3. januar 2014

Erfaring Nr. 1401

Nye stielementer til kassestier

Nogle detaljer i kassestier er blevet videreudviklet for at forbedre arbejds- og stimiljø. Der blev udviklet nogle nye løsninger, men de fleste del-elementer skal videreudvikles for at kunne resultere i løsninger, der er klar til markedsføring.

Der er udviklet prototyper på nye sti-elementer til farestier med so i boks (kassestier). Dræn under krybbe og i stiside kan indarbejdes i forbindelse med nybyggeri såvel som ved renovering. Det samme gælder en ny boksbaglåge, som nu markedsføres, samt forskellige løsninger til halm”hæk”. Adgangsforhold for driftsleder ind i stien, integreret afspærringslåge til opdeling af pattegrisehulen samt opdelt foder-/vandkrybbe kunne ikke færdigudvikles til et tilfredsstillende niveau inden for dette projekts tidsramme.

Danske kassestier er grundlæggende ens indrettet og betragtes som produktionssikre. Målet var at forbedre nogle detaljer vedrørende indretningen, som kunne forbedre arbejdsmiljøet og gøre det lettere at udføre rutineopgaver i farestierne. Endvidere var det et mål at forbedre hygiejnen på det faste gulv i stier med delvist spaltegulv og gøre det muligt at tildele vand til soen i en opdelt krybbe.

 

 

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har aktivitetsnr: 053-400980 samt journalnr.: 3663-U-11-000183.


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Lisbeth Brogaard Petersen

Udgivet: 3. januar 2014

Dyregruppe: Diegivende søer

Fagområde: Stalde og Miljø