11. januar 2023

Meddelelse Nr. 2301

Forebyggelse af spredning af PRRS-virus ved transport af gylle til og fra biogas-fællesanlæg

Konklusion

Der er en teoretisk risiko for luftbåren spredning af PRRS-virus i forbindelse med levering af udrådnet biomasse og efterfølgende afhentning af rågylle på anden gård. Denne risiko kan udelukkes ved enkle forholdsregler:

  • At aflevering af udrådnet biomasse og efterfølgende afhentning af gylle sker fra samme besætning, dvs. ved samme besøg, eller 
  • At der efter transport af udrådnet biomasse til en besætning med grise køres til en bedrift med andre dyreart (uden grisehold) for afhentning af rågylle. 

Desuden skal sikres, at gyllevognene renses grundigt udvendigt på biogasanlæggene efter afhentning af rågylle i svinebesætning, inden besøg i anden grisebesætning. Udrådnet biomasse fra biogasfællesanlæg med kontrolleret hygiejnisering udgør ingen risiko i sig selv. 

Muligheden for overførsel af PRRS-virus i forbindelse med transport af gylle til og fra biogas-fællesanlæg vil afhænge af:

  1. Viruskoncentration i afgangsluft fra stalden og viruskoncentration i frisk rågylle.
  2. Virusoverlevelse i frisk gylle og graden af reduktion ved udrådning i biogasanlæggene.
  3. Afstand mellem udluftningskanal og tank til udrådnet biomasse.
  4. Afstand mellem opsamlingstank (rågylle) og grisestald/luftindtag.
  5. Rengøring af transportvognene.

PRRS-virus inaktiveres helt i biogasanlæg, som anvender kontrolleret hygiejnisering. Dette gælder langt de fleste, formentlig alle danske biogas-fællesanlæggene. Givet at holdetiden i udrådningstanken er mere end et døgn, kan der også forventes fuld inaktivering af PRRS virus i mesofile anlæg (35-370C) uden kontrolleret hygiejnisering.

Risikoen for spredning af PRRS-virus med udrådnet gylle (indgår i biomasse) fra fællesbiogasanlæg må overordnet vurderes til at være minimal, idet den udrådnede gylle ikke udgør en risiko. Dog er rågyllen, som afhentes på gårdene, så frisk som mulig for at give optimal energiudnyttelse, hvorfor der kan være virus i rågyllen.

Når rågyllen tømmes ud af tankvognen på biogasanlæg, vil der kunne være små mængder virus tilbage på indersiden af tanken, men dette fortyndes betydeligt ved påfyldning af udrådnet biomasse og vil reduceres yderligere, formentligt under målbart niveau under de alkaliske forhold i biomassen. Det må forventes, at PRRS virus-koncentrationen i biomassen ved levering er ubetydelig, dog bør grisene ikke komme i direkte kontakt med biomassen før udbringning på markerne.

Når den udrådnede biomasse afleveres i en PRRS-smittet grisebesætning med aktiv virusudskillelse, fyldes tanken på biogasvognen med luft, der teoretisk kan indeholde PRRS virus. Denne luft vil ved efterfølgende påfyldning af rågylle (på samme eller anden bedrift) blive spredt ud i omgivelserne. Det kan således ikke udelukkes, at der kan ske luftbåren smittespredning mellem grisebesætninger med tankvogne. Dette vil kun dog kun kunne ske ved bestemte transportmønstre med besøg på to grisebesætninger i træk, og hvis besætningen, som modtager gylle, er aktivt virusudskillende. Der er ikke tilstrækkelig viden om koncentrationen af virus i den luft, der trækkes ind i tankvognen, hvorfor risikoen ikke kan vurderes kvantitativt, men da virus kan spredes flere kilometer med vinden, er risikoen i forbindelse med tømning og fyldning af tankvognene formentlig reel.

Risikoen for luftbåren smitte mellem besætninger kan elimineres ved,

  1. at aflevering af udrådnet gylle og afhentning af gylle sker fra samme besætning, dvs. ved samme besøg, eller
  2. at der efter transport af udrådnet biomasse til en besætning med grise køres til en bedrift med andre dyreart (uden grisehold) for afhentning af rågylle. 

Desuden skal sikres, at gyllevognene renses grundigt udvendigt på biogasanlæggene efter afhentning af rågylle i grisebesætning inden besøg i anden grisebesætning.

Med henblik på situationer, hvor det ikke kan undgås, at rågylle i grisebesætning afhentes, efter tankvognen har leveret biomasse i anden grisebesætning, bør afhentningstanken med rågylle placeres så langt fra grisestaldene så muligt for at minimere risikoen for spredning af PRRS-virus. Ved placering af afhentningstanken bør den almindeligste vindretning tages i betragtning og afhentning af gylle fra afhentningstanken ske, når vindretning er væk fra grisehold - herunder naboers grisehold.


Institution: Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris, SEGES Innovation P/S

Forfatter: Vibeke Frøkjær Jensen, Bjørn Lorenzen, Mette Fertner

Udgivet: 11. januar 2023

Dyregruppe: Alle

Fagområde: Sundhed/Veterinært

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.