21. august 2018

Notat Nr. 1820

Baggrund for justering af normer for natrium og klorid

Med baggrund i litteraturstudier og modelberegninger er normer for natrium og klorid hævet betydeligt for smågrise og med faldende norm med stigende vægt. Normer for søer og slagtesvin fra 30 til 110 kg er uændrede.

Forsøg med smågrise har vist, at et højere niveau af natrium og klorid end den hidtidige norm har en positiv effekt på smågrises foderoptagelse, tilvækst, foderudnyttelse og proteinfordøjeligheden i de første tre uger efter fravænning. Især forekommer et højt indhold af klorid at være gavnligt for proteinfordøjeligheden, hvilket sandsynligvis skyldes, at klorid er nødvendigt for grisenes saltsyreproduktion i maven.

Normerne for voksende grise er tilpasset, så der tilstræbes samme tildeling af natrium og klorid pr. kg tilvækst ud fra den normale udvikling i foderforbrug pr. kg tilvækst gennem vækstperioden. Dog er normerne ud fra denne beregning ”rundet op” i normen fra 6 til 9 kg, hvor forsøgene har vist den største effekt af mere natrium og klorid.

For slagtesvin er enhedsnormen uændret, hvorimod der ved fasefodring anbefales en anelse mere natrium og klorid i startblandinger og en anelse mindre i slutblandinger end for enhedsblandinger.

Normen for søer er uændrede – en teoretisk beregning tyder på, at den nuværende norm sikrer tilstrækkeligt med natrium og klorid i forhold til behovet til mælkeproduktion. Der er fundet et enkelt forsøg med test af natrium- og kloridniveauer til søer, som ikke tyder på, at normen skal ændres.


Institution: SEGES Svineproduktion

Forfatter: Per Tybirk

Udgivet: 21. august 2018

Dyregruppe: Søer, Smågrise, Slagtesvin

Fagområde: Ernæring