Næringsstoffer

Du kan her downloade Normer for Næringsstoffer - dette er udgave 34.

Grise er generelt ikke i stand til selv at syntetisere fedtopløselige vitaminer. Vandopløselige vitaminer samt vitamin K synteseres derimod mikrobielt i tyktarmen.

For mange af vitaminerne er det ikke klarlagt, hvor meget af det mikrobielt syntetiserede vitamin, grisene kan absorbere og udnytte.

Fedt- og vandopløselige vitaminer

Vitaminerne inddeles i vand- og fedtopløselige vitaminer som vist i følgende oversigt (vitaminerne er beskrevet selvstændigt hver for sig).

Deponering af vitaminer

Fedtopløselige vitaminer kan deponeres i større eller mindre grad i kroppen. Forgiftning kan forekomme ved stor overforsyning.

Vandopløselige vitaminer kan kun lagres i ubetydeligt omfang i organismen, hvilket betyder, at der er behov for en daglig tilførsel af det enkelte vitamin. Samtidig forekommer forgiftninger aldrig, da en overdosis udskilles via urinen.

Normer for vitaminer omfatter det fysiologiske minimumsbehov samt en sikkerhedsmargin, der er skønnet ud fra en vurdering af de forhold, der i praksis påvirker behovet. Normerne for vitaminer findes i Normer for Næringsstoffer. 

Behov er lig med den mindste mængde af et vitamin, som dyrene skal tilføres for, at der ikke opstår mangelsymptomer. Behovet bestemmes ud fra forsøg ved at tildele varierende mængder af et vitamin og måle effekten på produktionsresultater eller på biokemiske reaktioner.

Den valgte målemetode spiller en stor rolle, da produktionsresultater påvirkes senere end relevante biokemiske reaktioner i dyret under en mangelsituation. De danske vitaminnormer er baseret på størst mulig sikkerhedsmargen, og omfatter den tilsatte mængde vitamin. Der tages ikke hensyn til råvarenes naturlige vitaminindhold, da fordøjeligheden varierer og generelt ikke kendes.

Stabilitet og holdbarhed

Vitaminer er ustabile stoffer og ødelægges let ved formaling, pelletering, opvarmning og under lagring (se tabel 1) [2].

Tabel 1. Stabilitet af forskellige vitaminer [3].

Vitaminer beskyttes ofte ved hjælp af flere metoder, bl.a.:

• Syntese af stabile derivater.
• Tilsætning af syntetisk antioxidant.
• Coating: Vitaminet overtrækkes med fx fedt, gelatine eller stivelse, der indeholder antioxidanter.
• Crosslinking: Vitaminet krydsbinder til gelatine eller kulhydrat.

Det gælder for alle metoder, at de ikke må beskytte vitaminerne bedre, end at de stadig er tilgængelige for dyrene. Foderstoffirmaer garanterer typisk det deklarerede indhold af vitaminer i op til 5 måneder fra fremstillingsdatoen, for vitamin K dog kun i op til 2 måneder. Kendskabet til vitaminernes stabilitet er sparsomt.

Referencer

Mineraler har stor betydning for stofskiftet, bl.a. fordi mange af mineralerne indgår i en række enzymer. De har også indflydelse på forskellige egenskaber som eksempelvis reproduktion, knogleopbygning, ilttransport og cellestruktur.

I Danmark er der medtaget 12 mineraler i normer for næringsstoffer. Mineralerne opdeles i makro- og mikromineraler. Hvert af de følgende mineraler er beskrevet for sig.

De anbefalede normer for mineraler til svin er fastlagt ud fra et fysiologisk behov plus en sikkerhedsmargin. Det kan derfor generelt ikke anbefales at tilsætte mineraler udover normen. De anbefalede normer for mineraler til svin er den totale mængde mineraler i foderblandingen. Normerne findes i Normer for Næringsstoffer. Indholdet af mineraler i råvarer finder du i VSP's Fodermiddeltabel (åbner i Excel).

Indhold af makro- og mikromineraler i forskellige kilder fremgår af tabel 1 og 2.

Mellem mineralerne indbyrdes er der en række vekselvirkninger. Betydning af vekselvirkning er ikke klarlagt, og derfor kan der ikke tages højde for i hvor høj grad de enkelte mineraler påvirker hinanden ved sammensætningen af en foderblanding. Hvis doseringen øges af et enkelt mineral, kan det få konsekvenser for absorptionen af nogle andre.

