Opdateret 29. august 2012

Sodeksem / Sort eksem / Impetigo

Sodeksem er en hudinfektion hos svin, der forårsages af bakterien Staphylococcus hyicus (S. hyicus). Det er den hyppigste hudinfektion hos svin og rammer især pattegrise og smågrise.

Sodeksem benævnes også sort eksem eller eksudativ epidermitis. Milde tilfælde kaldes impetigo eller børnesår.

Sodeksem rammer som regel kun enkelte dyr i besætningen, men sygdomsudbrud med mange syge grise forekommer også.

De ramte grise får sår, som hurtigt dækkes af fedtede mørke skorper. Ofte begrænser læsionerne sig til hoved og nakke, men de kan sprede sig til hele kroppen. Bakterien kan også sprede sig til de indre organer.

Årsag

Bakterien S.hyicus kan findes overalt på grisens hud - også hos raske grise. Der findes mange forskellige typer S.hyicus, hvoraf nogle forårsager sodeksem, mens andre ikke gør. Indenfor den samme besætning er der som regel mange forskellige typer S. hyicus. I tilfælde af udbrud af sodeksem vil der dog oftest være en enkelt type, som er dominerende.

Udvikling, udbredelse og betydning

Sodeksem er smitsomt og bakterien S. hyicus kan overleve i staldmiljøet i ugevis. Sandsynligvis kan sodeksem smitte gennem luften, f.eks. fra sti til sti. Endvidere kan S. hyicus overføres fra soens skede til grisene allerede under faringen.

Sygdommen optræder hovedsageligt hos pattegrise, hvor lidelsen kan have et hurtigt og voldsomt forløb med høj dødelighed til følge.
Hos fravænnede grise har lidelsen ofte et mere langsomt forløb. Hudforandringerne er ofte begrænset til hoved og nakke, og der kan ses utrivelighed. Hudforandringerne kan fremmes af bidsår, rifter og andre skader på huden.

Større udbrud af sodeksem kan forekomme i både farestald og fravænningsstald, mens mere spredte tilfælde især forekommer i farestalden. Oftest er det ikke alle grise i et kuld, der angribes.

Sodeksem ses især hos grise, som ikke har fået tilstrækkeligt med råmælksantistoffer mod S. hyicus. Soens modstandskraft mod S. hyicus er derfor afgørende for, om grisene får sodeksem. Da gylte ofte overfører for få råmælksantistoffer til deres afkom, ses sodeksem oftest hos gyltekuld. Større udbrud af sodeksem forekommer især i besætninger med mange unge avlsdyr, f.eks. besætninger under udvidelse eller nystartede besætninger.

Udbrud kan også skyldes, at nyindkøbte avlsdyr har sygdommen med ind i en besætning, som har lav modstandskraft. Stærkt sektionerede besætninger og lukkede besætninger kan have lav modstandskraft mod S. hyicus, fordi smittepresset i soholdet er lavt.

Varigheden af et udbrud kan svinge fra få måneder til op til et år.

Symptomer

Sodeksem indledes med, at huden bliver rød, især:

  • På hovedet
  • Omkring ørerne
  • I lysken
  • På bugen lige bag forbenene

Eventuelt ses vabler. Indenfor et døgn afstødes de yderste hudlag, og der dannes væskende sår. Sygdommen kan på få dage brede sig til hele kroppen.

Gris med sodeksem
Figur 1. Gris med sodeksem.
(Foto: Birgitta Svensmark, billedenr. 961)

På grund af snavs og støv fra omgivelserne dækkes huden af brun-sorte fedtede skorper, som kan dække både hoved og krop. Disse skorper tørrer ind og bliver som et panser. Under skorperne er huden væskefyldt og blodig. Se figur 1.

Grisene holder ofte op med at patte eller æde. De taber hurtigt vægt og kan få diarré. Grisene kan dø på 1-2 døgn. Dødeligheden kan være høj og skyldes især dehydrering.

