Skab god adgang til soen - alle låger skal åbnes, og man må ikke stikke armen igennem et stiskillerum under fødselshjælp.
Det giver risiko for arbejdsskader, hvis soen rejser eller smider sig.
- Gør rent bag soen
- Soens skede vaskes med hudvenlig sæbe og skylles med rent lunkent vand
- Tag fødselshandsken på. Vask gerne hånd og arm før fødselshandsken tages på. Påfør rigeligt med gel/børslim på handskens overside. Vigtigt: Undgå at røre ved inventar, so eller gulv med handsken. Skulle man komme til at røre noget, skiftes handsken.
- Før armen ind i soen under hensyntagen til børhalsens bevægelser/sammentrækninger. Hånd og arm indføres i fuld længde, eller til man kan mærke en gris.
- Forlæns grise: Grib om nakke, eller undermund (pas på skarpe tænder). Fødselsslynge kan placeres samme steder.
Baglæns grise: Tag fat over den ene has imellem pege- og langefinger og over den anden has imellem lange- og ringefinger. Fødselsslynge kan placeres på samme sted på én eller to ben.
- Grisene trækkes ud i et jævnt træk, som følger veerne. Grise født ved fødselshjælp skal hjælpes fri for fostervand i luftvejene og lægges til yveret eller under varmelampe. Vær opmærksom på fortsat ikke at røre ved noget med fødselshandsken – og ellers skal den skiftes.
- Træk alle de grise ud der kan føles/nås og lad derefter soen få fred.
- Tilse soen igen efter ½-1 time, og gentag fødselshjælp, hvis nødvendigt.

Foto 1. Handsker, gel og fødselsslynge bør opbevares i en ren spand med låg, så det ikke bliver beskidt mens det er i stalden.

Foto 2. Fødselsslyngen skal være ren, og selve slyngen være uden kurrer og rust.
Selv ved god hygiejne er der forhøjet risiko for infektion, når man har foretaget fødselshjælp. Eventuel behandling diskuteres med besætningsdyrlægen.
Hvis fødselsvejen føles tør, kan et rent insemineringskateter sættes på plastflasken med børslim. Insemineringskateteret må ligesom fødselshandsken ikke røre ved noget, før den indføres i soens skede. Mens insemineringskateteret indføres trykkes børslimen ud af flasken gennem kateteret for at smøre fødselsvejen.
Svage, kolde grise, der findes bag soen, skal varmes op. Dette kan ske i en varmekasse/flamingokasse med en varmelampe over jf. foto . Som minimum skal grisen lægges ind under en varmelampe.