Der er ligeledes begrænset kendskab til fordøjelighed/tilgængelighed af de enkelte mineraler i forskellige mineralkilder. Dette gælder også for de naturligt forekommende mineraler i foderstoffer.

Det er ikke entydigt, hvor store/små mængder af de enkelte mineraler, der giver symptomer på forgiftning/mangel, og derfor er det ikke muligt at angive generelle grænser for over- eller underindhold.

Dyrets tolerance for et mineral afhænger af flere forhold:

• Dyrets alder
• I hvilken del af reproduktions-cyklus avlsdyret befinder sig
• I hvor lang en periode dyret tildeles de pågældende mængder af mineralet
• Foderets sammensætning i øvrigt

Tabel 1. Makromineral - indhold af de enkelte mineraler i forskellige mineralkilder 

Tabel 2. Mikromineral - indhold af de enkelte mineraler i forskellige mineralkilder

Stivelse er et kulhydrat, som dannes i planternes rødder, knolde eller frø. Stivelse er et vigtigt næringsstof både for planten selv, men også for dyrs og menneskers ernæring. Fx korn og kartofler har et højt indhold af stivelse, mens proteinrige råvarer typisk har et relativt lavt indhold af stivelse. Indholdet af stivelse og andre kulhydrater ses i tabel 1.

Tabel 1. Oversigt over indholdet af kulhydrater i forskellige råvarer (LMW-sukre er en betegnelse for mono-, di- og trisakkarider. NSP = non-starch polysaccharides).

En almindelig foderanalyse deler kulhydrat i træstof og NFE. Denne opdeling vurderer ikke kulhydratfraktionen særlig præcist. Deling i stivelse og sukker samt fibre er et bedre udtryk, når næringsværdien skal vurderes.

Stivelse findes i planteceller hos korn, bælgplanter og rodfrugter som mikroskopiske stivelseskorn, der har en form, som er karakteristisk for den pågældende plante. Stivelseskornene består næsten udelukkende af glukose-polymer samt mindre mængder af fedt, protein og fosfor.

Spyt indeholder alfa-amylase, som er det enzym, der nedbryder stivelse til glukose. Nedbrydning af stivelse starter derfor allerede i mundhulen og fortsætter i tyndtarmen, hvor der også er alfa-amylase i den tarmsaft, der udskilles fra bugspytkirtelen.

Kvalitet

Stivelse inddeles i tre klasser afhængig af stivelseskornenes kemiske organisering:

• Type A: Kornråvarer.
• Type B: Frugt og rodfrugt, fx kartofler.
• Type C: Mellemting mellem A og B stivelse - findes i frø af bælgplanter, fx ærter og bønner.

En varmebehandling af råvarerne medfører generelt en bedre tilgængelighed af stivelse og dermed højere fordøjelighed, hvilket specielt er kendt ved kartofler.

Nedbrydning i tarmkanalen

Grise er gode til at nedbryde og fordøje stivelse. Kornråvarer har typisk en fordøjelighed på 97-99 procent (type A stivelse). Stivelse i ærter og bønner har en fordøjelighed på 93-95 procent (type C stivelse), mens rå kartoffelstivelse har en fordøjelighed på ca. 50 procent (type B stivelse) [1].

Årsagen til forskellig fordøjelighed er at

1. Stivelsen er ikke tilgængelig for fordøjelsesenzymerne, fordi stivelseskornene er omgivet af en tyk cellevæg - til denne gruppe hører bælgplanter.
      
2. Stivelsen er ikke tilgængelig på grund af dens kemiske organisering - til denne gruppe hører rå kartoffelstivelse.
      
3. Stivelsen er ikke tilgængelig efter forudgående opvarmning og afkøling - dette ses sjældent hos foderstoffer.

Den del af stivelsen, der ikke nedbrydes enzymatisk i tyndtarmen, bliver næsten fuldstændig omsat af mikroorganismer i blind- og tyktarm. Den andel af stivelsen, som omsættes i blind- og tyktarmen, udnyttes dårligt af grisen, hvor det formodes, at der kun er ca. 50 procent udnyttelse af energiværdien. Foderets formalingsgrad kan påvirke udnyttelsen af den stivelse, der findes i korn. En grov formaling vil nedsætte udnyttelsen.