Sygdommen kan også have et mere langsomt kronisk forløb. I de tilfælde er forandringerne i huden mere afgrænsede. De ses oftest i lysken, på bugen bag forbenene, og hvor huden i forvejen er beskadiget, f.eks. ved rifter i ansigtet og skader på forknæene. Grisen kan være utrivelig og langhåret.

Sodeksem ses sjældent hos voksne dyr. Der kan dog ses afgrænsede hudforandringer.

Diagnose og obduktion

Diagnosen stilles ud fra de kliniske symptomer evt. sammenholdt med laboratoriemæssig undersøgelse. Til undersøgelse på laboratorium kan hele grisen eller hudstykker med typiske forandringer indsendes. Grisen må ikke være behandlet med antibiotika. Undersøgelsen kan give information om typen af bakterier og om hvilken type antibiotika, sygdommen kan behandles med.

Ved obduktion af grise med sodeksem ses:

  • De typiske hudlæsioner
  • Dehydrering
  • Ofte tom mavesæk
  • Betændelsesforandringer af indre organer
  • Evt. betændelsesforandringer i led

Sygdommen kan forveksles med skab. Skab er dog typisk forbundet med en intens kløe, hvilket sodeksem ikke er.

Behandling

Sodeksem kan behandles med antibiotika via injektion. Behandlingen bør ske så tidligt i sygdomsforløbet som muligt, da den ellers ofte vil have ringe virkning. Der kan ses effekt ved samtidigt at smøre grisene med en blanding af antibiotika og olie eller med desinfektionsmiddel. Hvis der ikke ses tydelig bedring i løbet af tre dage, skal grisen aflives.

Man skal være opmærksom på, at der hyppigt ses resistens overfor de mest anvendte antibiotika. Derfor bør valget af antibiotika afhænge af resultatet af en resistensundersøgelse.

Da grise med sodeksem ofte lider af dehydrering, er det vigtigt, at de har nem adgang til væske – helst elektrolytter. Fravænnede grise med dårligt almenbefindende (sløvhed, nedsat ædelyst) bør flyttes i sygesti med strøelse.

Da sodeksem er en smitsom sygdom, og bakterien kan overleve længe i staldmiljøet, er det vigtigt med en god hygiejne i de ramte staldafsnit, herunder vask og desinfektion mellem holdene. I besætninger med problemer bør kuldvis indsættelse i fravænningsstierne overvejes. Isolering af syge dyr medvirker til at mindske smitteoverførslen til raske dyr.

Forebyggelse

Sodeksem kan forebygges ved hjælp af vaccination af søerne. Vaccinen er en autovaccine. Det vil sige, at vaccinen laves til den enkelte besætning på baggrund af de bakterier, som findes i netop den besætning.

Typisk vaccineres søerne således:

  • Ikke tidligere vaccinerede dyr vaccineres 2 gange, første gang 2-3 mdr. før farring og anden gang 2-3 uger før faring.
  • Tidligere vaccinerede dyr vaccineres en gang 2-3 uger før faring.

Vaccinationsprogrammet skal dog altid aftales nærmere med en praktiserende dyrlæge.

Hvis der jævnligt er problemer med sodeksem hos gyltekuld, bør det overvejes, om gyltene er opstaldet for isoleret fra søerne, så de ikke får mulighed for at få tilstrækkelig med antistoffer mod sodeksem forud for faringen.

Referencer

Wegener, H.C. & Skov-Jensen, E.W. (1999). Exudative Epidermitis. Diseases of Swine, 8. udgave. Blackwell Science: 469-474.

Larsen, L.P & Bækbo, P.(2005). Sundhed og sygdom hos svin. 5. udgave. Landbrugsforlaget, Århus.
 Straw, B.E., Zimmeman, J.J., D´allaire, S., Taylor, D.J. (2006). Diseases of swine, 9 th. Edition. Blackwell Publishing, Oxford.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.