Redegørelse for øget tilsætning af sæd til insemineringsdoser fra Landrace og Yorkshire orner

Normalt antages det, at orners indflydelse på kuldstørrelsen er ca. 3-4 pct. i gennemsnit [1]. Dette bidrag er så lille, at det i praksis betyder, at årsagen til om soen får 8 eller 15 grise skal findes hos soen/sobesætningen. I avlsarbejdet for stigende kuldstørrelse anvendes derfor ikke oplysninger om ornerne, idet ornernes indflydelse på kuldstørrelsen er for lille til at drive avl for denne egenskab. Der vil dog altid være eksempler på enkelte orner, som er årsagen til lav kuldstørrelse og/eller en meget stor frekvens af omløbere, men forekomsten af sådanne orner er normalt meget lille og har hidtil ikke påvirket avlsarbejdet for kuldstørrelsen.

I forbindelse med behandling af data fra projekt SuperSo fandt Dansk Jordbrugsforskning Foulum, at ornernes indflydelse på kuldstørrelsen (ornevariansen) var steget, men at den gennemsnitlige kuldstørrelse ikke var påvirket. Stigningen i ornens indflydelse på kuldstørrelsen betød, at ornerne i stigende grad var årsag til få grise pr. kuld. I avlsarbejdet bliver søer udvalgt ud fra kuldstørrelse, og når ornen kan være årsagen til små kuld, er der forøget risiko for, at søerne ikke bliver udvalgt korrekt. Det kan således antages, at stigning i ornevariansen kan påvirke avlsarbejdet for kuldstørrelsen med reduceret avlsmæssig fremgang på kuldstørrelsen til følge.

Det blev derfor besluttet at analysere mulige årsager til den fundne stigning i ornevariansen. Hertil blev det forsøgt at sammenkoble KS-stationernes registreringer for hver sædtapning med kuldresultater fra Avlsdatabasen.

Nærværende notat er en kort redegørelse for arbejdet med udredning af årsagerne til stigning i ornevarians. Redegørelsen bygger på rapport nr. 27, Landsudvalget for Svin, samt beskrivende analyse af data fra KS-stationernes registreringer i forbindelse med sædtapningerne.

Detaljeret beskrivelse af datamateriale og analysemetoder fremgår af rapport nr. 27, Landsudvalget for Svin [2].

Foruden ovennævnte rapport er gennemført en beskrivende analyse af alle registreringer fra KS-stationernes sædtapninger, opdelt for Landrace og Yorkshire for årene 2002 til 2004 (appendiks). Registreringerne omfatter dato for sædtapning, volumen af sædtapningen, koncentrationen af sædceller, kvalitetsvurdering af sæden (motilitet), hvilke fejl der observeres for sædcellerne, ornens alder og årsagen til at udsatte orner er blevet slagtet.

Analysen viser stigende ornevarians frem til udgangen af 2004 (så langt opgørelsen rækker) [2]. Det kan ikke konkluderes hvornår ornevariansen begyndte at stige, eller om ornevarinansen tidligere har været større end, hvad der betegnes som et normalt niveau.

Ornernes sædkvalitet vurderes ved hver sædtapning. Vurderingen er en mikroskopisk undersøgelse af sæden, hvor resultatet benævnes motilitet. Motiliteten angiver hvor mange procent af sædcellerne, der er normale med normal bevægelse. Orner, hvis sæd generelt fik 90 i motilitet, fik i gennemsnit 0,6 gris mere pr. kuld end orner, hvis sæd generelt fik 80 i motilitet [2]. Ved produktionen af insemineringsdoser forsøges at kompensere for lavere sædkvalitet (motilitet 80) ved at tilsætte flere sædceller. Der tilsættes ca. 10 pct. flere sædceller til insemineringsdoser hvor sæden fik 80 i forhold til 90 i motilitet. Denne kompensation har dermed vist sig ikke at være tilstrækkelig, idet der til trods for mer-tilsætning af sæd, stadig fandtes den ovennævnte forskel mellem ornerne. Dette vil blive undersøgt nærmere i fremtidige undersøgelser. Forskellen mellem orner, med generelt forskellig motilitet, blev fundet for både 2002, 2003 og 2004, og kan ikke forklare stigningen i ornevariansen.

