8. januar 2007

Notat Nr. 0701

Uanmeldt kontrol af DanAvls KS-stationer - december 2006

En uanmeldt kontrol omfattende Hatting-KS afdeling Horsens, Viborg og Ringsted samt Vestsjællands Ornestation og Ornestation Mors 1 og 2 viste, at otte ud af 23 sædportioner fra Mors 2 indeholdt for få sædceller i forhold til gældende regler.

Der er gennemført en uanmeldt kontrol af KS-stationerne. Kontrollen omfattede Hatting-KS afdeling Horsens, Viborg og Ringsted samt Vestsjællands Ornestation og Ornestation Mors 1 og 2.

Kontrol blev gennemført ved, at en DSP ansat ved et uanmeldt besøg, udtog sædportioner til kontrol. Det var målet at udtage sædportioner fra Landrace, Yorkshire og produktionssæd for at få et bredt udsnit af KS-stationens produktion.

Resultaterne viste, at otte ud af 23 sædportioner fra Mors 2 indeholdt for få sædceller i henhold til gældende regler. Doserne i kontrollen omfatter sæd fra alle racerne med både højt og lavt indeks. Det skal bemærkes, at underindholdet for sædportionerne var ens for alle racer og ligeligt fordelt over indeks.

Baggrund

DanAvls KS-stationers formål er at levere befrugtningsdygtig sæd til svineproducenterne. KS-stationerne er underlagt regler for produktionen af sædportionerne. Reglerne er udarbejdet af Dansk Svineproduktion i samarbejde med KS-stationerne [1].

Reglerne definerer, hvordan sædportionerne skal produceres og hvor mange sædceller hver sædportion skal indeholde. Indholdet af sædceller pr. sædportion kontrolleres løbende, ved at KS-stationerne indsender sædportioner til analyse. Sædportionerne bliver analyseret af Dansk Svineproduktion efter en standardiseret analysemetode. Udover den løbende kontrol bliver KS-stationerne kontrolleret ved en uanmeldt kontrol, hvor KS-stationen ikke på forhånd kan vide, hvilke sædportioner der bliver udtaget til kontrol.

Formålet er at kontrollere, at antallet af sædceller pr. sædportion fra hver af KS-stationernes produktion er i orden i henhold til gældende regler for DanAvls KS-stationer.

Materiale og metode

Den uanmeldte kontrol blev gennemført, ved at sædportioner blev udvalgt af en DSP-ansat ved et uanmeldt besøg. Det var målet at udtage sædportioner fra Landrace, Yorkshire og produktionssæd for at få et bredt udsnit af KS-stationens produktion.

Kontrollen blev udført både for Hatting-KS (HKS), Horsens afdeling, Viborg afdeling, og Ringsted afdeling, Ornestation Mors 1 og 2 (henholdsvis Mors1 og Mors2) samt Vestsjællands Ornestation (Vestsjælland).

Alle sædportionerne blev analyseret i Dansk Svineproduktions forsøgslaboratorium med standardiseret metode til måling af indholdet af sædceller pr. sædportion [1].

Antallet af sædceller pr. sædportion blev analyseret med NucleoCounter SP100. Indledningsvis blev 1,00 ml sæd overført til en prøvekop. Efterfølgende blev tilsat 10,00 ml Reagent S100 (Chemometec A/S, Allerød, Danmark). Med en SP1 Casette (Chemometec A/S) blev der opsuget en prøve af den fortyndede sæd. Prøven blev analyseret med SP100. Resultatet af antal sædceller pr. ml blev automatisk beregnet. Hvis indholdet af motile sædceller pr. sædportion var under 2,1 mia. for Landrace og Yorkshire og 1,75 for andre racer, blev analyserne gennemført som en dobbeltbestemmelse.

Til beregning af antal sædceller pr. sædportion blev sæddosens indhold vejet og korrigeret for, at fortyndet sæd vejer cirka 1,02 gram pr. ml. I beregning af antal sædceller pr. sædportion anvendes flowcytometrisk metode som DSPs reference [2].

Der blev i analyserne taget højde for den systematiske forskel mellem instrumenterne [ikke publiceret]. Den systematiske forskel betyder, at resultatet blev forhøjet med 7,2 pct.

Data blev analyseret deskriptivt ved anvendelse af Statistical Analysis System (SAS) version 9.1.3 SP4. For analyse af om KS-stationerne har overholdt grænserne for indhold af sædceller pr. sædportion, er anvendt estimat for fordeling af data ud fra en antagelse om, at data er binomialfordelt. Det er beregnet, om fordelingen af sædportioner under 95 pct. grænsen i henhold til reglerne kunne være tilfældig.

