25. august 2005

Notat Nr. 0521

Zinkoxid skal kun bruges i foder

Zinkoxid må ifølge Plantedirektoratet kun bruges til at tilsætte foder og må ikke bruges som desinfektion af gulve i stier med pattegrise og smågrise.

Plantedirektoratet har i kontrol af svinebesætninger fundet en del tilfælde, hvor svineproducenter har anvendt zinkoxid i strid med tilsætningsloven. Nogle svineproducenter har haft den opfattelse at zink måtte bruges som desinfektion af gulve i stier med pattegrise og smågrise. Dette er imidlertid ifølge Plantedirektoratet ikke lovligt, og Plantedirektoratet skrider nu ind overfor denne anvendelse af zinkoxid.

Zinkoxid må ifølge Plantedirektoratet kun bruges til at tilsætte foder, og zinkindholdet må ikke overskride 150 mg/kg foder. Dog kan der til behandling af diarre hos smågrise iblandes 2500 mg zink  pr kg foder (3000 mg zinkoxid) hvis det udskrives på recept af dyrlægen og det indkøbes på apoteket. Det må kun bruges i 14 dage efter fravænning

Andre anvendelser er ikke tilladt og medfører fremover anmærkninger og bøder. I øjeblikket lægges op til at afprøve bødestørrelsen ved domstolene, idet Plantedirektoratet har anmeldt en række sager til politiet, med et bødeforlæg på 7.000 kr. Bødestørrelsen skal afgøres i retten.


Institution: Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier

Forfatter: Niels Jørgen Kjeldsen

Udgivet: 25. august 2005

Fagområde: Ernæring