Den primære dødsårsag for pattegrise varierer meget mellem besætningerne. For at iværksætte virksomme ændringer på staldgangen er det vigtigt, at den primære dødsårsag kendes. Kendes kun de gennemsnitlige tal for dødsårsager samt vurderede dødsårsager hos pattegrise, er risikoen for at vælge virkningsløse tiltag stor. Risikoen for at fokus rettes mod det forkerte tiltag blev illustreret af de obduktioner, som blev udført i forbindelse med projekt PattegriseLIV.
De fleste grise, der døde mellem 0.-4. levedøgn, blev registreret af medarbejderne som klemt ihjel, men det var kun i halvdelen af besætningerne, hvor klemninger var den primære dødsårsag. I de øvrige besætninger var grisene blevet klemt ihjel, fordi de også var sultgrise/svagtfødte. 25 % af besætningerne brugte diarréreducerende tiltag på grund af mange registreringer af diarré som dødsårsag, men USK-undersøgelsen viste, at der kun var 5 %, som døde af diarré. Blandt de grise, der døde fra 5.-20. levedøgn, var blodforgiftning den hyppigst registrerede dødsårsag i halvdelen af besætningerne. Ofte var de døde grise registret som død ved klemning, men den reelle dødsårsag var blodforgiftning. I gennemsnit viste USK-en, at hver tredje gris i den omtalte aldersgruppe døde som følge af blodforgiftning. Blodforgiftningen kunne typisk relateres til infektion i forbindelse med halekupering og kastration. Skal flere pattegrise overleve, vil en Pattegrise-USK sikre, at indsatsene rettes mod besætningens faktiske dødsårsager.
