Forenkling af fodervurderingssystemet til svin

Det nuværende fodervurderingssystem, som blev indført som officielt system fra april 2004, fungerer fagligt tilfredsstillende, men det er noget kompliceret. Dette skyldes, at der indgår 3 fodermiddelspecifikke faktorer i beregningen af energiindholdet, nemlig EFNi (enzymfordøjeligt kvælstof), FKråfedt (den reelle fordøjelighed af råfedt) og kulhydratfaktoren. Sidstnævnte angiver værdien af fraktionen LFK (letfordøjelige kulhydrater) ud fra denne fraktions forventede sammensætning.

De fodermiddelspecifikke faktorer medførte, at det var nødvendigt at indføre gennemsnitsværdier (kontrolværdier) for EFNi, FKråfedt og kulhydratværdi i foderblandinger, da de 3 faktorer ikke er kontrollerbare. Endvidere er kulhydratværdien forskellig mellem færdigfoder (11,35) og tilskudsfoder (9,3).

Den komplicerede opbygning af systemet betyder, at man kan beregne marginalt forskellige energiværdier for samme blanding afhængig af, om der bruges de fodermiddelspecifikke faktorer eller de faktorer, som bruges ved den officielle kontrol af energiindhold. Systemet medfører også muligheder for fejl ved beregning af energiindhold ud fra analyser, da det er svært for analyselaboratorier at holde styr på de fodermiddelspecifikke faktorer.

Det har vist sig, at det er muligt at lave en forenkling uden at det går ud over den faglige korrekthed. Forenklingen er alene en ændring af de bagvedliggende ligninger, så ligningerne der bruges til beregning af energi i fodermidler, færdigfoder og tilskudsfoder bliver ens. Analysegrundlaget er uændret.

Forenklingen er især en fordel ved kontrol af færdigfoder og tilskudsfoder og specielt ved kontrol og deklaration af "delblandinger", som er en mellemting mellem færdigfoder og typisk tilskudsfoder. Disse delblandinger kan reelt ikke kontrolleres i det nuværende system. Men ændringen gør det også meget lettere for foderstoflaboratorier at sikre en korrekt bestemmelse af energiindholdet i fodermidler, da energiindholdet fremover beregnes med en fast ligning uanset om det er fodermidler eller foderblandinger.

Det er vedtaget i Plantedirektoratets foderstofudvalg, at ændringen skal træde i kraft fra 1. september 2006, så alt foder kan handles efter de reviderede ligninger i den kommende fodersæson.

Overordnet set er ændringerne følgende:

Fra 3 til 1 foderenhed til smågrise og slagtesvin

I det nuværende system har vi i princippet 3 foderenheder, nemlig

      FEsv-fodermidler (med variabel værdi for EFNi, FKråfedt og kulhydratværdi)
      FEsv-tilskudsfoder (EFNi = 91, FKråfedt = 90, Kulhydratværdi = 9,3)
      FEsv-færdigfoder (EFNi = 91, FKråfedt = 90, Kulhydratværdi = 11,35)

Dette erstattes i det nye system med én foderenhed, der anvendes til både fodermidler, færdigfoder og tilskudsfoder, hvor

       EFNi = 91
       FKråfedt = 90
       Kulhydratværdi = 11,7

I den nye foderenhed er ligningerne til beregning af næringsstoffraktioner ændret, så der sker en mere korrekt opdeling af næringsstoffraktionerne. Herved kan man undvære kulhydratfaktoren, som netop var indført for at korrigere fraktionen "letfordøjelige kulhydrater" (LFK) for indhold af forgærbare kulhydrater, som fx oligosakkarider.

Det er således på tværs af fodermidler fundet, at den nuværende næringsstoffraktion "tungt fordøjelige kulhydrater" (TFK) kun indeholder omkring 70 % af de kulhydrater, som fermenteres i grisen. Ændringen går ud på, at alle forgærbare kulhydrater skal samles i en fraktion, som kaldes fermenterbare kulhydrater (FMK).

FMK findes som de nuværende TFK divideret med 0,7. De forgærbare kulhydrater kan derfor findes som TFK / 0,7 = ((organisk stof × (EFOS ÷ EFOSi)/100) / 0,70 = Org. stof × (EFOS ÷ EFOSi) / 70 = 1,43 × TFK.

LFK-fraktionen formindskes lige så meget, som den nye fraktion "fermenterbare kulhydrater" (FMK) er større end de nuværende TFK, da summen af fordøjede kulhydrater er den samme.

Den nye beregning betyder, at LFK-fraktionen i den nye beregning næsten udelukkende indeholder stivelse og sukker, mens letforgærbare kulhydrater som fx oligosakkarider medregnes i de fermenterbare kulhydrater. En sammenligning mellem den nye LFK og stivelse + sukker er vist i tabel 1.

