Antallet af avl- og opformeringsbesætninger, der har underskrevet de nye leverandøraftaler, har nået den kritiske masse for etablering af det nye Danavl.
På dagens årsmøde har Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, meddelt, at grundlaget for det nye Danavl er på plads:
”Det har været en lang proces, og der er mange meninger, der har påvirket processen undervejs. Vi har lyttet og justeret på flere områder, og nu skal den nye forretningsmodel styrke Danmarks position som verdens bedste inden for svineavl. Vi skal huske, at det stadig er de danske svineproducenter, der ejer DanAvl, og det er stadig bestyrelsen for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, der udstikker rammerne for avlsarbejdet. Sådan vil det blive ved med at være.”
Erik Larsen understreger, at DanAvl er et nødvendigt projekt for det danske avlsarbejde, som afhænger af, at hele erhvervet bakker op. Han håber derfor på endnu flere underskrifter inden den 30. oktober, der er fristen for at underskrive leverandøraftaler.
Thomas Muurmann Henriksen, kommende direktør i det nye Danavl, supplerer:
“Vi er naturligvis rigtig glade for opbakningen indtil videre, og vi glæder os til samarbejdet med de tiltrådte leverandører. Frem til vi går i drift, venter der nu en kæmpe opgave, hvor vi skal opbygge en struktur omkring det nye firma. Vi skal have lagt fundamentet, der samler nye kollegaer fra tre forskellige virksomheder med nye arbejdsgange, mål og markedstilgange, så vi kommer godt afsted fra dag et. Det er et nyt firma, vi bygger infrastrukturen til nu, og der er mange ting, der skal falde på plads i løbet af meget kort tid. Vi glæder os til opgaven, men vi har også respekt for, at det er en kæmpe opgave, vi står foran.”
DanAvls LeverandørService er fortsat åben for spørgsmål på telefon: 30 83 10 60.
For yderligere information kontakt venligst: Pressekonsulent Nanna Østergaard på 28 18 86 19 eller nalo@lf.dk.