PCV2 er essentiel for udvikling af PMWS, en sygdom der giver økonomiske tab i svinebesætninger i det meste af verden [1]. De fleste, hvis ikke alle, grise bliver smittet på et tidspunkt i deres liv, men kun en del udvikler PMWS [1]. En del andre sygdomskomplekser såsom reproduktionsforstyrrelser, diarre og lunge-betændelse er også blevet kædet sammen med PCV2-infektion. Det er dog kun for reproduktionsforstyrrelserne, at man har kunnet påvise sammenhæng til PCV2 [2, 3].  PCV2-infektion giver nedsat immunforsvar, og derfor vil andre virus og bakterier have nemmere ved at angribe efter at PCV2 har banet vejen [4].

For at stille diagnosen PMWS skal tre diagnostiske kriterier være opfyldt [1]. Dette er dog dyrt, da der skal indsendes døde grise til laboratoriet og sendes væv fra grisene videre til histologiske undersøgelser. Derfor er værdien af PCR som diagnostisk metode, hvor mængden af PCV2 i blodet bestemmes, undersøgt i en del studier [5, 6, 7, 8]. Metoden duer ikke, til at afgøre om den enkelte gris har PMWS eller ej [5], men ved at bruge et cut-off på 7 log10 PCV2-kopier/ml serum, kan man med en vis sandsynlighed forudsige, om en given besætning har problemer med PMWS.

Tidligere var PMWS karakteriseret ved høj dødelighed hos 8-12 uger gamle grise. Men sygdommen har ændret karakter, så der i dag ses let forhøjet dødelighed, lavere tilvækst og øget forekomst af uspecifikke symptomer, både hos smågrise og slagtesvin. På baggrund af disse ændringer har man omdøbt sygdommen til PCVD (Porcine Circovirus Disease). Det er stadig en udfordring at stille diagnosen, men PCR anvendes af mange dyrlæger, når det skal afklares om en besætnings problem skyldes PCV2 eller ej.

I 2009 blev der indsendt blodprøver fra næsten 200 besætninger til Veterinærinstituttet til undersøgelse for PCV2. I 28 % af de indsendte profiler blev der ikke påvist PCV2 med PCR, og i en del af dem blev der heller ikke påvist antistoffer mod PCV2. Dette var noget af en overraskelse, da prøverne var udtaget i besætninger, der blev mistænkt for at have et PCV2-problem. Desuden viste en 5-6 år gammel undersøgelse, at mere end 90 % af besætningerne i Danmark havde antistoffer mod PCV2. Det overraskende fund kan forklares med, at besætningerne har meget lav eller ingen spredning af PCV2, eller at der er variation i mængden af PCV2, der spredes blandt grisene over tid.

Projektets formål var at undersøge, om de negative PCV2-blodprøveprofiler der fandtes i nogen slagtesvinebesætninger skyldtes, at de reelt er fri for PCV2, eller om negative blodprøveprofiler skyldes variationer i smittepres over tid.

Besætninger
Besætningerne blev udvalgt i december 2009 blandt de i alt 196 besætninger der havde indsendt blodprøveprofiler til undersøgelse for PCV2 ved PCR på Veterinærinstituttet i 2009 hvor der ikke kunne påvises PCV2. Det drejede sig om 28 % af indsendelserne, svarende til 54 besætninger.

Den negative blodprøveprofil skulle bestå af mindst 10 prøver udtaget hos slagtesvin, og ejerne skulle være interesseret i at deltage i projektet.

Inden start blev der udtaget en opfølgende blodprøveprofil bestående af 10 blodprøver af slagtesvin på hhv. 30 kg, 45 kg og 90 kg. Kun hvis denne blodprøveprofil også var negativ, kom besætningen med i projektet.

Der blev taget opfølgende PCV2-blodprøveprofiler i otte besætninger, og to af disse var også negative i den opfølgende PCV2-blodprøveprofil og blev inkluderet i projektet.

Besætning 1 indkøbte 1000 7-kgs-grise hver 7. uge fra en fast leverandør. I leverandørbesætningen blev alle søer vaccineret mod PCV2 (Ingelvac CircoFLEX^®) før hver faring. Desuden blev alle grise vaccineret mod PCV2 ved fravænning (Ingelvac CircoFLEX^®). Besætningen bestod af to ejendomme. Fra 7-30 kg gik alle grise på ejendom I i en stor sti med dybstrøelse. Fra 30-100 kg gik de på ejendom II, som bestod af 10 veladskilte sektioner. Ejendom II indeholdt to hold af grise med 7 ugers aldersforskel. På grund af den store aldersforskel skete der ikke tilbageflytning af ældre grise til yngre grise. Et enkelt hold grise (indsat på ejendom II i maj 2010) var ikke vaccineret mod PCV2. I maj 2010 blev besætningen smittet fra sobesætningen med almindelig lungesyge og PRRS-US.

Besætning 2 var en integreret besætning med 300 årssøer på én ejendom. Besætningen var en lukket besætning, der ikke havde indkøbt avlsdyr siden 2008. Besætningen var fri for alle SPF-sygdomme men blev i september 2010 smittet med almindelig lungesyge.