Det ses af tabel 1, at der generelt er god overensstemmelse mellem den nye LFK-fraktion og summen af stivelse og sukker på de udvalgte fodermidler. Dette er på trods af, at der er valgt fodermidler med et meget varierende LFK-indhold - dvs. fiskemel med et LFK-indhold på næsten 0 til majs med næsten 73 pct. LFK i tørstoffet. Endvidere kan LFK fraktionen anskues som en ”organisk rest”, der er tilbageværende, når alle andre fraktioner er beregnet efter kemiske / in vitro analyser, hvorfor eventuelle analysefejl påvirker LFK-mængden.

Det vurderes derfor, at LFK beregnet efter den nye ligning giver en tilfredsstillende sammenhæng til summen af stivelse og sukker.  Sammenhængen ville være marginalt bedre, hvis man anvendte den aktuelle EFNi i stedet for konstant EFNi. Men det har vist sig, at anvendelse af konstant EFNi i stedet for fodermiddelspecifik EFNi kun påvirker energiindholdet i fodermidler med op til 0,5 procent. Det er derfor vurderet, at man i energivurderingssystemet kan anvende en fast værdi for EFNi.

I proteinvurderingssystemet anvendes fortsat fodermiddelspecifikke EFNi-værdier for korn og kornbiprodukter, hvor aminosyrefordøjeligheden beregnes ud fra in vitro analyser.

Ændringerne i kulhydratopdelingen kan opsummeres som følger:

Kulhydrater i nuværende system:

LFK = stivelse + sukker + letforgærbare kulhydrater (fx oligosaccharider)
TFK = tungtfordøjelige kulhydrater (= organisk stof × (EFOS ÷ EFOSi)/100)

Kulhydrater i forenklet system:

LFK = stivelse + sukker (= nuværende LFK ÷ 0,43 × TFK)
FMK (fermenterbare kulhydrater) = TFK × 1,43 = nuværende TFK + letforgærbare kulhydrater
Ny UTSi (ufordøjelig tørstof ved ileum) = nuværende UTSi + letforgærbare kulhydrater = nuværende UTSi + 0,43 × TFK

Fra 6 til 1 foderenhed til søer

I det nuværende system er der faktisk 6 foderenheder til søer, da man bruger FEsv til diegivende søer og FEdr til drægtige søer - og da begge foderenheder findes i 3 udgaver, nemlig den "rigtige foderenhed" med fodermiddelspecifikke faktorer og de standardiserede kontrolfoderenheder til henholdsvis færdigfoder og tilskudsfoder.

Dette erstattes af én ligning til søer, som gælder i hele cyklusen og benævnes FEso. Der sker de samme ændringer af næringsstoffraktioner som ved beregning af FEsv, og der anvendes samme ligning med faste faktorer til fodermidler, færdigfoder og tilskudsfoder.

Praktisk konsekvens

Med de nye ligninger bliver indholdet af foderenheder (FEsv) stort set uændret i langt hovedparten af fodermidlerne – og for de fodermidler, hvor der sker en lille ændring, vurderes det, at de forenklede ligninger er mindst lige så korrekte som de nuværende. Rent fagligt vil det derfor ikke påvirke sammensætningen af foderblandinger – og svineproducenter vil sandsynligvis slet ikke opdage ændringen, hvis de ikke har søer.

Anvendelse af en FEso til hele socyklus i stedet for som nu 2 slags foderenheder medfører selvfølgelig en ændring i praksis, da den nye foderenhed er et kompromis mellem FEsv og FEdr - dog tættest på FEdr. Men det, at der kun er en foderenhed, vil fjerne de nuværende problemer med at vurdere sofoder, som anvendes i hele socyklus. For diegivningsfoder med høj hvedeandel vil der normalt være ca. 1 procent mindre FEso end FEsv i foderet, mens drægtighedsfoder næsten vil have identisk indhold af FEdr og FEso.

Ændringen af systemet kan betyde en minimal ændring af det indholdet af FEsv i færdigfoder, som afhængig af foderblandingens sammensætning kan ændres med op til plus-minus 1 procent i forhold til den nuværende kontrolligning med faktoren 11,35.

Det er beregnet, at en standard slagtesvineblanding med 130-135 g ford. råprotein lige netop indeholder samme antal nye FEsv, som den indeholdt af de gamle FEs.

Nye ligninger

Det bemærkes indledende, at da ændringerne sjældent overstiger 1 FEsv pr. 100 kg foder, så har det ikke den store betydning, om alle blandinger bliver genberegnet med de nye ligninger præcis på datoen den 1. september, da forskellen mellem ligninger er lille i forhold til latituden på 4 foderenheder.