Foders stivelsesindhold

I Danmark er der ikke observeret problemer med mangel på stivelse med de kornbaserede foderblandinger, der typisk bruges. Et forsøg har desuden vist, at der ikke blev opnået bedre reproduktionsresultater ved at tildele ekstra stivelse til polte i 10 dage før løbning i 2. brunst [2].

Referencer

Fibre er en del af kulhydraterne i foderet, som også består af sukker og stivelse. Fibre er polysakkarider, der indgår i opbygning af planternes cellevægge og de omfatter alle ikke-stivelsesholdige polysakkarider (NSP) og lignin. NSP opdeles yderligere i cellulose- og ikke-celluloseholdige  polysakkarider (Non-Cellulosic Polysaccharides; NCP), som igen opdeles i vandopløselige (Soluble Non-Cellulosic Polysaccharides;  S-NCP) og ikke- vandopløselige fibre (I-NCP).  Se figur 1.

Figur 1. Opdeling af fibre i grupper. Det fremgår af figuren, at beta-glukan og pektin tilhører
gruppen af opløselige fibre, hvorimod lignin, cellulose og hemicellulose tilhører gruppen af ikke-vandopløselige fibre.

Grisen udskiller ikke selv enzymer, der kan nedbryde fiberfraktionen. I den bageste del af tyndtarmen og i blind- og tyktarm nedbrydes fibrene mere eller mindre af bakterier, og der dannes flygtige fedtsyrer (VFA), som kan optages fra tarmkanalen. Bakterierne kan ikke nedbryde lignin og kun en del af cellulosefraktionen. Fibrenes fysiske kendetegn har betydning for foderets fordøjelighed, således er fordøjeligheden af S-NCP 100 pct., mens den er betydelig lavere for de øvrige fraktioner. Lignin kan sket ikke fordøjes. Fordøjeligheden af fibrene udtrykkes som fermenterbare kuldhydrater og findes sammen med foderstoffernes indhold af opløselige og uopløselige fibre i fodermiddeltabellen.

Det drejer sig om følgende:

• Partikelstørrelse.
• Vandbindingsevne. Viskositet og dannelse af geler.
• Evne til at binde ioner. 

Vandopløselige fibre

De opløselige fibre danner geler med vand og inddeles i to hovedgrupper: beta-glukan og pektin, som begge er opløselige i vand. Pektin kan binde en vandmængde svarende til 15 gange stoffets egen vægt. Vandbinding i foderet øger viskositeten, hvilket reducerer mavens tømningshastighed samt øger foderets opholdstid i tyndtarmen. En del af de opløselige fibre forgæres af mikroorganismer i sidste del af tyndtarmen, mens yderligere en del forgæres i blind- og tyktarm. Pektin findes hovedsagelig i rodfrugter og citrusfrugter, mens beta-glukan findes i kornarterne.

Store mængder vandopløselige fibre nedsætter foderoptagelsen på grund af hurtig følelse af mæthed hos grisen.

Ikke-vandopløselige fibre

De uopløselige fibre kan ikke opløses i vand, men kan binde ca. halvdelen af deres egen vægt. De inddeles i tre grupper: Cellulose, hemicellulose og lignin.

Lignin er egentlig ikke et kulhydrat, men medtages alligevel, da det er ufordøjeligt i hele tarmkanalen. Cellulose og hemicellulose er vandsugende og cellulose kan til en vis grad omsættes af bakterierne i tarmen.

Tyktarmens vægt og volumen øges med stigende indhold af fibre i foderet, hvilket samtidig giver et øget indhold af organisk materiale i gødning. Det organiske materiale indeholder mange mikroorganismer, som igen indeholder meget vand, hvilket ofte giver en mere lind gødning.

Fibrenes betydning

Fibre påvirker tarmindholdets fysisk-kemiske egenskaber i fordøjelseskanalen, som fx passagehastighed og maveindholdets konsistens. Der er ikke en entydig dokumentation for en sundheds- og produktionsmæssig betydning af at tilsætte ekstra fibre til almindelige kornbaserede blandinger, som indeholder ca. 20 pct. Til restriktivt fodrede dyr kan et øget indhold af fibre i foderet være gavnligt, da det forlænger ædetiden og dermed chancen for, at dyrene bliver mere ensartet.

Foder med et højt indhold af fiberrige foderstoffer vil ofte betyde dyrere foder pr. FEsv/FEso og et øget foderforbrug som følge af et lavere energiindhold. Hos dyr i vækst vil det samtidig ofte reducere foderoptagelsen.

