URINVEJSINFEKTION

Blærebetændelse er hyppigst symptomløs. Den eneste sikre metode er at undersøge for bakterier i urinen. Der kan ses uklar urin eventuelt med pus iblandet.

Urinen kan lugte stærkt af ammoniak, hvis bakterierne nedbryder urinstof og der kan eventuelt ses en mørkfarvning af urinen. Sidstnævnte kan skyldes tilstedeværelse af blod, men også at soen har fået for lidt vand og dermed har en meget koncentreret urin.

Ved enkelte tilfælde kan der påvises reaktioner med urinstiks, men dette er ikke en sikker diagnostisk metode [2][4].

Forebyg urinvejsinfektioner ved:

• En god vandforsyning 
• En god hygiejne
• Et godt staldklima

Antibiotikabehandling af blærebetændelse er sjældent relevant, da betydningen af blærebetændelse er usikker, og frekvensen af spontan heling og reinfektion er høj [1].

Et forhøjet niveau af søer med blærebetændelse bør give mistanke for fejl omkring vandforsyning, hygiejne og staldklima. Det er især i løsdriftsstalde, at man skal være opmærksom på, at søerne får indtaget nok vand.

Selv om anbefalingerne for antallet af drikkenipler / -trug, vandkvalitet og vandflow er overholdt, kan der være nogle søer, som ikke kommer op og drikke. Fx fordi de er trætte ved høje temperaturer eller fordi de er nederst i hierarkiet.

Udover ved obduktion på slagtemateriale eller på selvdøde søer kan diagnosen stilles på levende søer ved bestemmelse af antal bakterier i urin opsamlet fra spontant urinerende søer.

Urin fra slagtesøer kan også benyttes. Da urinen i alle tilfælde kan indeholde normalflora (bakterier) fra urinrøret, bør diagnosen blærebetændelse kun stilles, hvis der kan påvises mere end 100.000 bakterier pr. ml urin ved urin taget fra spontant urinerende søer eller 1.000 bakterier pr. ml urin, hvis urinprøven er taget sterilt fra ikke åbnede og helt friske blærer fra slagtesøer [2][4].

Den primære årsag til blærebetændelse er bakterier fra staldbunden. E. coli er den hyppigste bakterie, der findes, men andre bakterietyper kan også forekomme. Tidligere så man ofte alvorlige infektioner med Actinobaculum suis (tidligere Eubacterium suis), som udover blærebetændelse gav alvorlige nyreinfektioner med død til følge. 

Urinvejsbetændelse skyldes således ikke en smitte, der er kommet ind i besætningen, men faktorer der nedsætter immuniteten, så almindelige staldbundsbakterier kan starte en infektion. Der skal sandsynligvis en eller flere faktorer til for at fremme infektionen.

Involverede faktorer kan være:

• Nedsat urinproduktion (væskemangel)
• Træk hen over bagkroppen
• Tilsmudsning af bagkroppen
• Inaktivitet / manglede motion

Ved obduktion ses en fortykket blærevæg, eventuelt med sår og forhorning i slimhinden (figur 1).

En normal blære skal være lys i slimhinden, og der kan være svagt lyserøde områder, uden at det er tegn på blærebetændelse (figur 2).

Der er eventuelt unormal lugt fra urinen. Man kan undersøge urinen for bakterieindhold ved at undersøge en urinprøve, der er udtaget med en steril kanyle fra blæren før åbning af denne [2][4]. Man skal være opmærksom på, at blæreslimhinden kan blive stærkt rød kort tid efter åbning, uden at dette skyldes blærebetændelse. Kun mikroskopi kan afklare diagnosen endeligt.

Infektionen spredes ofte fra skede via blærehals til urinblæren. Infektionen synes at kunne opstå i hele reproduktionsforløbet. Undersøgelser har vist, at infektionen ophører hos 30-50 % af de inficerede søer i løbet af 3-6 uger, men at lige så mange nye søer får infektionen i dette tidsrum [1].

I de fleste besætninger kan blærebetændelse påvises hos 15-20 % af søerne, men i nogle besætninger kan det forekomme hos op mod 30 % af søerne og hos udsættersøer kan tallet være op mod 40 % [2]. Risikoen, for at en so får blærebetændelse, stiger jo ældre soen er [3]. 

Det har været antydet i udenlandske undersøgelser, at blærebetændelse kan medføre øget frekvens af farefeber og omløbning [4]. Men dette er fra ældre undersøgelser og i danske undersøgelser er den sammenhæng ikke påvist [1][2].

Dog har en ny dansk undersøgelse vist en sammenhæng mellem blærebetændelse hos soen lige før faring og risikoen for at få flere dødfødte grise [2].

Blærebetændelse kan være forstadie til nyrebækkenbetændelse, og kan eventuelt fremme spredning af andre bakterier ved at ødelægge de hudfolder, der forhindrer bakterieholdig urin i at løbe tilbage fra blæren til nyrerne, når soen urinerer.

Manglende adgang til tilstrækkelig vandforsyning er et velfærdsproblem.

Ved forhøjet bakterietal, uden at der samtidig ses pus i urinen, er det ikke sandsynligt, at soens almenbefindende er påvirket.

Hvis soens almenbefindende er påvirket, skal den behandles med antibiotika og gerne med smertestillende midler.

Lidelsens betydning for det enkelte dyr er usikker, dog vil der være et vist økonomisk tab, hvis det går ud over soen reproduktionsresultater.

I betragtning af det antal dyr, der årligt får infektionen, er det sandsynligt, at lidelsen på landsplan har en vis omkostning.
Actinobaculum suis ses stort set ikke længere i moderne sobesætninger, da den kun smitter fra orne til so ved naturlig bedækning.

Indførsel af løbninger med KS har derfor praktisk talt fjernet den økonomiske betydning af urinvejsinfektioner forårsaget af denne bakterie.