Ligningen til kontrol af FEso vil først blive brugt, når FEso er opgivet på indlægssedlen.

De nye ligninger er følgende:

FEsv pr. kg foder= (Råprotein [g/kg] × 9,01 [kJ/g]+ råfedt, [g/kg] × 28,53 [kJ/g] + LFK [g/kg] × 11,7 [kJ/g] + FMK [g/kg] × 7,0 [kJ/g] ÷ UTSi [g/kg] × 2,8 [kJ/g] ) / 7.380 [kJ/FEsv]

FEso pr. kg foder = (Råprotein [g/kg] × 9,01 [kJ/g] + råfedt [g/kg] × 28,53 [kJ/g] + LFK [g/kg] × 11,7 [kJ/g] + FMKso [g/kg] × 9,0 [kJ/g] ÷ UTSi [g/kg] × 2,8 [kJ/g]) / 7.700 [kJ/FEso]

Hvor, når alle næringsstoffer er g/kg og EFOS-værdier er i procent:

FMK = (organisk stof × (EFOS ÷ EFOSi)/100) / 0,7 = Organisk stof × (EFOS ÷ EFOSi) / 70

LFK = Organisk stof × EFOS/100 ÷ råprotein × 0,91 ÷ råfedt × 0,97 ÷ FMK

UTSi = Organisk stof × (100 ÷ EFOS)/100 + FMK + 0,07 × råfedt + 0,3 × aske

FMKso = FMK + 0,18 × organisk stof × (100 ÷ EFOS)/100

Konsekvens for latituder  

I juni 2003 blev analysesikkerheden på EFOSi og FEsv testet i en ringanalyse. Hele datagrundlaget fra denne ringanalyse er genberegnet med de nye ligninger. Konklusionen er, at ændringerne i ligningerne ikke har betydning for målesikkerheden på foderenheder. Der kan derfor fortsættes med samme latitude på energi.

Fodermidler som er undtagelser

Ovennævnte ligninger anvendes som nævnt på alle fodermidler og blandinger, når man skal beregne energiindholdet.

I det gamle system var alle fodermidler i princippet undtagelser, da der var fodermiddelspecifikke værdier for EFNi, FKråfedt og kulhydratværdi.

I det nye system er der undtagelser for 3 fodermidler, nemlig for valle, melasse og afvigende fedttyper.

Undtagelser håndteres som følger for valle, melasse og sojaolie, hvor sojaolie er et eksempel på en positivt afvigende fedttype:

      FEsv = Korrektionsfaktor × FEsv-standardligning
      FEsv i valle = 0,86 × FEsv-standardligning
      FEsv i roemelasse = 0,80 × FEsv-standardligning
      FEsv i sojaolie = 1,06 × FEsv-standardligning

Anvendelse af korrigerede værdier forventes primært brugt ved hjemmeblanding, da afvigelserne ikke er kontrollerbare.

For håndtering af andre afvigende fedttyper henvises til dokumentationsrapporten.

Det bemærkes, at vallepulver ikke har fået en korrektionsfaktor, da den primært anvendes lige efter fravænning, hvor grisenes har tilstrækkelig laktaseaktivitet, og derfor udnytter laktose lige så godt som stivelse.

Korrektionsfaktorerne for valle (0,86) og melasse (0,80) skyldes, at kulhydratfraktionen (LFK) i begge fodermidler analyseres som tyndtarmsfordøjelig, selv om en del af laktosen hos slagtesvin og søer fermenteres i tyktarmen - ligesom LFK-fraktionen i melasse indeholder nogle letforgærbare kulhydrater. (Den generelle ligning til adskillelse af fermenterbare og tyndtarmsfordøjelige kulhydrater fungerer ikke for melasse og valle - i øvrigt tilsyneladende de eneste fodermidler, der anvendes i betydende mængder i praksis, hvor den generelle ligning ikke kan opdele kulhydraterne korrekt).

Baggrunden for disse korrektionsfaktorer findes i dokumentationsrapporten.

For fedt vil alt fedt blive kontrolleret med fordøjelighed svarende til 90. Denne værdi svarer til svinefedt og palmeolie.

Det har vist sig muligt med en simpel ændring af ligningerne til beregning af foderenheder til svin at opnå en betydelig forenkling, som er til gavn for alle parter - analyselaboratorier, foderstofvirksomheder, konsulenter og svineproducenter. Der opnås samme faglighed med et mere simpelt system med færre muligheder for fejl. Eneste ulempe er besværet med at ændre ligningerne i regneark og foderoptimeringsprogrammer - og besværet med at forklare, at FEso erstatter FEsv + FEdr til søer.