Resultater og diskussion

Det var tilsigtet at udtage mindst seks sædportioner fra henholdsvis Landrace, Yorkshire og andet sæd (tabel 1). Det var imidlertid ikke muligt for alle KS-stationerne, idet der ikke var tappet nok ejakulater til at opnå det antal sædportioner i kontrollen.

Tabel 1.

Oversigt over antal sædportioner udtaget fra hver KS-station

Race

Landrace

Yorkshire

Andet

I alt

HKS - Horsens

7

3

1

11

HKS - Viborg

1

9

4

14

HKS - Ringsted

6

5

7

18

Mors 1

4

6

6

16

Mors 2

11

6

6

23

Vestsjælland

4

1

2

7

I ”Reglerne for avl, drift og smittebeskyttelse” er der fastsat grænser for, hvad indholdet af sædceller pr. sædportion skal være. For Landrace og Yorkshire skal 95 pct. af sædportionerne indeholde mere end 2,1 mia. motile sædceller og for alle andre typer er grænsen på 1,75 mia. motile sædceller. Prøver med indhold under denne grænse benævnes ”5-pct. prøver”.

Resultaterne viste, at alle sædportioner indeholdt mere end ovenstående grænser, med undtagelse af sædportioner fra Ornestation Mors 2. Grænserne er fastsat, således at det forventes, at 5 pct. af samtlige prøver ligger under disse grænser. For Mors 2 lå otte ud af de 23 prøver under ovennævnte grænser (tabel 1 og 2). Figur 1 angiver en grafisk fremstilling af indholdet i sædportionerne fra Landrace og Yorkshire for de forskellige KS-stationer.

Grænsen for antallet af 5 pct. prøver er ikke overholdt for Ornestation Mors 2 (p=0,0001). I henhold til reglerne skulle mindst 19 af de 23 prøver være over 5-pct. grænsen.

Tabel 2.

Fordeling af antal sædportioner med et indhold større eller mindre end grænsen for 5 pct. prøverne. Tabellen omfatter analyser af såvel Landrace, Yorkshire samt andre racer.

KS-station

Antal sædportion med indhold større
end 5-pct. grænsen

5-pct. prøver

HKS - Horsens

11

0

HKS - Viborg

14

0

HKS - Ringsted

18

0

Mors 1

16

0

Mors 2

15

8

Vestsjælland

7

0

InfoSvin/9824.tif

InfoSvin/9825.tif

Figur 1.
Grafisk fremstilling af indholdet af motile
sædceller (mia. /portion) for Landrace og
Yorkshire i forhold til indeks for pågældende
orne. Hver prik repræsenterer en analyse
af en sædportion.
Grafen omfatter udelukkende analyser af
sædportioner fra Land-race og Yorkshire.
Rød=HKS Horsens; blå=Mors 1;
grøn=Mors 2; sort=HKS Ringsted;
lilla=Vestsjælland; turkis=HKS Viborg
(Billede nr. 9824)

Figur 2.
Grafisk fremstilling af indholdet af
sædceller (mia. /portion) for alle andre end
Landrace og Yorkshire.
Indholdet er angivet ud fra sædportionens
volumen. Hver prik repræsenterer en analyse
af en sædportion.
Rød=HKS Horsens; blå=Mors 1;
grøn=Mors 2; sort=HKS Ringsted;
lilla=Vestsjælland; turkis=HKS Viborg
(Billede nr. 9825)

       

Konklusion

Det kan konkluderes, at Ornestation Mors 2 ikke havde overholdt gældende regler for antallet af sædceller pr. sædportion, idet otte ud af 23 sædportioner indeholdt for lidt. Det skal bemærkes, at underindholdet for sædportionerne var ens for alle racer og ligeligt fordelt over indeks.

Referencer

[1]

Hansen, C.: (2006): Regler for avl, drift og smittebeskyttelse for KS-stationer. Manual nr. 2, Dansk Svineproduktion.

[2]

Hansen, C.; Christensen, P.; Stryhn, H.; Hedeboe, A.M.; Rode, M.; Boe-Hansen, G.: (2002): Validation of the FACSCount AF system for determination of sperm concentration in boar semen. Reproduction of Domestic Animals, 37, pp. 330-334.


Institution: Dansk Svineproduktion, DMA

Forfatter: Claus Hansen

Udgivet: 8. januar 2007

Dyregruppe: Orner

Fagområde: Reproduktion