Faringsforløb

Et tegn på den forestående faring er, at soens skamlæber svulmer op. Dette sker på forskellige tidspunkter før og under faring og med varierende styrke.

Et bedre tegn på den kommende faring er, at soen lægger mælk ned. Denne mælkenedlægning sker som følge af øget indhold af hormonet oxytocin i blodet. Når der kan udmalkes en stråle mælk fra yveret, kan fødslen forventes inden for 12 timer.

Men allerede cirka 2 dage før faringen begynder, udfører soen redebygningsadfærd og er meget urolig. Siden bliver soen mere rolig og lægger sig på siden.

Der bør være ro i fareafdelingen, så længe der er faringer i gang, da uro kan forstyrre faringen og få soen til at rejse sig under faringen. Siden bliver soen mere rolig og lægger sig på siden.

Indsættelse 

Før soen indsættes i farestien er det vigtigt at stien er ren og tør, og at vandventilernes funktion er kontrolleret til at give minimum 4 liter vand per minut. Du skal desuden sikre, at gulvvarmens fremløbstemperatur er tilstrækkelig ved at måle temperaturen i pattegrisehjørnet [1].

Søerne indsættes i farestalden ca. 1 uge før forventet faring og tildeles dagligt redebygningsmateriale. Du skal være opmærksom på, at nogle søer æder mere halm end andre, og derfor måske skal have lidt ekstra. Desuden rengøres dagligt bag soen for at øge hygiejnen for den nyfødte gris. Det fortsættes som minimum til faringen er overstået. Når soen indsættes i farestalden, er det vigtigt, at den fortsætter på samme foderstyrke som i drægtighedsstalden. Det er vigtigt at soen får et højt og stabilt antal fibre under faringen for at undgå forstoppelse.

Dagen før forventet faring tændes varmelampen, temperaturen i hulen måles igen med infrarødt termometer og pattegrisenes vandforsyning gennemskylles. Soens foderstyrke justeres ned til 2,5 – 3 FEso/dag.

Det er vigtigt, at du kender din besætnings gennemsnitlige drægtighedslængde for at ramme dagen korrekt. Sætter du soen for tidlige ned i foderstyrke, kan der opstå problemer med svagtfødte grise og langtrukne faringer, fordi soen er underforsynet med energi.

Plader til hulen og udstyr til fødselshjælp skal være klargjort [2 ]. Er der renseåbninger i stiens spalter, skal bagkanten på stien vippes, så de nyfødte grise ikke risikerer at falde i og sidde fast i renseåbningerne.

Farebøjlen reguleres mest muligt ind for at undgå at soen lægger sig på grisene. Soen skal stadig kunne rejse og lægge sig uhindret.

For at undgå at grisen bliver for afkølet lige efter fødslen, kan der eventuelt udlægges halm bag soen. Halmen fjernes umiddelbart efter faringen for at undgå problemer med gyllekanalerne og svineri i stierne.

Staldtemperatur ved faring 

Halm kan bruges til at undgå underafkøling af nyfødte grise.

Pattegrisehulen

Det er vigtigt, at pattegrisehulen er helt varm, når de første grise fødes. Derfor skal du tænde varmelampen, dagen før forventet faring.

Åbn gulvvarmen i så god tid, at gulvet i hulen er 30 grader, inden du tænder varmelampen.

Tilsyneladende farer søerne lige hyppigt nat og dag, men nogle besætninger kan have op til 80 procent faringer om natten.

Gylte kan blive stressede under deres faring, og reagere meget aggressivt eller opfarende overfor pattegrise og personale, der opsøger den. Man bør derfor være særligt opmærksom på gyltens reaktioner under faringen, så man har mulighed for at gribe ind før den kommer til at gøre skade på grisene.

Der fødes en enkelt gris ad gangen, mens de øvrige grise holdes tilbage på det sted i børen, hvor de har ligget under drægtigheden. Herved sikres at de endnu ikke fødte grise får en optimal forsyning af ilt. Det betyder, at intervallet mellem fødsel af 2 grise bliver større og større, efterhånden som fødslen skrider frem. Der er dog også lang tid imellem første og anden gris.

Grisene føres frem af 10-20 veer pr. time. Først når grisene presses ind i børhalsen aktiveres bugpressen og hjælper med til at føde grisene ved 3-6 presseveer [2].

På et tidspunkt under faringen brister spidserne på den lille fosterblære, som omgiver en gris, og fostervæsken flyder ud i børen. Fosterhinderne er fortsat forbundet med børslimhinden, og børen er således et langt glat rør, som fostrene kan glide igennem.