Ved analyserne blev fundet sammenhænge mellem ornens sædvolumen, tappehyppighed, antal sædceller pr. ml. sæd ved sædtapning og volumen sæd pr. insemineringsdose [2]. Idet ornens produktion af sædceller pr. dag og til dels mængden af sædplasma er konstant, falder både sædvolumen og koncentrationen af sædceller pr. sædtapning, hvis ornen tappes hyppigt. Når insemineringsdoserne efterfølgende standardiseres til samme antal sædceller stiger volumen sæd pr. insemineringsdose, når ornen tappes hyppigt.

I august 2003 blev indført en forbedret metode til kalibrering af det eksisterende måleudstyr til koncentrationsbestemmelse af ornesæd og i marts-april 2004 blev indført et andet type måleudstyr til koncentrationsbestemmelse. Idet man blev bedre til at måle sædkoncentrationen, betød ændringerne en større ensartethed i antal sædceller pr. insemineringsdose samtidig med større forskel i volumen råsæd pr. insemineringsdose. Analyserne kan ikke bekræfte tidsmæssigt sammenfald mellem stigning i ornevariansen og ændringerne i måling af sædkoncentration [2]. Dog kan det heller ikke afkræftes, at ændringerne i koncentrationsmålingen af sæden har været medvirkende årsag til stigning i ornevariansen.

Den beskrivende analyse af KS-stationernes registreringer i forbindelse med sædtapninger fra 2002-2004 viste forhold omkring Yorkshire ornerne, der kunne tyde på dalende sædkvalitet. For sæd fra Yorkshire ornerne blev der hyppigere fundet defekte sædceller i 2004 i forhold til 2002 (appendiks). Ornernes gennemsnitsalder faldt samtidig med at insemineringsdoserne i stigende grad blev produceret fra sæd fra ældre Yorkshire orner. Data kunne således indikere, at Yorkshire ornernes sædkvalitet er dalende. Hvis de unge orners sæd var af dårligere kvalitet og sædtapninger fra disse orner dermed hyppigere blev kasseret, ville insemineringsdoserne produceres fra sæd fra de ældre orner. Dette kan analysen ikke konkludere, men det vil blive undersøgt nærmere.

Konklusion

Analyserne viste ikke hvornår ornevariansen begyndte at stige eller om ornevariansen tidligere har været højere end det niveau, der betegnes som normalt. Der kunne ikke vises nogle direkte årsager til stigning i ornevariansen. Der blev påvist en forskel i kuldstørrelse mellem orner, hvis sæd generelt fik henholdsvis 80 og 90 i motilitet. Således har kompensationen for lavere motilitet, ved tilsætning af mere sæd vist sig ikke at være tilstrækkelig. Det vides ikke om forskellene mellem orner med forskellig motilitet kan udlignes ved tilsætning af mere sæd til insemineringsdoserne. Dette bliver undersøgt nærmere.

Redegørelsen kan ikke udlede sikre tiltag der vil kunne reducere ornevariansen. Stigning i ornevariansen er et beregningsmæssigt problem for udregningen af søernes subindeks for kuldstørrelse, og har kun marginal indflydelse på den gennemsnitlige kuldstørrelse. Det blev derfor besluttet, at der udelukkende skulle sikres tiltag for Landrace og Yorkshire orner. Det er blevet besluttet at tilsætte 20 pct. mere sæd til insemineringsdoser fra Landrace og Yorkshire orner. Samtidig indføres en grænse for volumen sæd pr. insemineringsdose, således at der tilsættes mindst 4 ml og maksimalt 15 ml sæd til hver insemineringsdose fra Landrace og Yorkshire orner. Niveauet for ornevariansen vil blive analyseret igen primo 2006.

Deltagere
Statistiker Mai Britt Friis Nielsen og statistiker Verner Ruby

Beskrivende analyse af registreringer fra KS-stationernes sædtapninger i 2002, 2003 og 2004

Tabel 1 beskriver forskellene fra 2002 til 2004 i data fra sædtapninger på KS-stationerne. I tabellen er angivet resultaterne separat for Landrace- og Yorkshire orner. Der ses relativt få ændringer mellem årene, dog stiger antal tapninger pr. orne og de ældre orner tappes hyppigere. For Yorkshire ornerne tyder data på en stigning i frekvensen af fejl ved sædcellerne.