7. april 2017 | Opdateret/Gennemlæst 13. december 2022

Fødselsvægt

Fødselsvægten hos nyfødte grise er i gennemsnit 1.300 gram. Der kan dog være stor variation på fødselsvægten mellem grisene i det enkelte kuld.

Omkring 8 procent af grisene i et kuld har en fødselsvægt under 0,8 kg og kaldes undervægtige grise. Undervægtige grise har svært ved at klare sig overfor større kuldsøskende. [1]

Lav fødselsvægt er et større problem i et kuld med store søskende end i et kuld, hvor alle grise er små. Grise med en vægt over 2 kg (store grise) har ikke forhøjet risiko for at være dødfødte.

IUGR

Små pattegrise har sværere ved at overleve. Du kan regne med 50 % overlevelse for pattegrise, som vejer 500 gram. Jo mindre pattegrise, jo større del af grisene vil være IUGR. IUGR betyder, at grisen har et delfinformet hoved med rund hjerne, udstående øjne og rynker på siden af trynen.

IUGR-grise har lige så stor chance for at overleve som en gris med samme vægt, som ikke er IUGR. Hvis grisen overlever de første to uger, så vil tegnene på IUGR forsvinde. Derfor ses der ikke IUGR-grise, når grisene er blevet 2 uger gamle.

Figur 1. Fordeling af fødselsvægt [1]

Tabel, der viser fordeling af fødselsvægt hos 8000 grise

Brug en vægt

Fødselsvægten vurderes normalt på øjemål. Det anbefales at veje nogle grise, f.eks. i en spand på en kuffertvægt, hvis man mener, at der fødes unormalt mange undervægtige grise i besætningen.

Forekomst

Fødselsvægten er normalfordelt omkring 1,3 kg (se figur 1). Den gennemsnitlige fødselsvægt og frekvensen af undervægtige grise påvirkes af kuldstørrelsen (se figur 2).

Hvilken betydning har fødselsvægten?

  • Jo mindre grisen er, jo sværere et det for grisen at klare sig i kuldet (figur 2).
  • Grisene i første kuld vejer mindre end grise født i ældre kuld. Da kuldstørrelsen i første kuld er mindre end i de senere kuld, giver det normalt ikke en øget dødelighed for grise født i første kuld.

Fødselsvægten har også betydning for fravænningsvægten (se figur 4). Effekten er tilsyneladende lineær, uanset om grisen er stor eller lille ved fødsel.

Figur 2. Overlevelse ved stigende fødselsvægt [1]
Overlevelse ved stigende fødselsvægt hos 8.000 levendefødte pattegrise

Årsager til lav fødselsvægt

I gyltekuld vejer grisene i gennemsnit 150 gram mindre ved fødsel end i de efterfølgende kuld. Der er tendens til at fødselsvægten i gennemsnit falder med cirka 100 gram efter 4 kuld.

En forøgelse af kuldstørrelsen med én totalfødt gris reducerer fødselsvægten pr. gris (se figur 3). Farer soen én dag tidligere, falder fødselsvægten pr. gris med cirka 100 gram. Tidlig faring kan ses efter faringsinduktion og efter fodring med roepiller (pulpetter) [3].

Hvis soen underforsynes med energi i de sidste uger før faring, kan fødselsvægten falde. Til gengæld kan man ikke øge fødselsvægten ved at give soen ekstra foder, hvis behovet til soens vedligehold allerede er dækket [5].

Renracede grise vejer mindre ved fødsel end krydsningsgrise.

Infektioner, foder med svampetoksiner og blandingsfejl kan reducere fødselsvægten.

Figur 3. Fødselsvægt ved stigende kuldstørrelse [1]

Tabel, der viser fødselsvægt ved stigende kuldstørrelse

Figur 4. Fødselsvægtens betydning for vægten på dag 23 [1]
Tabel, der viser vægt hos pattegrise ved dag 23

Behandling

Undgå at underforsyne søerne med energi de sidste fire uger af drægtighedsperioden.

Faringsinduktion bør ikke foretages før 115. drægtighedsdag.

Undervægtige grise skal have ekstra pasning. Det drejer sig om at sikre de undervægtige grise en plads ved yveret - jf. endvidere beskrivelse om Ammesøer og mindsteamme.

Økonomisk betydning

Omkring 8 procent af pattegrisene fødes som undervægtige. I gennemsnit dør halvdelen af disse grise.

Referencer

[1]

Thorup, F.: (2018). Kuldudjævning til egne grise eller grise med ensartet størrelse. Meddelelse nr. 1153, SEGES Svineproduktion.

[2]

Thorup, F.: (2004). Hvordan går det de grise, der fødes i store kuld? ds-nyt nr. 10.

[3]

Fisker, B. N.: (1999). Foder med 60 pct. pulpetter til drægtige søer opstaldet i stabile grupper. Meddelelse nr. 444, Landsudvalget for Svin.

[4] Bruun, Thomas Sønderby et al: (2022). Fodringskoncept til søer i tidlig drægtighed øgede ikke fødselsvægten, Meddelelse nr. 1257, SEGES Innovation.
[5] Sørensen, G. (2012): Ekstra foder til drægtige søer i fire uger før faring. Meddelelse nr. 956, Videncenter for Svineproduktion