Diarre hos pattegrise - en oversigt

Nyfødte grises tarme er meget følsomme over for manglende ernæring, og tarmvilli kan ikke udvikle sig normalt, hvis ikke der tilføres råmælk og – senere -  mælk. ´

En normalt fungerende pattegris dier ca. en gang i timen, hvilket betyder, at den ved obduktion faktisk altid bør have ventriklen fyldt med mælk. Er dette ikke tilfældet, kan det enten skyldes at soen ikke har ydet godt nok (primær sult) eller at grisen pga. sygdom (tarmbetændelse eller andet) ikke har opsøgt yveret (sekundær sult). For at afgøre om problemet i en given besætning er primær sult, bør man obducere en mængde grise – heriblandt en vis andel, der ikke har vist tegn på diarré inden døden. Hvis primær sult er udbredt, bør man koncentrere sig om søernes funktion (foderkurve/ foderkvalitet/ ædelyst/ sygdom) og de nyfødte grises nærmiljø før noget andet.

Også selvom grisene umiddelbart får den mængde mælk, de har brug for, vil det ofte være relevant at se på fodringen af søerne. Under praktiske forhold ser man, at et højt indhold af protein eller en ændring i proteinkilde lader til at kunne inducere diarré hos de nyfødte grise. Sammenhængen er ikke tilstrækkeligt belyst, så mekanismen bag denne ”protein-diarré” er uvis. Fra et praktisk synspunkt har justering af diegivningsfoderets proteinindhold imidlertid i flere tilfælde vist sig at kunne løse problemet.

Laboratorie-diagnostik

Under danske forhold bliver der på pattegrise med diarré som standard lavet undersøgelser for Escherichia coli (aerob dyrkning og O-serotypning ved agglutination med 8 forskellige antisera; O8, O45, O64, O138, O139, O141, O149 og O157 ), Clostridium perfringens (anaerob dyrkning og typebestemmelse ved PCR/ gel-elektroferese) og rotavirus gruppe A (ELISA).

E. coli

Historisk set har hæmolytiske E. coli serotype O149 været det væsentligste agens i forbindelse med neonatal diarré. Nu om dage isoleres kun yderst sjældent hæmolytiske E. coli fra neonatale grise. Manglende evne til hæmolyse betyder ikke nødvendigvis manglende patogenicitet. Patogeniciteten er sædvanligvis (i hvert fald i forbindelse med de hidtil kendte neonatale E. coli diarréer) knyttet til bakteriens evne til at vedhæfte sig tarmepithelet med fimbrier og udskille diarré-toxin (at være enterotoxinogen). Enterotoxinogene E. coli giver sekretorisk diarré uden histologisk synlig patologi.

I rutinediagnostikken påvises ikke fimbrie- og toxingener. Man nøjes med O-serotypning, da der har vist sig at være en god overensstemmelse, således at kun de ovennævnte) O-typer som regel indeholder fimbrie- og toxingener (virulensgener).

De E. coli bakterier, der i dag påvises i forbindelse med spædgrisediarré, tilhører som oftest ikke gruppen af kendte O-typer, og anses derfor at være apatogene.

Rotavirus

Rotavirus gruppe A er den gruppe af rotavirus, som er kendt for at være sygdomsfremkaldende, og selvom der findes flere andre grupper af rotavirus, er gruppe A den eneste, der testes for rutinemæssigt. Rotavirus er et hyppigt fund i forbindelse med neonatal diarré. Det påvises i dag i ca. 30% af indsendelserne. Rotavirus findes vidt udbredt i grisepopulationen, men neonatale grise bør være beskyttet af råmælksantistoffer og derfor ikke udskille rotavirus i nævneværdige mængder.

Laboratorium for Svinesygdomme har gennemført en lille undersøgelse med det formål at se på, hvor udbredt og persisterende rotavirus er i besætninger med neonatal diarré. Undersøgelsen blev lavet i otte besætninger, som i rutinediagnostikken havde fået påvist rotavirus i én eller flere grise. De otte besætninger blev bedt om - så hurtigt som muligt efter den første påvisning - at indsende gødningsprøver fra diarrékuld (opsamlet på kuld-niveau) i ét farehold. Laboratoriet modtog prøver fra ca. 20 kuld pr. besætning, de fleste i perioden 1-1,5 mdr. efter den første påvisning.  Hovedparten af prøverne kom fra grise i 3-5 dages alderen og fra 1. eller 2. lægs kuld.

Som tabel 1 viser, var der en ganske stor variation i forekomsten af rotavirus-positive kuld mellem de forskellige besætninger (fra 5 % til 72 %). De tre besætninger, der ved denne prøveudtagning havde haft størst forekomst af rotavirus, blev kontaktet igen efter seks måneder. Hvis de fortsat havde problemer med diarré, blev de bedt om at udtage prøver på samme måde igen. Hhv. 11 % og 67 % af prøverne fra de to besætninger, som stadig havde diarré-problemer, var positive for rotavirus i denne omgang.

Resultatet af undersøgelsen tyder på at rotavirus i nogle diarréudbrud er et gennemgående problem i farestalden og også persisterer i besætningen. I disse besætninger er rotavirus formentlig kausal i forhold til den vedholdende diarré. Diarré-typen, vi så i forbindelse med rotavirus-udskillelse, var ukarakteristisk (vandig til cremet, gullig). Man skal således ikke forvente at rotavirus-diarré i stalden kan erkendes som en særlig vandig type af diarré, som man ellers kan se det beskrevet i lærebøger.

