22. november 2006

Notat Nr. 0620

Test af plastdunke for sædvenlighed

Der var ingen negative effekter på sædcellernes bevægelighed ved opbevaring af sæden sammen med plastik fra en 2,0 liters plastikdunk af typen HDPE-plastik fra Elopak Denmark A/S.

I henhold til ”Regler for avl, drift og smittebeskyttelse for KS-stationer” [1] skal nye materialetyper, der ønskes anvendt i produktionen af sædportioner, undersøges for negative effekter på sæden i forhold til gamle anvendte materialetyper.

Formålet med undersøgelsen var at undersøge, om der kunne påvises negativ effekt på sæden ved opbevarings af sæd sammen med plastik fra 2,0 liters plastikdunke fra Elopak Denmark A/S. Som kontrol blev anvendt 2,5 liters HDPE-dunke fra Polimoon Holmia A/S, som er den nuværende anvendte type.

Resultaterne viste ingen negative effekter på sædcellernes bevægelighed for plastikdunkene fra Elopak Denmark A/S i forhold til dunkene fra Polomoon Holmia A/S.

Baggrund

Ved produktion af sædportioner anvendes bl.a. plastikdunke til opbevaring af råsæd og fortyndet sæd inden sæden fyldes i poser. Ingen af de materialer, der anvendes i sædproduktionen, må have skadelig indvirkning på sæden.

I henhold til ”Regler for avl, drift og smittebeskyttelse for KS-stationer” [1] skal materialer, der anvendes i produktionen af sædportioner have været undersøgt for negative effekter på sæden. Som sammenligningsgrundlag skal anvendes de nuværende anvendte materialer.

Formålet var at undersøge, om der kunne påvises en skadelig effekt af opbevaring af sæd sammen med plastik fra 2,0 liters transparent HDPE plastdunk (varenr. PE0001-AAA) fra Elopak Denmark A/S i forhold til den nuværende anvendte type, som er en 2,5 liters HDPE plastdunk fra Polimoon Holmia A/S.

Materiale og metode

Til undersøgelsen blev anvendt sæd fra fem forskellige ejakulater. Sæd fra hvert ejakulat blev fortyndet til en koncentration på cirka 30 mio./ml med EDTA-ornesædsfortynder. Den fortyndede sæd blev omhældt til 10 forskellige NUNC-rør, således at rørene var helt fyldte med sæd. Fem af rørene blev anvendt som kontrolprøver, hvortil der blev tilsat plastik fra dunken fra Polimoon Holmia A/S. Til de andre fem rør blev tilsat plastik fra dunkene som skulle undersøges. Alle rørene blev opbevaret ved 16-18 °C.

Efter 72 timers opbevaring med plastikstykkerne nedsænket i sæden blev sæden analyseret. Analyserne omfattede en undersøgelse af sædcellernes bevægelse ved anvendelse af Computer Assisted Sperm Analysis med SpermVision. Sæd fra hvert rør blev analyseret med enkeltbestemmelser.

Analyse af sædcellernes bevægelse

Til analysen blev anvendt Leja-8 tællekamre med en dybde på 20 µm. Til hver analyse blev udtaget cirka 1,8 µl sæd, som blev overført til tællekammeret. Analysen blev godkendt ud fra vurdering af de optagede billeder af instrumentet. Fra analysen blev det samlede antal bevægelige sædceller, samt hvor mange sædceller der havde god fremadrettet bevægelse (progressiv bevægelse), målt.

Statistisk analyse

Data blev analyseret med variansanalyse i SAS version 9.2. Sammenligningen mellem de to typer af dunke kan beskrives ved følgende model:

Yij = µ + Ai + eij ~ N(0, sigma2)

Hvor det gælder, at µ angiver det generelle gennemsnit for sædens bevægelighed, Ai henfører til typen af plastikdunk og eij er residialvariationen og angiver niveau inden for typen af plastikdunke inden for hver af de fem ejakulater.

Resultater og diskussion

Resultaterne viste ingen forskel mellem dunkene både ved analyse af den samlede andel af bevægelige sædceller og ved analyse af andelen af progressiv bevægelige sædceller (tabel 1).

Tabel 1.

Statistiske estimater for andelen af bevægelige sædceller, samt andelen af sædceller med progressiv bevægelse ved opbevaring af sæden sammen med plastik fra dunkene fra henholdsvis Polimoon Holmia A/S (Polimoon)og Elopak Denmark A/S (Elopak).

Typen af plastikdunk

Polimoon

Elopak

Samlet andel af bevægelige sædceller ± SE*

45,8 % ± 1,9

43,8 % ± 1,9

Andel af sædceller med progressiv bevægelse ± SE*

29,2 % ± 1,4

29,3 % ± 1,4

* Angiver spredning for estimatet for forskellen mellem grupperne

Andelen af sædceller med bevægelse 72 timer efter sædopsamling og dermed tillige andelen af progressiv bevægelige sædceller er lavere end hvad der normalt ses (data ikke vist). Der lægges vægt på, at sæden ikke var død ved analysen af kontrollerne, hvorved undersøgelsen skulle have været gentaget. Idet sædcellerne har været bevægelige og der ingen forskel var mellem grupperne, anses dunken fra Elopak Denmark A/S for at være tilsvarende dunken fra Polimoon Holmia A/S.

Konklusion

Der kunne ikke påvises negativ effekt ved opbevaring af sæd sammen med plastikdunk fra Elopak Denmark A/S i forhold til den nuværende anvendte dunk, som er fra Polimoon Holmia A/S.

Referencer

[1]

Hansen, C.: (2005): Regler for avl, drift og smittebeskyttelse for KS-stationer. Manual nr. 1, Dansk Svineproduktion.


Institution: Dansk Svineproduktion, DMA

Forfatter: Claus Hansen

Udgivet: 22. november 2006

Dyregruppe: Orner

Fagområde: Reproduktion