20. februar 2013

Meddelelse Nr. 957

Koster PRRS noget i Danmark?

Sygdom efter akut smitte med PRRS giver nedsat produktivitet i en kort periode. Set over et år har besætninger med kronisk PRRS højere total pattegrisedødelighed og dødelighed hos smågrisene sammenlignet med PRRS negative besætninger.

Meddelelsen omhandler to undersøgelser. Del et er en beregning af omkostninger ved akut udbrud af PRRS i sobesætninger til og med fravænning. Del to er en opgørelse over forskelle i produktionsdata i kronisk smittede besætninger versus ikke smittede besætninger. Denne opgørelse er lavet for søer, smågrise og slagtesvin.

Akut sygdom efter smitte med PRRS giver nedsat produktivitet i en kortere periode. I otte danske besætninger blev tabet opgjort til mellem 30 og 1059 kr. /so i tabsperioden. Medianen for tabet var 329 kr./so. Der var en tendens til at tabet var større, hvis man blev smittet med PRRS VAC sammenlignet med PRRS DK. Tabsperiodelængden vekslede mellem 10 til 90 uger. I de fleste besætninger blev perioden med tab som følge af PRRS, opgjort til ca. 30-35 uger efter smitte. Tabet blev opgjort vha. opportunity cost metoden, dvs. forskel i DB/so med eller uden PRRS for en given periodelængde. Tabene er eksklusiv tabt sundhedstillæg, ændringerne i medicin og vaccine forbrug samt øget arbejdsindsats. Det beregnede tab kan derfor undervurdere det reelle tab som følge af akut smitte med PRRS.

Produktionstab som følge af kronisk PRRS blev opgjort ved at sammenligne E-kontrol data for PRRS-positive og PRRS-negative besætninger. Den totale pattegrisedødelighed var 0,8-0,9 % -point højere blandt PRRS-positive sammenlignet med PRRS-negative (p=0,0003). For smågrise var dødeligheden 0,4 % -point højere i PRRS-positive besætninger sammenlignet med PRRS-negative besætninger (p=0,002). Derudover blev der ikke fundet nogen forskelle i produktivitet når PRRS-positive og PRRS-negative besætninger blev sammenlignet.

Hvis forekomsten af akutte sygdomsudbrud som følge af smitte med PRRS, er lavt, må tabet på landsplan som følge af PRRS betegnes som minimalt. Et notat i starten af 2013 vil dog følge op på dette og beregne hvad PRRS koster på nationalt plan.

TILSKUD

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden og har aktivitetsnr. 075-420030.

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Charlotte Sonne Kristensen, Michael Groes Christiansen, Jens Vinther

Udgivet: 20. februar 2013

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Sundhed, Produktionsøkonomi