Tabel 1. Resultat af ELISA-test for rotavirus (A) udført på 20 kuld-prøver pr besætning fra 8 besætninger.

Clostridium perfringens type C / Klassisk tarmbrand

Klassisk tarmbrand påvises yderst sjældent i rutinemæssige laboratorie-indsendelser, og er i 2012 kun påvist i et enkelt tilfælde.

Det tyder på, at vaccinationen mod tarmbrand, som foretages i de fleste besætninger, er meget effektiv.

Clostridium perfringens type A

C. perfringens type A forekommer som en kommensal i tarmkanalen meget tidligt efter fødslen og kan påvises hos alle aldersgrupper af grise med- og uden diarré.

Rutinemæssig påvisning er foregået siden 2002/2003 og bakterien bliver nu påvist i 80-90% af indsendelser med neonatal enteritis.  Indtil 2002 lavede man kun anaerob dyrkning  på indikation (mistanke om klassisk tarmbrand), hvorfor der før dette år kun blev påvist C. perfringens type A i ganske få tilfælde.

Betydningen af C. perfringens type A er uklar. Eksperimentielle podninger med høje koncentrationer af bakterien har vist, at den kan inducere diarré og patologisk forårsage katarrhalsk enteritis (Johannsen et al., 1993). Meget tyder dog på, at kun isolater, der producerer toxin er patogene (Waters et al., 2003) og måske er det kun under særlige omstændigheder at isolater, der bærer toxingener, faktisk producerer toxin.

I et nuværende projekt (samarbejdsprojekt mellem VSP og Veterinærinstituttet, DTU (2010-2014)) har vi ikke kunnet påvise en sammenhæng mellem denne bakterie og diarré.

Clostridium difficile

Denne bakterie betragtes i nogle lande (der er især lavet studier i USA, Brasilien og Holland) som væsentlig i forbindelse med neonatal diarré (Yaeger et al., 2002). Fra disse lande beskrives alvorlige tilfælde af enteritis med op mod 50% mortalitet og obduktionsfund som ascites, ødem i colons krøs, hydrothorax , typhlitis og colitis, som lader til at være forårsaget af toxiner udskilt fra denne bakterie (Yaeger et al., 2007).

I Danmark undersøges ikke rutinemæssigt for denne bakterie i tilfælde af neonatal diarré. I 2009 blev der dog gennemført et mindre studie på 63 laboratorieindsendelser fra grise med neonatal diarré. Tyve (32 %) af indsendelserne blev fundet positive ved dyrkning.

Colitis og typhlitis ses yderst sjældent ved obduktion af neonatal grise i Danmark, og de specifikke læsioner, der beskrives fra udlandet, er heller ikke indtil videre blevet påvist i danske grise. Humant er C. difficile et velkendt diarrépatogen, der især ses i forbindelse med hospitaliserede, antibiotikabehandlede patienter. Overvækst med C. difficile associeres her med den selektive effekt på tarmfloraen, som langvarig antibiotika terapi medfører (Keel and Songer, 2006).

I det igangværende projekt er C. difficile blevet påvist i 3 grise (én med- og 2 uden diarré) fra den samme besætning, og anses derfor ikke for at have væsentlig betydning under danske forhold.

Status for projekt vedr. ”Ny Spædgrisediarré”

Siden 2008 har mange besætninger oplevet store problemer med diarré inden for den første leveuge. VSP og DTU har siden 2010 arbejdet på at afklare, hvad disse problemer skyldes. Fokus i projektet har været at afdække mulige infektiøse (forårsaget af bakterier eller virus) årsager til syndromet, da det kliniske forløb i mange besætninger tyder på, at der er tale om en infektion, som søerne med tiden udvikler immunitet over for.

Systematiske undersøgelser i 5 problembesætninger har vist, at:

• syndromet er ikke relateret til sult og heller ikke til oplagte management-faktorer
• der ikke var noget fælles, gennemgående smitstof (virus/ bakterie), som var årsag til problemerne i de 5 besætninger
• der i én besætning var en kombination af en ny type E.coli-bakterier og enterokok-bakterier, som sås hyppigt hos grise med diarré. Ingen af disse bakterier indgår i de traditionelle vacciner.

Podninger af nyfødte, raske grise med tarmmateriale fra syge besætninger har vist, at:

• det varierer en del, om grisene blev syge – så det er meget usikkert, om der er tale om en smitsom sygdom.

I 2016 afsluttes en større opfølgende undersøgelse, hvor grise fra 67 besætninger undersøges for E.coli, Clostridium perfringens, Clostridium difficile, rotavirus og enterokokker.

Undersøgelsen vil svare på, om der evt. findes en smittemæssig årsag til diarréproblemer i en vis del af besætningerne og hvilke smitstofer, der i givet fald har betydning. Resultaterne kan dermed pege på, hvilke vacciner der er relevante at udvikle.

En spørgeskemaundersøgelse fra 2015 viser, at managementfaktorer har betydning for spædgrisediarré:

Referencer