14. juni 2018

Notat Nr. 1814

Temperaturmåling - dansk svineproduktion - maj 2018

Forventning om lave afregningspriser for svinekød for 2018 og 2019 samt forventning om stigende foderpriser forringer rentabiliteten i svineproduktionen.

I forhold til seneste Temperaturmåling fra januar 2018 forventes fortsat lave afregningspriser for svinekød i 2018 og 2019, og prisforventningerne er kun justeret svagt positivt for 2019. Til gengæld er der en forventning om stigning i foderpriserne og særligt på soja.

De lave afregningspriser og forventningen om en stigning i foderpriserne betyder, at alle produktionsgrene forventes at have negativ rentabilitet i 2018 og 2019.

For en integreret svineproducent med gennemsnitsproduktivitet forventes der et resultat på minus 36 kr. pr. gris i 2018, mens der i 2019 forventes et resultatet på minus 29 kr. pr. gris. I forhold til seneste Temperaturmåling fra januar 2018 er det en forringelse på cirka 30 kr. pr. gris. De bedste 25 % af smågriseproducenter og integrerede svineproducenter opnår positiv rentabilitet i 2018 og 2019, mens der i 2018 er negativ rentabilitet for selv de bedste 25 % af slagtesvineproducenterne.


Institution: SEGES Svineproduktion

Forfatter: Nikolaj Kleis Nielsen

Udgivet: 14. juni 2018

Dyregruppe: Integreret produktion, Sohold, Smågrise, Slagtesvin

Fagområde: Produktionsøkonomi