15. december 2017

Meddelelse Nr. 1121

Forskel i firmablandinger til smågrise 2016/2017

En afprøvning af smågrisefoder indkøbt i 2016/2017 viste stor forskel i produktionsværdi mellem firmaer. Foder fra Hornsyld Købmandsgaard samt kontrolgruppen opnåede størst produktionsværdi, og DLG-foderet opnåede den ringeste.

Der var stor forskel i produktionsværdien på foder fra forskellige firmaer samt SEGES Svineproduktions kontrolfoder. 

Foderet fra Hornsyld Købmandsgaard opnåede den største produktionsværdi i perioden 7–30 kg beregnet med ens foderpris, men adskilte sig ikke signifikant fra kontrolfoderet. Foderet fra DLG havde den signifikant laveste produktionsværdi i forhold til alle øvrige grupper og forskellen var historisk set meget stor. Foderet fra Danish Agro kom ud med en af de højeste produktionsværdier i afprøvningen, til trods for at der ikke var medicinsk zink i fravænningsfoderet.

Blev produktionsværdien i stedet beregnet med aktuel foderpris, ændrede det ikke meget i rangordenen mellem firmaerne. 

Denne firmaafprøvning blev gennemført på Forsøgsstation Grønhøj og indeholdt for første gang tre foderblandinger pr. firma til forskel fra tidligere afprøvninger, hvor der kun indgik to foderblandinger. Der indgik fem foderfirmaer i afprøvningen. Firmaerne havde indstillet, hvilke blandinger de ønskede skulle indgå i afprøvningen. Modsat tidligere år var der ikke krav til indhold af hverken råvarer, næringsstoffer eller hjælpestoffer udover et indhold på 2.500 ppm zink i fravænningsfoderet. 

Danish Agro ønskede dog i denne afprøvning at afprøve en fravænningsblanding, som ikke indeholdt et højt niveau af zink (medicinsk zink) og fik dette ønske opfyldt. 

Foderet blev indkøbt anonymt via svineproducenter, og firmaerne havde ikke fået oplyst, hvilke firmaer der indgik i afprøvningen, mens forsøget stod på. Alle foderblandinger var pelleterede.


Institution: SEGES Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Jesper Poulsen, Julie Krogsdahl, Sofja Eklund Koziara

Udgivet: 15. december 2017

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Ernæring