Udtagning og undersøgelse af prøver
Begge besætninger blev inkluderet i januar 2010 og fulgt gennem 1 år.
I besætning 1 blev der udtaget blodprøver hver 7. uge (i alt otte gange). Hver gang blev der udtaget blodprøver fra 

• 10 grise på 45 kg 
• 10 grise lige før slagt

I besætning 2 blev der taget prøver hver 2. måned, i alt seks gange. Hver gang blev der udtaget blodprøver fra

• 10 grise på 30 kg
• 10 grise på 45 kg
• 10 grise lige før slagt.

Blodprøverne blev hver gang udtaget tilfældigt blandt den pågældende aldersgruppe af grise.

Blodprøverne blev undersøgt på Veterinærinstituttet. Mængden af PCV2 blev bestemt ved hjælp af PCR, på prøver, der var poolede inden for hver aldersgruppe [9]. PCR-undersøgelsen kan kun påvise over 3 log₁₀ PCV2 kopier/ ml serum. Derfor vil prøveresultater angivet som negative reelt kunne betyde forekomst af PCV2 under 3 log₁₀ kopier/ml. Prøverne fra grise lige før slagtning blev også undersøgt individuelt for antistoffer mod PCV2 [10].

De 52 besætninger der ikke opfyldte inklusionskriterierne fordelte sig på følgende måde:

           22 havde ingen slagtesvin
             8 havde for få blodprøver
             3 indsendelser var foretaget af medicinalvarefirmaer i projektsammenhæng
             2 var testet positive for PCV2 efterfølgende af egen dyrlæge
           11 ønskede ikke at blive undersøgt for PCV2
             6 blev testet positive i den opfølgende PCV2-blodprøveprofil

Derfor indgik kun 2 besætninger i undersøgelsen

Besætning 1
Alle prøver fra besætning 1, undtagen prøver fra maj, var negative i PCR (tabel 1).

Tabel 1. Gennemsnitlig mængde af PCV2-virus i blodprøver fra grise i besætning 1 (log₁₀PCV2 kopier/ml)

Alle hold grise har fået taget blodprøver to gange (bortset fra det første og det sidste hold). Dvs. at f.eks. det hold, der var 45 kg i januar var det hold, der var før slagt i marts (Figur 1).

Figur 1. Skematisk fremstilling af hvordan de enkelte hold af grise i besætning 1 indgik to gange i undersøgelsen. Både ved 45 kg og lige før slagt.

I maj var prøver fra både grise på 45 kg og grise lige før slagtning positive for PCV2 i PCR (tabel 1). Dette var sammenfaldende med at grise i gruppen ”grise før slagt” ikke var vaccineret mod PCV2. Samtidig var grise i gruppen ”grise 45 kg” født i forbindelse med et akut udbrud af PRRS i sobesætningen, og de førte derfor PRRS-smitte med til besætning 1. Om påvisningen af PCV2 i besætning 1 skyldes den manglende PCV2-vaccination eller udbruddet af PRRS, kan ikke afgøres ud fra undersøgelsen. Dog blev besætningen negativ for PCV2 da PCV2-vaccinationen blev genindført også selvom der stadig var aktiv PRRS-smittegang (høje titre mod PRRS i IPT). Antistofniveauet for PCV2 i besætning 1 lå i hele perioden meget lavt (titer 0-1250) lige før slagt.

Besætning 2
I besætning 2 var blodprøverne negative de to første gange, der blev udtaget prøver. De efterfølgende to gange var grise på ca. 4 måneder og grise lige før slagt positive, og de sidste to gange var alle tre aldersgrupper positive (Tabel 2).
 
Tabel 2. Mængden af PCV2-virus i blodprøver fra grise i besætning 2 (log₁₀ PCV2 kopier/ml).

Antistofniveauet i besætning 2 lå meget lavt (<250) de første 4 gange der blev taget prøver. De sidste to gange, hvor der blev påvist PCV2 i alle inkluderede aldersgrupper, var niveauet højt med titre på 6250-31250. Dette tyder på at grisene fra start ikke udsættes for PCV2 smitte, men de to sidste gange har haft en aktiv infektion med PCV2 og dannet deres egne antistoffer.

Konklusionen fra at følge to danske slagtesvinebesætninger gennem et år, som fra start var mistænkt for at være PCV2-fri, var at besætningerne ikke var fri for PCV2 i hele perioden. De havde svingninger i PCV2-niveauet over tid. Derfor skal man være varsom i sin vurdering af PCV2’s betydning på baggrund af en enkelt blodprøveprofil i en besætning. I besætning 1 blev PCV2 påvist én gang, og det var sammenfaldende med, at grisene i præcist det hold ikke var vaccineret mod PCV2 eller samtidig havde et udbrud af PRRS. Dog blev besætningen negativ for PCV2 da PCV2-vaccinationen blev genindført også selvom der stadig var aktiv PRRS-smittegang. Det må derfor formodes at PCV2-vaccination kan sænke PCV2-niveauet selv ved aktiv PRRS-smittegang i besætningen.