19. april 2005

Nr. 0508

Ventilationsstyringen Control 300 fra Funki/DSI kan låse sig fast så nødopluk ikke virker

Konklusion

Anbefalingen er:

Ventilationsstyringen Control 300 version 3.36 fra Funki/DSI kan ved strømafbrydelse eller overspænding låse sig fast i programmet, så det automatiske nødopluk ikke virker. Indehavere af styringen bør derfor få leverandøren til at rette fejlen.

I tilfælde af strømafbrydelse eller overspænding, kan ventilationsstyringen Control 300 version 3.36 låse sig fast i programmet. Denne fastlåste programindstilling medfører, at funktionen automatisk nødventilation ikke virker.

De pågældende styringer til regulering af ventilation er enten leveret direkte af Funki, i en periode DSI eller af forhandlere af Funki/DSI produkter. I forbindelse med at styringerne låser sig fast i programmet, er det blevet konstateret, at det automatiske nødopluk ikke virkede. Man kan som bruger ikke fremprovokere eller teste den pågældende styring for denne fejl. Det anbefales derfor, at ejerne af styringerne henvender sig til leverandøren eller firmaet som har solgt klimacomputeren for at få fejlen rettet øjeblikkeligt.

Der er krav om, at der skal være alarmanlæg i alle stalde med mekanisk ventilation og at alarmanlæggets funktion jævnligt kontrolleres. Da alarmanlægget er en ekstra sikkerhed, opfordres indehavere af ventilationsstyringen Control 300 version 3.36 at få leverandøren af styringen til at rette fejlen, da der er en øget risiko for ventilationssvigt i de pågældende stalde. Det kan medføre, at dyrene ikke kan slippe af med varmen og i værste tilfælde kan det medføre, at dyrene dør af hedeslag.

Baggrund

Via klimaundersøgelser i produktionsbesætninger har der inden den for det seneste år været kendskab til, at ventilationsstyringer har låst sig fast i programmet. En fastlåst indstilling kan medføre for ringe eller ingen ventilation, således at dyrene ikke kan slippe af med varmen. Dyrene kan derfor i værste tilfælde dø af hedeslag.

Situationen er konstateret i tilfælde hvor ventilationsanlæggene blev styret via ventilationsstyringen type Control 300 version 3.36, som enten var leveret direkte af Funki, i en periode DSI eller forhandlere af Funki/DSI produkter.

Forud for den fastlåste indstilling i programmet er konstateret, har der været problemer med den elektriske installation. Det kan være en kabelfejl, som forårsager at fejlstrømsrelæet falder ud eller at f.eks. lejet i en motor er slidt op.

I forbindelse med fejlene opstod eller ved den efterfølgende udbedring af fejlene på elinstallationen har der enten være strømafbrydelser eller overspændinger. I sådanne tilfælde har styringen låst sig fast.

Ventilationsstyringen er blevet genstartet (resettet) da styringssvigtet blev konstateret. Derefter har ventilationsstyringen igen arbejdet normalt. Efter at styringen havde låst sig fast, var der ikke nogen identifikationer af, at noget havde været galt i styringernes historiske temperaturdata.

I de kendte tilfælde var årsagen til manglende ventilation at spjældene i henholdsvis luftindtag og udsugningsenhederne ikke åbnede, da temperaturen i stalden steg. Funktionen nødopluk virkede ikke. Årsagen til at funktionen nødopluk ikke virkede, skyldes med stor sandsynlighed, at ventilationsstyringen type Control 300 version 3.36 var låst fast i programmet.

Information til indehavere af Control 300 er vigtig

Firmaet ACO Funki A/S har udsendt informationsbrev til indehavere, som har købt Control 300 ventilationsstyringer version 3.36 direkte hos ACO Funki A/S, Kirkevænget 5, 7400 Herning. I informationsbrevet oplyses om problemstillingen vedr. ventilationsstyringen Control 300 version 3.36.

Ud over den udsendte information til indehaverne, som har anskaffet anlæg direkte hos ACO Funki A/S, er der sendt orientering og information ud til lokale servicecentre, som har forhandlet Control 300 version 3.36.

ACO Funki A/S kan ikke være sikre på, at alle indehavere af ventilationsstyringer type Control 300 version 3.36 har modtaget informationsbrevet, da nogle styringer kan have skiftet ejer osv. Derfor opfordres rådgivere, dyrlæger m.fl., som kommer i stalde til at orientere indehavere af Control 300 styringer om problemstillingen. I samme forbindelse bør det sikres, at det lovpligtige alarmanlægs funktion jævnligt kontrolleres.

Kravet om det lovpligtige alarmanlæg0 [1] trådte i kraft den 1. januar 1994, jævnfør Dansk Lovgivning.

Referencer

[1]

Info Svin, 2005 Alarmanlæg.

 

Appendiks

 InfoSvin/6541.tif

Front af en Control 300 leveret af DSI


Institution: Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier

Forfatter: Thomas Ladegaard Jensen

Udgivet: 19. april 2005

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Teknisk udstyr