Svin ikke alene om miljøproblem

Naturrådet og andre kritikere har udråbt svineproduktionen som hovedansvarlig for nedfald af kvælstof i naturen. Svineproduktionen er imidlertid kun ansvarlig for en del at dette problem.

Kort og godt:

• Danske svin var i 1996 ansvarlig for 18 pct. af det samlede kvælstofnedfald over danske landområder.
• Kvælstofilter, dannet ved afbrænding af fossilt brændstof, tegnede sig i 1996 for 35 pct. af nedfaldet.
• 2,5 millioner slagtesvin flere eller færre vil kun ændre nedfaldet med ca. to pct.
• Siden midten af 1980'erne er nedfaldet over Danmark faldet markant fra ca. 21 kg kvælstof pr. hektar pr. år til ca. 15 kg i 1996.
• Den naturlige kvælstoftilførsel fra luften er vurderet til at udgøre 3-7 kg kvælstof pr. hektar pr. år.
• Fordampningen af ammoniak falder i de kommende år i takt med krav om bedre udnyttelse af husdyrgødningen og reduceret brug af handelsgødning som følge af Vandmiljøplan II.
• Der vil fortsat være et fald i fordampningen af ammoniak som følge af udvikling af nye staldtyper, ændret fodersammensætning og lovkrav om delvist fast gulv i stier til smågrise og slagtesvin.
• Dansk svineproduktion ser det som en udfordring at mindske lugtgenerne.
• Husdyrgødning er et vigtigt gødningsprodukt, der udover kvælstof, fosfor og kalium også giver jorden mikromineraler og organisk materiale.

Baggrund

I takt med den stigende vækst i befolkningen har landbruget siden 1950’erne formået at skabe en stor vækst i produktionen af fødevarer. En væsentlig del af denne stigning i produktivitet skyldes, at landmanden nu bl.a. kan regulere gødskningen med kvælstof efter afgrødernes behov. Som følge af den store omsætning af kvælstof i planter og dyr sker der samtidig tab af kvælstof, enten i form af nitrat, frit kvælstof eller ammoniak, således at ammoniak og andre kvælstofholdige luftarter findes i atmosfæren i lave koncentrationer.

Ammoniak er en gasformig kvælstofforbindelse (NH3). Luftens indhold af ammoniak afsættes på planter og jord og virker som gødning på landbrugsjord og i naturen. Set i forhold til behovet for næringsstoffer hos landbrugsplanter er det dog meget lave årlige tilførsler af kvælstof, der stammer fra luften.

Nedfald af kvælstof

Nedfaldet af kvælstof over Danmark er aftagende. Ifølge fire redegørelser fra Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning, er kvælstofnedfaldet faldet markant fra ca. 21 kg pr. hektar/år i midten af 1980'erne til ca. 15 kg i 1996. Det skyldes både en international reduktion i industri- og trafiksektorerne, og en lavere fordampning af kvælstof fra dansk og udenlandsk landbrug. Af de 15 kg kvælstof stammer de 10 kg fra fordampning af ammoniak, hovedsagligt fra landbruget, mens de sidste 5 kg stammer fra kvælstofilter, der først og fremmest stammer fra afbrænding af fossilt brændstof. Ud af det samlede nedfald på de ca. 15 kg kvælstof pr. hektar/år er naturens eget bidrag til nedfaldet vurderet til at være 3-7 kg pr. hektar/år.

Det samlede kvælstofnedfald over danske landområder er i 1996 beregnet til 67.300 tons. Heraf udgjorde kvælstof-ilter 35 pct., mens ammoniak fra dansk landbrug udgjorde 51 pct. Dansk svineproduktions andel af det samlede nedfald var på ca. 18 pct.

Kritikerne hævder, at det er nødvendigt at bremse yderligere vækst i svineproduktionen – og at den burde reduceres betydeligt i forhold til i dag. Faktum er, at en ændring i dansk svineproduktion med 2,5 millioner slagtesvin om året ”kun” vil ændre nedfaldet af kvælstof fra luften med ca. to pct. i forhold til den nuværende produktion på ca. 23 millioner svin.

På tværs af grænser

Fordampningen af ammoniak vil falde i de kommende år i takt med øgede krav om bedre udnyttelse af husdyrgødningen og reduceret brug af handelsgødning som følge af Vandmiljøplan II. Fra en samlet ammoniakfordampning på 92.700 tons i 1996 forventes den at falde til 72.200 tons inden 2003.

Bortset fra ammoniak transporteres de fleste kvælstofforbindelser, bl.a. kvælstof-ilterne over store afstande. Derfor bør begrænsninger i udledningen ske i en international sammenhæng. I 1999 underskrev Danmark en FN protokol om grænseoverskridende luftforurening. Her forpligter vi os til at lægge loft på udslip af bl.a. svovl- og kvælstofholdige gasser inden år 2010. For kvælstof-ilterne er der et loft på 127.000 tons og for ammoniakforbindelserne på 69.000 tons. Danmark vil stort set kunne opfylde protokollens målsætningen for ammoniak, når Vandmiljøplan II er fuld indført i 2003 med et anslået tab af ammoniak på 72.200 tons.