Fiberindholdet i diegivningsfoder påvirker somælkens indhold af fedt, fordi udskillelsen af VFA øger fedtindholdet i mælken. Der er ikke en anbefaling for, hvor meget fiber, der bør være i diegivningsfoder, så både ønsket om høj foderoptagelse og fedtindhold i somælken kan opfyldes. Læs mere om fodring af diegivende søer her.

Foderets indhold af fibre har en begrænset rolle i forbindelse med mavesundheden hos svin (læs mere om mavesår her).

Brug af store mængder fiberrige foderstoffer (fx roepiller) i vådfoder kan give problemer på grund af fibrenes evne til vandbinding, og dermed påvirke fodersuppens konsistens.

Referencer

For at opnå maksimal vækst og produktion skal grise have dækket deres behov for bestemte aminosyrer, men hvis en aminosyre i et foder er tilstede i en lavere mængde end grisenes behov, kaldes det den begrænsende aminosyre, og denne mangel kan begrænse udnyttelsen af de øvrige aminosyrer.

Siden 2002 er det danske proteinvurderingssystem baseret på den standardiserede fordøjelighed af protein og af de enkelte aminosyrer, hvilket betyder, at der er en fordøjelighed pr. aminosyre pr. fodermiddel. Proteinfordøjeligheden regnes hovedsageligt efter internationale tabelværdier, dog beregnes proteinfordøjeligheden på korn (bortset fra rug) samt enkelte andre fodermidler ud fra aktuelt råproteinindhold og in vitro analyser af fodermidlet.

Ved sammensætning af foderblandinger med proteinindhold under de anbefalede minimumsgrænser vil det – afhængigt af råvarevalget – være nødvendigt at fokusere på alle de livsnødvendige aminosyrer. Her kan der fx vælges imellem disse to strategier:

1. At nedsætte kravene til lysin, methionin, treonin og tryptofan forholdsmæssigt til reduktionen af råproteinindholdet under anbefalingerne. Således undgås spild af tilsatte aminosyrer som følge af mangel på de sidste seks livsnødvendige aminosyrer. Her forventes grisenes produktionsresultater at blive ringere end deres potentiale, men med de nuværende prisrelationer kan denne strategi være den optimale – det vil sige det bedste økonomiske resultat.
2. At overholde normerne for alle 11 livsnødvendige aminosyrer enten via dyrt råvarevalg og/eller dyr tilsætning af isoleucin, leucin, histidin, fenylalanin og valin. Her forventes grisenes produktionsresultater at blive på højde med deres potentiale, og her vil der kunne opnås maksimal – men ikke nødvendigvis optimal produktivitet.

Husk, at du kan finde de opdaterede aminosyrenormer i Normer for Næringsstoffer.

Beskrivelse

Protein består af en eller flere polypeptidkæder, som indeholder op til flere hundrede aminosyrer. I alt er der kun 20 forskellige aminosyrer, hvoraf 11 er livsnødvendige (essentielle). De øvrige aminosyrer kan frit dannes ud fra andre aminosyrer i organismen. Grise har ikke behov for selve proteinet, men derimod for de aminosyrer, der enten er bundet i foderprotein eller tilsat som frie aminosyrer.

Tabel 1. Livsnødvendige aminosyrer

Mængden af råprotein i foder er defineret som mængden af kvælstof × 6,25. Det er dog kun det egentlige protein, der kan udnyttes af dyrene.

Kvalitet

Proteinkvalitet er et udtryk for foderets indhold og sammensætning af aminosyrer. For at opnå maksimal vækst og produktion skal grise have dækket deres behov for bestemte aminosyrer, men hvis en aminosyre i et foder er tilstede i en lavere mængde end grisenes behov, kaldes det den begrænsende aminosyre. Ved sammensætning af foder skal man derfor have et godt kendskab til de enkelte råvarers indhold af aminosyrer og protein samt dets fordøjelighed. 

 Proteinkvalitet kan vurderes ud fra følgende:

• Indhold af aminosyrer måles ved analyse
     
• Tilsyneladende fordøjeligt råprotein (TF) = råprotein i foder ÷ råprotein i gødning. Korrigeres for indhold af råprotein i gødning, der stammer fra fordøjelsessekreter, findes den sande fordøjelighed, også kaldet den standardiserede fordøjelighed (SF).
     
• Biologisk værdi (BV) er et mål for sammensætning af aminosyrer i fordøjet råprotein.

