28. oktober 2005

Notat Nr. 0531

Konsekvens af tilpasning til IPPC-direktivet

Som følge af tilpasning IPPC-direktivet er de hidtidige grænser for godkendelsespligt for svin og fjerkræ suppleres med antal stipladser for søer og slagtesvin.

Bekendtgørelse nr. 943 af 16. september 2004 om godkendelse af listevirksomhed (kapitel 5-godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven er nu ændret ved bekendtgørelse nr. 878 af 19. september 2005).

Ændringen trådte i kraft 1. oktober 2005. Ændringen er begrundet i, at IPPC-direktivet indeholder godkendelsespligt for svine- og fjerkræproduktioner i forhold til antal stipladser.

Det får specielt konsekvens for store sohold med produktion af 7-8 kg grise.

Skov og Naturstyrelsen har oplyst, ”at antallet af stipladser beror på det antal der blev ansøgt om, og at der i det pågældende anlæg ikke på noget tidspunkt må være flere dyr af de pågældende kategorier end antallet af stipladser angiver”. Det fremgår af et brev fra Skov og Naturstyrelsen til kommunerne.

Ved at antal stipladser fx svarer til antal årssøer, vil 750 stipladser ved produktion af 7 kg grise svare til 174,4 DE, hvilket altså er et langt skrappere krav end den hidtidige grænse på 270 DE. Det vil sige, at omtalte besætninger med mere end 750 årssøer skal indsende ansøgning til kommunen.

Eksempel med et sohold
Skov- og Naturstyrelsen har ikke anført et eksempel fra et sohold. Der skal derfor her anføres et sådant eksempel.

Hidtil har der alene været set på antallet af dyreenheder, der for et sohold er opgjort ud fra antallet af årssøer. Til søer henregnes polte fra 1. løbning, jf. bilag 1 til bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. Antallet af årssøer er udtryk for det gennemsnitlige antal søer i det år, der ses på. Til forskel herfra er antallet af stipladser lig med det maksimale antal søer, der på noget tidspunkt forefindes i anlægget. Derfor vil antallet af stipladser normalt være større end antallet af årssøer, og det vil aldrig kunne være mindre.

Det fysiske antal pladser i stalden vil ofte kunne være større end antallet af stipladser. Eksempelvis vil der normalt være behov for ekstra pladser i forbindelse med flytning af dyr fra et staldafsnit til et andet, og der vil kunne være et antal sygestier.

Der kan eksempelvis være tale om et anlæg med 710 årssøer. Det vil kunne svare til 745 stipladser, mens der fysisk vil kunne være plads til 770 søer. Hvis antallet af stipladser er anført i en godkendelse eller anmeldelse, må producenten som nævnt her sørge for, at der aldrig er mere end 745 søer inklusiv polte, der er løbet (gylte), i anlægget. Som det fremgår af Skov- og Naturstyrelsens svar på spørgsmål 3, kan der udmærket være et meget større antal fysiske pladser, uden at det påvirker antallet af stipladser. Hvis antallet af søer overstiger 750, bliver der tale om et anlæg med mere end 750 stipladser, og det vil i givet fald være godkendelsespligtigt.

Slagtesvin
For slagtesvin skal man også være meget opmærksomme på antal stipladser, men ved normale produktioner vil der ikke være et tilsvarende misforhold mellem IPPC-direktivets antal stipladser og de hidtidige grænseværdier. Det fremgår af Notits fra Skov og Naturstyrelsen med spørgsmål og svar vedr. stipladser.

Der er indført en overgangsregel for husdyrhold, som nu er godkendelsespligtige som følge af den nye bekendtgørelse. Ansøgning skal være indsendt til kommunen senest den 1. januar 2006. Sidste frist for selve godkendelsen efter IPPC-direktivet er den 29. oktober 2007.

Afklaringsbilag fra Skov og Naturstyrelsen

 


Institution: Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier

Forfatter: Bent Ib Hansen

Udgivet: 28. oktober 2005

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Love og bekendtgørelser, Management