Det er også værd at bemærke, at når det gælder den grænseoverskridende luftforurening, så ligger Danmark relativt godt “placeret” i forhold til vindretning og dets oprindelse. En stor del af luftforureningen stammer fra de tætbefolkede områder med tung industri i Mellemeuropa. Fx fremgår det af de registreringer Danmarks Miljøundersøgelser foretager af det atmosfæriske kvælstofnedfald, at de sydlige dele af Danmark modtager væsentlig mere af den langtrækkende luftforurening end de nordlige dele af Danmark.

Den følsomme natur

Tilførslen af kvælstof fra luften er meget lav i forhold til landbrugsplanternes behov. Fx anbefales det at tilføre vinterhvede 180 kg kvælstof pr. hektar pr. år. Den vilde flora i visse naturområder lever imidlertid under meget næringsfattige forhold. Ammoniak fra luften kan medføre en række forandringer i skove, overdrev, heder og højmoser.

Planteverdenen kan inddeles i tre typer:

Nøjsomhedsplanter lever under næringsfattige forhold (fx tørvemosser i højmoser, mange laver på heder og i klit, mange overdrevsplanter). Typiske nøjsomhedsplanter der går tilbage ved tilførsel af luftbåren kvælstof er kattefod, guldblomme, mælkeurt, timian, rensdyrlav-arter, tørvemosser m.fl.

Pionerplanter etablerer sig i forstyrrede økosystemer og udnytte pladsen her. De kan derimod ikke klare sig, hvor der er hård konkurrence om næring, vand eller lys. Mange af de arter, der optræder som ukrudt i landbruget er pionerplanter.

Konkurrenceplanter udnytte de mange næringsstoffer og vokse sig store og kraftige, hvorved pioner- og nøjsomhedsplanter udkonkurreres. Det gælder fx for brændenælde, agertidsel, hindbær og mange græsser.

En ekstremt næringsfattig naturtype som højmosen er ikke særlig rig på arter. Desuden kan disse planter ofte kun klare sig under næringsfattige forhold. Det er sådanne områder, der er følsomme over for nedfald af kvælstof, idet øget tilførsel af kvælstof giver bedre vilkår for bl.a. de vidt udbredte græsser.

Ammoniak falder ned tæt på kilden

Koncentrationen af ammoniak i luften falder hurtigt med afstanden fra kilden. Både på grund af fortynding i luften, afsætningen på vegetation og omdannelse af ammoniak til ammonium. En stor del falder således ned tæt på udslippet afhængig af terræn og overfladens beskaffenhed - det er beregnet, at 20-60 pct. afsættes på vegetationen inden for to km fra kilden. Ammoniak kan dog også i atmosfæren omdannes til ammoniumforbindelser, der ligesom kvælstofilterne kan transporteres over store afstande.

I og med at ammoniak har den egenskab, at den falder ned tæt på kilden, så kan intensiv husdyrproduktion i umiddelbar nærhed af følsomme naturtyper være uheldig, og det må der tages hensyn til. Svineproducenterne i Danmark lever i og af naturen, og har dermed også et ønske om, at der skal være plads til både at sikre følsomme naturtyper, men også at der skal være plads til at udøve en bæredygtig svineproduktion.

Danske svineproducenter arbejder sammen med forskningen om at udvikle enkle og billige metoder til yderligere at reducere ammoniakfordampningen. Blandt andet gennem bedre udformning af gyllekummer og spaltegulve, der kan reducere fordampning af ammoniak fra staldene, og ændringer af foderets sammensætning så den enkelte gris udskilles mindre kvælstof. Derudover vil det nye lovkrav om, at en del af gulvet i stier til smågrise og slagtesvin skal være fast, yderligere begrænse fordampningen af ammoniak.

Gylle og lugt

Fejlagtigt hævdes det ofte i debatten, at der er en “stank af ammoniak” fra stalde og ved udkørsel af gylle. Men det er ikke ammoniak, man kan lugte - ammoniak vil som regel kun forekomme i koncentrationer, der kan lugtes, inde i staldene især i vinterperioden.

Gylle lugter - men lugten skyldes navnlig forskellige organiske forbindelser, der dannes ved omsætning af protein i gødningen. Nogle af disse stoffer lugter, selv i meget lave fortyndinger. I dag udskiller slagtesvin væsentlig mindre protein end tidligere, så det går den rigtige vej med at nedbringe lugtgenerne.

Lugt er dog fortsat et anseeligt problem. Indenfor svineproduktionen ser vi det som en udfordring at mindske miljøbelastningen også på dette område. Men løsningen ligger ikke lige for, og selv om vi arbejder med at mindske lugtgenerne, vil vi gerne opfordre til at forstærke forskningen på området. Det drejer sig bl.a. om, hvordan forskellige typer foder påvirker lugten fra gyllen, udvikling af bedre teknikker til behandling af gyllen og bedre metoder til udbringning af gyllen.

Vi forventer, at der vil være udviklet tekniske løsninger i løbet af få år, så lugtgenerne fra svineproduktionen kan reduceres til gavn for både naboer, gårdens miljø og arbejdsmiljøet i stalden.

Gylle er gødning

Gylle fremstilles ofte som ren “gift” i debatten. Men husdyrgødningen er et vigtigt gødningsprodukt, der udover kvælstof, fosfor og kalium også tilfører jorden mikromineraler og organisk materiale.

Udnyttelsen af kvælstof i gylle er - og skal være - høj. Når Vandmiljøplan II er indført, skal mindst 70 pct. af gyllens kvælstof udnyttes af planterne. Der arbejdes fortsat på nye metoder for at udnytte husdyrgødningen endnu bedre.

Referencer