10. maj 2016

Notat Nr. 1607

Rentabilitetsanalyse ved investering i slagtesvineproduktion

Der kan opnås en god rentabilitet ved investering i nye slagtesvinestipladser, hvis produktiviteten er blandt de bedste. Moderniseringsstøtte, en god lokalitet uden for store miljøkrav, samt hjemmeblandet vådfoder har stor indflydelse på rentabiliteten.

Med de langsigtede prisprognoser for svinekød og foderprisniveau kræver en investering i nye stalde til slagtesvineproduktion i Danmark en grundigt gennemarbejdet forretningsplan. Der er belyst 24 investerings-cases. Der er tre grundanalyser baseret på tre forskellige miljøteknologier. De tre grundanalyser er kombineret med indkøbt foder henholdsvis hjemmeblandet foder, hvilket giver seks analyser. Hver analyse er gennemregnet som henholdsvis barmarksprojekt eller tilbygningsprojekt, og dermed er der 12 analyser i alt. De 12 analyser er igen kombineret med investeringstilskud via moderniseringsstøtteordningen, så der nu er 24 analyser.

Oftest vil den enkelte investor via en hurtig screening af muligheder have 1-3 mulige startscenarier i den indledende analyse af forretningsplanen kombineret med en rentabilitetsanalyse med eller uden støttetilsagn fra moderniseringsstøtteordningen, det vil sige 2-6 rentabilitetsberegninger. 

Resultater i dette notat viste, at tilskud til byggeriet, hjemmeblandet foder, billigste teknologivalg og tilbygning i stedet for barmark er i prioriteret rækkefølge de elementer i en forretningsplan, som har størst betydning for rentabiliteten.  

Den kommende investeringsstøtte via moderniseringsstøtteordningen for slagtesvin har en resultatpåvirkning på 20-36 kr./slagtesvin. Hjemmeblandet foder giver en resultatforbedring på cirka 14 kr./slagtesvin. Delvist fast gulv giver en resultatforbedring på cirka 24 kr./slagtesvin i forhold til 100 % luftrensning og 10 kr./slagtesvin i forhold til gylleforsuring. Tilbygning giver en resultatforbedring på cirka 9 kr./gris i forhold til et barmarksprojekt. Dette beløb kan dog hurtigt forsvinde igen, hvis placeringen af denne lokalitet kræver ekstra lugtreducering eller giver manglende mulighed for hjemmeblandet foder eller større omkostninger til at komme af med gyllen.  

Uden tilskud via moderniseringsstøtteordningen giver syv ud af 12 scenarier et negativt resultat pr. slagtesvin. De giver en afkastningsgrad, som er under den indlagte kalkulationsrente (WACC) på 5,35 %, der er anvendt i notatet. Den indlagte WACC er inklusiv egenkapitalforrentningskrav. I den langsigtede prognose er der indlagt plus 10 kr./smågris i tillæg. Der er altså indlagt en forventning om, at smågriseeksporten fortsat vil være medvirkende til at presse smågrisepriserne opad. Svineproduktionen er endvidere hæmmet af, at gødningsværdien typisk overføres til planteavlen, således at denne sektors økonomi fremstår bedre, end den reelt er. For bedrifter med harmoni mellem svineproduktion og planteavl har det ingen betydning for bedriftens økonomi, men det kan få afgørende betydning, når svineproduktion og planteavl adskilles i forskellige forretningsområder. Et slagtesvin afleverer dobbelt så stor gødningsværdi til planteavlen som en smågris inklusiv soens bidrag. 

Der er derfor fortsat massive udfordringer for branchen, hvis støtten til slagtesvinestalde via moderniseringsstøtteordningen ophører. Fortsat forbedring af konkurrenceevnen i hele værdikæden er nødvendig for at løse denne udfordring. Det er ligeledes nødvendigt at se på den praksis, der ofte anvendes med at overføre gødningsværdi til planteavlen, og dermed flytte indtjening fra svineproduktionen til planteavlen.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Michael Groes Christiansen, Finn K. Udesen

Udgivet: 10. maj 2016

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Produktionsøkonomi