26. september 2006

Notat Nr. 0613

Uanmeldt kontrol af Ornestation Mors og Hatting-KS - kontrol af antallet af sædceller pr. sæddose

Der er gennemført en uanmeldt kontrol af to KS-stationer. Resultaterne viser, at begge KS-stationer overholder gældende regler for avl, drift og smittebeskyttelse.

Der er gennemført en uanmeldt kontrol af færdigdoser fra Ornestation Mors og fra Hatting-KS, Horsens afdeling.

Resultaterne viser, at Hatting-KS, Horsens afdeling og Ornestation Mors producerer færdigdoser i overensstemmelse med gældende regler.

Baggrund

DanAvls KS-stationer skal levere befrugtningsdygtige sæddoser. Indholdet af sædceller pr. sæddose er defineret i Regler for avl, drift og smittebeskyttelse for KS-stationer [1]. Sæddoser med Landrace- og Yorkshiresæd skal indeholde, hvad der svarer til mindst 4 ml råsæd. Endvidere skal mindst 95 pct. af doserne indeholde mere end 2,1 mia. motile sædceller. Disse regler beskriver således ikke, hvad sæddoserne i gennemsnit skal indeholde, blot 95 pct. grænsen er overholdt. Reglerne omkring den maksimale fortynding af sæden kan bevirke, at sæddoser fra sædopsamlinger med meget høj sædkoncentration indeholder flere end det normale antal sædceller pr. sæddose.

Der gennemføres en rutinemæssig kontrol af ornernes fertilitet, idet omløberprocenten fra alle ornerne overvåges. Denne overvågning anvendes til udsætning af orner med nedsat fertilitet.

Der gennemføres ligeledes en rutinemæssig kontrol af sæddosernes indhold af sædceller. I denne kontrol analyseres ugentligt 8-10 doser fra hver KS-station. Kontrollen bygger på, at KS-stationerne selv udtager tilfældige stikprøver af sæddoser, som indsendes til kontrol. Alle prøverne analyseres i henhold til Regler for avl, drift og smittebeskyttelse [1], og resultaterne danner grundlag for en løbende vurdering af kvaliteten af sæddoserne fra KS-stationerne.

Derudover gennemføres en uanmeldt kontrol af sæddoser fra KS-stationerne.

Materiale og metode

Sæddoserne til den uanmeldte kontrol blev indsamlet på selve KS-stationen, hvor en person fra Dansk Svineproduktion udtog sæddoserne. Fra Ornestation Mors blev udtaget 10 sæddoser og fra Hatting-KS, Horsens afdeling blev udtaget 20 sæddoser. Der blev udtaget sæddoser med højest mulig indeks, i forhold til de orner der stod på KS-stationen.

Sæddoserne blev analyseret af en person ansat ved Dansk Svineproduktion efter normal forskrift for analyse af indholdet af sædceller pr. sæddose [1]. Alle sæddoserne blev analyseret to gange.

Resultaterne er opgjort som gennemsnit for de to målinger af sæddosen. Der er i beregninger af indholdet taget højde for volumen af sæden i dosen samt motilitetsvurderingen ved sædopsamling. Indholdet af sædceller pr. sæddose er angivet som motile sædceller pr. sæddose.

Resultater og diskussion

Resultaterne viste, at for de 20 doser udtaget fra Hatting-KS, Horsens afdeling samt de 10 doser fra Ornestation Mors var reglerne overholdt med hensyn til antal sædceller pr. sæddose. Det, at tre doser tilsammen for begge KS-stationer indeholdt mindre end 2,1 mia. motile sædceller, ses som en tilfældighed (figur 1, tabel 1). To af doserne fra Ornestation Mors indeholdt mere end 3 mia. motile sædceller. Årsagen til dette var formentlig, at pågældende doser stammer fra sædopsamling med meget høj sædkoncentration, hvorfor de i henhold til gældende regler ikke skulle fortyndes til det normale antal sædceller pr. dose.

Tabel 1.

Fordeling af antal sæddoser fra de to KS-stationer efter indhold af motile sædceller

 

Indhold af motile sædceller

KS-station

< 2,1 mia.

> 2,1 mia.

Ornestation Mors

1

9

Hatting-KS, Horsens afdeling

2

18

    
InfoSvin/9198.tif 

Figur 1

Grafisk fremstilling over indholdet af motile sædceller pr. sæddose (angivet i milliarder sædceller pr. sæddose) der indgik i kontrollen i forhold til indeks for pågældende orne. Resultatet for sæddoserne er angivet med en prik. De blå prikker er sæddoser fra Hatting-KS Horsens afdeling, mens sorte prikker er sæddoser fra Ornestation Mors (Billeddatabasen nr. 9198).

Blandt de udtagne sæddoser var indeks højere for doserne fra Ornestation Mors end doser udtaget fra Hatting-KS. Dette skyldes, at der på pågældende Hatting-KS ornestation ikke var orner med højere indeks, idet ornestationen var en PRRS-ikke-vaccineret KS-station, hvorfor indeks var lidt lavere.


Konklusion

Det kan konkluderes, at såvel Ornestation Mors som Hatting-KS, Horsens afdeling overholder Regler for avl, drift og smittebeskyttelse.


Referencer

[1]

Hansen, C.: (2005): Regler for avl, drift og smittebeskyttelse for KS-stationer. Manual nr. 2, Dansk Svineproduktion.


Institution: Dansk Svineproduktion, DMA

Forfatter: Claus Hansen

Udgivet: 26. september 2006

Dyregruppe: Orner

Fagområde: Reproduktion