Proteinvurkeringssystemet

Siden 2002 er det danske proteinvurderingssystem baseret på den standardiserede fordøjelighed af protein og af de enkelte aminosyrer, hvilket betyder, at der er en fordøjelighed pr. aminosyre pr. fodermiddel.

De relevante aminosyrefordøjeligheder kan findes på to måder. Den første metode er at korrigere tilsyneladende fordøjeligheder fundet i forsøg med grise for det basale endogene tab, hvorved man får tabelværdier for den standardiserede fordøjelighed af råprotein og de enkelte aminosyrer for hvert fodermiddel. Den anden metode er at tage udgangspunkt i den in vitro bestemte reelle fordøjelighed og derfra trække det fodermiddelspecifikke ekstra endogene tab.

Tabelværdier som basis

Der findes flere internationale tabelværker over standardiserede fordøjeligheder. Vi har valgt at tage udgangspunkt i en dansk Ph.D.-afhandling ved Carsten Pedersen, Danmarks JordbrugsForskning, 2001. I denne afhandling er dels samlet resultater fra de andre tabelværker, dels er der lavet et selvstændigt bud ud fra de originale tilsyneladende fordøjeligheder ved at tage hensyn til, at der er forskel i det endogene tab ved forskellige teknikker til bestemmelse af tyndtarmsfordøjelighed. Sidstnævnte tabelværdier betragter vi som de pt. bedste bud på tabelværdier.

Fordelen ved at basere systemet på sådanne tabelværdier ud fra griseforsøg er, at der automatisk tages hensyn til specielle faktorer for det givne fodermiddel, som fx at lysin sidder i skaldelen af korn og derfor fordøjes dårligere end gennemsnitlig protein fra korn.

Ulempen ved kun at basere systemet på tabelværdier er, at der ikke kan tages hensyn til, at fordøjeligheden afhænger af proteinindholdet i det givne fodermiddel.

Dette er specielt et problem for korn, hvor der er det problem, at fordøjelsesforsøgene er udført med korn med højere proteinindhold end dansk korn. Herved vil de internationale tabelværdier overvurdere fordøjeligheden i forhold til dansk korn. I det danske fodervurderingssystem beregnes aminosyreindholdet udfra regressionsstigninger med basis i råproteinindholdet [38] [39].

Protein- og fodervurderingssystemet er beskrevet i detaljer i rapport nr. 30 [29].

Ideel sammensætning af aminosyrer

Grisen bruger ikke aminosyrerne enkeltvis, men derimod som en blanding af livsnødvendige og ikke-livsnødvendige aminosyrer med det formål at danne protein. Hvis blot en af de livsnødvendige aminosyrer ikke findes i tilstrækkelig mængde udnyttes proteinet dårligere, ligesom underskud (eller overskud) af en aminosyre i forhold til de øvrige aminosyrer reducerer udnyttelsen af protein – jf. figur 1.

Den reelle værdi af foderprotein bestemmes ud fra indhold af den mest begrænsende aminosyre i forhold til idealproteinets indhold af den pågældende aminosyre.

Proteinets ideelle sammensætning af fordøjelige aminosyrer ses i procent af lysin i Normer for Næringsstoffer.

Frie aminosyrer

Fem aminosyrer fremstilles kommercielt til brug i foder og forhandles som L-lysin, HCL; L-treonin; L-tryptofan, DL-methionin og L-valin. Syntetisk methionin findes udover som DL-methionin også i form af en methioninanalog. En rapport fra Holland angiver, at den relative værdi mellem DL-methionin og methioninanalogen er 72 procent på produktbasis [35]. De øvrige aminosyrer fremstilles primært til humant brug (fx kosttilskud til bodybuildere) og prisen for disse er ofte 10 til 40 gange højere end prisen for L-lysin. 

Nogle aminosyrer (fx lysin, treonin og tryptofan) produceres ved mikrobiel forgæring. Produktionen sker ud fra specielle bakteriers evne til at omsætte sukkersubstrat til aminosyrer. Andre aminosyrer (fx methionin) fremstilles ved en kemisk proces. Disse frie aminosyrer tilsættes typisk foderet for at opnå et optimalt niveau af livsvigtige aminosyrer samt for at forbedre den biologiske værdi af foderblandingens protein. Brug af aminosyrer er især aktuel i foderblandinger med et lavt indhold af råprotein.

