkostningerne pr. kg slagtekrop. Fordelen er derfor stigende med en stigende smågrisepris og dermed noteringsniveau.

Der stilles ingen specielle produktionsmæssige krav til tungsvineproducenter [8].

Produktion af Antonius

Tabel 5 viser den omkostningsmæssige forskel mellem traditionel svineproduktion og produktion af specialgrisen Antonius pr. gris og pr. kg slagtekrop.

Omkostningerne ved produktion af Antonius grise er 78 øre pr. kg slagtekrop højere end produktion af traditionelle grise.

Meromkostningerne ved produktion af Antonius består bl.a. af et større halmforbrug og tidsforbrug i både sohold, smågrise- og slagtesvineperioden, se appendiks.

Der er også beregnet et tab i antal producerede grise pr. årsso, som følge af krav om at smågrisene tidligst må fravænnes 28 dage efter fødsel, hvilket i praksis betyder fem ugers fravænning [9].

Den høje slagtevægt giver, som i tungsvineproduktionen, en omkostningsmæssig fordel. Den er ikke direkte synlig i ovenstående tabel 6, men reducerer omkostningerne pr. kg produceret svin med ca. 15 øre.

Den største enkelte meromkostning er kravet om 30 procent mere plads til smågrise og slagtesvin. Det krav belaster økonomien med 75 øre pr. kg slagtekrop, eller 65 kr. pr. gris. Kravet om mere plads er beregnet som et tab i dækningsbidraget. Udgangspunktet er en traditionel svineproduktion, hvor der med en Antonius- kontrakt produceres 30 procent færre grise i samme staldanlæg.

Tabel 6 viser nogle af de vigtigste krav, der er i forbindelse med produktion af Antonius grise.

Produktion af Frilandsgrisen

Beregninger af produktionsomkostningerne ved produktion af Frilandsgrisen er baseret på, at de fleste producenter vælger at opstalde søerne indendørs i løbe- og drægtighedsperioden og udendørs i diegivningsperioden.

Tabel 7 viser den omkostningsmæssige forskel pr. gris og pr. kg slagtekrop mellem et traditionelt indendørs produktionssystem og produktion af frilandsgrise.

Det ses i tabel 7, at der ved frilandsproduktion skal påregnes meromkostninger på 82 øre pr. kg slagtekrop.

Det er primært et øget forbrug af arbejdskraft, strøelse og øgede foderomkostninger [5], der belaster frilandsproduktionen [4], sammenlignet med traditionel svineproduktion.

Meromkostningerne er domineret af høje omkostninger til ekstra arbejdskraft. Der er et større arbejdsforbrug både ved søerne på faremarken og i forbindelse med smågrise- og slagtesvineproduktionen.

I forbindelse med udendørs produktion i diegivningsperioden er der behov for mere strøelse, derfor er halmforbruget også væsentligt større sammenlignet med forbruget i traditionel svineproduktion (indendørs produktion). Der bruges mere halm både i farehytterne, i løbeafdelingen og i drægtighedsstalden; i de to sidstnævnte er halmforbruget på niveau med specialproduktionerne. I forbindelse med smågrise- og slagtesvineperioden bruges der også mere halm end i tilsvarende indendørs besætninger. Se appendiks for yderligere beskrivelse af strøelsesmængderne og beskrivelse af staldindretningen.

Fra Friland A/S er der krav om, at ingen pattegrise fravænnes med en alder under 30 dage [11]. Det betyder i praksis at der fravænnes ved fem uger, dette er derfor indregnet som en forudsætning gennem et lavere antal kuld pr. år. Endvidere påvirkes antal fravænnede pattegrise af en højere dødelighed i diegivningsperioden. Samlet er der indregnet 1,7 færre fravænnet pattegrise pr. årsso, sammenlignet med traditionel indendørs svineproduktion.

Frilandsproducenterne har lavere finansielle omkostninger i soholdet (renter og afskrivninger) gennem billige farestier (hytter). Hvilket er begrundelsen for at de finansielle omkostninger ikke er større end vist i tabel 8. Nye smågrise-/slagtesvinestier er ikke dyrere pr. stiplads end stier i det traditionelle system, når der er tale om nybyggeri af stalde specielt beregnet til frilandsgrise.

Der er som ved UK-produktion ligeledes beregnet et tillæg til investeringen i løbeafdelingen på 350 kr. pr. årsso. Dette tillæg skal dække omkostninger til en udvidelse i løbeafdelingen, hvor løsgående søer vil kræve mere plads bagved insemineringsboksene. 

Investeringerne er tilpasset en frilandsproduktion. Der er derfor ikke mulighed for at skifte tilbage til traditionel indendørs svineproduktion, uden på samme tid at realisere store tab på både afskrivninger og produktion. Det betyder, at frilandsproduktion indeholder en større økonomisk risiko end andre specialproduktioner.

Slagtevægten er på 82 kg, det betyder, at frilandsproduktion også har en tungsvinefordel.

Forudsætninger

Forudsætninger for staldsystemets indretning

Referencer