Navlestrengen har ved fødslen en længde på 40-80 cm, men kan strækkes yderlig på grund af stor elasticitet. Teoretisk kan alle grise nå ud af soen med intakt navlestreng, men i praksis brister navlestrengen hos cirka 33 procent af grisene forinden, hvilket især sker hos de sidste grise. Ofte kommer navlestrengen i klemme mellem grisen og soens bækken og brister eller beskadiges. I disse tilfælde nedsættes blodtilførslen til grisen og dermed også tilførslen af ilt. Dette forringer grisens overlevelsesevne.

Grise fødes langsommere baglæns end forlæns – måske som følge af mindre stimulering af fødselsvejen. Deen gennemsnitlig faringstid per kuld er 4-7 timer. Der kan være stor variation i søernes faringslængde i en besætning.

Faringstiden per gris påvirkes ikke af en kuldstørrelse mellem 5-16 grise. Kun ved færre eller flere grise stiger/falder intervallet imellem to grise fødes. Jo flere grise der er i kuldet, jo kortere interval er der imellem grisene. Forstyrrelser under faringen, f.eks. fodring, kan forlænge faringen.

I 2009 viste en undersøgelse at fødselsintervallet mellem de 4 første grise i gennemsnit er ca. 40 minutter. Ved de næste 6 grise er det gennemsnitlige fødselsinterval halveret til 20 minutter, hvorefter det langsomt stiger igen mellem de sidste grise [3].

Efter fødslen af den sidste gris kommer der som regel en stor klump efterbyrd – jf. foto 3. Det er dog ikke altid et sikkert tegn på, at fødslen er overstået.

Tilbageholdt efterbyrd er ofte tegn på, at der er flere grise i børen, som hindrer afgangen af efterbyrden.

Kort tid efter alle grisene og efterbyrden er født, trækker børhalsen sig sammen.

Created using Visme. An easy-to-use Infographic Maker.

Erkendelse og håndtering af problem

Veer er sammentrækninger i børens muskellag. Musklerne ligger i ”ringe” omkring børen. Under én ve trækker musklerne sig sammen i en fremadførende bevægelse (peristaltik) og medfører at grisene føres ud af børhornene. Veerne kan erkendes som bevægelser på soens bugvæg, og ved at soen ofte løfter det øverste bagben. Når en gris skal presses ud igennem børhalsen tager soen bugpressen til hjælp. Dette ses som en kraftig sammentrækning af bugvæggen, hvor et eller begge bagben føres fremefter.

Hormonet prostaglandin påvirker veernes hyppighed, og oxytocin er afgørende for veernes styrke. Oxytocin påvirker børens muskelceller, som stimuleres til sammentrækning. Manglende veer skyldes sjælden lav udskillelse af oxytocin, men snarere en lav følsomhed over for oxytocin i børmuskulaturen eller mangel på energi til muskelarbejdet. Frigørelse af oxytocin fra hypofysen sker meget uregelmæssigt og i bølger. Stresshormonet adrinalin forhindrer at oxytocin kan virke i muskelcellerne, og medfører svage eller manglende veer.

Levende fostre føres gennem børen af veerne, mens de hjælper selv til ved at kravle og dreje sig om deres længdeakse. Herved stimulerer de nerveceller i børvæggen, hvorfra der går besked til hypofysen om at frigøre oxytocin. Især børhalsen er følsom, og derfor er veerne særlig kraftige, når grisene når børhalsen og skal passere dette snævre sted.

Efter fødslen af den sidste gris kommer der som regel en stor klump efterbyrd – jf. foto 4. Det er dog ikke altid et sikkert tegn på, at fødslen er overstået. Kort tid efter alle grisene er født og efterbyrden er afgået, trækker børhalsen sig sammen. Tilbageholdt efterbyrd er ofte tegn på, at der er flere grise i børen, som hindrer afgangen af efterbyrden. Efterbyrden skal fjernes hurtigst muligt fra spalterne efter faring, da den ellers tørre ind og besværliggør rengøringen.

Efter fødslen af den sidste gris kommer der som regel en stor klump efterbyrd.

Ekstra pleje af de mindste

Efter faring kan der være behov for ekstra pleje af de mindste grise. 

Små grise opbruger hurtigere deres medfødte energi end større grise. Samtidigt ødelægger kulde tarmens overflade. Derfor skal de mindste grise til en mindste-amme.

Mindste-ammen skal have et blødt og lækkert yver samt små patter, der er let tilgængelige for grisene. Mindste-ammen bør være en 2. kulds so.

Kan jeg gøre noget ekstra for de mindste grise?

• Grise, der vejer under 700 gram skal samles ved en mindste-amme.
•  Mindste-ammen skal højest ligge med 14 grise.
•  De mindste pattegrise har behov for ekstra varme i pattegrisehulen. Dette kan f.eks. gøres ved at forlænge den nedadbukkede forkant på overdækningen (f.eks. med afdækningspapir), isætte hundehulsplade eller sætte en kraftigere pære i varmelampen.
• De mindste pattegrise skal have let adgang til vand, f.eks. et vandspejl i et trug, som alle grise kan nå.