Frie aminosyrer anses for at have en fordøjelighed på 100 procent. Frie aminosyrer fås enten som ren vare eller som en forblanding med hvedeklid, hvedestrømel eller almindelig kridt, hvori en aminosyre indgår med forskellig koncentration. Aminosyren indgår typisk med 30, 40 eller 50 procent. Opblandingen mindsker risikoen for stor blandeusikkerhed i forbindelse med hjemmeblanding.

Tabel 2. Frie aminosyrer

I fermenteret vådfoder sker der et tab af de frieaminosyrer - læs mere i afsnittet om Fermenteret vådfoder.

Iblanding i foder

Ved iblanding af frie aminosyrer, bør der bruges forblandinger med en koncentration på 40-50 procent, da der ofte kun iblandes 0,1-0,2 procent aminosyre i et foder. Der kræves ingen speciel beskyttelse ved håndtering af frie aminosyrer. Det anbefales dog at anvende handsker.

Specielle forhold

Hvis grise har god udnyttelse af protein i foder, reduceres foderforbruget og samtidig mindskes udledningen af kvælstof til naturen. Udnyttelsen af protein øges ved: 1) at vælge proteinråvarer med høj fordøjelighed (fx sojaskrå frem for kokoskager) og/eller ved 2) at tilsætte frie aminosyrer.

Et særligt problem med protein er udledning af kvælstof til naturen. For eksempel udnytter slagtesvin mellem 39 til 43 procent af foderproteinerne til at producere kød, fedt og knoglevæv, mens det ufordøjede råprotein udskilles via gødningen. Desuden udnytter grisen ikke alle de absorberede aminosyrer, da disse er i overskud i forhold til grisenes behov. Disse nedbrydes i leveren og udskilles som urinstof via urinen.

Udledning af kvælstof via gødning eller urin reduceres hos slagtesvin ved at sænke indholdet af protein i foderet og samtidig forbedre proteinkvaliteten [27]. Forløbige resultater fra en stor afprøvning og en omregning af resultaterne fra meddelelse 467 [40] til det nuværende fodervurderingssystem viser dog, at reduktion af proteinindhold, fx fra 130 til 120 g standardiseret fordøjeligt råprotein pr. FEsv, vil betyde forringelse i kødprocent og foderudnyttelse uanset, at aminosyrenormerne er overholdt. Brug af fasefodring og cafeteria-fodring [28] kan ligeledes reducere udledningen af kvælstof ca. 5 procent. Forsøg har dog vist, at både fasefodring og cafeteria-fodring kan give et ringere økonomisk resultat. Følgende øvrige kilder omtaler udskillelse af kvælstof: [17], [20], [23], [31].

Rotter og svin fordøjer de fleste foderstoffer næsten ens, og derfor kan resultater af målinger på rotter overføres på svin. Denne sammenhæng illustreres ved, at der i forsøg er fundet en korrelation på 0,91 (1 = perfekt sammenhæng). Dertil hører, at fordøjelighedsforsøg med rotter både er hurtigere og billigere at udføre end forsøg med svin.

Et højt indhold af protein i foder giver i visse tilfælde fordøjelsesforstyrrelser [19], [21].

Modsat kan et lavt proteinindhold i foder medføre underskud af en eller flere af de livsnødvendige aminosyrer i forhold til behov, hvilket giver sig udslag i nedsat tilvækst, øget foderforbrug, lavere kødprocent eller lavere mælkeydelse.

Erkendelse af problem

• Kødprocenten hos slagtesvin falder pludselig.
• Utrivelige pattegrise og lav fravænningsvægt hos søer i farestalden.
• Resultatet fra en foderanalyse (protein, aminosyrer) afviger fra de forventede niveauer.

Håndtering af problem

• Check, at det rigtige foder udfodres til den rigtige dyregruppe.
• Sørg for, at det rigtige foder leveres i de rigtige siloer ved tydelig mærkning af siloer, indblæsningsrør, indstilling af fordelingshoveder ol.
• Hjemmeblanding: kontroller anlæggets blandesikkerhed samt om der sker væsentlig afblanding.
• Foretag en løbende kontrol af råvarerne. Justér/optimér fodersammensætning ud fra analyser.
• Bestem indhold af tørstof, råprotein og evt. lysin, methionin, cystein og treonin.
• Check at gældende normer overholdes.
• Vær opmærksom på risiko for tab af syntetiske aminosyrer i vådfoder.

Referencer